Bekendtgørelse om tilskud til ophugning m.v. af fiskerfartøjer
BEK nr 1013 af 16/11/2000
§ 1
Direktoratet for FødevareErhverv træffer afgørelse om ydelse af tilskud til ejere af fiskerfartøjet, der udgår af dansk erhvervsfiskeri.
Tilsagn om tilskud efter denne bekendtgørelse kan kun meddeles inden for den for ordningen af ministeren afsatte tilsagnsramme.
§ 2
Ansøgning om tilskud skal udfærdiges på et særligt ansøgningsskema. Ansøgningsskema og vejledning fås hos Direktoratet for FødevareErhverv eller det stedlige fiskeriinspektorat. Ansøgning om tilskud skal indsendes til Direktoratet for FødevareErhverv.
§ 3
Tilskud kan ydes til ansøgere, der lader deres fiskerfartøj
- fysisk ophugge,
- overgå til anden anvendelse i Danmark end erhvervsmæssigt fiskeri eller tilvirkning, omladning eller transport af fisk, eller
- anvende til formål, der tjener til bevarelse af historiske værdier.
For fartøjer under 20 BRT eller 22 GT ydes ikke tilskud i henhold til stk. 1, nr. 2.
Tilskud efter stk. 1, nr. 3, ydes på grundlag af nærmere retningslinjer fastsat efter høring af Kulturministeriet.
§ 4
Tilskud kan ydes, hvis fartøjet har fisket mindst 75 dage i hver af de to perioder på 12 måneder, der ligger forud for ansøgningen.
For et fartøj, der var fuldt logbogspligtigt i de i stk. 1 nævnte perioder, skal logbogen dokumentere de i stk. 1 nævnte fiskedage.
I andre tilfælde skal antallet af fiskedage i ikke logbogspligtige perioder dokumenteres ved fremvisning af afregninger til den stedlige fiskerikontrol.
Tilskud er betinget af følgende:
- Fartøjet skal være optaget i Skibsregistrets Særregister over fiskerfartøjer, eller i Fartøjsfortegnelsen, og være registreret i Fiskeridirektoratets register over fartøjer med tilladelse til at drive erhvervsmæssigt fiskeri i Danmark.
- Fartøjet skal være af en alder på 10 år eller derover.
- Fartøjet skal være driftsklart på tidspunktet for ansøgningens indgivelse.
Fartøjets alder, jf. stk. 4, nr. 2, fastsættes ud fra det hele tal, der svarer til forskellen mellem året for Direktoratet for FødevareErhvervs beslutning om at yde tilskuddet og året for bygningen af det pågældende fartøj eller, hvis det ikke foreligger oplyst, året for dets ibrugtagning.
§ 5
Tilskud kan gøres afhængigt af, at fartøjet opfylder særlige betingelser for så vidt angår fangstsammensætning.
Direktoratet for FødevareErhverv foretager en prioritering af de indkomne ansøgninger. Prioriteringen sker efter et pointsystem, der fastlægges under hensyn til ordningens nærmere definerede formål.
§ 6
I tilfælde af dødsfald, konkurs eller tvangsauktion kan boet eller erhververen af fartøjet, såfremt denne var registreret panthaver i fartøjet på tvangsauktionstidspunktet, ansøge om tilskud til ophugning eller ansøge om at indtræde i et allerede givet tilsagn. Boet eller erhververen sidestilles med den hidtidige ejer i relation til § 5.
Tilskud til erhververen ved tvangsauktion kan højst udgøre et beløb svarende til værdien af det pantesikrede tilgodehavende med tillæg af auktionsomkostninger.
§ 7
Tilskud ydes på grundlag af de i bilag 1 nævnte støttesatser. Dog kan tilskud kun udregnes ud fra fartøjets tonnage i GT, hvis
- fartøjets længde mellem perpendikulærerne er større end 24 m,
- fartøjet ikke er målt i BRT, eller
- fartøjet første gang er målt i BRT efter den 18. juli 1994.
Fra den 1. januar 2004 beregnes tilskud udelukkende ud fra fartøjets tonnage målt i GT.
Tilskud kan maksimalt udgøre 80% af fartøjets forsikringsværdi, eksklusiv redskaber pr. 1. januar to år forud for ansøgningsåret.
For fartøjer, der omfattes af § 3, stk. 1, nr. 2, reduceres tilskuddet med 50%.
§ 8
I de tilfælde, hvor fartøjet pr. 1. januar to år forud for ansøgningsåret ikke var forsikret eller i andre tilfælde, hvor forsikringsværdien pr. 1. januar to år forud for ansøgningsåret må formodes ikke at svare til fartøjets handelsværdi, foretages en vurdering af fartøjets handelsværdi på ansøgningstidspunktet efter Direktoratet for FødevareErhvervs anvisning og retningslinier.
§ 9
Tilskud efter denne bekendtgørelse nedsættes helt eller delvist med det beløb, der tidligere måtte være ydet i tilskud til modernisering og forbedring af fiskerfartøjer. Beløbet beregnes pro rata temporis i forhold til den periode på fem år, der går forud for det endelige ophør.
