Bekendtgørelse om entreprenør- og landbrugsmaskinuddannelsen
BEK nr 1188 af 15/12/2000
§ 1
Uddannelsens formål er, at eleven gennem skoleundervisning og praktikuddannelse opnår kompetence i entreprenør- og landbrugsmaskinuddannelsen med et af følgende specialer:
- Entreprenørmaskinmekaniker.
- Landbrugsmaskinmekaniker.
§ 2
Den uddannede inden for entreprenør- og landbrugsmaskinmekanikeruddannelsen skal kunne udføre alle arbejdsprocesser, under iagttagelse af gældende lovgivning samt miljø- og sikkerhedskrav. Endvidere skal den uddannede kunne udføre arbejdet under anvendelse af reparationshåndbøger på dansk og fremmedsprog samt andre tilgængelige data, herunder de fastsatte forskrifter for motorkøretøjer og øvrigt udstyr.
Den uddannede med specialet entreprenørmaskinmekaniker skal selvstændigt kunne vedligeholde og reparere dieseldrevne entreprenørmaskiner - alternativt benzin-, gas- eller eldrevne trucks samt mindre benzin- og gasdrevne motorredskaber, herunder reparere eller udskifte nedslidte eller defekte dele samt udføre spåntagende bearbejdning og reparationssvejsning på maskindele.
Den uddannede med specialet landbrugsmaskinmekaniker skal selvstændigt kunne vedligeholde og reparere dieseldrevne landbrugsmaskiner, redskaber og landbrugstraktorer samt mindre benzindrevne motor- og arbejdsredskaber, herunder kunne reparere eller udskifte nedslidte eller defekte dele samt kunne udføre spåntagende bearbejdning og reparationssvejsning på maskindele.
Eleven skal opnå teknisk faglige, almene og personlige kompetencer til selvstændigt og effektivt at kunne planlægge og varetage almindeligt forekommende arbejdsopgaver inden for uddannelsen.
§ 3
Uddannelsen er henført til den erhvervsfaglige fællesindgang for Mekanik, transport og logistik, jf. § 14, stk. 2 i lov om erhvervsuddannelser.
Det faglige udvalg for uddannelsen er Det faglige Udvalg for Transportområdet.
§ 4
Uddannelsestiden for begge specialer varer 4 år, jf. dog § 6.
Uddannelsen omfatter et obligatorisk grundforløb på normalt 20 uger, jf. bekendtgørelse om grundforløb, og et hovedforløb. Eleven kan indlede uddannelsen på skole med et grundforløb eller i en praktikvirksomhed.
Hovedforløbet for begge specialer omfatter praktikuddannelse samt 35 ugers obligatorisk skoleundervisning.
Den obligatoriske skoleundervisning i hovedforløbet er opbygget af normalt 7 skoleperioder på hver 5 uger, der omfatter grundfag, områdefag, bundne specialefag, valgfri specialefag og valgfag. De valgfri specialefag kan dog også placeres på andre tidspunkter under hovedforløbet inden sidste skoleperiode.
I grundforløbet har eleven mulighed for valgfri undervisning, jf. grundforløbsbekendtgørelsen. Hovedforløbet kan suppleres med valgfri undervisning (påbygning), jf. hovedbekendtgørelsen og erhvervsuddannelseslovens § 12, stk. 4.
Varigheden og strukturen efter stk. 1-5 fraviges ved voksenuddannelsesforløb, jf. § 6.
§ 5
Det er en betingelse for at begynde på skoleundervisningen i hovedforløbet, at eleven har gennemført grundforløbet, jf. grundforløbsbekendtgørelsens regler om udstedelse af grundforløbsbevis, og således efter skolens samlede vurdering har opnået de nødvendige faglige og personlige forudsætninger i grundfagene og de fælles områdefag i henhold til reglerne om grundforløb samt i de områdefag i grundforløbet, der er særlige for hovedforløbet jf. § 9.
I grundforløbet skal mindst karakteren 6 være opnået i grundfaget naturfag.
§ 6
For personer, der er fyldt 25 år, ogsom har relevant erhvervserfaring, kan skolen efter samråd med det faglige udvalg tilrettelægge et særligt uddannelsesforløb, bestående af perioder med henholdsvis skoleundervisning og praktikuddannelse. Varigheden af skoleundervisningen, inklusive eventuelt suppleringskursus, jf. § 7, må ikke overstige 55 uger.
Det faglige udvalg kan i særlige tilfælde efter samråd med den eventuelle praktikvirksomhed dispensere fra alderskravet og kravet til erhvervserfaring efter stk. 1.
