Bekendtgørelse om regler for Dansk Ungdoms Fællesråds fordeling af midler til støtte af ungdomsformål
BEK nr 211 af 15/03/2000
§ 1
Reglerne for fordeling af midler til støtte af ungdomsformål, der er fastsat i februar 2000, fremgår af bilag 1 til denne bekendtgørelse.
§ 2
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juni 2000 og har virkning fra den 1. januar 2000.
Ved nærværende bekendtgørelses ikrafttræden ophæves samtidig bekendtgørelse nr. 318 af 21. maj 1999.
Bekendtgørelse af regler for Dansk Ungdoms Fællesråds fordeling af midler til støtte af ungdomsformål
Bilag 1
REGLER FOR FORDELING AF TIPSTILSKUD 2000
1 GENERELLE REGLER
1.1 Lovgrundlag, hjemmel, kompetence og definitioner
Tilskud til idébestemte og samfundsengagerende ungdomsorganisationers virksomhed ydes i henhold til lovbekendtgørelse om visse spil, lotterier og væddemål, nr. 110 af 22. februar 1999 (i det følgende betegnet tips- og lottoloven). Efter tips- og lottolovens § 6C, stk. 2, er Tipsungdomsnævnets kompetence i hovedtræk fordelt således:
Undervisningsministeren nedsætter Tipsungdomsnævnet og fastsætter regler for revision af tilskud.
Tipsungdomsnævnet udsteder regler for fordeling af tilskud og er ankeinstans for DUFs afgørelser.
Dansk Ungdoms Fællesråd sagsbehandler ansøgningerne og afgør sagerne i 1. instans. Dansk Ungdoms Fællesråd betegnes i det følgende DUF.
Tipsungdomsnævnet har med hjemmel i ovenstående lovbestemmelse udstedt nedenstående regler. Reglerne er gældende for sagsbehandlingen fra 2000, og indtil nye regler er udstedt. Disse regler gælder for alle tilskud, der udbetales i henhold til dem.
Reglerne er efter aftale med Tipsungdomsnævnet udsendt af DUF. Reglerne bliver senere kundgjort som bekendtgørelse i Lovtidende.
1.2 Afgrænsning af tilskudsområdet
Støtten ydes til idébestemt og samfundsengagerende ungdomsarbejde i Danmark.
Som følge af afgrænsningen i tips- og lottoloven ydes der ikke efter disse regler tilskud til følgende organisationstyper: idrætslige, faglige, sygdomsbekæmpende, hobby-, eller serviceorganisationer.
Der ydes ikke støtte til organisationer, som må anses for sammenfaldende. I vurderingen heraf indgår elementer som organisationens formål, målsætning, struktur, målgruppe og medlemsskare.
Der ydes ikke støtte på baggrund af medlemmer eller lokalforeninger i Grønland eller på Færøerne. Der ydes heller ikke støtte til det grønlandske eller færøske ungdomsarbejde som sådant.
1.3 Ansøgning
Tilskud tildeles på baggrund af indgivne ansøgninger. Efter indgivelse af ansøgningen foregår der en sagsbehandling på DUFs sekretariat og i tipsudvalget, som er nedsat af DUFs styrelse. Under denne sagsbehandling må de ansøgende organisationer og disses revisorer forvente at skulle besvare uddybende spørgsmål. Den endelige tilskudsbevilling foretages af DUFs styrelse eller DUFs InitiativStøtteudvalg.
De nærmere regler for ansøgning, herunder eventuelle frister, er angivet under de enkelte ansøgningstyper.
1.4 De til rådighed værende midler
Efter ansøgningsfristen 1. juni indstiller DUFs styrelse til Tipsungdomsnævnet, hvor store midler der skal afsættes til de forskellige ansøgningstyper og til DUFs eget arbejde. Ved fordelingen af midlerne har tilskud til etableringsstøtte lavest prioritet.
Tipsungdomsnævnet træffer herefter afgørelse om fordelingen af midlerne mellem områderne.
Hvis de til rådighed værende midler ikke svarer til de bevilligede beløb til rådighedstilskud og generelt driftstilskud, kan DUFs styrelse vælge at forhøje eller formindske udskrivningsprocenten.
I beregningen af en forhøjelse af generelt driftstilskud indgår tilskud til international virksomhed ikke.
1.5 Takstregulering
Alle takster kan reguleres årligt af DUFs styrelse. Takstreguleringer forelægges til godkendelse af Tipsungdomsnævnet. Taksterne fremgår af bilag 5.
1.6 Støttens anvendelse
Støtten er til organisationernes almindelige virksomhed inden for idébestemte og samfundsengagerende ungdomsformål og udbetales til organisationernes fri disposition til brug for landsorganisationens centrale arbejde.
1.7 Tilskudsformer
Generelt driftstilskud kan ydes til idébestemte, landsdækkende ungdomsorganisationer med mindst 700 medlemmer under 30 år og med mindst 16 lokalforeninger i mindst 8 amter.
Rådighedstilskud kan ydes til idébestemte og/eller samfundsengagerende, landsdækkende ungdomsorganisationer, med lokalt arbejde i mindst 4 landsdele. Organisationer, som har mindre end 400 medlemmer/deltagere kan normalt ikke modtage tilskud.
