Bekendtgørelse om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse
BEK nr 670 af 11/07/2000
§ 1
Arbejde og indtægter medfører fradrag i følgende ydelser:
- Dagpenge, der udbetales i dagpengeperioden.
- Dagpenge, der udbetales i aktivperioden.
- Dagpenge, der udbetales i aktivperioden sideløbende med jobtræning.
- Orlovsydelse til uddannelse, der udbetales efter lov om orlov.
- Praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse, der udbetales efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
- Orlovsydelse til børnepasning, der udbetales efter lov om orlov.
§ 2
Ved arbejde forstås i denne bekendtgørelse aktiviteter, som enten medfører indtægt eller efter sin art normalt medfører indtægt.
Arbejde, der udføres af et medlem i en periode, hvor medlemmet modtager en ydelse efter § 1, medfører fradrag. Dette gælder også arbejde uden for normal arbejdstid og på helligdage samt arbejde, der udføres uden for medlemmets normale faglige område. Ulønnet arbejde medfører også fradrag, jf. dog §§ 4 og 19.
Fradraget sker på det tidspunkt, hvor arbejdet udføres.
§ 3
Udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse medfører fradrag efter reglerne i bekendtgørelse om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.
Fradraget sker på det tidspunkt, hvor arbejdet udføres.
§ 4
Ved frivilligt, ulønnet arbejde forstås i denne bekendtgørelse arbejde, som et medlem udfører for frivillige organisationer, foreninger eller lignende. Arbejdet skal udføres, uden at medlemmet er underlagt sædvanlige ansættelsesretlige pligter. Frivilligt, ulønnet arbejde kan kun udføres, hvis det foregår i Danmark og ikke har forbindelse med privat erhvervsvirksomhed.
Et medlem kan uden fradrag udføre frivilligt, ulønnet arbejde, der ikke kan udbydes som almindeligt lønarbejde.
Et medlem kan uden fradrag udføre frivilligt, ulønnet arbejde, der kan udbydes som almindeligt lønarbejde, i op til 4 timer om ugen. De 4 timer regnes som et gennemsnit over en udbetalingsperiode. Arbejde herudover medfører fradrag. Arbejdet må ikke vedrøre primær drift eller vedligeholdelse.
Et medlem, der modtager ydelser, jf. § 1, og som udfører frivilligt, ulønnet arbejde, skal skriftligt oplyse a-kassen om arbejdets art og varighed, samt hvilken organisation, forening eller lignende, der arbejdes for.
Fradraget efter stk. 3 sker på tidspunktet, hvor arbejdet udføres.
§ 5
Ydelser kan ikke udbetales til et medlem, der som selvbygger eller medbygger deltager i at opføre eller ombygge egen bolig mv., jf. dog stk. 2. Ydelser kan igen udbetales, når den personlige medvirken i byggeriet er ophørt.
Ved mindre byggearbejder i egen bolig kan et medlem bevare retten til ydelser. Der skal dog ske fradrag for de timer, der anvendes på arbejdet.
Almindelig vedligeholdelse og reparation af egen bolig medfører ikke fradrag.
Fradraget efter stk. 2 sker på det tidspunkt, hvor arbejdet udføres.
§ 6
Ved indtægter forstås i denne bekendtgørelse løn, rådighedsløn, honorarer mv. Indtægterne medfører fradrag, selv om der ikke udføres arbejde i den periode, indtægterne dækker.
Indtægter, der træder i stedet for de indtægter, der er nævnt i stk. 1, herunder erstatning for tabt arbejdstjeneste og fratrædelsesgodtgørelse, medfører også fradrag.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 anvendes både på engangsbeløb og løbende indtægter.
Fradraget sker for den periode, indtægterne dækker.
§ 7
Indtægter, som et medlem modtager for at udføre borgerlige ombud og offentlige og private hverv, medfører fradrag.
Indtægter, som et medlem modtager for hverv som vidne, nævning, domsmand, lægdommer eller tilforordnet ved valg, medfører ikke fradrag.
Indtægter, som et medlem af en kommunalbestyrelse og et amtsråd modtager for hverv efter de kommunale styrelseslove, medfører ikke fradrag.
