TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om opkrævning af skatter og afgifter m.v.

BEK nr 1337 af 15/12/2000

DanmarkBekendtgørelse2000

§ 1

Skatter og afgifter m.v. (tilsvaret) skal angives på blanketter udsendt af de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 2

Tilsvarsbeløbene skal anføres til betaling i de rubrikker, der fremgår af den enkelte blanket. Beløb skal angives i hele kroner.

Stk. 3

De statslige told- og skattemyndigheder kan tillade, at angivelse og indbetaling af skatter og afgifter m.v. på nærmere fastsatte vilkår sker elektronisk.

Stk. 4

Virksomheder og personer, der afregner afgifter efter reglerne i opkrævningslovens § 9, skal selv henvende sig til de statslige told- og skattemyndigheder med henblik på angivelse og indbetaling af afgiften.

§ 2

De statslige told- og skattemyndigheder kan tillade, at en indeholdelsespligtig i henhold til kildeskatteloven, som i bestemte måneder ikke udbetaler af A-indkomst, ikke skal indgive angivelse af A-skat vedrørende disse måneder. Har en indeholdelsespligtig fået en sådan tilladelse, skal der endvidere ikke ske angivelse af arbejdsmarkedsbidrag vedrørende disse måneder.

§ 3

Ved ophør af en registreringspligtig virksomhed m.v. i henhold til kildeskatteloven og lov om en arbejdsmarkedsfond skal der senest 10 dage efter ophørsdagen indbetales A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, og indgives angivelser vedrørende tiden siden udløbet af den seneste angivelsesperiode. Indbetaling og angivelse sker til de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 2

Ved ophør af momspligtig virksomhed gælder fristerne efter momslovens kapitel 15 for angivelse og indbetaling af afgift.

Stk. 3

Ved ophør af registreringspligtig virksomhed m.v. i øvrigt gælder fristerne efter opkrævningslovens § 2 for angivelse og indbetaling af afgift.

§ 4

De statslige told og skattemyndigheder kan fritage en virksomhed for betaling af afgift for foreløbige fastsættelser, gebyrer og renter, som nævnt i opkrævningslovens § 8, stk. 1, såfremt

Stk. 2

Told- og Skattestyrelsen kan fastsætte nærmere regler for anvendelsen af stk. 1.

  1. overskridelse af angivelses- og/eller betalingsfristen skyldes pludseligt opståede hændelser, som virksomheden ikke har haft indflydelse på og ikke har kunnet forudse, og virksomheden straks efter hindringens ophør indgiver angivelse og/eller indbetaler tilsvaret, eller
  1. overskridelse af angivelses- og/eller betalingsfristen er på få dage, og der er tale om et førstegangstilfælde og /eller der foreligger undskyldelige forhold.

§ 5

Afgørelse om indeholdelse i løn m.v. for ubetalte beløb efter opkrævningsloven træffes af de statslige told- og skattemyndigheder. Afgørelsen om lønindeholdelse indberettes til Det Fælles Lønindeholdelsesregister, jf. § 3 i lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister.

§ 6

Beløb, der er indeholdt af en indeholdelsespligtig efter opkrævningslovens § 14, indbetales til Det Fælles Lønindeholdelsesregister, jf. § 2, nr. 4, i lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister.

Stk. 2

Samtidig med indeholdelsen skal den indeholdelsespligtige give skyldneren skriftlig meddelelse om størrelsen af det indeholdte beløb. I meddelelsen skal angives den indeholdelsespligtiges navn, adresse og det CVR-nr. eller SE-nr., der er anvendt ved indeholdelsen, samt navn og CPR-nr. på skyldneren.

Stk. 3

De beløb, der er nævnt i stk. 1, forfalder til betaling den 1. i den kalendermåned, der følger efter indeholdelsen, og med sidste rettidige betalingsdag den 15. i forfaldsmåneden.

