Bekendtgørelse om bemyndigede organer
BEK nr 237 af 30/03/2000
§ 1
Denne bekendtgørelse fastsætter regler om de krav, som offentlige myndigheder og private foretagender skal opfylde for at kunne blive bemyndiget af Telestyrelsen efter § 16 i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, til at udføre opgaver i forbindelse med udarbejdelse af dokumentation for apparaters overensstemmelse som nævnt i § 13, stk. 1-2, i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold.
§ 2
Den offentlige myndighed eller det private foretagende, der ansøger om at være bemyndiget organ, skal enten være akkrediteret af Erhvervsfremme Styrelsen til prøvning i henhold til standarder i EN 45000 serien eller skal på anden måde dokumentere en tilsvarende ekspertise.
§ 3
De offentlige myndigheder og private foretagender, der ansøger om bemyndigelse til at udføre opgaver i forbindelse med erklæring om overensstemmelse med beskyttelseskravene, skal opfylde de mindstekrav, der fremgår af bilag 1, jf. § 13, stk. 1, i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold.
§ 4
De offentlige myndigheder og private foretagender, der ansøger om bemyndigelse til at udføre opgaver i forbindelse med erklæring om overensstemmelse med de væsentlige krav, skal opfylde de mindstekrav, der fremgår af bilag 2, jf. § 13, stk. 2, i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold.
§ 5
Den, der bemyndiges i medfør af § 16, jf. § 13, stk. 1-2, i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, er for så vidt angår denne virksomhed omfattet af bestemmelserne i forvaltningsloven og i lov om offentlighed i forvaltningen.
Offentlige myndigheder og private foretagender, der ansøger om bemyndigelse til at medvirke til certificering med henblik på fuld kvalitetssikring, skal som forudsætning herfor, til Telestyrelsen afgive erklæring om, at de vil forpligte sig til at overholde reglerne i bilag 10 til bekendtgørelse nr. 236 af 30. marts 2000 om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold.
§ 6
Bekendtgørelsen træder i kraft den 8. april 2000.
Bekendtgørelse nr. 739 af 13. august 1994 om bemyndigelse til godkendelse af kvalitetsstyringssystemer på teleterminalområdet ophæves.
Forskningsministeriet, den 30. marts 2000, den 30. marts 2000
/Birte Weiss Jane Eis Larsen/
Bilag 1
Minimumskriterier, som skal være opfyldt ved udpegning af bemyndigede organer til udførelse af opgaver som nævnt i § 13, stk. 1, i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold (til § 3)
- De skal råde over det nødvendige personale og apparatur.
- Personalet skal have teknisk kompetence og faglig og personlig integritet.
- Lederne og teknikerne skal med hensyn til de i direktivet omhandlede afprøvninger, rapporter, attester og overvågningsforanstaltninger være uafhængige af alle kredse, grupper og personer, der direkte eller indirekte har interesser på det pågældende produktområde.
- Personalet har tavshedspligt.
- Der skal tegnes en ansvarsforsikring, med mindre staten på grundlag af national ret påtager sig erstatningansvaret.
Bilag 2
Minimumskriterier, som skal være opfyldt ved udpegning af bemyndigede organer til udførelse af opgaver som nævnt i § 13, stk. 2, i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold (til § 4)
- Det bemyndigede organ, dets leder og det personale, som skal udføre de opgaver, som det bemyndigede organ har fået pålagt at gennemføre, må hverken være konstruktør, fabrikant, leverandør eller være beskæftiget med montage af radio- eller teleterminaludstyr eller være netoperatør eller tjenesteudbyder eller nogen af disse personers befuldmægtigede. De skal være uafhængige og må hverken deltage direkte i konstruktion, fabrikation, salg eller vedligeholdelse af radio- eller teleterminaludstyr eller repræsentere de parter, der er beskæftiget med disse aktiviteter. Dette udelukker ikke, at der kan udveksles tekniske oplysninger mellem fabrikant og det bemyndigede organ.
- Det bemyndigede organ og dets personale skal udføre de opgaver, som det bemyndigede organ har fået pålagt at gennemføre, med faglig integritet og teknisk kompetence på højeste plan og må ikke kunne påvirkes af nogen form for pression og incitamenter, navnlig af finansiel art, som kan få indflydelse på deres bedømmelse eller kontrolresultater, især fra personer eller grupper af personer, der har interesse i disse resultater.
- Det bemyndigede organ skal råde over det personale og besidde de faciliteter, som er nødvendige for, at det på fyldestgørende måde kan udføre det tekniske og administrative arbejde i forbindelse med de opgaver, det er udpeget til at udføre.
- Det personale, som skal udføre kontrol, skal have
en god teknisk og faglig uddannelse
tilstrækkeligt kendskab til de krav, der stilles til de prøvninger eller kontrolbesøg, der udføres, og en tilstrækkelig praktisk erfaring med sådanne prøvninger og kontrolbesøg
den nødvendige færdighed i at udarbejde attester, journaler og rapporter, som gengiver kontrolresultaterne.
- Det skal sikres, at kontrolpersonalet er uafhængigt. Aflønningen af den enkelte ansatte må hverken være afhængig af antallet af prøvninger eller kontrolbesøg eller af disse prøvningers eller kontrolbesøgs resultater.
- Det bemyndigede organ skal tegne en ansvarsforsikring, medmindre det privatretlige ansvar dækkes af staten i henhold til nationale retsregler, eller medmindre medlemsstaten selv er direkte ansvarlig.
- Det bemyndigede organs personale er bundet af tavshedspligt om alt, hvad det får kendskab til under udøvelsen af sin virksomhed (undtagen over for de kompetente administrative myndigheder i den medlemsstat, hvor det udøver sin virksomhed) i henhold til lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold samt regler udstedt i medfør heraf.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2000
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2000