Bekendtgørelse om opsplitning af veterinære lægemiddelpakninger
BEK nr 932 af 09/10/2000
§ 1
Apoteker, herunder Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles Apotek, Statens Veterinære Serumlaboratorium og Statens Veterinære Institut for Virusforskning, må bryde den ydre pakning til en veterinær farmaceutisk specialitet med henblik på at opsplitte den i flere mindre pakninger (inderpakninger), hvis inderpakningerne er forsynet med et særskilt varenummer og yder lægemidlet tilstrækkelig beskyttelse mod ydre påvirkninger.
§ 2
Inderpakningen skal ved udlevering fra apoteket være påført de samme oplysninger som den oprindelige ydre emballage, jf. bekendtgørelse om mærkning af og indlægssedler til lægemidler, dog ikke yderpakningens varenummer.
Hvis det ikke er muligt at påføre samtlige oplysninger på inderpakningen, skal oplysningerne vedlægges på en separat seddel. Det gælder dog ikke, hvis oplysningerne findes i en indlægsseddel, der vedlægges inderpakningen, jf. § 3.
§ 3
Inderpakningen til et lægemiddel, der er forsynet med en indlægsseddel, skal ved udlevering fra apoteket være forsynet med en kopi af indlægsseddelen.
§ 4
Opsplitning af veterinære lægemiddelpakninger skal foretages forsvarligt og omhyggeligt. Det skal sikres, at inderpakningerne ikke beskadiges i forbindelse med opsplitningen.
§ 5
Lægemiddelstyrelsen kan dispensere fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, hvis ganske særlige grunde taler for det.
§ 6
Med bøde straffes den, der overtræder §§ 2-4.
Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 7
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2001.
Bekendtgørelse nr. 285 af 22. april 1996 om opsplitning af veterinære lægemiddelpakninger ophæves.
Lægemiddelstyrelsen, den 9. oktober 2000, den 9. oktober 2000
/Jytte Lyngvig Mogens Bjørnbak-Hansen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2000
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2000