Etableringstilskud kan ydes til organisationer, der har modtaget rådighedstilskud eller generelt driftstilskud i mindst 5 år.
InitiativStøtte kan ydes til alle nye aktiviteter for og med børn og unge.
1.8 Medlemsregistrering
Medlemsregistreringen skal foregå fuldt betryggende, men kan i øvrigt i overensstemmelse med dansk tradition tilrettelægges på forskellig vis i forhold til organisationens egenart. DUF kan dog til enhver tid - om nødvendigt - stille krav til organisationen om, hvorledes medlemsregistreringen skal foregå, jf. pkt. 1.12
1.9 Revision og regnskab
Landsorganisationer, der modtager tilskud efter disse regler, skal fremlægge et regnskab revideret af en statsautoriseret eller registreret revisor eller et kommunalt revisionsorgan, som i øvrigt skal attestere de oplysninger, der danner grundlag for behandlingen af ansøgningen, jf. bekendtgørelse nr. 15 af 11. januar 1999 og ændringsbekendtgørelse nr. 336 af 27. maj 1999.
1.10 Ekstern kontrol
DUF vil hvert år udpege en revisor til at kontrollere oplysningerne fra et antal tilfældigt udvalgte organisationer.
Herudover kan Tipsungdomsnævnet eller DUF udpege en revisor til at kontrollere de oplysninger, der ligger til grund for beregning af tilskud.
Revisors honorar afholdes i begge tilfælde af de midler, der er til rådighed og ikke af organisationen.
1.11 Revisors adgang til organisationens medlemmer
Såvel organisationens egen som en af DUF eller Tipsungdomsnævnet udpeget revisor kan ved henvendelse til organisationens medlemmer kontrollere rigtigheden af de af organisationen opgivne oplysninger.
1.12 Udelukkelse fra tilskudsordningen
Såfremt DUF finder, at medlemsregistreringen ikke foregår fuldt betryggende, kan tilskud ikke tildeles organisationen.
Samtlige tilskud udbetales under den afgørende forudsætning, at de oplysninger, som er givet i ansøgningerne, er korrekte. Måtte det senere vise sig, at der er udbetalt tilskud på et forkert grundlag, kan det for meget udbetalte kræves tilbagebetalt helt eller delvist.
Finder DUF, at der er afgivet urigtige oplysninger og/eller foretaget handlinger med henblik på omgåelse af reglerne, kan DUF udelukke organisationen fra tilskudsordningen i et eller flere år.
Skønner DUF, at forholdene kan henføres til manglende styring i den pågældende organisation, kan DUF stille krav til ændringer heri som vilkår for fortsat at yde tilskud.
DUF kan udelukke en organisation fra tilskudsordningen, såfremt organisationen deltager i eller på opfordring ikke tager afstand fra angribelige aktiviteter. DUF kan ligeledes udelukke en organisation fra tilskud, såfremt organisationens medlemmer deltager i angribelige aktiviteter og organisationen på opfordring ikke tager afstand fra dette.
1.13 Særaftaler
DUF kan i særlige tilfælde med Tipsungdomsnævnets samtykke dispensere fra tilskudskriterier for organisationer, der ikke opfylder disse. Der kan dog aldrig indgås særaftaler, som dispenserer fra afgrænsningen i pkt. 1.2. Det er en forudsætning for at opnå en særaftale, at der foreligger særlige objektive forhold for organisationen. Der foreligger som udgangspunkt særlige objektive forhold for handicaporganisationer.
I givet fald indgås en særaftale om tilskud med organisationen. Denne særaftale skal tiltrædes af Tipsungdomsnævnet.
1.14 Ankeinstans
DUFs afgørelser kan indbringes for Tipsungdomsnævnet senest 4 uger regnet fra dateringen af den pågældende afgørelse.
1.15 Offentlighed
DUFs tipsadministration og Tipsungdomsnævnets virksomhed er ifølge tips- og lottoloven omfattet af lov om offentlighed i forvaltningen samt forvaltningsloven.
2 GENERELT DRIFTSTILSKUD (GD)
2.1 Indledning
Generelt driftstilskud ydes efter ansøgning til de landsorganisationer, der er tilskudsberettigede ifølge de nedenfor nævnte kriterier. Tilskuddet beregnes som summen af et grundtilskud, et lokalforeningstilskud, et medlemstilskud og et tilskud til internationale aktiviteter. Ved beregning af driftstilskuddets størrelse kombineres landsorganisationens størrelse således med visse af årsregnskabets udgiftsposter, som angiver omfanget af landsorganisationens arbejde.
2.2 Ansøgning
Ansøgning om tilskud skal indsendes til Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Scherfigsvej 5, 2100 København Ø. Der foreligger særlige ansøgningsskemaer, som skal anvendes. Ansøgningen skal fremsendes anbefalet eller afleveres personligt.
Ansøgningen skal altid bilægges følgende oplysninger og specifikationer:
Ansøgningsskema
Regnskab, underskrevet af organisationens ledelse og revisor
Fortløbende nummereret revisionsprotokol, underskrevet af revisor
Revisorerklæring, jf. revisionsbekendtgørelsen
Vedtægter med angivelse af eventuelle vedtægtsændringer
Tro- og loveerklæring, jf. revisionsbekendtgørelsen
Oversigt over internationale udgifter med angivelse af art, sted, deltagerantal og beløb, samt hvor udgiftsposten findes i årsregnskabet.
