Bekendtgørelse om sikkerhedsuddannelser, øvelser m.v. på visse havanlæg
BEK nr 1208 af 17/12/2000
§ 1
Bekendtgørelsen finder anvendelse på ethvert havanlæg, der befinder sig på dansk søterritorium eller kontinentalsokkelområde.
§ 2
Det påhviler operatøren af ethvert havanlæg på rettighedshavernes vegne at sikre, at de ombordværende er i besiddelse af en uddannelse i overensstemmelse med bestemmelserne i denne bekendtgørelse, samt at denne uddannelse vedligeholdes dels ved øvelser på havanlæg dels ved genopfriskningskurser.
Såfremt operatøren ikke er den normale hovedarbejdsgiver på havanlægget, kan det aftales, at hovedarbejdsgiveren helt eller delvist varetager forpligtelsen efter stk. 1 for operatøren. Såfremt en sådan aftale er indgået, påhviler det operatøren gennem tilsyn eller på anden hensigtsmæssig måde at sikre sig, at hovedarbejdsgiveren opfylder forpligtelsen. En sådan aftale skal være skriftlig og genpart af aftalen indsendes til Energistyrelsen.
Kurser, der indgår i de ombordværendes uddannelse efter denne bekendtgørelse, skal, jf. dog § 8, stk. 1, kunne godkendes af Energistyrelsen, for så vidt angår søredningsdelen af kurset efter høring af Søfartsstyrelsen.
Såfremt forholdene taler herfor, kan Energistyrelsen tillade, at en uddannelse, som afviger fra bestemmelserne i §§ 3, 6, 9, 11 og 12, træder i stedet for uddannelse efter nævnte bestemmelser, såfremt denne uddannelse indebærer en mindst lige så god sikring af de ombordværendes sikkerhed.
§ 3
Med de i § 4 angivne undtagelser skal alle ombord på et fast havanlæg, hvor kulbrintebrande kan forekomme, samt på et flytbart havanlæg, hvorfra der udføres borearbejde, have gennemgået et sikkerhedskursus af mindst 2 dages varighed. Kurset skal indeholde teoretisk og praktisk undervisning i søredning og brandslukning, herunder slukning af kulbrintebrande.
Mindst 20 pct. af den daglige operationelle besætning på havanlæg, der er omfattet af stk. 1, skal have gennemgået et udvidet sikkerhedskursus af mindst 5 dages varighed. Ved den daglige operationelle besætning forstås alle ombord bortset fra de i § 4, stk. 1, 2 og 3, nævnte personer.
Med de i § 4 angivne undtagelser skal alle ombord på et havanlæg, der ikke er omfattet af stk. 1, have gennemgået et sikkerhedskursus af mindst 8 timers varighed. Kurset skal indeholde teoretisk og praktisk undervisning i søredning og skal i øvrigt være tilpasset forholdene på det pågældende havanlæg.
Det i stk. 1 eller 3 nævnte kursus skal være gennemgået inden for de sidste 4 år forud for, at en person første gang påbegynder tjeneste på et havanlæg.
Senest 4 år efter at det i stk. 1 eller 3 nævnte kursus er gennemgået, skal den pågældende person deltage i et genopfriskningskursus af henholdsvis mindst 2 dages eller mindst 1 dags varighed, jf. dog stk. 6.
Såfremt en person i 4 års perioden jævnligt har opholdt sig offshore, kan genopfriskning af det i stk. 1 nævnte kursus dog ske ved deltagelse i et genopfriskningskursus af 1 dags varighed.
Deltagelse i de i stk. 5 og 6 nævnte genopfriskningskurser skal herefter ske med højst 4 års mellemrum. For kurser, for hvilke der ikke findes egnede genopfriskningskurser, anses fornyet kursusdeltagelse i det første kursus som genopfriskningskursus.
For brandslukningsledere, medlemmer af brandhold, de i § 8, stk. 3, nævnte personer samt redningsbådsførere skal de i stk. 5 og 6 nævnte genopfriskningskurser være således tilrettelagt, at deres relevante sikkerhedsmæssige funktioner bliver genopfrisket.
§ 4
Bestemmelserne i § 3, stk. 1 og 3, kan dog fraviges i tilfælde af uforudsete situationer, der kræver hurtig tilstedeværelse af ekspertbistand, samt i ganske særlige situationer, hvor et pludseligt opstået behov for ekstra arbejdskraft på havanlægget, har været umuligt at forudse.
