Bekendtgørelse om pristillæg til elektricitet produceret af visse vedvarende energianlæg.
BEK nr 1364 af 20/12/2000
§ 1
Bekendtgørelsen gælder for elproduktionsanlæg, som producerer VE-elektricitet, og som er berettigede til at modtage en afregningspris fastsat efter bekendtgørelse nr. 786 af 21. august 2000 om elafregningspriser for decentrale elproducenter.
§ 2
Udover den i § 1 nævnte afregningspris yder netvirksomheden eller den systemansvarlige virksomhed et pristillæg på 10 øre pr. kWh for elektricitet produceret på anlæg, som nævnt i § 1. Herudover yder netvirksomheden eller den systemansvarlige virksomhed pristillæg, som angivet i §§ 3 - 6.
§ 3
Der ydes et pristillæg på 17 øre pr. kWh til elproducenter for den mængde elektricitet, der fremstilles ved vandkraft, solceller og biogas, herunder lossepladsgas.
§ 4
Der ydes et pristillæg på 17 øre pr. kWh til elproducenter for den mængde elektricitet, der fremstilles ved kraftvarmeproduktion baseret på halm, energiafgrøder, træ eller energiprodukter af træ eller andre faste biobrændsler.
Pristillæg efter stk. 1 ydes ikke for elektricitet, der fremstilles på anlæg på de i bilag 1 nævnte kraftværkspladser. Energistyrelsen kan ved etablering af nye anlæg på de i bilag l nævnte kraftværkspladser i særlige tilfælde godkende, at der ydes pristillæg efter stk. 1.
Pristillæg efter stk. 1 ydes ikke til elproduktion på anlæg, der er godkendt efter regler i lov om varmeforsyning før den 1. januar 1994, eller på anlæg, der ikke er omfattet af varmeforsyningsloven, og hvor anlægget er idriftsat og har produceret elektricitet, der er afregnet med et elforsyningsselskab før den 1. januar 1994.
Energistyrelsen kan godkende kraftvarmebaseret elproduktion med andre biobrændsler end nævnt i stk. 1 som berettigede til pristillæg efter denne bestemmelse.
§ 5
For elektricitet, der er fremstillet ved industriel kraftvarmeproduktion, er ydelsen af pristillæg efter § 3 og § 4, begrænset til den elektricitet, der afregnes for de første 6 år fra idriftsættelsen af det enkelt anlæg.
For industrielle kraftvarmeværker med en samlet kapacitet for elproduktion på 4 MW eller derunder er tilskudsperioden, som nævnt i stk. 1, dog 8 år.
Bestemmelserne i § 8, stk. 3-7, i bekendtgørelse nr. 798 af 23. oktober 1997 om tilskud til elproduktion finder med de fornødne tilpasninger anvendelse ved beregning af pristillæg efter denne bestemmelse.
§ 6
Der ydes ikke pristillæg efter denne bekendtgørelse til elproduktion med brændsler, der er pålagt affaldsafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 570 af 3. august 1998, som senest ændret ved lov nr. 359 af 22. maj 2000 om afgift af affald og råstoffer.
Det ydes alene pristillæg efter denne bekendtgørelse for elektricitet, der leveres til netvirksomheden eller den systemansvarlige virksomhed.
§ 7
Omkostninger til udbetaling af de i §§ 2-6 nævnte pristillæg dækkes, som angivet i elforsyningslovens § 8, stk. 5.
§ 8
Netvirksomheden eller en elproducent kan i tvivlstilfælde anmode den systemansvarlige virksomhed om at træffe afgørelse om i hvilket omfang, der kan ydes pristillæg efter denne bekendtgørelse. Den systemansvarlige virksomheds afgørelse kan indbringes for Energistyrelsen.
Energistyrelsens afgørelser kan indbringes for Energiklagenævnet.
§ 9
Med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der afgiver urigtige oplysninger i forbindelse med anmodning om udbetaling af pristilllæg efter denne bekendtgørelse
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 10
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2001.
Miljø- og Energiministeriet, den 20. december 2000, den 20. december 2000
/Svend Auken Knud Pedersen/
Kraftværkspladser, hvor kraftvarmeanlæg undtages for pristillæg efter denne bekendtgørelse:
Bilag 1
H. C. Ørstedsværket
Svanemølleværket
Amagerværket
Avedøreværket
Kyndbyværket
Asnæsværket
Stigsnæsværket
Fynsværket
Skærbækværket
Enstedværket
Vestkraft, Esbjerg- og Herningværkerne
Midtkraft, Studstrup- og Århusværkerne
Randersværket
Ålborgværket
Vendsysselværket
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2000
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2000