Bekendtgørelse om forretningsorden for bestyrelse for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering
BEK nr 1359 af 20/12/2000
§ 1
Bestyrelsen holder møde efter formandens bestemmelse, eller når ønske herom fremsættes af to eller flere medlemmer, dog mindst 4 gange om året. Det tilstræbes, at arbejdsministeren afholder møde med bestyrelsen mindst 1 gang om året.
§ 2
Formanden fastsætter dagsordenen for bestyrelsens møder. Ethvert medlem, suppleanterne og de tilforordnede kan få optaget punkter på dagsordenen.
Indkaldelse til mødet med dagsorden og skriftligt materiale med belysning af de sager, der skal drøftes eller afgøres, samt forslag til bestyrelsens udtalelse, indstilling eller afgørelse, udsendes så vidt muligt senest 10 dage før mødet.
Anmodning om optagelse af punkter til dagsordenen skal ledsages af begrundelse og eventuelle relevante bilag og være sekretariatet i hænde senest 6 dage før mødet. Finder formanden at punktet skal belyses yderligere, kan han udskyde behandlingen til det næste møde.
§ 3
Bestyrelsens møder ledes af formanden og i formandens forfald af et medlem af forretningsudvalget, subsidiært af Arbejdsmarkedsstyrelsens tilforordnede for Arbejdsministeriet.
§ 4
Finder formanden eller ethvert af medlemmerne behov for afstemning om bestyrelsens initiativer, udtalelser, indstillinger og afgørelser, sker vedtagelse ved almindelig stemmeflerhed blandt de tilstedeværende medlemmer.
Hvis stemmerne står lige ved en afstemning, gør formandens stemme udslaget. I et sådant tilfælde kan dog ethvert medlem kræve sagen udsat til fornyet behandling i et ekstraordinært møde, der så vidt muligt afholdes inden 7 dage.
Mindretallet kan kræve sit synspunkt tilføjet til udtalelser eller indstillinger.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når foruden formanden 4 medlemmer fra arbejdsgiversiden og 4 medlemmer fra arbejdstagersiden er til stede.
§ 5
Formanden eller forretningsudvalget kan bestemme, at sager underkastes skriftlig behandling.
Inden en af formanden fastsat frist, der så vidt muligt ikke bør være kortere end 1 uge fra udsendelsen af materialet, kan ethvert medlem gøre indsigelse mod det udsendte materiales forslag til indstilling, udtalelse eller afgørelse og kræve, at en sag bliver behandlet på et møde i bestyrelsen.
Gør ingen medlemmer indsigelse inden for den fastsatte frist, anses det udsendte materiales forslag til udtalelse, indstilling eller afgørelse for tiltrådt.
§ 6
Bestyrelsens forhandlinger og beslutninger føres til referat. Et medlem kan kræve tilført referatet en kort motivering for sit standpunkt eller bemærkning om afvigende standpunkt.
§ 7
Bestyrelsen nedsætter blandt sine medlemmer et forretningsudvalg. Formanden er medlem af forretningsudvalget og leder dets møder. Forretningsudvalget tiltrædes af de to tilforordnede for Arbejdsministeriet.
§ 8
Forretningsudvalgets opgaver fastlægges i en af bestyrelsen godkendt forretningsorden. Bestyrelsen kan bemyndige forretningsudvalget til at handle på bestyrelsens vegne. Forretningsudvalget orienterer efterfølgende bestyrelsen herom.
§ 9
Bestyrelsens og forretningsudvalgets sekretariatsfunktion varetages af Arbejdsmarkedsstyrelsen.
§ 10
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2001.
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 20. december 2000, den 20. december 2000
/Lars Goldschmidt Katja Kayser/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2000
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2000