Bekendtgørelse om intervention af korn
BEK nr 945 af 19/10/2000
§ 1
Intervention kan ske her i landet i henhold til Det Europæiske Fællesskabs markedsordning for korn.
§ 2
Enhver der ønsker at levere korn til intervention, skal fremsætte tilbud herom til Direktoratet for FødevareErhverv, Kampmannsgade 3, 1780 København V. Tilbud skal fremsættes på en blanket, der kan rekvireres hos Direktoratet for FødevareErhverv.
§ 3
Det tilbudte parti skal være af ensartet kvalitet og omfatte mindst 500 tons, der henligger på et nærmere angivet lager. Tilbydes korn, der henligger på flere forskellige lagre, skal tilbudet omfatte mindst 500 tons på hvert lager.
Der må ikke tilbydes korn iblandet bejdset sædekorn og korn behandlet med propionsyre eller lignende til intervention.
§ 4
Sælgeren skal følge Direktoratet for FødevareErhvervs anvisninger vedrørende levering af kornet.
Det nærmere tidspunkt for indlagringen af kornet aftales mellem sælgeren og lagerhaveren. Sælger skal meddele Plantedirektoratet tidspunktet for indlagringen med et varsel, der fastsættes af Direktoratet for FødevareErhverv.
Ved indlagring foretager Plantedirektoratet kontrol med kornets vægt, lugt, farve samt de krævede minimumsegenskaber, som umiddelbart kan konstateres, og udtager prøver af kornet til brug for konstatering af, om kvalitetsbetingelserne i øvrigt er opfyldt. Prøverne analyseres på Plantedirektoratets laboratorium.
Kontrollen af, om blød hvede opfylder de særlige minimumskrav til bageegnethed, foretages dels af Plantedirektoratet dels af laboratorier godkendt af Direktoratet for FødevareErhverv.
I tilfælde af at sælger eller lagerhaver ikke kan tiltræde Plantedirektoratets bedømmelse af kornets lugt og farve, skal Plantedirektoratet udtage og indsende prøve af kornet til bedømmelse hos Københavns bedømmelses- og voldgiftsudvalg for korn- og foderstofhandlen.
I tilfælde af at sælger bestrider resultatet af Plantedirektoratets analyse, kan Direktoratet for FødevareErhverv lade foretage en ny analyse af prøven hos Plantedirektoratet. Dette gælder dog ikke analyseresultatet for vandindhold. Det endelige resultat vil være et gennemsnit af de 2 analyseresultater. For faldtalsanalyser gælder der særlige beregningsregler.
§ 5
Plantedirektoratet foretager kontrollen med oplagringen og med udlagringen af interventionskorn.
Kontrollen foretages efter de til enhver tid gældende bestemmelser for Det Europæiske Fællesskabs markedsordning for korn.
Meddelelser til Plantedirektoratet om handlinger i forbindelse med oplagring og udlagring, som skal kontrolleres af Plantedirektoratet, skal gives med et varsel, der fastsættes af Direktoratet for FødevareErhverv.
§ 6
Overtrædelse af § 3, stk. 2, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt i henhold til kapitel 5 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 818 af 3. november 1999.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 7
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2000. Den finder anvendelse for korn der indlagres eller udskrives til salg fra den 1. november 2000.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 807 af 18. november 1998 om intervention af korn. Denne bekendtgørelse er dog fortsat gældende for korn, der er udskrevet til salg i henhold til Kommissionens forordning (EF) Nr. 2070/2000 af 29. september 2000 om åbning af en løbende licitation med henblik på eksport af rug, som er i det danske interventionsorgans besiddelse.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2000
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2000