Skoleundervisningen omfatter grundfag, områdefag, specialefag og valgfag med de fastsatte mål.
§ 7
Det i § 6 nævnte forløb kan indledes med et suppleringskursus, jf. erhvervsuddannelseslovens § 16, på indtil 20 uger, der har til formål, at eleven på grundlag af forudgående uddannelse og erhvervserfaring, opnår kvalifikationer mindst svarende til grundforløbet. Skolen kan under suppleringskurset foretage en afklaring af elevens praktiske og teoretiske kvalifikationer med henblik på afgørelse om merit i uddannelsesforløbet i et forløb på indtil 2 uger, jf. hovedbekendtgørelsens § 20.
Suppleringskurset og afklaringen kan gennemføres uden uddannelsesaftale.
§ 8
Elever kan fritages for dele af uddannelsen, jf. bekendtgørelse om erhvervsuddannelser (hovedbekendtgørelsen) og bekendtgørelse om merit for visse fag i ungdomsuddannelser m.v. (meritbekendtgørelsen) samt på baggrund af relevant uddannelse eller beskæftigelse efter anvisningerne i vejledningen til bekendtgørelsen.
§ 9
Grundforløbet omfatter følgende områdefag, der er særlige for hovedforløbet:
De områdefag, der er nævnt i stk. 1, varer i alt 5 uger.
- Benzin- og dieselmotor
- Begynderniveau
- Eleven kan udføre almindeligt serviceeftersyn, herunder skifte oliefilter. Desuden kan eleven udføre kileremsskift og øvrige mindre reparationer på 2- og 4-taktsmotorer og udstødningssystem.
- Elektriske systemer
- Begynderniveau
- Eleven kan foretage eftersyn på lygter, tegngivningsapparater, viskeranlæg samt øvrige elektriske system på køretøjer.
- Karrosseri
- Begynderniveau
- Eleven kan foretage udskiftning af mindre karrosseridele, opretning af mindre buler og isvejsning af mindre komplicerede karrosseridele på køretøjer.
- Undervogn
- Begynderniveau
- Eleven kan foretage et sikkerhedsmæssigt eftersyn på et køretøjs bremsesystem, transmission samt styretøj i overensstemmelse med specifikationer og lovkrav.
§ 10
Undervisningen i hovedforløbet omfatter følgende grundfag, jf. bekendtgørelse om grundfag:
De grundfag, der er nævnt i stk. 1, varer i alt 12 uger.
- Fremmedsprog, engelsk, niveau F.
- Materialeforståelse, 2 uger.
- Produktudvikling, produktion og service, 1 uge.
- Salg og service, niveau E.
- Miljø, 1 uge.
- Informationsteknologi, niveau E.
- Økonomi, 1 uge.
§ 11
Undervisningen i områdefag i hovedforløbet har som mål at sætte eleven i stand til, under vejledning, at foretage sikkerhedsmæssige eftersyn, justere og reparere entreprenør- og landbrugsmaskiners styretøj, hjul, bremser, transmissionssystem samt elektriske og hydrauliske systemer. Desuden at sætte eleven i stand til, under vejledning, at foretage sikkerhedsmæssige eftersyn, justere og entreprenør- og landbrugsmaskiners motorer, transmissionssystem, elektriske anlæg, styretøj og bremser.
Undervisningen i områdefag i hovedforløbet varer i alt 11,3 uger. Hvert fag varer mindst 1 uge, medmindre andet er særligt angivet.
- Benzin- og dieselmotor
- Avanceret niveau
- Eleven kan udføre eftersyn, justering samt reparation af mindre 2- og 4-taktsmotorer fra køretøjer, maskiner eller motoriserede arbejdsredskaber.
- Elektriske anlæg
- Avanceret niveau
- Eleven kan foretage eftersyn og fejlfinding på lade- og starteranlæg på en benzin- eller dieselmotor. Eleven kan foretage eftersyn, fejlfinding, reparation af lys og tegngivningsanlæg.
- Styre- og overvågningssystemer
- Avanceret niveau
- Eleven kan foretage eftersyn, fejlfinding og reparation af motor og transmissionsovervågningssystemer. Eleven kan foretage justering, fejlfinding og reparation på traktorers og entreprenørmaskiners elektroniske styresystemer.
- Transmissionssystemer
- Rutineniveau
- Eleven kan gennemføre et rationelt fejlfindings-, justerings- og reparationsforløb på mekaniske og el-hydrauliske transmissionssystemer på landbrugs- og entreprenørmateriel.