Indtægter, som et medlem modtager for hverv som borgmester, rådmand eller udvalgsformand, medfører fradrag.
Fradraget efter stk. 1 og 4 sker for den periode, indtægterne dækker.
§ 8
Løbende udbetaling af pension (inklusive tillæg), som er led i et tidligere ansættelsesforhold og er af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager til pensionen, medfører fradrag.
Løbende udbetaling af pension, som har forbindelse med en arbejdsperiode i udlandet, medfører fradrag.
Løbende udbetaling af pension og pensionslignende ydelser til et medlem, der tidligere har været borgmester, udvalgsformand, rådmand, medlem af Folketinget eller Europaparlamentet mv., medfører fradrag.
Løbende udbetaling fra en tidligere arbejdsgiver af beløb, som kan sidestilles med pension, medfører fradrag. Dette gælder, uanset om beløbet udbetales løbende efter arbejdsophøret eller som supplement til dagpengene.
Fradraget sker for den periode, pensionen eller beløbet dækker.
§ 9
Indtægter fra førsteudsendelse og indtægter fra genudsendelse, genopførelse og anden form for genanvendelse af bøger, fotografier, teaterstykker, film mv. medfører fradrag. Der skal dog kun ske fradrag, hvis indtægten stammer fra arbejde inden for medlemmets sædvanlige arbejdsområde, hvor genanvendelser mv. er normale.
Licensafgifter, biblioteksafgifter, Koda/Gramex-afgifter, royalties og lignende rettigheder medfører ikke fradrag.
Fradrag efter stk. 1 sker på det tidspunkt, hvor indtægterne modtages.
§ 10
Legater medfører fradrag, hvis der er knyttet en arbejdspligt til legaterne.
Fradraget sker for den periode, indtægterne dækker.
§ 11
Der sker ikke fradrag for arbejdsfrie indtægter, herunder:
- Kapitalpensioner og kapitalforsikringer.
- Indtægter fra opsparings- og forsikringsordninger (herunder livrenter), der er uden forbindelse med et arbejdsforhold.
- Ydelser efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og udbetalinger efter lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
- Pension efter ægtefælle eller samlever.
- Førtidspension inklusive tillæg, invaliditetsydelse og efterlevelsespension efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
- Erstatninger, herunder erstatninger efter lov om sikring mod følger af arbejdskade.
- Krigserstatning, renteudbetaling til besættelsestidens ofre og hædersgaver.
- Livsvarige ydelser på finansloven til kunstnere og deres efterladte.
- Efterløn efter funktionærlovens § 8, efterindtægt efter kapitel 6 i lov om tjenestemandspension, godtgørelse for usaglig afskedigelse efter hovedaftalens § 4, stk. 3, og funktionærlovens § 2 b mv., fratrædelses- godtgørelse efter funktionærlovens § 2 a og godtgørelse efter ligebehandlingsloven.
- Indtægter ved salg af erhvervsvirksomhed og fast ejendom.
- Forpagtningsafgift og indtægt ved udlejning, der ikke kan betragtes som erhvervsmæssig, og overskud af egen bolig.
- Renter, aktieudbytte og lignende, arv, gaver og gevinster.
- Underholdsbidrag.
§ 12
Tantieme, gratiale, bonus, opsparet søgnehelligdagsbetaling og lignende udbetalinger, som vedrører et arbejdsforhold, medfører ikke fradrag.
Et beløb, som modtages fra en arbejdsgiver, medfører ikke fradrag, hvis lønmodtageren
- har orlov fra arbejdsforholdet, og
- fra arbejdsgiveren efter aftale får udbetalt et supplement til orlovsydelsen.
§ 13
Beregning af fradrag, herunder belægning af dagpengekortet, sker efter reglerne i bekendtgørelse om supplerende dagpenge.
Timetallet, der skal ske fradrag for efter §§ 6-10, beregnes ved omregning af indtægterne med omregningssatsen.
Ved beregning af fradrag for indtægter efter § 8, stk. 2, omregnes den udenlandske pensionsudbetaling med den officielle valutakurs den første hverdag i udbetalingsperioden.
