TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om revisionsinstruks ved folkeuniversitetsvirksomheden i og uden for universitetsbyerne

BEK nr 940 af 11/10/2000

DanmarkBekendtgørelse2000

§ 1

Revisionen omfatter årsregnskaberne for folkeuniversitetsvirksomheden i og uden for universitetsbyerne samt kontrol af tilskudsgrundlaget.

Stk. 2

Revisionen udføres af en statsautoriseret eller registreret revisor.

Stk. 3

I tilfælde af revisorskifte skal tiltrædende revisor rette henvendelse til den fratrædende revisor, der har pligt til at oplyse grundene til fratrædelsen.

§ 2

Revisionen foretages i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastlagt i § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. og nærmere præciseret i stk. 2 og §§ 3 - 7.

Stk. 2

Ved revisionen efterprøves, om regnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med forudsætningerne for de meddelte tilskud, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis. Der foretages endvidere en vurdering af, om der er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler og ved driften af den folkeuniversitetsvirksomhed, der er omfattet af regnskabet.

§ 3

Revisionens omfang afhænger af den administrative struktur og forretningsgange for den enkelte folkeuniversitetsvirksomhed, herunder den interne kontrol og andre forhold af betydning for regnskabsaflæggelsen.

§ 4

Der foretages sædvanligvis revision i årets løb. Som led i revisionen undersøger revisor de eksisterende forretningsgange, herunder forretningsgangene vedrørende registrering af tilskudsudløsende faktorer, med henblik på at påse, om den interne kontrol er betryggende. Ud over systemrevision udfører revisor i nødvendigt omfang substansrevision. Revisionen udføres som udgangspunkt ved stikprøvevise undersøgelser. Uanmeldt kasse- og beholdningseftersyn indgår i revisionen.

Stk. 2

Ved den afsluttende revision påses det, at regnskabet er opstillet i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i den samtidig hermed udstedte bekendtgørelse om Folkeuniversitetsnævnet og om regnskabsaflæggelse for folkeuniversitetsvirksomheden m.v., og at det ikke indeholder væsentlige fejl og mangler, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med forudsætningerne for de ydede tilskud, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler, sædvanlig praksis og vedtægterne for den pågældende folkeuniversitetsvirksomhed.

Stk. 3

Ved forvaltningsrevisionen undersøges det, om der er taget skyldige økonomiske hensyn ved tilskudsmodtagers forvaltning. Revisionen udføres med udgangspunkt i tilskudsmodtagers rapportering til tilskudsyder om mål og opnåede resultater samt om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet.

§ 5

Lederen af udøvelsen af den enkelte folkeuniversitetsvirksomhed, jf. den samtidig med denne bekendtgørelse udstedte bekendtgørelse om Folkeuniversitetsnævnet og regnskabsaflæggelse for folkeuniversitetsvirksomheden m.v., skal give revisor de oplysninger, som må anses af betydning for bedømmelsen af folkeuniversitetsvirksomhedens regnskab samt for revisors vurdering af forvaltningen, herunder mål og opnåede resultater. Lederen skal give revisor adgang til at foretage de undersøgelser, denne finder nødvendige, og skal sørge for, at revisor får de oplysninger og den bistand, som revisor finder nødvendig for udførelsen af sit hverv.

Stk. 2

Folkeuniversitetsnævnet, der har det overordnede faglige og økonomiske ansvar for den samlede folkeuniversitetsvirksomhed, skal tilsvarende give revisor oplysninger, jf. stk. 1.

§ 6

Bliver revisor opmærksom på lovovertrædelser eller tilsidesættelse af forskrifter af væsentlig betydning i forbindelse med midlernes forvaltning, påhviler det revisor skriftligt at give styrelsen for den enkelte folkeuniversitetsvirksomhed meddelelse derom samt påse, at styrelsen inden 3 uger giver meddelelse til Folkeuniversitetsnævnet herom. I modsat fald er det revisors pligt at orientere Folkeuniversitetsnævnet. Revisors skriftlige bemærkninger indsendes sammen med meddelelsen.

Stk. 2

Det samme gælder, hvis revisor under sin revision eller på anden måde bliver opmærksom på, at fortsættelse af driften af den enkelte folkeuniversitetsvirksomhed er usikker af økonomiske eller andre grunde.

§ 7

Det reviderede regnskab forsynes med en revisionspåtegning, hvoraf det skal fremgå at regnskabet er revideret i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse. Forbehold og eventuelt supplerende oplysninger skal fremgå af påtegningen.

Stk. 2

Revisor fører en revisionsprotokol.

Stk. 3

I revisionsprotokollen skal der indføres oplysning om,

  1. hvilke revisionsarbejder der er udført og resultatet heraf,
  1. væsentlig usikkerhed, fejl eller mangler vedrørende den enkelte folkeuniversitetsvirk- somheds bogholderi, regnskabsvæsen eller interne kontrol, samt
  1. redegørelse for den udførte forvaltningsrevision. Specielt oplyses om revisors undersøgelse af samt vurdering og konklusioner vedrørende sparsommelighed, produktivitet og effektivitet samt om dispositioner uden for folkeuniversitetets formål.
Stk. 4

I protokollatet til årsregnskabet skal det oplyses,

  1. hvorvidt revisor opfylder lovgivningens habilitetsbestemmelser,
  1. hvorvidt revisor under revisionen har modtaget alle de oplysninger, der er anmodet om,
  1. hvorvidt revisionen har givet anledning til bemærkninger med hensyn til, om tilskuddet er anvendt i overensstemmelse med de givne vilkår, samt
  1. hvorvidt revisionen har givet anledning til bemærkninger med hensyn til, om refusion og tilskudsgrundlag er opgjort i overensstemmelse med gældende regler.
Stk. 5

I revisionsprotokollen indføres endvidere oplysning om særlige rapporter eller erklæringer, afgivelse af særlige beretninger, rådgivning og assistance.

Stk. 6

Genpart af revisionsprotokollater for hele det pågældende regnskabsår indsendes af folkeuniversitetsvirksomheden til Folkeuniversitetsnævnet sammen med det af den pågældende (be)styrelse for folkeuniversitetsvirksomheden godkendte og af revisor påtegnede årsregnskab.

§ 8

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2001.

Stk. 2

Bestemmelserne i vedtægter af den 19. september 1991 for Folkeuniversitetsudvalget om regnskabsaflæggelse og revision af regnskabet for folkeuniversitetsvirksomheden finder anvendelse for regnskabsåret 2000.

Stk. 3

Indtil Folkeuniversitetsnævnet er nedsat og en folkeuniversitetsrektor er ansat, varetager Folkeuniversitetsudvalget, jf. §§ 40 og 42 i lov om støtte til folkeoplysning, jf. lovbekendtgørelse nr. 560 af den 20. juni 1996, opgaverne efter denne bekendtgørelse.


Undervisningsministeriet, den 11. oktober 2000, den 11. oktober 2000

/P.M.V.Berrit HansenStyrelseschef Annegrete Østerbye/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2000
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2000