Bestemmelserne i § 3, stk. 1 og 3, kan fraviges for personer, der er på engangsbesøg af højst en dags varighed.
Bestemmelserne i § 3, stk. 1 og 3, kan fraviges for personer, der udfører inspektioner på havanlæg samt for helikopterbesætninger, når disse personer efter Energistyrelsens vurdering på anden vis har opnået en viden, der kan sidestilles med den viden, der opnås ved deltagelse i sikkerhedskursus som nævnt i § 3.
Personer omfattet af stk. 1-3, skal ved ankomst til havanlægget modtage en grundig sikkerhedsinstruktion, herunder oplysning om, hvordan de skal forholde sig i alarmsituationer.
Gennem planlægning og ved andre hensigtsmæssige tiltag skal havanlæggets operatør, jf. dog § 2, stk. 2, tilstræbe, at anvendelse af bestemmelserne i stk. 1 kun undtagelsesvis er nødvendig.
§ 5
Den efter § 2, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, ansvarlige skal sikre, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse overholdes også af de personer ombord, der ikke er ansat hos denne ansvarlige.
Den efter § 2, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, ansvarlige er dog ikke ansvarlig for, at personer, der opholder sig på havanlægget i forbindelse med offentlig tjeneste eller hverv, overholder nærværende bekendtgørelse.
§ 6
Når der er personer ombord på et havanlæg, idet der ikke må være mindre end 2 personer ombord, skal der til stadighed være mindst et brandslukningshold på anlægget sammensat af personer, der er særligt uddannet og trænet hertil. Sådanne brandslukningshold skal mindst have en størrelse, der muliggør hurtig slukning af mindre kulbrinte- og andre brande og skal fastsættes ud fra forholdene på havanlægget.
Medlemmerne af de i stk. 1 nævnte brandhold skal have gennemgået et brandslukningskursus af mindst 3 dages varighed. Kurset skal indeholde teoretisk og praktisk undervisning i brandslukning, herunder slukning af kulbrintebrande, samt anvendelse af røgdykningsudstyr.
Ethvert af de i stk. 1 nævnte brandslukningshold skal være ledet af en brandslukningsleder, der, ud over det i stk. 2 nævnte kursus, har gennemgået et brandslukningslederkursus af mindst 2 dages varighed. Kurset skal indeholde teoretisk og praktisk undervisning i brandslukning, herunder slukning af kulbrintebrande, samt anvendelse af røgdykningsudstyr. Brandslukningslederen skal være fortrolig med brandrisici samt brandslukningsinstallationer og -udstyr på havanlægget.
§ 7
Når der er personer ombord på et havanlæg, idet der ikke må være mindre end 2 personer ombord, skal der forefindes et tilstrækkeligt antal personer med duelighedsbevis i betjening af redningsbåde og -flåder eller certifikat for anden uddannelse, der kan sidestilles hermed, til at udsætte og betjene de typer redningsbåde og -flåder, hvormed anlægget er udstyret. Antallet af personer med duelighedsbevis fastsættes ud fra antallet af personer ombord.
Til hver redningsbåd skal der udpeges en kommanderende og en næstkommanderende med duelighedsbevis i betjening af redningsbåde og -flåder eller certifikat for anden uddannelse, der kan sidestilles hermed.
Til hver redningsbåd, der skal medføre radio, skal der udpeges en person, som er i stand til at betjene radioanlægget.
Til hver redningsbåd skal der udpeges en person, som er i stand til at betjene motoren og foretage mindre justeringer af denne.
På anlæg med mere end 10 personer ombord kan den øverste ansvarlige for anlægget ikke være en af de i stk. 2-4 nævnte personer.
Såfremt en uforudset situation på et ellers ubemandet havanlæg kræver, at der i en kort periode er ikke over 4 personer ombord, kan det tillades, at kun en person har gennemgået en uddannelse som nævnt i stk. 1-4, under forudsætning af, at redningsmidlerne på anlægget kan betjenes sikkert af én person.
§ 8
På ethvert havanlæg med helikopterdæk skal der på anlægget være en person, der kan fungere som helikopterdækleder. Denne person skal være særligt uddannet til og trænet i varetagelse af helikopteroperationer og skal have gennemgået et af Statens Luftfartsvæsen godkendt helikopterdækkursus.
På havanlægget skal der ved helikopteroperationer være mindst to personer ved helikopterdækket, som har gennemgået den i § 6, stk. 2, nævnte brandslukningsuddannelse. Helikopterdæklederen kan være den ene af disse to.