2.3 Ansøgningsfrist
Ansøgninger om generelt driftstilskud skal være DUF i hænde hvert år senest den 1. juni (eller førstkommende hverdag, såfremt 1. juni falder på en lørdag, søndag eller helligdag). Tipsungdomsnævnet kan i særlige tilfælde fastsætte andre frister for ansøgninger.
2.4 Oplysninger om tilskudsgrundlaget
Alle oplysninger, der gives på ansøgningsskemaet, angives på tro og love. Der kan efter ansøgningsfristen ikke forhøjes i tilskudsgrundlaget. Alle oplysninger skal angå hele det sidst afsluttede regnskabsår.
2.5 Krav til aktivitetsindhold, størrelse og udbredelse
For at være tilskudsberettiget til generelt driftstilskud skal organisationen opfylde samtlige følgende kriterier:
- Have lokalt arbejde i mindst 8 amter (København og Frederiksberg kommuner betragtes her som ét amt).
- Være en landsdækkende organisation: udbredelse af lokalforeninger i mindst 4 af de 6 følgende områder:
- Nordjylland og Viborg Amter
- Århus og Ringkøbing Amter
- Vejle, Sønderjylland og Ribe Amter
- Fyns Amt
- Københavns Amt samt København og Frederiksberg Kommuner
- Frederiksborg, Roskilde, Vestsjælland, Storstrøm og Bornholms Amter
- Have mindst 16 lokalforeninger , jf. lokalforeningsdefinitionen i pkt. 2.6.3.
- Have mindst 700 medlemmer under 30 år, jf. medlemsdefinitionen i pkt. 2.6.5.
- Organisationen skal have eksisteret et helt år før ansøgningen, og der skal være et afsluttet regnskabsår på minimum 12 måneder som baggrund for behandlingen af ansøgningen.
- Det skal fremgå af vedtægter og aktiviteter, at der er tale om en ungdomsorganisation , og mindst halvdelen af medlemmerne, som defineret i pkt. 2.6.5, skal være under 30 år.
- Der skal være tale om en selvstændig organisation (suveræn organisation - politisk og økonomisk uafhængig af andre organisationer mv.)
- Der skal være en foreningsmæssig opbygning (afgrænset medlemskreds, almen nyttigt formål, sikret deltagerindflydelse, ligesom der ikke må ske udlodning af overskud eller formue til enkeltpersoner).
- Organisationen skal være idébestemt .
- Organisationens aktiviteter skal være alderssvarende for medlemmerne.
2.6 Tilskud: 2.6.1 Grundtilskud
Alle tilskudsberettigede organisationer tildeles et grundtilskud (se takstbilag).
2.6.2 Lokalforeningstilskud
Tilskud ydes i henhold til antallet af lokalforeninger. Der ydes tilskud efter forskellige intervaller, således at tilskuddet pr. lokalforening gradvist nedtrappes (se takstbilag).
2.6.3 Lokalforeningsdefinition
Som lokalforeninger defineres foreninger, der:
- Består af mindst 7 medlemmer under 30 år.
- Er godkendt af den landsorganisation, hvorunder lokalforeningen hører.
- Har en selvstændig økonomi og har eksisteret som lokalforening i landsorganisationen i hele det forud for ansøgningsåret afsluttede regnskabsår.
(Minimum 12 måneder).
Hvis flere lokalforeninger er hjemmehørende i samme kommune, medregnes en lokalforening, såfremt de ovennævnte under pkt. 1 nævnte betingelser er opfyldte. Yderligere lokalforeninger medregnes kun, såfremt disse hver især har mindst 25 medlemmer på under 30 år.
Herudover er det en forudsætning, at der er regelmæssige aktiviteter i hver registreret lokalforening i overensstemmelse med landsorganisationens vedtægter, og at ingen lokalforening registreres i mere end én tilskudsberettiget landsorganisation.
2.6.4 Medlemstilskud
Der ydes et tilskud pr. medlem op til og med de første 10.000 medlemmer. For eventuelle yderligere medlemmer ydes et mindre tilskud pr. medlem. Der ydes kun tilskud for medlemmer, som ikke var fyldt 30 år det senest afsluttende regnskabsår (se takstbilag).
2.6.5 Medlemsdefinition
Som medlemmer defineres personer, der opfylder nedennævnte 4 kriterier:
- Ved indmeldelsen skriftligt har tilkendegivet , at de ønsker at være medlem af organisationen eller en af dens lokale enheder. Dette gælder dog alene personer, der er indmeldt efter 1.6.1992.
- Ved kontingentbetaling har erklæret deres medlemsskab over for organisationen eller en af dens lokale enheder inden for det senest afsluttede regnskabsår . (For eventuelle ikke kontingentbetalende medlemmer, dvs. medlemmer der (i) af sociale eller andre særlige årsager ikke betaler kontingent, (ii) medlemmer som tilfører lokalforeningen ydelser af anden art end kontant betaling, eller (iii) æresmedlemmer og lignende, kan sådan erklæring ske ved individuel skriftlig tilkendegivelse inden for det senest afsluttede regnskabsår).