Fradrag for arbejde ved selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse sker efter reglerne i bekendtgørelse om bibeskæftigelse, jf. § 3.
- Dagpenge ved jobtræning/individuel jobtræning i dagpengeperioden - timefradrag
§ 14
Et medlem, der i dagpengeperioden, jf. § 52 a, stk. 1, eller § 55, stk. 1, modtager dagpenge, og som deltager i jobtræning eller individuel jobtræning, skal have fradrag i dagpengene for såvel timerne fra jobtræningen eller den individuelle jobtræning som for andre indtægter og andet arbejde.
- Dagpenge ved jobtræning/individuel jobtræning i aktivperioden - timefradrag
§ 15
Et medlem, der i aktivperioden, jf. § 52, stk. 2, eller § 55, stk. 2, modtager dagpenge og deltager i jobtræning eller individuel jobtræning, har ret til at modtage et dagpengebeløb, der sammenlagt med indtægten fra jobtræningen svarer til højeste dagpenge.
Et medlem har ret til et supplerende dagpengebeløb efter stk. 1, uanset at medlemmet er omfattet af et opsigelsesvarsel i jobtræningen eller den individuelle jobtræning. Indtægten fra jobtræningen nedsættes med arbejdsmarkedsbidraget.
Fradrag for andet arbejde og andre indtægter i det supplerende dagpengebeløb sker på baggrund af et timefradrag efter reglerne i § 13. Fradraget udgør pr. time 1/37 af dagpengenes højeste beløb for en uge.
- Orlovsydelse til uddannelse og uddannelsesgodtgørelse - timefradrag
§ 16
Beregning af fradrag, herunder belægning af ydelseskortet for sygdom med sygedagpenge, ferie og betaling for G-dage, sker efter reglerne i bekendtgørelse om supplerende dagpenge.
Timetallet, der sker fradrag for efter §§ 6-10, beregnes ved omregning af indtægterne med omregningssatsen.
Ved beregning af fradrag for indtægter efter § 8, stk. 2, omregnes den udenlandske pensionsudbetaling med den officielle valutakurs den første hverdag i udbetalingsperioden.
Fradrag for arbejde ved selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, jf. § 3, sker efter reglerne i bekendtgørelse om bibeskæftigelse.
§ 17
Hvis der til en uddannelse er knyttet løn, og den er lavere end uddannelsesgodtgørelsen eller orlovsydelsen til uddannelse, fradrages lønnen, så medlemmet i alt får et beløb, der svarer til uddannelsesgodtgørelsen eller orlovsydelsen til uddannelse. Lønnen nedsættes forinden med arbejdsmarkedsbidraget.
Fradrag for andet arbejde og andre indtægter i den supplerende orlovsydelse eller den supplerende uddannelsesgodtgørelse sker på baggrund af et timefradrag efter reglerne i § 16. Fradraget udgør pr. time 1/37 af orlovsydelsen eller uddannelsesgodtgørelsen.
§ 18
Beregning af fradrag, herunder belægning af ydelseskortet for sygdom, ferieafholdelse og betaling af G-dage, sker efter reglerne i bekendtgørelse om supplerende dagpenge.
Timetallet, der skal ske fradrag for efter §§ 6-10, beregnes ved omregning af indtægterne med omregningssatsen.
Ved beregning af fradrag for indtægter efter § 8, stk. 2, omregnes den udenlandske pensionsudbetaling med den officielle valutakurs den første hverdag i udbetalingsperioden.
Fradrag for arbejde ved selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, jf. § 3, sker efter reglerne i bekendtgørelse om bibeskæftigelse.
§ 19
Beregning af fradrag for arbejde og indtægter efter § 2 og §§ 6-10 sker krone-for-krone i orlovsydelsen. Indtægten nedsættes forinden med arbejdsmarkedsbidraget.
Hvis lønindtægten ikke er kendt på tidspunktet, hvor oplysningerne skal gives til a-kassen, beregner a-kassen et fradrag i orlovsydelsen for et beløb, der svarer til det beskæftigede antal timer ganget med omregningssatsen.