- Hydrauliske bremser
- Rutineniveau
- Eleven kan udføre et sikkerhedsmæssigt eftersyn, justere, fejlfinde og reparere på hydrauliske bremsesystemer.
- Styretøj
- Rutineniveau
- Eleven kontrollerer og justerer styrehjulenes spidsning på entreprenør- og landbrugsmaskiner.
- Eftersyn og justering af hydraulisk anlæg
- Rutineniveau
- Eleven foretager under vejledning sikkerhedsmæssige eftersyn på maskiners og redskabers hydraulikanlæg samt foretage udmålinger og justeringer på maskiners og redskabers hydraulikanlæg og komponenter.
- Sammenføjningsteknik
- Rutineniveau
- Eleven udfører reparationssvejsning, hårdlodning og flammeskæring på defekte maskindele og konstruktioner.
- Spåntagende bearbejdning
- Begynderniveau
- Eleven udfører opgaver vedrørende spåntagende bearbejdning på defekte maskindele og konstruktioner.
§ 12
Målene for specialefagene i hovedforløbet for specialet entreprenørmaskinmekaniker er, at eleven selvstændigt skal kunne foretage sikkerhedsmæssige eftersyn, fejlfinde, justere, reparere entreprenørmaskiner i forhold til gældende sikkerheds- og miljøbestemmelser samt udstyrets øvrige specifikationer.
Undervisningen i hovedforløbet for specialet entreprenørmaskinmekaniker omfatter følgende bundne specialefag:
Undervisningen i de i stk. 1 nævnte bundne specialefag varer i alt 4,7 uger.
- Transmissionssystemer på entreprenørmaskiner
- Avanceret niveau
- Eleven kan efterse, justere, fejlfinde og reparere hydrodynamiske og hydraulisk aktiverede transmissionssystemer.
- Elektroniske styringer i entreprenørmaskiner
- Avanceret niveau
- Eleven kan foretage eftersyn, fejlfinding, reparation og justering på køretøjets elektronisk styrede systemer.
- Bremsesystemer
- Avanceret niveau
- Eleven kan udføre et sikkerhedsmæssigt eftersyn, justere, fejlfinde og reparere hydraulisk forstærkede og tryklufthydrauliske bremsesystemer.
- Komfortanlæg i entreprenørmaskiner
- Avanceret niveau
- Eleven kan kontrollere, justere, fejlfinde og udskifte komfortudstyr.
§ 13
Målene for specialefagene i hovedforløbet for specialet landbrugsmaskinmekaniker er, at eleven selvstændigt skal kunne foretage sikkerhedsmæssige eftersyn, fejlfinde, justere, reparere landbrugsmaskiner i forhold til gældende sikkerheds- og miljøbestemmelser samt udstyrets øvrige specifikationer.
Undervisningen i hovedforløbet for specialet landbrugsmaskinmekaniker omfatter følgende bundne specialefag:
Undervisningen i de i stk. 1 nævnte bundne specialefag varer i alt 4,7 uger.
- Arbejde på landbrugsmaskiner
- Avanceret niveau
- Eleven kan tilrettelægge og gennemføre et rationelt arbejdsforløb, der omfatter fejlfinding og reparation på landbrugsudstyr.
- Transmissionssystemer på landbrugsmaskiner
- Avanceret niveau
- Eleven kan tilrettelægge og gennemføre et rationelt fejlfindingsforløb på hydrostatiske transmissionssystemer og powershifttransmissioner.
§ 14
Undervisningen i hovedforløbet omfatter desuden fælles valgfri specialefag inden for følgende områder:
Undervisningen i de valgfri specialefag inden for de i stk. 1 nævnte områder varer i alt 2 uger for begge specialer.
Eleven og virksomheden vælger valgfri specialefag efter anvisningerne i vejledningen til bekendtgørelsen, jf. hovedbekendtgørelsen.
Skolen fastsætter en frist for valg og omvalg af valgfri specialefag, jf. hovedbekendtgørelsen.
- Hydrauliske anlæg på entreprenør- og landbrugsudstyr.
- Elektronisk ekstraudstyr vedrørende komfort og sikkerhed.
- Fejlfinding og analysemetoder.
- Særlige kvalifikationskrav vedrørende reparation af entreprenør- og landbrugsudstyr.
§ 15
Undervisningen i hovedforløbet omfatter endvidere valgfag. Undervisningen følger reglerne for valgfag, jf. hovedbekendtgørelsen.