§ 9
En person, der er uddannet som brandslukningsleder, medlem af brandhold eller redningsbådsfører, der ikke har været aktiv i pågældende funktion inden for de seneste 3 år, kan ikke fungere som sådan, medmindre vedkommende på ny gennemgår de for funktionen krævede kurser eller har holdt sin uddannelse vedlige ved deltagelse i genopfriskningskurser, der er relevante for denne funktion.
§ 10
Kranoperationer på et havanlæg må kun udføres af personer, der indenfor de sidste 5 år har gennemgået et kranførerkursus af mindst 5 dages varighed. Kurset skal indeholde teoretisk og praktisk undervisning i anvendelse af kraner på havanlæg, herunder kendskab til anhugning.
Kravet i stk. 1 kan dog fraviges for personer, som indenfor de seneste 5 år jævnligt har udført kranoperationer på havanlæg i mindst 3 år.
§ 11
Hvis der på et havanlæg er potentiel fare for eller konstateret forekomst af svovlbrinte (H2S), skal de ombordværende have en uddannelse i imødegåelse af svovlbrintefare. Uddannelsen skal være tilpasset forholdene på det pågældende anlæg.
§ 12
På et havanlæg skal der afholdes evakueringsøvelser, brandøvelser, oplæring og instruktion således, at alle ombordværende kan yde den fornødne indsats i en nødsituation.
Indenfor 24 timer efter at en person første gang kommer ombord på et havanlæg, skal den pågældende gøres bekendt med redningsmidlernes placering og brug.
På mobile havanlæg skal evakueringsøvelser, brandøvelser, oplæring og instruktion mindst følge det i bilaget anførte uddrag af den Internationale Maritime Organisations (IMO) konvention om sikkerhed for liv til søs (SOLAS).
På faste havanlæg skal evakueringsøvelser, brandøvelser, oplæring og instruktion mindst følge det i bilaget anførte uddrag af IMO’s konvention om sikkerhed for liv til søs (SOLAS) med de tilpasninger, der følger af konstruktionen af det faste havanlæg.
§ 13
På et havanlæg med potentiel fare for eller konstateret forekomst af svovlbrinte (H2S) skal der for samtlige medlemmer af personellet afholdes øvelser i imødegåelse af denne fare.
Hyppighed og omfang af øvelser fastsættes i hvert enkelt tilfælde efter nærmere retningslinier udstedt af Energistyrelsen.
§ 14
Udover det i §§ 12 og 13 anførte skal der med passende mellemrum afholdes øvelser i imødegåelse af mulige nødsituationer, der knytter sig til havanlæggets drift.
§ 15
Dato for mønstringers afholdelse, enkeltheder vedrørende øvelser i at forlade anlægget og brandøvelser, øvelser med andre redningsmidler og oplæring om bord samt andre øvelser, skal indføres i en logbog. Afholdes der på det foreskrevne tidspunkt ikke en fuldstændig mønstring, øvelse eller oplæring, skal der i logbogen redegøres for omstændighederne ved og omfanget af den afholdte mønstring, øvelse eller oplæring.
§ 16
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der overtræder § 2, stk. 1-2, § 3, stk. 1-5 og stk. 7-8, § 4, stk. 4, § 5, stk. 1, § 6, § 7, stk. 2-6, §§ 8-9, § 10, stk. 1, §§ 11-12, § 13, stk. 1, og §§ 14-15.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
§ 17
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2001.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 421 af 14. juli 1988 om sikkerhedsuddannelser, øvelser m.v. på visse havanlæg.
Miljø- og Energiministeriet, den 17. december 2000, den 17. december 2000
/Svend Auken Peter Helmer Steen/
Uddrag af SOLAS (International Convention for the Safety of Life at Sea) kap. III, senest ændret ved Resolution MSC.47(66) i 1996
Bilag
I det følgende skal der ved Administrationen forstås Energistyrelsen.
Regel 6. Kommunikationsudstyr
- Kommunikations- og alarmsystemer ombord.
4.2 Der skal forefindes et hovedalarmsignalsystem, der opfylder forskrifterne i regel 50, og dette skal anvendes til at kalde passagerer og besætning til mønstringsstederne og til at sætte de af mønstringsrullen omfattede foranstaltninger i gang. Systemet skal suppleres med enten højttaleranlæg eller andet egnet kommunikationsmiddel.
Regel 8. Mønstringsrulle og instrukser for nødsituationer
- Der skal forefindes tydelige instruktioner om, hvad hver af de ombordværende skal foretage sig i en nødsituation.