Fradrag for arbejde ved selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, jf. § 3, beregnes som det antal timer, der skal medføre fradrag efter reglerne i bekendtgørelse om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, ganget med omregningssatsen.
Arbejde som selvbygger og medbygger, der overstiger, hvad der kan sammenlignes med almindelig vedligeholdelse og reparation af egen bolig, jf. § 5, stk. 3, medfører fradrag. Fradraget beregnes som det anvendte timetal, jf. § 5, stk. 2, ganget med omregningssatsen.
Indtægter i form af sygedagpenge og betaling for G-dage fradrages krone-for-krone.
Der skal ske belægning af ydelseskortet, når medlemmet holder ferie. Reglerne i bekendtgørelse om supplerende dagpenge følges.
§ 20
Et medlem, der modtager etableringsydelse, kan fra 3. januar 2000 tjene 30.900 kr. om året ved andet arbejde mv., uden at det medfører fradrag i etableringsydelsen. Beløbet reguleres én gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, og beløbet afrundes til nærmeste 100 kr.
Det fradragsfrie beløb nedsættes, hvis medlemmet ikke modtager etableringsydelse et helt kalenderår. Nedsættelsen sker ved, at det fradragsfrie beløb reduceres med 1/52 for hver hele uge, hvor medlemmet ikke er på etableringsydelse.
§ 21
Ved opgørelsen af det fradragsfrie beløb medtages alle indtægter fra arbejde mv., der medfører fradrag efter §§ 2 og 3 og §§ 5-10. Indtægterne nedsættes med arbejdsmarkedsbidraget.
Hvis indtægten ikke kendes på tidspunktet, hvor oplysningerne skal gives til a-kassen, beregner a-kassen et beløb, der indgår i det fradragsfrie beløb. Beløbet svarer til antallet af arbejdstimer, der er anvendt på arbejdet, ganget med omregningssatsen.
Udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, jf. § 3, indgår i det fradragsfrie beløb, medmindre der gives etableringsydelse til den selvstændige virksomhed. Det antal timer, der medfører fradrag efter reglerne i bekendtgørelse om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, ganges med omregningssatsen.
Arbejde som selvbygger eller medbygger, der udføres i et omfang, der overstiger, hvad der kan sammenlignes med almindelig vedligeholdelse og reparation af egen bolig, jf. § 5, stk. 3, indgår i det fradragsfrie beløb. Fradraget sker efter reglen i stk. 2.
§ 22
Når indtægten fra andet arbejde mv. overstiger det fradragsfrie beløb i § 20, skal der ske fradrag i etableringsydelsen for andet arbejde og andre indtægter, jf. §§ 2-10. Fradraget sker efter reglerne i § 13.
Udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse medfører dog ikke fradrag, hvis der gives etableringsydelse til den selvstændige virksomhed. Fradraget sker efter reglerne i bekendtgørelse om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.
Ydelseskortet belægges, hvis medlemmet er syg, holder ferie eller modtager betaling for G-dage efter reglerne i § 13.
Når indtægten overstiger det fradragsfrie beløb, og medlemmet ikke kan anses for ophørt som selvbygger eller medbygger, kan medlemmet ikke længere modtage etableringsydelse.
§ 23
Bekendtgørelsen træder i kraft den 21. august 20001).
Samtidig ophæves
- bekendtgørelse nr. 447 af 31. maj 1996 om fradrag i dagpenge for personer, der deltager i jobtræning eller i individuel jobtræning og fradrag i ydelser i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om orlov,
- bekendtgørelse nr. 250 af 3. april 1997 om ændring af bekendtgørelse om fradrag i dagpenge for personer, der deltager i jobtræning eller i individuel jobtræning og fradrag i ydelser i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om orlov,
- bekendtgørelse nr. 69 af 27. januar 2000 om ændring af bekendtgørelse om fradrag i dagpenge for personer, der deltager i jobtræning eller i individuel jobtræning og fradrag i ydelser i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om orlov, og
- bekendtgørelse nr. 438 af 9. juni 1999 om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2000
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2000