TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om lektorbedømmelse ved seminarier, der uddanner lærere til folkeskolen

BEK nr 719 af 21/07/2000

DanmarkBekendtgørelse2000

§ 1

Kvalifikationsbedømmelse af seminarieadjunkter, der ønsker at overgå til ansættelse som seminarielektor, foregår efter reglerne i §§ 2-4.

Stk. 2

Ansøgning om lektorbedømmelse indsendes af adjunkten via ansættelsesseminariet til et bedømmelsesudvalg, jf. § 2, stk 1 og 3.

§ 2

Undervisningsministeriet nedsætter i hvert af læreruddannelsens fag bortset fra praktik bedømmelsesudvalg af fagligt-pædagogisk kyndige personer. Udvalgene har til opgave at foretage lektorbedømmelse af adjunkter, der ansøger om lektorbedømmelse i et af disse fag.

Stk. 2

Lektorbedømmelsesudvalg efter stk. 1 nedsættes efter indstilling fra censorformandskabet for læreruddannelsen. Hvert bedømmelsesudvalg består af ét medlem (formand), der udpeges blandt fagets censorer, og ét medlem, der er ansat ved en uddannelsesinstitution for lange videregående uddannelser. Der udpeges en suppleant for hvert af de to medlemmer.

Stk. 3

Til bedømmelse af adjunkter, der søger om lektorbedømmelse i andre uddannelsesopgaver end undervisning i læreruddannelsens fag, jf. stk. 1, kan Undervisningsministeriet nedsætte yderligere bedømmelsesudvalg. Der kan dog kun foretages lektorbedømmelse på grundlag af uddannelsesopgaver, der er på mindst samme niveau som læreruddannelsen, og som indgår i en uddannelse, som seminariet har Undervisningsministeriets godkendelse til at udbyde.

Stk. 4

Hvertbedømmelsesudvalg efter stk. 3 består af ét medlem (formand), der er ansat ved et lærerseminarium, og ét udefra kommende medlem. Der udpeges en suppleant for hvert af de to medlemmer.

Stk. 5

Udvalgene nedsættes for en periode af 4 år ad gangen, sammenfaldende med beskikkelsesperioden for censorerne ved læreruddannelsen. Udvalgene efter stk. 3 kan dog nedsættes ad hoc.

Stk. 6

Når et udvalg træder i funktion, tiltrædes det af yderligere ét medlem, udpeget af det seminarium, hvor adjunkten er ansat. Medlemmer af bestyrelsen, rektor eller souschef for det seminarium, hvor adjunkten er ansat, kan ikke udpeges til medlem af bedømmelselsesudvalget eller deltage som udpeget efter stk. 2 eller 4.

Stk. 7

I udvalgene kan kun indtræde lektorer eller andre personer, der må anses for at være kvalificeret på samme niveau som lektorer.

Stk. 8

Seminariet meddeler adjunkten udvalgets endelige sammensætning, når medlemmet i henhold til stk. 6 er udpeget. Adjunkten kan inden for en frist på 8 kalenderdage over for Undervisningsministeriet gøre indsigelse begrundet i inhabilitet hos et eller flere af udvalgets medlemmer. Undervisningsministeriet træffer herefter afgørelse i sagen.

§ 3

Adjunkten skal i sin ansøgning om lektorbedømmelse beskrive og dokumentere sine kvalifikationer, jf. stk. 2. Udvalget kan indhente en udtalelse om adjunktens faglige niveau, undervisningsmæssige kvalifikationer og deltagelse i udviklingsarbejde m.v. fra ansættelsesseminariet. Udvalget kan med adjunktens samtykke tillige indhente tilsvarende udtalelse fra tidligere ansættelsessteder. I ansættelsesstedets udtalelse kan indgå tilkendegivelser af faglig og pædagogisk art fra studerende og fra adjunktens kolleger. Udvalget kan indkalde adjunkten til en samtale.

Stk. 2

Bedømmelsesudvalget afgiver en motiveret helhedsvurdering af, om adjunkten må antages at kunne løse de arbejdsopgaver, der påhviler lektorer ved lærerseminarier. I bedømmelsen indgår adjunktens didaktiske overvejelser over planlagte og gennemførte undervisningsforløb og over deltagelse i forsøgs- og udviklingsarbejde på seminariet og i relation til folkeskolen. Pædagogisk-administrativt arbejde ved seminariet indgår ligeledes i bedømmelsen. Eventuelt andet arbejde med formidling, videnskabelige arbejder og erfaring fra andet uddannelsesarbejde indgår.

Stk. 3

Sker bedømmelsen i henhold til § 2, stk. 3, finder bestemmelserne i stk. 1 og 2, tilsvarende anvendelse.

Stk. 4

Senest 2 måneder og 2 uger efter, at adjunkten har indgivet sin ansøgning om bedømmelse, sender formanden for udvalget på udvalgets vegne et bedømmelsesudkast til adjunkten. Hvis udvalget som grundlag for sin bedømmelse har inddraget andet materiale end det af adjunkten indsendte, jf. stk. 1, skal adjunkten gøres bekendt hermed. Adjunkten kan inden for en frist på 8 kalenderdage fra modtagelsen af udkastet sende kommentarer til udkastet vedrørende faktuelle uoverensstemmelser mellem bedømmelsesgrundlaget og bedømmelsesudkastet til formanden.

Stk. 5

Formanden for bedømmelsesudvalget meddeler senest 3 måneder efter, at ansøgningen er indgivet, resultatet af bedømmelsen til adjunkten og seminariet.

§ 4

Bedømmer et flertal af udvalget adjunkten som kvalificeret til lektoransættelse, overgår adjunkten til lektoransættelse ved udløbet af den igangværende adjunktansættelse.

§ 5

Ved direkte ansættelse som lektor af en ansøger, der ikke i forvejen er lektorbedømt, skal der finde lektorbedømmelse sted, jf. §§ 2 - 3.

§ 6

En positiv lektorbedømmelse efter denne bekendtgørelse kvalificerer til lektoransættelse ved ethvert lærerseminarium.

§ 7

Klager over afgørelser truffet i henhold til denne bekendtgørelse kan indbringes for Undervisningsministeriet, når klagen vedrører retlige spørgsmål.

Stk. 2

Fristen for indgivelse af klage er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende, jf dog § 2, stk. 8, 2. pkt.

§ 8

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2000 og har virkning for lærere, der er ansat første gang ved et lærerseminarium efter den 31. juli 1992.

Stk. 2

Allerede nedsatte bedømmelsesudvalg fungerer perioden ud.

Stk. 3

Seminarieadjunkter/-lektorer, der er eller har været ansat før den 1. august 1992, og som sammmenlagt har under 6 års ansættelse ved lærerseminarierne, kan dog efter egen anmodning lektorbedømmes efter reglerne i §§ 2-3 og § 5.

Stk. 4

Bekendtgørelse nr. 214 af 26. marts 1992 om lektorbedømmelse ved seminarier, der uddanner lærere til folkeskolen, ophæves.


Undervisningsministeriet, den 21. juli 2000, den 21. juli 2000

/Sten Grambyefg. Styrelseschef Kirsten Lippert/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2000
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2000