- Mønstringsruller, som overholder kravene i regel 53, skal opsættes på iøjnefaldende steder over hele skibet, herunder navigationsbroen, maskinrummet og i indkvarteringerne.
- Illustrationer og instrukser på hensigtsmæssige sprog skal opsættes i passagerkahytter og opsættes på iøjnefaldende steder på mønstringssteder og andre passagerrum, således at passagerne informeres om
- deres mønstringssted,
- de nødvendige foranstaltninger, de skal træffe i en nødsituation, samt
- hvordan de ifører sig en redningsvest.
Regel 18. Oplæring i nødsituationer og øvelser
- Instruktionsbøger.
Der skal i hver af besætningens messer og opholdssrum eller i hvert af besætningens kamre forefindes en instruktionsbog, der opfylder forskrifterne i regel 51.
- Mønstringer og øvelser
3.1 Hvert medlem af besætningen skal deltage i mindst en evakueringsøvelse og en brandøvelse hver måned. Såfremt mere end 25 pct. af besætningen ikke har deltaget i evakuerings- og brandøvelser ombord på det pågældende skib i den foregående måned, skal besætningens øvelser finde sted inden 24 timer efter skibets afgang fra havn. For de skibstyper, hvor dette ikke er muligt, kan andre ordninger, der som et minimum er ækvivalerende, godkendes af Administrationen.
3.2 På et skib i international fart uden for kort international fart skal mønstringer af passagerer finde sted inden 24 timer efter deres indskibning. Passagererne skal instrueres i brugen af redningsveste og det, de skal foretage sig i en nødsituation. Indskibes der i en havn kun et mindre antal passagerer, efter at mønstringen har været afholdt, skal det være tilstrækkeligt i stedet for afholdelse af endnu en mønstring at gøre disse passagerer opmærksom på de i regel 8.2 og 8.4 foreskrevne nødinstrukser.
3.3 På et skib i kort international fart skal passagererne, såfremt der ikke afholdes mønstring af passagererne ved afgangen, gøres opmærksom på de i regel 8.2. og 8.4 foreskrevne nødinstrukser.
3.4 Hver evakueringsøvelse skal omfatte følgende
- kald af passagerer og besætning til mønstringsstederne ved hjælp af det i regel 6.4.2 foreskrevne alarmsystem, og det skal sikres, at de bliver gjort bekendt med den ordre til at forlade skibet, der er specificeret i mønstringsrullen,
- fremmøde til mønstringsstederne, og forberedelser til de opgaver, som er beskrevet i mønstringsrullen,
- kontrol af, at passagerer og besætning er hensigtsmæssigt påklædt,
- kontrol af, at redningsvestene er taget korrekt på,
- nedfiring af mindst en redningsbåd efter eventuel nødvendig forberedelse til udsætning,
- start og betjening af redningsbådens motor og
- betjening af udsættelsesarrangement for redningsflåder.
3.5 Der skal, for så vidt det er praktisk muligt, nedfires forskellige redningsbåde i overensstemmelse med kravene i stk. 3.4.5 under på hinanden følgende øvelser.
3.6 Mindst en gang hver 3. måned under en evakueringsøvelse skal hver redningsbåd udsættes med den besætning ombord, der er udpeget til dens betjening, og manøvreres i vandet. Administrationen kan tillade, at skibe, der benyttes i kort international fart, ikke udsætter redningsbåde på den ene side, såfremt kajarrangementer i havnen eller ruteforhold ikke gør det muligt at udsætte redningsbåde på den pågældende side. Dog skal alle sådanne redningsbåde nedfires så meget som forholdene tillader mindst en gang hver 3. måned og udsættes mindst en gang om året.
3.7 For så vidt det er rimeligt og praktisk muligt, skal mand-overbord-både, bortset fra redningsbåde, der samtidig er mand-overbord-både, udsættes hver måned med den udpegede besætning om bord iført beskyttelsesdragt og manøvreres i vandet. Under alle omstændigheder skal dette krav opfyldes mindst een gang hver 3. måned.
3.8 Udføres der udsætningsøvelser med redningsbåd og mand-overbord-båd, medens skibet gør fart gennem vandet, skal sådanne øvelser af hensyn til farerne herved udelukkende udføres i beskyttede farvande og under opsyn af en officer, der har erfaring i sådanne øvelser.
