Bekendtgørelse om tilskud efter sygesikringsloven til kiropraktisk behandling
BEK nr 584 af 22/06/2000
§ 1
Den offentlige sygesikring yder tilskud til kiropraktisk behandling ved kiropraktor.
§ 2
Tilskud til personer i sygesikringsgruppe 1 er betinget af, at de søger en kiropraktor, der er tilsluttet den gældende landsoverenskomst mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Dansk Kiropraktor-Forening.
§ 3
Betalingstakster for de sikrede og de nærmere vilkår for hjælpens ydelse fastsættes i overenskomst mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Dansk Kiropraktor-Forening. Overenskomsten skal godkendes af sundhedsministeren efter sygesikringslovens § 26.
§ 4
Tilskud til både gruppe 1-sikrede og gruppe 2-sikrede ydes for indtil 5 ydelsesenheder og 1 røntgenundersøgelse inden for 12 på hinanden følgende måneder. For patienter, der modtager supplerende ydelser som led i en forebyggende sammenhæng, ydes dog tilskud for indtil 6 ydelsesenheder inden for 12 på hinanden følgende måneder.
For patienter, der har kroniske lidelser i bevægeapparatet, ydes tilskud uden begrænsning i antallet af tilskudsberettigede ydelsesenheder.
Nærmere retningslinier for afgrænsningen af den personkreds, der er omfattet af stk. 2, fastsættes i overenskomst mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Dansk Kiropraktor-Forening.
§ 5
Sygesikringen yder et tilskud på 47 kr. pr. ydelsesenhed. Til røntgenundersøgelse yder sygesikringen et tilskud på 100 kr. De anførte beløb reguleres i henhold til de i godkendt overenskomst fastsatte regler.
Såvel gruppe 1-sikrede som gruppe 2-sikrede betaler direkte til kiropraktoren den del, det påhviler patienten at betale. Tilskud til gruppe 2-sikrede, der søger kiropraktor, som ikke er tilsluttet den gældende landsoverenskomst, udbetales af kommunalbestyrelsen ved fremsendelse af kvitteret regning. I intet tilfælde ydes mere end regningens beløb.
§ 6
Amtsrådet, Københavns magistrat og Frederiksberg kommunalbestyrelse kan i henhold til § 2 i overenskomsten mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Dansk Kiropraktor-Forening indgå aftale om udvidelse af antallet af tilskudsberettigede ydelsesenheder ud over det antal, der er fastsat i § 4, stk. 1.
§ 7
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2000. Samtidig ophæves Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1257 af 19. december 1996 om tilskud efter sygesikringsloven til kiropraktisk behandling.
Sundhedsministeriet, den 22. juni 2000, den 22. juni 2000
/Sonja Mikkelsen Margit Ulmer/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2000
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2000