- Har haft fulde medlemsrettigheder i det senest afsluttede regnskabsår.
- Er krediteret for betalt kontingent i landsorganisationens senest afsluttede
reviderede regnskab.
2.6.6 Tilskud til landsorganisationens internationale udgifter
Der ydes tilskud til nedenstående udvalgte områder af landsorganisationernes internationale udgifter. Fra de tilskudsberettigede internationale udgifter fratrækkes alle indtægter, f.eks. deltagernes egenbetaling, eventuelle tilskud til aktiviteten, eventuel modtaget rejserefusion og lignende. Udgifter til egentlig udveksling eller forberedelsesudgifter, der ikke i sig selv er internationale aktiviteter, kan ikke medtages i tilskudsgrundlaget. Der ydes herefter et tilskud på 75 % af nettoudgifterne. Tilskuddet til den internationale virksomhed kan dog højst udgøre 50 % af det samlede lokalforenings- og medlemstilskud.
- Kontingenter til internationale organisationer
Her kan medtages det fulde ordinære medlemskontingent, som landsorganisationen betaler til internationale sammenslutninger eller organisationer. Posterne må ikke indeholde andre ydelser end det fastsatte kontingent.
- Deltagelse i internationale kurser, konferencer, lejre mv. i udlandet
Her kan medtages udgifterne til landsorganisationens deltagere i internationale arrangementer, kurser, konferencer, seminarer, studierejser og lignende. Grønland og Færøerne betragtes i disse regler som en del af udlandet.
Udgifterne kan for eksempel omfatte:
Rejseomkostninger, deltagerafgifter, dagpenge og diæter (maksimalt de beløb, som af Finansministeriet er fastsat for tjenesterejser i udlandet). Alle internationale arrangementer, som landsorganisationen tager initiativ til at deltage i, kan medtages, hvis organisationens egen andel afholdes af landsorganisationen. Det betyder, at også deltagelse i internationale organisationers kongresser, styrelsesmøder osv. kan medtages under disse udgifter.
- Tilskud i forhold til landsorganisationens internationale konferencer,
kurser, lejre mv. afholdt her i landet
Her kan medtages udgifter til internationale kurser, konferencer, lejre mv., som landsorganisationen afholder i Danmark. Fra udgifterne fratrækkes alle indtægter, for eksempel deltagerafgifter, specielle tilskud og lignende.
Under dette område kan ikke medtages udgifter til kongresser, styrelsesmøder og andre vedtægtsbestemte aktiviteter i internationale organisationer.
2.7 Tilskuddets udbetaling
Det tilstræbes, at tilskud udbetales primo november.
2.8 Nedsættelse af tilskuddet
DUF kan nedsætte en organisations tilskud med maksimalt 20% i forhold det tilskud, organisationen er berettiget til efter ovenstående regler og takstbilaget. Som baggrund for beslutning om nedsættelse af tilskuddet indgår en vurdering af organisationens størrelse, udbredelse, omfanget af aktiviteter på landsplan, egenfinansiering samt budget og formueforhold.
3 RÅDIGHEDSTILSKUD
3.1 Indledning
Der sondres mellem 3 hovedgrupper af ansøgende landsdækkende organisationer:
(a) Organisationer med individuelle medlemmer. Under denne kategori regnes organisationer med individuelle, personlige medlemmer, der er organiseret i lokalforeninger.
(b) Organisationer med kollektive medlemmer. Under denne kategori regnes organisationer, der helt eller delvist organiserer kollektive medlemmer, og organisationer hvis medlemmer eller lokalforeninger ikke lever op til medlems- og/eller lokalforeningsdefinitionen.
(c) Nystartede organisationer. Under denne kategori kan regnes såvel organisationer med individuelt og kollektivt medlemsskab.
3.2 Ansøgning
Ansøgning om tilskud skal indsendes til Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Scherfigsvej 5, 2100 København Ø. Der foreligger særlige ansøgningsskemaer, som skal anvendes. Ansøgningen skal fremsendes anbefalet eller afleveres personligt.
Ansøgningen skal altid bilægges følgende oplysninger og specifikationer:
Ansøgningsskema
Regnskab, underskrevet af organisationens ledelse og revisor
Fortløbende nummereret revisionsprotokol, underskrevet af revisor
Revisorerklæring, jf. revisionsbekendtgørelsen
Vedtægter med angivelse af eventuelle vedtægtsændringer
Tro- og loveerklæring, jf. revisionsbekendtgørelsen
Budget
En beskrivelse af særlige forhold om medlemsforhold eller lokalforeninger
3.3 Ansøgningsfrist
Ansøgninger om rådighedstilskud skal være DUF i hænde hvert år senest den 1. juni (eller førstkommende hverdag, såfremt 1. juni falder på en lørdag, søndag eller helligdag). Tipsungdomsnævnet kan i særlige tilfælde fastsætte andre frister for ansøgninger.
3.4 Oplysninger om tilskudsgrundlaget
Alle oplysninger, der gives på ansøgningsskemaet, angives på tro og love. Der kan efter indgivelse af ansøgningen ikke forhøjes i tilskudsgrundlaget. Alle oplysninger skal angå hele det sidst afsluttede regnskabsår.
