Bekendtgørelse om renter af efterbetaling af dagpenge mv.
BEK nr 357 af 18/05/2000
§ 1
Denne bekendtgørelse skal anvendes, når et medlem ikke rettidigt har fået udbetalt en ydelse eller den skattefrie præmie efter lovens § 74k og § 75c, stk. 10-12, fra en anerkendt a-kasse. Bekendtgørelsen anvendes ikke på kursusgodtgørelse.
§ 2
Et medlem har ikke ret til renter, hvis den forsinkede eller manglende udbetaling af en forfalden ydelse skyldes forhold, som kan tilregnes medlemmet.
§ 3
Udbetales ydelser ikke i rette tid, forrentes beløbet fra forfaldsdagen med den aktuelt gældende morarente efter rentelovens § 5. Der beregnes ikke rente af morarenten. Renten beregnes i øvrigt efter principperne i renteloven.
Forfaldsdagen er den dispositionsdato, som a-kassen har fastsat, eller som er fastsat på anden vis. Der beregnes renter indtil det tidspunkt, hvor den forfaldne ydelse faktisk er udbetalt på en efterfølgende dispositionsdag.
Den foretagne beregning af renten skal ikke ændres, selv om morarenten ændres inden den første mulige dispositionsdag.
Den beregnede rente udbetales ikke, hvis det beregnede rentebeløb udgør mindre end højeste dagpenge for en dag for fuldtidsforsikrede.
A-kassen har ret til refusion af retmæssigt udbetalte renter af efterbetalingsbeløb, jf. lovens § 79, stk. 1.
§ 4
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2000.
Bekendtgørelsen har virkning for alle udbetalinger, der rettidigt kan finde sted den 1. juli 2000 eller senere.
§ 5
Der udarbejdes en vejledning til bekendtgørelsen.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2000
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2000