Stk. 4

Falder den sidste rettidige betalingsdag på en helligdag, lørdag eller søndag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Stk. 5

Ved indbetaling til Det Fælles Lønindeholdelsesregister skal den indeholdelsespligtige give skriftlig meddelelse om navn, adresse og CPR-nr. på skyldneren samt om størrelsen af det indeholdte beløb.

§ 7

Det påhviler den indeholdesespligtige at besvare skriftlige forespørgsler fra de statslige told- og skattemyndigheder angående pålæg, der er givet den pågældende om lønindeholdelse efter opkrævningslovens § 14. Besvarelsen skal ske inden 14 dage efter modtagelsen af forespørgslen.

§ 8

Den sikkerhed, som er omhandlet i opkrævningslovens §§ 11 og 11 a, kan stilles i form af børsnoterede obligationer, bankgaranti, kontante indskud eller i form af anden betryggende sikkerhed efter de statslige told- og skattemyndigheders bestemmelse. Sikkerhedsstillelse i form af kontante indskud forrentes ikke.

§ 9

Den formue, som er omhandlet i opkrævningslovens § 11 a, skal dokumenteres ved en erklæring fra en registreret eller statsautoriseret revisor, medmindre virksomhedens formue opgjort efter reglerne i selskabsskattelovens § 14, stk. 2-7, udgør mindst 125.000 kr. på registreringstidspunktet. Erklæringen kan også udfærdiges af en revisor med tilsvarende uddannelse fra et andet EU-medlemsland. Erklæringen skal være underskrevet af selskabets tegningsberettigede ledelse og selskabets revisor. Erklæring kan afgives på blanketter, der udarbejdes af de statsligetold- og skattemyndigheder.

Stk. 2

Ved apportindskud og bankindestående kan der efter de statslige told- og skattemyndigheders bestemmelse anmodes om yderligere dokumentation for, at disse værdier er tilstede på registreringstidspunktet.

§ 10

Har en virksomhed fået inddraget sin registrering eller er en virksomhed nægtet registrering som indeholdelsespligtig for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i medfør af opkrævningslovens § 4, stk. 3, 1. pkt., § 11, stk. 3, 2. pkt., eller § 11 a, stk. 2, men er virksomheden indeholdelsespligtig for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, fastsætter de statslige told- og skattemyndigheder den kortest mulige periode til virksomhedens afvikling af allerede indgåede ansættelses- og kontraktsforhold, der gør det påkrævet at foretage indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Virksomheden skal i afviklingsperioden midlertidigt registreres af de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 2

I afviklingsperioden skal virksomheden anvende en afregningsperiode, der fastsættes af de statslige told- og skattemyndigheder. Virksomheden skal senest den 3. hverdag efter hver afregningsperiodes udløb angive og indbetale indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag til de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 3

De statslige told- og skattemyndigheder kan i afviklingsperioden pålægge virksomheden en kortere frist for indbetaling end nævnt i stk. 2 samt pålægge virksomheden ændret betalingssted. De statslige told- og skattemyndigheder kan endvidere pålægge virksomheden at indsende angivelse med specificerede oplysninger for hver enkelt indkomstmodtager.

§ 11

Den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder § 1, stk. 4, § 3, § 6, stk. 2, 3 og 5, § 7, eller § 10, stk. 2 og 3, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter opkrævningslovens § 17, stk. 2 og 3. Bestemmelserne i lovens § 17, stk. 5, og § 18 finder tilsvarende anvendelse.

§ 12

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2001. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 344 af 28. maj 1995 om afviklingsdispositioner med afregning m.v. af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for virksomheder, der nægtes registrering som indeholdelsespligtig for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag og bekendtgørelse nr. 508 af 7. juni 2000 om sikkerhedsstillelse ved registrering.


Skatteministeriet, den 15. december 2000, den 15. december 2000

/Ole Stavad H. K. Andersen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2000
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2000
Bekendtgørelse om opkrævning af skatter og afgifter m.v. | TheLawyer.sh