(a) Organisationer med individuelle medlemmer
3.5 Krav til aktivitetsindhold, størrelse og udbredelse
For at være tilskudsberettiget til rådighedstilskud skal organisationen opfylde samtlige følgende kriterier:
- Have lokalt arbejde i mindst 4 landsdele , hvor landet inddeles i følgende landsdele:
- Nordjylland og Viborg Amter
- Århus og Ringkøbing Amter
- Vejle, Sønderjylland og Ribe Amter
- Fyns Amt
- Københavns Amt samt København og Frederiksberg Kommuner
- Frederiksborg, Roskilde, Vestsjælland, Storstrøm og Bornholms Amter
- Organisationer, som har mindre end 400 medlemmer, jf. medlemsdefinitionen i pkt. 3.6., kan normalt ikke opnå tilskud.
- Organisationen skal have eksisteret et helt år før ansøgningen, og der skal være et afsluttet regnskabsår på minimum 12 måneder som baggrund for behandlingen af ansøgningen.
- Det skal fremgå af vedtægter og aktiviteter, at der er tale om en ungdomsorganisation, og mindst halvdelen af medlemmerne, som defineret i pkt. 3.6, skal være under 30 år.
- Der skal være tale om en selvstændig organisation (suveræn organisation - politisk og økonomisk uafhængig af andre organisationer mv.)
- Der skal være en foreningsmæssig opbygning (afgrænset medlemskreds, almennyttigt formål, sikret deltagerindflydelse, ligesom der ikke må ske udlodning af overskud eller formue til enkeltpersoner).
- Organisationen skal være samfundsengagerende og/eller idébestemt.
- Organisationens aktiviteter skal være alderssvarende for medlemmerne.
3.6 Medlemsdefinition
Som medlemmer defineres personer, der opfylder nedennævnte 4 kriterier:
- Ved indmeldelsen skriftligt har tilkendegivet, at de ønsker at være medlem af organisationen eller en af dens lokale enheder. Dette gælder dog alene personer, der er indmeldt efter 1.6.1992.
- Ved kontingentbetaling har erklæret deres medlemsskab over for organisationen eller en af dens lokale enheder inden for det senest afsluttende regnskabsår. (For eventuelle ikke kontingentbetalende medlemmer, dvs. medlemmer der (i) af sociale eller andre særlige årsager ikke betaler kontingent, (ii) medlemmer som tilfører lokalforeningen ydelser af anden art end kontant betaling, eller (iii) æresmedlemmer og lignende, kan sådan erklæring ske ved individuel skriftlig tilkendegivelse inden for det senest afsluttede regnskabsår).
- Har haft fulde medlemsrettigheder i det senest afsluttede regnskabsår.
- Er krediteret for betalt kontingent i landsorganisationens senest afsluttede reviderede regnskab.
3.7 Lokalforeningsdefinition
Som lokalforeninger defineres foreninger, der:
- Består af mindst 7 medlemmer under 30 år.
- Er godkendt af den landsorganisation, hvorunder lokalforeningen hører.
- Har en selvstændig økonomi og har eksisteret som lokalforening i landsorganisationen i hele det forud for ansøgningsåret afsluttede regnskabsår.
(Minimum 12 måneder).
Hvis flere lokalforeninger er hjemmehørende i samme kommune, medregnes en lokalforening, såfremt de ovennævnte under pkt. 1 nævnte betingelser er opfyldte. Yderligere lokalforeninger medregnes kun, såfremt disse hver især har mindst 25 medlemmer på under 30 år.
Herudover er det en forudsætning, at der er regelmæssige aktiviteter i hver registreret lokalforening i overensstemmelse med landsorganisationens vedtægter, og at ingen lokalforening registreres i mere end én tilskudsberettiget landsorganisation.
3.8 Tilskuddets størrelse
Organisationer kan modtage rådighedstilskud, hvis størrelse fastsættes af DUF. Dette tilskud kan maksimalt udgøre kr. 600.000 og minimum kr. 100.000. Som baggrund for tilskuddets størrelse indgår en vurdering af organisationens størrelse, udbredelse, omfanget af aktiviteter på landsplan, egenfinansiering samt budget og formueforhold.
Såfremt organisationen i det efterfølgende år opfylder tilskudskriterierne, kan tilskuddet maksimalt nedsættes med 30% i forhold til det foregående år.
3.9 Tilskuddets udbetaling
Det tilstræbes, at tilskud udbetales primo november.
(b) Organisationer med kollektive medlemmer og organisationer, der ikke opfylder medlems- og/eller lokalforeningsdefinition
3.10 Krav til aktivitetsindhold, størrelse og udbredelse
For at være tilskudsberettiget til rådighedstilskud skal organisationen opfylde samtlige følgende kriterier:
- Have lokalt arbejde i mindst 4 landsdele, hvor landet inddeles i følgende landsdele
- Nordjylland og Viborg Amter
- Århus og Ringkøbing Amter
- Vejle, Sønderjylland og Ribe Amter
- Fyns Amt
- Københavns Amt samt København og Frederiksberg Kommuner
- Frederiksborg, Roskilde, Vestsjælland, Storstrøm og Bornholms Amter
Det en forudsætning for, at det lokale arbejde kan medregnes i tilskudsgrundlaget, at der er regelmæssige aktiviteter i overensstemmelse med landsorganisationens vedtægter, og at intet lokalt arbejde registreres i mere end én tilskudsberettiget landsorganisation.
