TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om Bovin Spongiform Encephalopati (BSE) og scrapie

BEK nr 929 af 10/10/2000

DanmarkBekendtgørelse2000

§ 1

Bekendtgørelsen fastsætter bestemmelser for bekæmpelse af BSE hos kvæg og scrapie hos får eller geder.

Stk. 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Relevant materiale: hjernestamme udtaget gennem foramen magnum.
  1. Forarbejdningsvirksomhed: virksomhed godkendt i henhold til bekendtgørelse om forarbejdning og bortskaffelse af specificeret risikomateriale.
  1. Slagteri: slagteri autoriseret i henhold til bekendtgørelse om autorisation m.v. ved behandling og salg af fødevarer m.v. samt kontrolmærkning af animalske fødevarer til slagtning af kvæg eller får.

§ 2

Den, der har en kvægbesætning i sin varetægt, skal ved mistanke om, at BSE forekommer i besætningen, jf. stk. 2, tilkalde en dyrlæge.

Stk. 2

Mistanke om forekomst af BSE kan blandt andet foreligge, når der hos kvæg over 20 måneder forekommer:

  1. Adfærdsmæssige eller neurologiske forstyrrelser, der varer i mindst 15 dage, og som er upåvirkede af behandling.
  1. Døende dyr uden tegn på infektiøs eller traumatisk årsag.
  1. Dyr, der viser andre progressive sygdomstegn.

§ 3

Tilkaldes en dyrlæge på grund af mistanke om BSE, eller får en dyrlæge i øvrigt i forbindelse med sit arbejde mistanke om forekomst af BSE, skal dyrlægen snarest foretage en undersøgelse af besætningen med henblik på at konstatere, om noget dyr er angrebet af sygdommen. Såfremt mistanken herefter ikke kan afvises, skal dyrlægen straks underrette fødevareregionen om tilfældet med angivelse af sygdomsanamnese. Dette gælder også, såfremt dyret allerede er dødt.

Stk. 2

Såfremt dyret er levende, men må anses for uhelbredeligt, skal dyrlægen aflive dyret. Dyrlægen skal så vidt muligt aflive dyret medicinsk.

§ 4

Den, der har en fåre- eller gedebesætning i sin varetægt, skal ved mistanke om, at scrapie forekommer i besætningen, jf. stk. 2, tilkalde en dyrlæge.

Stk. 2

Mistanke om forekomst af scrapie kan blandt andet foreligge, når der hos får eller geder over 12 måneder forekommer:

  1. Adfærdsmæssige eller neurologiske forstyrrelser, der varer i mindst 15 dage, og som er upåvirkede af behandling.
  1. Kløe af ikke påviselig årsag.
  1. Døende dyr uden tegn på infektiøs eller traumatisk årsag.
  1. Dyr, der viser andre progressive sygdomstegn.

§ 5

Tilkaldes en dyrlæge på grund af mistanke om scrapie, eller får en dyrlæge i øvrigt i forbindelse med sit arbejde mistanke om forekomst af scrapie, skal dyrlægen snarest foretage en undersøgelse af besætningen med henblik på at konstatere, om noget dyr er angrebet af sygdommen. Såfremt mistanken herefter ikke kan afvises, skal dyrlægen straks underrette fødevareregionen om tilfældet med angivelse af sygdomsanamnese.

Stk. 2

Såfremt dyret er levende, men må anses for uhelbredeligt, skal dyrlægen aflive dyret medicinsk.

§ 6

Det påhviler dyrlægen hurtigst muligt at indsende hovedet fra de i § 2 og § 4 omhandlede dyr til undersøgelse på Statens Veterinære Serumlaboratorium. Dyrlægen skal samtidig orientere Statens Veterinære Serumlaboratorium om indsendelsen. Dyrlægen skal mærke resten af dyret og lade det transportere til en forarbejdningsvirksomhed.

Stk. 2

Alternativt kan dyrlægen vælge at lade dyret transportere til en forarbejdningsvirksomhed, med henblik på frigørelse af hovedet til undersøgelse på Statens Veterinære Serumlaboratorium. Dyrlægen på forarbejdningsvirksomheden skal orientere Statens Veterinære Serumlaboratorium om indsendelsen.

§ 7

Dyr, der er mistænkt for at være angrebet af BSE eller scrapie, skal fortsætte med at være mistænkt, indtil mistanken afkræftes efter Fødevaredirektoratets vurdering.