Valgfag varer i alt 5 uger.
§ 16
Praktikperioderne skal tilrettelægges således, at eleven opnår rutine og videreudvikler sine færdigheder både inden for de almene og de fagligt erhvervsrettede kompetenceområder. Praktikuddannelsen omfatter følgende arbejdsområder og funktioner:
- Fejlfinding, justering, vedligeholdelse, funktionsafprøvning og reparation af landbrugs- eller entreprenørkøretøjer og udstyr.
- Anvendelse af branchens almindelige dokumentation og anden data på dansk og fremmedsprog.
- Almindelig kundebetjening.
§ 17
Praktikuddannelsen har følgende mål:
Praktikuddannelsen er knyttet til enkelte område- og specialefag efter anvisningerne i vejledningen til denne bekendtgørelse.
- Eleven kan på avanceret niveau fejlfinde, justere, vedligeholde, afprøve og reparere maskiner og køretøjer under af anvendelse branchens værktøj samt særlige test- og måleudstyr. Eleven udviser korrekt sikkerhedsmæssig adfærd i omgang med branchens værktøj, materialer og øvrige udstyr.
- Eleven kan på rutineniveau planlægge eget arbejdsforløb samt opsøge, læse og forstå gængs faglig relevant dokumentation.
- Eleven kan i sit daglige arbejde demonstrere selvstændighed og ansvarlighed i opgaveløsningen.
§ 18
Eleven skal inden aflæggelse af svendeprøven have erhvervet kørekort til køretøj under 3.500 kg. (kategori B). Det faglige udvalg kan i særlige tilfælde dispensere fra dette krav. Eleven skal begynde på køreundervisningen ved uddannelsens start eller umiddelbart efter det fyldte 18. år. Praktikvirksomheden vælger kørelærer og er forpligtet til at udrede omkostningerne inden for nærmere fastsatte rammer for elever, der ikke forud for uddannelsen har erhvervet de pågældende kørekort, i det eleven inden praktikuddannelsens udløb skal betale eventuelle omkostninger ud over rammerne, jf. vejledningen.
§ 19
De skolevejledninger, som skolen skal udstede efter de enkelte skoleophold, og de praktikerklæringer, som virksomheden skal udstede efter de enkelte praktikophold, skal indgå i elevens uddannelsesbog, jf. hovedbekendtgørelsen og retsbekendtgørelsen.
§ 20
Bekendtgørelsen om karakterskala anvendes. 13-skalaen anvendes, medmindre andet fremgår af reglerne om det pågældende fag.
Ved valgfri specialefag, der er fælles for arbejdsmarkedsuddannelser og erhvervsuddannelser, kan anvendes andre betegnelser, hvis det fremgår af de nærmere retningslinier for faget.
§ 21
Bedømmelse af grundfag følger reglerne herom, jf. grundfagsbekendtgørelsen.
Bedømmelse af valgfag følgerne reglerne for de pågældende fag, jf. hovedbekendtgørelsen.
Ved afslutningen af et områdefag eller specialefag gives en afsluttende standpunktskarakter.
§ 22
I den sidste skoleperiode afholder skolen som led i undervisningen en afsluttende eksamen, der samtidig udgør en svendeprøve. Bekendtgørelse om eksamensordning ved erhvervsskolerne m.v. finder anvendelse. Eksamenen består af en skriftlig prøve og en praktisk prøve.
Opgaverne stilles af skolen efter samråd med det faglige udvalg.
Elevernes løsning af opgaverne bedømmes af en lærer udpeget af skolen og to censorer udpeget af det faglige udvalg.
§ 23
Den skriftlige prøve består af opgaver inden for grundfag, områdefag og specialefag. Som hjælpemidler må anvendes personlige notater samt elektronisk eller anden relevant tilgængelig faglitteratur. Prøven skal løses inden for 3 klokketimer.
§ 24
Den praktiske prøve, værkstedsopgaven, afholdes i sidste skoleperiode. Opgaven består af typiske opgaver for entreprenør- og landbrugsmaskinbranchen og omfatter fejlfinding, justering, reparation og udskiftning af køretøjers defekte eller slidte dele, som eleven udfører i forbindelse med skoleundervisningen. Eleven skal løse opgaverne inden for i alt 37 klokketimer.
Opgaverne fordeles på eleverne efter lodtrækning. Værkstedshåndbog og andet skriftligt materiale skal være til rådighed for eleverne under opgaven. Prøven anses for færdigudført, når eleven melder klar, og værktøj m.v. er rengjort og på plads.