- Organisationer, som har mindre end 400 deltagere kan normalt ikke opnå tilskud.
- Organisationen skal have eksisteret et helt år før ansøgningen, og der skal være et afsluttet regnskabsår på minimum 12 måneder som baggrund for behandlingen af ansøgningen.
- Det skal fremgå af vedtægter og aktiviteter, at der er tale om en ungdomsorganisation, og mindst halvdelen af medlemmerne eller deltagerne skal være under 30 år.
- Der skal være tale om en selvstændig organisation (suveræn organisation - politisk og økonomisk uafhængig af andre organisationer mv.)
- Der skal være en foreningsmæssig opbygning (afgrænset medlemskreds, almennyttigt formål, sikret deltagerindflydelse, ligesom der ikke må ske udlodning af overskud eller formue til enkeltpersoner).
- Organisationen skal være samfundsengagerende og/eller idébestemt.
- Organisationens aktiviteter skal være alderssvarende for medlemmerne.
3.11 Tilskuddets størrelse
Organisationer kan modtage rådighedstilskud, hvis størrelse fastsættes af DUF. Dette tilskud kan maksimalt udgøre kr. 600.000 og minimum kr. 100.000. Som baggrund for tilskuddets størrelse indgår en vurdering af organisationens størrelse, udbredelse, omfanget af aktiviteter på landsplan, egenfinansiering samt budget og formueforhold. Såfremt organisationen i det efterfølgende år opfylder tilskudskriterierne, kan tilskuddet maksimalt nedsættes med 30 % i forhold til det foregående år.
3.12 Tilskuddets udbetaling
Det tilstræbes, at tilskud udbetales primo november.
(c) Nystartede organisationer
Nystartede organisationer, der ikke har eksisteret i 12 måneder, men dog har vist deres levedygtighed og på alle andre områder lever op til reglerne i pkt. 3.5, 3.6 og 3.7 eller 3.10 kan tildeles et tilskud på max. kr. 100.000. En organisation kan kun modtage dette tilskud én gang.
4 INITIATIVSTØTTE (IS)
4.1 Formål
Der kan ydes støtte til nye initiativer og udviklingsarbejde til fremme af aktiviteter og projekter for og med børn og unge i og uden for foreningslivet i det ikke-idrætslige ungdomsarbejde.
Der kan ydes støtte til:
Organisationer, foreninger eller andre der udviser en særlig initiativrigdom. Der lægges her vægt på, at støtten gives til aktiviteter organiseret af børn og unge med børn og unge som målgruppe.
Enkeltstående aktiviteter af kortere eller længere varighed.
Aktiviteter, der særligt retter sig mod socialt belastede børn og unge.
Aktiviteter, der særligt retter sig mod arbejde blandt etniske minoriteter.
Opsøgende virksomhed.
Forsøgsvirksomhed.
Eksperimenterende virksomhed.
Forskning i ungdomsspørgsmål.
Informationsvirksomhed til, fra og af unge om ungdomsspørgsmål.
Der kan i øvrigt ydes støtte på særlige vilkår til landsorganisationer eller andre inden for nærmere bestemte temaområder, som Dansk Ungdoms Fællesråds styrelse indstiller til Tipsungdomsnævnets godkendelse.
Der ydes ikke støtte til offentligt iværksatte initiativer herunder projekter under anden lovgivning (for eksempel aktiviteter i forbindelse med skoleundervisning), til dækning af udgifter i forbindelse med rejser, ophold, køb af teknisk udstyr eller egentlige bygge- og anlægsopgaver.
Støtte ydes både til lokale og landsdækkende aktiviteter. Aktiviteterne skal have en form eller et omfang, som rækker ud over, hvad der almindeligvis vil være omfattet af ansøgerens almindelige aktiviteter.
4.2 Ansøgning
InitiativStøtte kan søges året rundt på et særligt ansøgningsskema. DUF behandler løbende de indkomne ansøgninger. Tilskud ydes ikke til projekter, som er iværksat inden ansøgningen.
Alle initiativtagere, der ønsker at iværksætte initiativer eller udviklingsarbejde, som falder inden for InitiativStøtteordningens formål, kan søge om støtte.
DUF kan på eget initiativ tildele særligt udviklende initiativer støtte.
Støtten ydes i form af tilskud eller underskudsgaranti inden for et maksimeret garantibeløb.
Tilskud gives som enkeltbevillinger og udbetales - med mindre andre kriterier er fastlagt i bevillingsskrivelsen - med 75 % ved starten af aktiviteten og 25 %, når endeligt regnskab og rapport for aktivitetens resultater er indsendt til og godkendt af DUF.
Såfremt det endelige regnskab udviser et overskud, er DUF berettiget til at reducere tilskuddet med et beløb svarende til overskuddet, herunder at kræve tilbagebetaling af allerede udbetalte beløb. Væsentlige budgetændringer skal endvidere altid forelægges for DUF, da dette kan have betydning for tilskuddets størrelse.
4.3 Regnskab
Der skal aflægges regnskab for modtagne tilskud og for projekter/aktiviteter, hvortil der er ydet underskudsgaranti.