3.9 Nødbelysning til brug ved mønstring og evakuering skal afprøves ved hver evakueringsøvelse.
3.10 Hver brandøvelse skal omfatte
- fremmøde på mønstringsstederne og forberedelse af de opgaver, som er beskrevet i mønstringsrullen krævet i regel 8.3,
- start af brandpumpe idet der anvendes mindst to vandstråler for at vise, at systemet er i god funktionsstand,
- kontrollere hver brandmands udstyr og andet personligt redningsudstyr,
- kontrollere relevant kommunikationsudstyr,
- kontrollere funktionen af vandtætte døre, branddøre og brandhæmmere,
- kontrollere de nødvendige arrangementer for efterfølgende evakuering af skibet.
3.11 Brandøvelser skal planlægges på en sådan måde, at der tages passende hensyn til almindelig praksis i de forskellige nødsituationer, der kan opstå afhængigt af skibets art og last.
3.12 Udstyret, der anvendes under øvelserne, skal umiddelbart efter bringes tilbage til dets fulde normale funktion og alle fejl og mangler opdaget under øvelserne skal udbedres så hurtigt som muligt.
3.13 Øvelser skal, så vidt det er praktisk muligt, udføres som om der forelå en reel nødsituation.
- Oplæring og instrukser om bord
4.1 Der skal gives oplæring ombord i brugen af skibets redningsmidler, herunder redningsbådes og redningsflåders udrustning så snart som muligt og senest 2 uger efter, at et besætningsmedlem påmønstrer skibet. Dog skal sådan oplæring, såfremt besætningsmedlemmet er på en planlagt regelmæssig tilbagevendende tjeneste ombord på skibet, gives senest 2 uger efter, at besætningsmedlemmet første gang påmønstrer skibet.
4.2 Hvert besætningsmedlem skal have instruktioner, som skal omfatte men ikke nødvendigvis være begrænset til
- betjening og brug af skibets oppustelige redningsflåder,
- problemer med kuldeskader (hypotermi), førstehjælpsbehandling af personer med hypotermi og andre passende førstehjælpsprocedurer,
- specielle instruktioner, der er nødvendige for brug af skibets redningsmidler under forhold med hårdt vejr og høj sø og
- betjening og brug af brandslukningsudstyr.
4.3 Ombord på alle skibe forsynet med nedfirbare redningsflåder skal oplæring i brugen af disse finde sted med højst 4 måneders mellemrum. Når det er praktisk muligt, skal dette omfatte oppustning og nedfiring af en redningsflåde. Denne redningsflåde kan være en speciel redningsflåde, der udelukkende er beregnet til oplæringsformål, og som ikke indgår i skibets redningsmiddeludrustning. En sådan speciel redningsflåde skal være mærket på en iøjnefaldende måde herom.
Regel 25. Øvelser
- På passagerskibe skal der hver uge foretages en evakueringsøvelse og brandøvelse.
Regel 51. Instruktionsbog
Instruktionsbogen, der kan bestå af flere bind, skal på et let forståeligt sprog, og om muligt med illustrationer indeholde instruktioner for og oplysninger om de redningsmidler, der forefindes på skibet og om de bedste overlevelsesmetoder. I stedet for instruktionsbogen kan enhver del af sådanne oplysninger gives ved brug af audiovisuelle hjælpemidler.
Følgende skal være detaljeret forklaret
- iføring af redningsveste eller redningsdragter hvor det måtte være hensigtsmæssigt,
- mønstring på de foreskrevne steder,
- entring, udsætning og frigøring af redningsbåde, redningsflåder og mand-overbord-både,
- udsætningsmetode inde fra redningsbådene eller -flåderne,
- frigøring fra udsætningsanordningerne,
- metoder og brug af midler til beskyttelse i udsætningsområderne, hvor det måtte være hensigtsmæssigt,
- belysning på udsætningssteder,
- brugen af alt redningsudstyr,
- brugen af alt detektionsudstyr,
- ved hjælp af illustrationer, brug af radio,
- brugen af drivankre,
- brugen af motor med tilbehør,
- ombordtagning af redningsbåde og -flåder og mand-overbord-både, herunder anbringelse og surring,
- farer ved vejrligets påvirkning og behovet for varm påklædning,
- bedste brug af redningsbåde og -flådefaciliteter for at overleve.
- bjærgningsmetoder, herunder brug af helikopterredningsudstyr (slynger, kurve, bårer), redningsstole og kystredningsudstyr samt skibets linekastningsapparat,
- alle andre funktioner i mønstringsrullen og nødinstrukserne og
- instruktioner vedrørende nødreparation af redningsmidlerne.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2000
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2000