TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om en særlig ydelse efter integrationsloven til udlændinge, der er varetægtsfængslet eller indsat til afsoning i fængsel eller arresthus

BEK nr 118 af 21/02/2000

DanmarkBekendtgørelse2000

§ 1

Udlændinge, der er indsat i institutioner under Kriminalforsorgen, kan få en særlig ydelse efter reglerne i stk. 2-5.

Stk. 2

Udlændinge, der er indsat i institutioner under Kriminalforsorgen, og hvis bolig bør bevares af hensyn til pågældendes benyttelse heraf under udgang eller efter løsladelsen, har ret til en særlig ydelse til boligudgiften. Den særlige ydelse svarer til det grænsebeløb, som kan fastsættes for udlændingen efter § 3 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse om særlig støtte efter § 28 a i integrationsloven. For udlændinge under 25 år svarer den særlige ydelse til det grænsebeløb, der er fastsat i § 3, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelsen om særlig støtte efter § 28 a i integrationsloven. Den særlige ydelse efter 2. og 3. pkt. kan dog ikke overstige den pågældendes nettoudgifter som opgjort efter § 4 i nævnte bekendtgørelse.

Stk. 3

Udlændinge, som får en særlig ydelse, der er fastsat efter stk. 2, 2. pkt., er endvidere berettiget til særlig støtte efter integrationslovens § 28 a, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Stk. 4

Hvis der er tale om udlændinge, der afsoner straf, og hvis den forventede afsoningstid overstiger 6 måneder, skal kommunalbestyrelsen undersøge, om den pågældendes boligbehov kan dækkes på anden måde end ved hjælp efter stk. 2-3, f.eks. ved fremleje eller ved, at der på anden måde sikres den indsatte en bolig ved løsladelsen.

Stk. 5

Varetægtsfængslede bør normalt modtage den særlige ydelse efter stk. 2, indtil der er faldet endelig dom i sagen.

Stk. 6

Kommunalbestyrelsen skal endvidere, i det omfang der skønnes at være behov herfor af hensyn til den indsattes tilværelse efter løsladelsen, særskilt eller som supplement til den særlige ydelse efter stk. 2, fastsætte en ydelse til dækning af rimelige faste udgifter, herunder betaling for opbevaring af bohave, forsikringspræmier og afdrag efter afbetalingskontrakter vedrørende sædvanligt indbo.

§ 2

Hvis udlændingen inden afsoningen har deltaget i den faktiske forsørgelse af et barn, og forsørgelsen under afsoningen er overtaget af en udlænding, der modtager introduktionsydelse, nedsættes grænsebeløbet for ydelse af særlig støtte efter integrationslovens § 28 a til denne med 500 kr. for hvert af den indsattes børn, som den pågældende har overtaget forsørgelsen af.

Stk. 2

Ved beregning af den maksimale støtte efter § 28 a ses bort fra den støtte, der ydes som følge af nedsættelsen af grænsebeløbet i medfør af stk. 1.

§ 3

Uddannelsessøgende udlændinge, der afsoner straf og opholder sig uden for Kriminalforsorgens institutioner eller i en af Kriminalforsorgens pensioner, kan modtage en særlig ydelse efter de regler, som indenrigsministeren har fastsat i medfør af integrationslovens § 25, stk. 8, uanset om prøveløsladelse eller endelig løsladelse har fundet sted.

§ 4

Ved udbetaling af ydelser efter denne bekendtgørelse finder reglerne i integrationslovens § 25, stk. 2-7, tillige anvendelse. § 25, stk. 2-4, og stk. 5, 3. pkt., gælder dog kun for udlændingens ægtefælle.

§ 5

Integrationslovens § 28, stk. 2-5, finder tilsvarende anvendelse.

§ 6

Hjælp til etablering af bolig kan ydes efterintegrationslovens§ 35, stk. 1, i forbindelse med løsladelse. Hjælpen kan ydes en vis kortere tid før løsladelsen, når det er nødvendigt for at sikre en bolig. Ved kortere tid forstås normalt tre måneder eller derunder.

Stk. 2

Hjælp til beklædning, der som led i den indsattes resocialisering skal benyttes uden for institutionen, kan ligeledes ydes efter integrationslovens§ 35, stk. 1.

§ 7

Hvis Kriminalforsorgen har eller modtager oplysninger om, at en udlænding, der er frihedsberøvet, modtager introduktionsydelse, gives disse oplysninger til den pågældende kommunalbestyrelse, således at hjælp til udlændingen under frihedsberøvelsen kan beregnes efter reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 8

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2000


Indenrigsministeriet, den 21. februar 2000, den 21. februar 2000

/Thorkild Simonsen Peter S. Willadsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2000
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2000