For tilskud over 100.000 kr. skal regnskabet revideres af statsautoriseret eller registreret revisor eller et kommunalt revisionsorgan.
5 TILSKUD TIL ETABLERING AF LOKALER MV. (ET)
5.1 Etableringsformål og afgrænsning af tilskudsområdet
Til landsorganisationer, der har modtaget generelt driftstilskud eller rådighedstilskud i mindst 5 år, kan der ydes tilskud til etablering af lokaler og anlæg på landsplan. Lokalerne skal anvendes til landsorganisationens aktiviteter. Etableringstilskud kan også ydes til køb og indretning af en andelslejlighed. Endelig kan etableringstilskud ydes til indretning af en lejet lejlighed eller ejendom, såfremt der oprettes en lejekontrakt med mindst 10 års uopsigelighed fra udlejers side.
Tilskud ydes ikke til vedligeholdelsesarbejde, men kun til køb, udvidelse og gennemgribende renovering i forbindelse med indflytning eller ombygning med henblik på ændret anvendelse eller væsentlig aktivitetsudvidelse. Vedligeholdelse af allerede erhvervede bygninger påhviler således den enkelte organisation.
Der ydes ikke støtte til projekter med samlede udgifter under kr. 100.000.
Tilskud ydes ikke til boligformål, bestyrerboliger, inspektørboliger eller lignende. I behandlingen af etableringsansøgninger, hvori der indgår boliglejemål, vil den anslåede værdi af disse lejemål blive fratrukket tilskudsgrundlaget. Der gives kun tilskud til mur- og nagelfast inventar og hårde hvidevarer mv.
5.2 Ansøgning
Ansøgning om tilskud skal indsendes til Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Scherfigsvej 5, 2100 København Ø. Der foreligger særlige ansøgningsskemaer, som skal anvendes. Ansøgningen skal fremsendes anbefalet eller afleveres personligt.
Ansøgning om tilskud sker på særligt skema i tre eksemplarer indeholdende følgende oplysninger:
Oversigt over anskaffelsessummen og dennes forventede finansiering
Driftsbudget
Kvalificeret opgørelse over den forventede egenudnyttelse
Tegninger
For at undgå overflødig sagsbehandling henstilles det, at ansøgningen først indsendes, når det anses for overvejende sandsynligt, at myndighedstilladelser, der ikke foreligger på ansøgningstidspunktet, vil kunne opnås.
5.3 Ansøgningsfrister
Ansøgninger om etableringstilskud skal være DUF i hænde hvert år senest den 1. juni og den 1. december (eller førstkommende hverdag, såfremt ansøgningsfristen falder på en lørdag, søndag eller helligdag).
Tipsungdomsnævnet kan i særlige tilfælde fastsætte andre frister for ansøgninger.
Ejendomskøb eller byggeprojekter må ikke iværksættes, før ansøgningen er indsendt. Igangsættelse af byggeri, køb af ejendom eller andre dispositioner vedrørende det af ansøgningen omfattede projekt, som sker inden bevillingen er bekræftet skriftligt, sker for ansøgerens egen regning og risiko.
5.4 Oplysninger om tilskudsgrundlaget
Alle oplysninger, der gives på ansøgningsskemaet, angives på tro og love. Der kan efter indgivelse af ansøgningen ikke forhøjes i tilskudsgrundlaget. Alle oplysninger skal angå hele det sidst afsluttede regnskabsår.
5.5 Egenudnyttelse
Modtagelse af etableringstilskud forudsætter mindst 50 % egenudnyttelse, dvs. at mindst 50 % af udnyttelsen ved de etablerede faciliteter er organisationens egne aktiviteter på landsplan eller beslægtede aktiviteter på landsplan tilrettelagt af andre børne- og ungdomsorganisationer, som modtager generelt driftstilskud eller rådighedstilskud efter disse regler (herunder også DUF). For ejendomme, som overvejende benyttes til landslejre, beregnes egenudnyttelsen i et rullende 5-års perspektiv.
5.6 Tilskud
DUF foretager en nærmere vurdering af projekterne såvel teknisk som økonomisk. I sagsbehandlingen indgår en bedømmelse af projektet ud fra følgende kriterier:
- Ejendommens anvendelse og udnyttelse.
- Projektets tekniske specifikationer.
- Anskaffelsessummen og dennes rimelighed i forhold til projektet/værdien af den købte ejendom og i forhold til foreningens størrelse og aktiviteter på landsplan.
- Driftsbudgettet.
- Sandsynligheden for at eventuel manglende myndighedstilladelse kan opnås.
DUF kan på denne baggrund nedsætte det ansøgte tilskudsgrundlag eller helt afvise at yde tilskud på det foreliggende grundlag.
Tilskuddet kan dog højst udgøre 50 % af de med projektet forbundne udgifter. Værdi af eget arbejde kan ikke indgå i tilskudsgrundlaget. Ved ejendomskøb skal købesummen omregnes til den kontante købesum.
5.7 Tilskudsregulering
Såfremt det færdige projekt bliver dyrere end den godkendte anskaffelsessum, sker der ingen forhøjelse af tilskuddet. Hvis de samlede tilskudsberettigede udgifter bliver lavere end den godkendte anskaffelsessum, sker der en forholdsmæssig reduktion af tilskuddet.