§ 10
Begæring om, at fartøjet slettes af Skibsregistrets Særregister over fiskerfartøjer, eller Fartøjsfortegnelsen, skal sendes til Direktoratet for FødevareErhverv efter modtagelse af tilsagn om tilskud. Direktoratet for FødevareErhverv fastsætter fristen for anmeldelse om sletning af registeret. Fristen kan højst fastsættes til seks måneder fra datoen for meddelelse af tilsagn om tilskud. Slettes fartøjet ikke af registeret inden fristens udløb bortfalder tilsagnet.
Begæring efter stk. 1 er bindende, medmindre Direktoratet for FødevareErhverv i særlige tilfælde bestemmer andet. Begæringen skal indeholde en af et pengeinstitut eller en advokat attesteret indeståelse for, at alle pant- og udlægshavere kvitterer for deres pant eller udlæg i forbindelse med fartøjets ophugning m.v. For fartøjer, der er omfattet af § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, indsendes tillige en deklaration om, at fartøjet ikke må
- sælges eller overdrages til udlandet, eller
- drive erhvervsmæssigt fiskeri eller tilvirkning, omladning eller transport af fisk.
Den i stk. 2 nævnte deklaration skal registreres som første prioritet på fartøjets blad i Skibsregistret.
§ 11
Når fartøjet er slettet af Skibsregistrets Særregister over fiskerfartøjer, eller af Fartøjsfortegnelsen, indsætter Direktoratet for FødevareErhverv tilskudsbeløbet på en spærret konto. Beløbet frigives, når Direktoratet for FødevareErhverv fra Fiskeridirektoratets stedlige afdeling har modtaget meddelelse om, at ophugningen har fundet sted, eller, hvis fartøjet ikke hugges op, når betingelsen i § 10, stk. 3, er opfyldt.
§ 12
Oplysninger, underretninger, erklæringer m.v. efter lovens § 15 skal gives til Direktoratet for FødevareErhverv.
§ 13
Direktoratet for FødevareErhverv og Fiskeridirektoratet forestår den kontrol, der er nævnt i lovens § 14, stk. 2, 4 og 5, jf. lovens § 3, nr. 1, af tilskud til ophugning m.v. af fiskerfartøjer.
§ 14
Efter lovens § 16 kan Direktoratet for FødevareErhverv bestemme, at støtte efter loven bortfalder helt eller delvist, hvis
- støttemodtageren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse,
- støttemodtageren tilsidesætter sin pligt i medfør af regler udstedt efter lovens § 14, stk. 1, eller pligter i medfør af lovens § 14, stk. 4, og § 15,
- vilkårene for ydelse af støtte eller tilsagn herom ikke opfyldes, eller
- forudsætningerne for støtten eller tilsagn herom i øvrigt efter Direktoratet for FødevareErhvervs skøn er væsentligt forrykket.
Direktoratet for FødevareErhverv kan i de i stk. 1 nævnte tilfælde bestemme, at ydede beløb helt eller delvist skal tilbagebetales med tillæg af renter.
Renter beregnes fra tidspunktet for påkrav om tilbagebetaling med den i renteloven fastsatte rentesats.
§ 15
En afgørelse, der i medfør af denne bekendtgørelse træffes af Direktoratet for FødevareErhverv, kan af den, som afgørelsen er rettet til, indbringes for ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Klagen skal indsendes til Direktoratet for FødevareErhverv.
§ 16
Efter lovens § 18 straffes den, der til brug for afgørelser, der træffes i henhold til loven eller de i medfør af loven fastsatte regler, giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelsen, med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder den, der overtræder vilkår, der er fastsat i en sådan afgørelse.
Den, der i øvrigt undlader at give oplysninger, som den pågældende har pligt til at give i henhold til loven eller regler fastsat i medfør af loven, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder den, som afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om sådanne forhold.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan Direktoratet for FødevareErhverv tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning. Det er en betingelse herfor, at den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.
For så vidt angår den i stk. 4 nævnte tilkendegivelse, finder bestemmelsen om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926, tilsvarende anvendelse.
§ 17
Bekendtgørelsen træder i kraft den 29. november 2000.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, den 16. november 2000, den 16. november 2000
/Ritt Bjerregaard Marianne Spangsager/
Tabel 1
Bilag 1
Tilskudssatser for et fartøj på 10-15 år, målt i GT:
Tabel 2
Tilskudssatser for et fartøj på 10-15 år, målt i BRT:
Ovenstående tilskudsbeløb reduceres med 1,5% for hvert år, fartøjet er ældre end 15 år. For fartøjer over 30 år reduceres tilskuddet ikke yderligere.
Tilskudssatserne revideres årligt pr. 1. januar efter den officielle euro-kurs.
Det er udelukkende tabel 1, der gælder fra den 1. januar 2000 for fartøjer med en perpendikulærlængde på over 24 m og fra den 1. januar 2004 for alle fartøjer.
Tonnage
Kr.
Beløb pr. GT
Grundbeløb
0 < 10
81.844
14.881
10 < 25
37.202
461.305
25 < 100
31.250
610.113
100 < 300
20.089
1.726.173
300 < 500
16.369
2.842.233
500-
8.928
6.562.433
Tonnage
Kr.
Beløb pr. BRT
Grundbeløb
0 < 25
61.011
25 < 50
44.642
409.222
50 < 100
40.178
632.434
100 < 250
19.345
2.715.746
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2000
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2000