TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om vejledning og tilmelding til ungdomsuddannelserne for elever i folkeskolen mv.

BEK nr 355 af 16/05/2000

DanmarkBekendtgørelse2000

§ 1

Folkeskoler, friskoler og private grundskoler, efterskoler, husholdningsskoler, håndarbejdsskoler og kommunale ungdomsskoler med heltidsundervisning vejleder eleverne på 9. og 10. klassetrin om ungdomsuddannelserne og om ansøgning om optagelse til uddannelserne.

§ 2

Tilmelding til de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne kan foretages ved et skema, der er fælles for ungdomsuddannelserne. Skemaet udarbejdes af Undervisningsministeriet og sendes til alle de i § 1 nævnte skoler.

Stk. 2

Andre undervisnings- og uddannelsesforløb, hvortil optagelse normalt sker i forlængelse af grundskolen eller 10. klassetrin, kan af Undervisningsministeriet indarbejdes i det fælles skema, hvorved de bliver omfattet af bestemmelsen i stk. 1.

§ 3

Eleverne skal senest den 15. marts aflevere skemaet til skolen. Som bilag til skemaet vedlægges en kopi af elevens uddannelsesplan.

Stk. 2

Skolen kontrollerer, at skemaet er fyldestgørende udfyldt og påfører skolens navn og de oplysninger, skolen i øvrigt skal give.

Stk. 3

Ønsker eleven at tilmelde sig flere uddannelser, anfører eleven sine ønsker i prioritetsorden. Eleven kan anføre indtil 3 forskellige uddannelser/aktiviteter og 3 forskellige institutioner for hver uddannelse.

§ 4

Skolen sender skemaet til den først prioriterede institution senest 4 arbejdsdage efter den 15. marts.

Stk. 2

Skemaet skal af skolen være påført prøve- eller standpunktskarakterer, hvis mindst en af de søgte uddannelser er en gymnasial ungdomsuddannelse.

§ 5

Hvis en elev ikke kan optages, jf. reglerne om optagelse i den pågældende uddannelse, videresendes skemaet hurtigst muligt i overensstemmelse med elevens angivelser om prioritetsorden på skemaet.

Stk. 2

Hvis der ikke senest den 1. maj er truffet afgørelse vedrørende en elevs optagelse, sendes kopi af skemaet med angivelse af det forventede afgørelsestidspunkt til orientering for de efterfølgende prioriteter.

§ 6

Tilmelding til en uddannelse i henhold til bestemmelserne i §§ 2-5 er samtidig en ansøgning om optagelse, hvis tilmeldingen indeholder de oplysninger, som er nødvendige for ansøgningens behandling.

Stk. 2

Erhvervsskolerne kan inden for reglerne om optagelse til de enkelte uddannelser stille krav til ansøgningens form og indhold, der afviger fra den fælles tilmeldingsblanket.

Stk. 3

De i § 1 nævnte skoler modtager materiale til brug for elevers optagelse fra erhvervsskoler i skolens lokalområde og fra amtsrådet i den amtskommune, hvor skolen er beliggende.

§ 7

Modtager en institution i henhold til §§ 4 eller 5 et tilmeldingsskema, der ikke opfylder kravene til en ansøgning fuldt ud, skal institutionen ved kontakt til eleven foranledige oplysningerne suppleret i nødvendigt omfang, før afgørelse om optagelse træffes og eventuel videresendelse efter § 5 foretages.

§ 8

Institutioner med de uddannelser, der er oplyst på tilmeldingsskemaet, skal på begæring meddele Undervisningsministeriet oplysninger om ansøgere til og optagne ved uddannelserne.

Stk. 2

Indberetning efter stk. 1 kan omfatte oplysninger, der fremgår af tilmeldingsskemaet, samt en eventuel indstilling til optagelsesprøve og angivelse af, hvorvidt optagelse har fundet sted.

§ 9

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2000. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1147 af 15. december 1992 om vejledning og om tilmelding til ungdomsuddannelserne for elever i folkeskolen m.v.


Undervisningsministeriet, den 16. maj 2000, den 16. maj 2000

/P.M.V.Ivan SørensenStyrelseschef Kirsten Krogstrup/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2000
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2000
Bekendtgørelse om vejledning og tilmelding til ungdomsuddannelserne for elever i folkeskolen mv. | TheLawyer.sh