Læreren skal være til stede under udførelsen af den praktiske prøve. Censorerne skal være tilstede de to sidste dage af den praktiske prøve.
§ 25
Ved bedømmelsen af den skriftlige prøve giver læreren og de to censorer samlet en karakter på grundlag af en votering. I vurderingen lægges der vægt på elevens kompetencer som angivet i målene for uddannelsen.
Ved bedømmelsen af opgaveløsningerne ved den praktiske prøve giver læreren og de to censorer samlet en karakter på grundlag af en votering for hvert af følgende kriterier:
Eksamenskarakteren (svendeprøvekarakteren) for den afsluttende eksamen fremkommer som et gennemsnit af delkarakteren for den skriftlige prøve og de to givne delkarakterer for den praktiske prøve. For at bestå eksamen kræves desuden, at delkarakteren for den skriftlige prøve og gennemsnittet af de to givne delkarakterer for den praktiske prøve hver for sig er mindst 6.
Den beregnede karakter som nævnt i stk. 3 udgør eksamenskarakteren. Eleven meddeles eksamensresultatet af skolen og de to censorer i forlængelse med prøven. Skolen indsender oplysningerne om elevens karakter, som er givet efter stk. 1 og 2, til det faglige udvalg. Det faglige udvalg kan udarbejde et skema til dette formål.
- Teknisk faglige kompetencer.
- Almene og personlige kompetencer til selvstændigt og effektivt at kunne planlægge og varetage almindeligt forekommende arbejdsopgaver.
§ 26
Sygeeksamen og ny eksamen (omprøve) følger bekendtgørelse om eksamensordning på erhvervsskolerne mv.
Der aflægges kun ny prøve i den prøve, hvor karakteren i den første prøve er under 6, henholdsvis »Ikke bestået« eller »Ikke godkendt«.
§ 27
Skolebevis udstedes i henhold til hovedbekendtgørelsen og eksamensbekendtgørelsen, når skoleundervisningen er gennemført, jf. stk. 2.
Følgende betingelser skal være opfyldt, for at der kan udstedes skolebevis:
Hvis betingelserne for udstedelse af skolebevis ikke er opfyldt, udsteder skolen en skolevejledning.
- Eleven skal have opnået karakteren 6 som gennemsnit af alle afsluttende prøvekarakterer eller standpunktskarakterer i grundfag i hoveforløbet.
- Eleven skal have opnået karakteren 6 i hvert enkelt områdefag og i specialefag i hovedfoløbet.
- Den i § 22 omtalte eksamen (svendeprøven) skal være bestået.
§ 28
Praktikvirksomheden udsteder afsluttende praktikerklæring, når praktiktiden i virksomheden er afsluttet, jf. § 36 i hovedbekendtgørelsen.
§ 29
Når skoleundervisningen er gennemført, udsteder skolen et skolebevis til eleven. Skolen sender samtidig en kopi af skolebeviset til praktikvirksomheden og til det faglige udvalg.
§ 30
Ved uddannelsens afslutning udsteder det faglige udvalg et uddannelsesbevis til eleven som dokumentation for, at eleven har opnået kompetence inden for uddannelsen, jf. § 1.
Uddannelsesbeviset udstedes i henhold til hovedbekendtgørelsen og eksamensbekendtgørelsen, når skolebevis er udstedt, og afsluttende praktikerklæring(er) for praktikuddannelsen er udstedt.
§ 31
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2001.
Bekendtgørelse nr. 483 af 15. juni 1995 om lastvogns-, entreprenørmaskin- og landbrugsmaskinuddannelsen finder dog anvendelse for elever med uddannelsesaftale, der er påbegyndt på 3. skoleperiode på ikrafttrædelsestidspunktet.
Skolen fastsætter efter samråd med det lokale uddannelsesudvalg eventuelle overgangsordninger for elever, der er begyndt på uddannelsen efter tidligere regler.
Elever, der har gennemført 2. skoleperiode i følgende uddannelser, er fritaget for det obligatoriske grundforløb Mekanik, transport og logistik, herunder de uddannelsesspecifikke områdefag:
- Auto- og autoelektrouddannelsen.
- Cykel- og motorcykeluddannelsen.
- Flymekanikeruddannelsen.
- Karrosserismedeuddannelsen.
- Entreprenør- og landbrugsmaskinuddannelsen.
Undervisningsministeriet, den 15. december 2000, den 15. december 2000
/P.M.V.Ivan SørensenStyrelseschef Per Billesø/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2000
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2000