Bekendtgørelse om en særlig ydelse efter integrationsloven til udlændinge, der er varetægtsfængslet eller indsat til afsoning af straf i fængsel eller arresthus

Udlændinge, der er varetægtsfængslet eller indsat til afsoning i fængsel eller arresthus (indsatte), kan alene få udbetalt hjælp med de beløb, som fremgår af bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

For varetægtsfængslede kan hjælp efter § 2 normalt kun ydes, indtil der er faldet endelig dom i sagen.

En indsat, hvis bolig bør bevares af hensyn til den indsattes benyttelse heraf under udgang eller efter løsladelsen, har ret til hjælp til dækning af en rimelig boligudgift, hvis den pågældende ikke selv har indtægter eller formue, der kan dække udgifterne.

Hjælpen efter § 2 kan ikke overstige den indsattes andel af boligudgifterne.

I hjælpen fradrages den indsattes indtægter efter skat, i det omfang disse sammenlagt med hjælp efter §§ 2-4 og 6-8 overstiger det beløb, som den indsatte ville være berettiget til efter skat efter integrationslovens §§ 27, 27 a og 28 a.

Hvis den indsatte er gift, fradrages ægteparrets samlede indtægter efter skat, i det omfang disse overstiger det beløb, som de ville være berettiget til efter skat efter integrationslovens §§ 27, 27 a og 28 a.

Som indtægt betragtes bl.a. kostbeløb eller værdien af kost, selvforsørgelsesbeløb, grundtimeløn, stabilitetstillæg, kompetencetillæg og lignende, der udbetales eller ydes i fængsler eller arresthuse.

Ved beregning af hjælpen betragtes den indsatte kun som forsørger, hvis den pågældende har forsørgelsespligt og rent faktisk bidrager til forsørgelsen med et beløb, der mindst svarer til normalbidraget.

Hvis den forventede afsoningstid overstiger 6 måneder, skal kommunalbestyrelsen undersøge, om den indsattes boligbehov kan dækkes på anden måde end ved hjælp efter § 2, fx ved fremleje eller ved, at der på anden måde sikres den indsatte en bolig ved løsladelsen.

Ved udbetaling af ydelser efter denne bekendtgørelse finder reglerne i integrationslovens § 25, stk. 2-7, tilsvarende anvendelse. § 25, stk. 2-4, og stk. 5, 3. pkt., gælder dog kun for den indsattes ægtefælle.

Hvis den indsatte inden afsoningen har deltaget i den faktiske forsørgelse af et barn, og forsørgelsen under afsoningen overtages af en person, der modtager kontanthjælp eller introduktionsydelse, kan kommunalbestyrelsen, hvis der skønnes at være behov herfor, yde hjælp til den indsatte til forsørgelse af barnet. Hjælpen kan højest udgøre et beløb svarende til normalbidraget og er betinget af, at den indsatte faktisk bidrager til forsørgelsen med et beløb, der mindst svarer til den ydede hjælp.

Indsatte, der er sat i bidrag, er ikke omfattet af stk. 1.

Der kan ydes hjælp til dækning af udgifter ved samvær med børn under 18 år efter integrationslovens § 37.

Kommunalbestyrelsen kan i tilfælde, hvor der ikke ydes hjælp efter § 2, yde et beløb til dækning af opbevaring af bohave, hvis der skønnes at være behov herfor af hensyn til den indsattes tilværelse efter løsladelsen, og hvis betingelserne i integrationslovens § 35, stk. 1, i øvrigt er opfyldt.

Der kan ydes hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter, der er nødvendige for den indsattes tilværelse efter løsladelsen, hvis betingelserne i integrationslovens § 35, stk. 1, er opfyldt.

Hvis der ydes hjælp efter stk. 1 til etablering af bolig, kan hjælpen efter en konkret vurdering ydes kortere tid før løsladelsen, når det er nødvendigt for at sikre en bolig. Ved kortere tid forstås normalt 3 måneder eller derunder.

Hvis Kriminalforsorgen ved, at en udlænding, der er frihedsberøvet, modtager introduktionsydelse, skal Kriminalforsorgen give oplysning herom til den frihedsberøvedes bopælskommune senest 7 dage efter, at udlændingen er blevet frihedsberøvet.

Hjælpen efter denne bekendtgørelse medregnes ikke til den skattepligtige indtægt, jf. ligningslovens § 7 litra j.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2000.

Bekendtgørelse nr. 118 af 21. februar 2000 om en særlig ydelse efter integrationsloven til udlændinge, der er varetægtsfængslet eller indsat til afsoning i fængsel eller arresthus ophæves.

Indenrigsministeriet, den 21. juni 2000, den 21. juni 2000

/Karen Jespersen Peter S. Willadsen/