§ 8

Dyr skal anses for angrebet af BSE eller scrapie, når sygdommen er påvist ved undersøgelse af materiale af dyr på Statens Veterinære Serumlaboratorium eller på et af dette udpeget laboratorium.

§ 9

Fra en besætning, der indeholder et BSE-mistænkt dyr, og som ikke har indkøbt og solgt dyr til levebrug, må andre dyr kun flyttes fra ejendommen, såfremt de føres til slagtning eller til en forarbejdningsvirksomhed efter fødevareregionens anvisning.

Stk. 2

Er et BSE-mistænkt eller angrebet dyr indkøbt til besætningen for mindre end 20 måneder siden, skal dyrets oprindelsesbesætning opspores og dyrene heri anses for mistænkt for at være angrebet af BSE.

Stk. 3

Er et BSE-mistænkt eller angrebet dyr indkøbt for mere end 20 måneder siden, skal dyr i den nuværende besætning, samt dyr i oprindelsesbesætningen, anses for mistænkt for at være angrebet af BSE.

Stk. 4

Dyr solgt fra en besætning, som er mistænkt for eller angrebet af BSE, skal opspores og anses for mistænkt for at være angrebet af BSE.

Stk. 5

Dyr, som anses for mistænkt for at være angrebet af BSE i henhold til stk. 2, 3, eller 4, må kun flyttes fra ejendommen, såfremt de føres til slagtning eller til en forarbejdningsvirksomhed efter fødevareregionens anvisning.

Stk. 6

Fra dyr omfattet af stk. 1, 2, 3, 4, eller 5, som enten føres til slagtning eller til en forarbejdningsvirksomhed, skal der udtages relevant materiale, som skal indsendes til Statens Veterinære Serumlaboratorium til undersøgelse for BSE. Slagtede dyr vil først kunne frigives til konsum, når undersøgelsen for BSE i det mistænkte dyr er tilendebragt med negativt resultat. I modsat fald skal kroppene føres til en forarbejdningsvirksomhed.

§ 10

Dyr fra en besætning, der er angrebet eller mistænkt for at være angrebet af scrapie, må kun flyttes fra ejendommen, såfremt de føres til slagtning eller til en forarbejdningsvirksomhed efter fødevareregionens anvisning. Slagtede dyr vil først kunne frigives til konsum, når undersøgelsen for scrapie i det mistænkte dyr er tilendebragt med negativt resultat. I modsat fald skal kroppene føres til en forarbejdningsvirksomhed.

§ 11

Dyr i en besætning, hvori der er påvist BSE eller scrapie, herunder dyr som er omfattet af § 9, stk. 2-4, kan påbydes øremærket med et af Fødevaredirektoratet i den anledning godkendt øremærke.

§ 12

Fødevareregionen kan påbyde rensning og desinfektion af bygninger, anlæg og maskiner samt speciel behandling af gødning på den ejendom, hvor der har været forekomst af BSE eller scrapie. Endvidere kan fødevareregionen om nødvendigt påbyde nedpløjning eller pålægge andre restriktioner vedrørende ejendommens græsningsareal.

§ 13

Fødevaredirektoratet afholder udgifter til:

  1. den i § 3, stk. 2, og § 5, stk. 2, omhandlede aflivning,
  1. frigørelse af hovedet, jf. § 6, og indsendelse af dette til Statens Veterinære Serumlaboratorium,
  1. transport til forarbejdningsvirksomhed, jf. § 6,
  1. undersøgelsen for BSE og scrapie på Statens Veterinære Serumlaboratorium, jf. § 6 og § 9, stk. 6.

§ 14

Fødevaredirektoratet yder ejeren en erstatning for det mistænkte dyr, jf. bekendtgørelse nr. 239 af 12. april 1991 om udgifter og erstatning ved bekæmpelse og forebyggelse af husdyrsygdomme.

§ 15

Med bøde straffes den, der:

Stk. 2

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

  1. overtræder § 2, stk. 1, § 3, § 4, stk. 1, §§ 5-6, § 9, stk. 1, 5 eller 6, eller § 10, eller
  1. undlader at efterkomme anvisninger efter § 9, stk. 1 eller 5, eller § 10 eller påbud efter § 11 eller § 12.

§ 16

Bekendtgørelsen træder i kraft den 12. oktober 2000.

Stk. 2

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 356 af 17. juni 1998 om Bovin Spongiform Encephalopati (BSE) og scrapie.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2000
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2000