5.8 Projekter med flere etaper
Tilskud til dele af projekter som for eksempel etapebyggeri medfører ikke, at der af den grund bevillingsmæssigt er givet tilsagn om fremtidigt tilskud til de øvrige dele af projektet.
Tilskud til delprojekter forudsætter, at delprojektet i sig selv udgør en funktionel enhed, eller at organisationen kan dokumentere, at den øvrige del af projektet vil blive gennemført uafhængigt af etableringstilskud.
5.9 Tilbagebetalingsforpligtelse
Tilskuddet bevilges landsorganisationen på baggrund af projektet med pålæg til landsorganisationen og dens revisor om at underrette DUF med henblik på beløbets tilbagebetaling, såfremt den lejede eller erhvervede ejendom helt eller delvis sælges eller overgår til andet formål. Tilbagebetalingsforpligtelsen reduceres med 10 % årligt, således at det beløb, der skal tilbagebetales, nedsættes med 10 %. Nedskrivning af tilbagebetalingsforpligtelsen tager udgangspunkt i bevillingsåret. Denne tilbagebetalingsforpligtelse skal skriftligt bekræftes af organisationen og indsendes til DUF, inden det bevilgede beløb kan udbetales.
I overensstemmelse hermed skal landsorganisationens regnskab altid udvise de etableringstilskud, som organisationen gennem årene i alt har modtaget med angivelse af tilbagebetalingsforpligtelsens omfang og af hvilke ejendomme/lejemål, de hviler på. Denne tilbagebetalingsforpligtelse skal optages i regnskabet som langfristet gæld.
Såfremt egenudnyttelsen i 3 på hinanden følgende regnskabsår samlet set har ligget under 50 %, jf. stk. 5.5, kan DUF kræve etableringstilskuddet tilbagebetalt. For etableringstilskud, der er ydet før 1997, gælder følgende regler: For tilskud, der endnu ikke er nedskrevet, påbegyndes nedskrivningen fra 1997-regnskabet. For andre tilskud fortsættes nedskrivningen med 10 % årligt.
5.10 Igangsættelse
Igangsættelse af byggeriet/køb af ejendommen skal være sket inden 2 år, og sagen skal være endeligt afsluttet inden 3 år - begge dele regnet fra bevillingsskrivelsens datering - ellers bortfalder tilskuddet.
5.11 Udbetaling
Om udbetaling vedrørende tilskud til etablering af lokaler mv. gælder følgende regler:
- Køb af ejendom
Tilskuddet udbetales, når endeligt skøde er tinglyst uden præjudicerende retsanmærkninger, og de heri aftalte handelsvilkår er i overensstemmelse med forudsætningerne for tilskuddet.
- Nybyggeri
Tilskuddet udbetales, når ibrugtagningstilladelse (såfremt denne er påkrævet) og revideret og godkendt byggeregnskab foreligger. Dog kan der - på landsorganisationens begæring - ske ratevis udbetaling således:
a. 50 % af tilskuddet udbetales ved byggeriets igangsætning. Udbetaling forudsætter erklæring fra tilsynsførende arkitekt/ingeniør/hovedentreprenør om, at igangsætning er sket samt kopi af underskrevet entreprisekontrakt.
b. 40 % af tilskuddet udbetales, når bygningen er klar til brug. Udbetalingen forudsætter erklæring fra tilsynsførende arkitekt/ingeniør/hovedentreprenør om byggeriets færdiggørelse samt afholdt afleveringsforretning.
c. 10 % af tilskuddet udbetales, når ibrugtagningstilladelse og revideret og godkendt byggeregnskab foreligger.
- Ombygning
Samme regler som for nybyggeri, dog kan ratevis udbetaling af tilskud finde sted, når der foreligger erklæring om, at henholdsvis 50 %, 90 % og 100 % af arbejdet er udført.
T A K S T B I L A G
Generelt driftstilskud
- Grundtilskud
Alle tilskudsberettigede modtagere af generelt driftstilskud ydes et grundtilskud på kr. 525.000.
- Lokalforeningstilskud
Tilskud ydes i henhold til nedenstående skala. Organisationens tilskud beregnes som antallet af lokalforeninger i interval 1 x 12.500 + antallet af lokalforeninger i interval 2 x 4.500 + antallet af lokalforeninger i interval 3 x 1.300.
Et eksempel : Med 410 lokalforeninger udgør tilskuddet således (100 x 12.500) + (300 x 4.500) + (10 x 1.300) = 2.613.000.
- Medlemstilskud
Der ydes et tilskud på kr. 110,- pr. medlem op til og med de første 10.000 medlemmer. For eventuelle yderligere medlemmer ydes et tilskud på kr. 70,- pr. medlem.
Rådighedstilskud
100.000–600.000 kr.
Såfremt organisationen i det efterfølgende år opfylder tilskudskriterierne, kan tilskuddet maksimalt nedsættes med 30% i forhold til det foregående år.
Opstartstilskud
Max. 100.000 kr.
Takstregulering
Alle de anførte tilskud er de pr. 1. juni 2000 gældende satser.
Interval
Antal lokalforeninger
1 - 100
kr. 12.500
101 - 400
kr. 4.500
401-
kr. 1.300
Bilag 1 til bilag 1
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2000
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2000