Bekendtgørelse om uddannelsen til laboratorietandtekniker
BEK nr 1 af 02/01/2001
§ 1
Uddannelsens formål er, at eleven gennem skoleundervisning og praktikuddannelse opnår kompetence som laboratorietandtekniker eller delkompetence som tandtekniker i aftagelig protetik.
§ 2
Den uddannede laboratorietandtekniker skal selvstændigt kunne fremstille og reparere aftagelige proteser, immidiatproteser, gingivalt understøttede partielle proteser i plast, simple støbte stel, indlæg, enkle kroner i guld og metalkeramik samt besidde tilsvarende kvalifikationer fra fire eller flere specialefag. Den uddannede laboratorietandtekniker skal endvidere på baggrund af sin anatomiske, protetiske og teknologiske viden kunne gennemføre en fejlanalyse, erkende fejl og korrigere disse.
Den uddannede tandtekniker med delkompetence i aftagelig protetik skal selvstændigt kunne fremstille og reparere aftagelige proteser, immidiatproteser, gingivalt understøttede partielle proteser i plast og simple støbte stel samt besidde tilsvarende kvalifikationer fra to eller flere specialefag. Den uddannede tandtekniker med delkompetence i aftagelig protetik skal endvidere på baggrund af sin anatomiske, protetiske og teknologiske viden kunne gennemføre en fejlanalyse, erkende fejl og korrigere disse.
Uddannelsen tilrettelægges tillige sådan, at der gives indsigt i og forståelse af fagets miljømæssige forhold, herunder håndteringen af miljømæssige problemstillinger i forbindelse med fagets materialeanvendelse, samt de væsentlige krav, der stilles til medicinsk udstyr efter mål.
§ 3
Uddannelsen er henført til den erhvervsfaglige fællesindgang for Håndværk og teknik samt Service, jf. § 14, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser.
Det faglige udvalg for uddannelsen er Tandteknikerfagets Faglige Udvalg.
§ 4
Uddannelsen varer 4 år og 6 måneder, jf. dog §§ 6-8. Delkompetenceforløbet varer 2 år og 6 måneder.
Uddannelsen omfatter et obligatorisk grundforløb på 20 uger, jf. bekendtgørelse om grundforløb, og et hovedforløb, der omfatter praktikuddannelse og 80 ugers obligatorisk skoleundervisning. Delkompetencens obligatoriske skoleundervisning i hovedforløbet varer 40 uger. Eleven kan indlede uddannelsen på skole med et grundforløb eller i en praktikvirksomhed.
Den obligatoriske skoleundervisning i hovedforløbet er opbygget af skoleperioder på henholdsvis 10 og 20 uger, der omfatter grundfag, områdefag og valgfag samt valgfri specialefag, der eventuelt kan etableres som særlige skoleperioder. Delkompetenceforløbet omfatter de første to skoleperioder i hovedforløbet samt 10 ugers valgfri specialefag, der eventuelt kan etableres som særlige skoleperioder.
I grundforløbet har eleven mulighed for valgfri undervisning, jf. grundforløbsbekendtgørelsen. Hovedforløbet kan suppleres med valgfri undervisning (påbygning), jf. hovedbekendtgørelsen og erhvervsuddannelseslovens § 12, stk. 4.
Varigheden og strukturen efter stk. 1-3 fraviges ved voksenuddannelsesforløb, jf. §§ 6-7.
§ 5
Det er en betingelse for at begynde på skoleundervisningen i hovedforløbet, at eleven har gennemført grundforløbet, jf. grundforløbsbekendtgørelsens regler om udstedelse af grundforløbsbevis, og således efter skolens samlede vurdering har opnået de nødvendige faglige og personlige forudsætninger i grundfagene og de fælles områdefag i henhold til reglerne om grundforløb samt i det områdefag i grundforløbet, der er særligt for hovedforløbet, jf. § 9.
§ 6
For elever, der er fyldt 25 år, og som kan dokumentere beskæftigelse med tandteknisk arbejde (tillærte) i mindst 6 måneder, afkortes uddannelsen med 15 ugers praktikuddannelse.
Det faglige udvalg kan i særlige tilfælde efter samråd med den eventuelle praktikvirksomhed dispensere fra alders- og beskæftigelseskravet efter stk. 1.
Skoleundervisningen omfatter grundfag, områdefag, specialefag og valgfag.
§ 7
Det i § 6 nævnte forløb kan indledes med et supplerende kursus efter erhvervsuddannelseslovens § 16 på indtil 20 uger, der har til formål, at eleven på grundlag af forudgående uddannelse og erhvervserfaring opnår kvalifikationer mindst svarende til grundforløbet. Skolen kan herunder foretage afklaring af elevens praktiske og teoretiske kvalifikationer med henblik på afgørelse om merit i uddannelsesforløbet i et forløb på indtil 2 uger, jf. hovedbekendtgørelsens § 20, stk. 2. For elever med uddannelsesaftale er kurset omfattet af uddannelsesaftalen.
Suppleringskurset og herunder afklaringen kan gennemføres uden uddannelsesaftale.
§ 8
Elever kan fritages for dele af uddannelsen på baggrund af relevant uddannelse eller beskæftigelse efter anvisningerne i vejledningen til bekendtgørelsen.
Elever kan i øvrigt fritages for dele af uddannelsen, jf. bekendtgørelse om erhvervsuddannelser (hovedbekendtgørelsen) og bekendtgørelse om merit for visse fag i ungdomsuddannelser m.v. (meritbekendtgørelsen).
§ 9
Grundforløbet omfatter følgende områdefag, der er særligt for hovedforløbet:
- Grundlæggende tandteknik
- Niveau: Begynder
- Målet er, at:
a) eleven kan fremstille simplere tandtekniske arbejder,
b) eleven kender til områdets krav til motoriske færdigheder, og
c) eleven får forståelse for patienternes ønsker og krav til tandteknik.
§ 10
Undervisningen i hovedforløbet omfatter følgende grundfag, jf. bekendtgørelse om grundfag:
De i stk. 1, nr. 1, 6, og 8, nævnte grundfag påbegyndes i grundforløbet.
De i stk. 1 nævnte fag varer i alt 17 uger i hovedforløbet, hvoraf de 9 uger ligger i delkompetenceforløbet.
- Arbejdsmiljø (2 uger).
- Engelsk (niveau F).
- Fysik (niveau F).
- Idræt (niveau D).
- Kemi (niveau F).
- Materialeforståelse (1 uge).
- Tysk (niveau F).
- Informationsteknologi (niveau E).
- Naturfag (niveau F).
§ 11
Undervisningen i hovedforløbet omfatter følgende områdefag:
Undervisningen i områdefag i hovedforløbet varer i alt 30,5 uger, dog for delkompetenceforløbet 15,5 uger.
- Teorianvendelse i aftagelig protetik
- Niveau: Rutine
- Målet er, at:
a) eleven har kendskab til den fysik og kemi, der knytter sig til dentale materialer anvendt til aftagelig protetik,
b) eleven kan indsamle og vurdere relevante data samt formidle overvejelser og konklusioner,
c) eleven kan redegøre for de sikkerhedskrav, der stilles til omgang med farlige stoffer og materialer, og
d) eleven opnår kendskab til de krav og mål, der stilles med hensyn til pasform for restaureringer, samt mulighederne for opnåelse heraf.
- Tandmorfologi
- Niveau: Rutine
- Målet er, at:
a) eleven kan identificere de enkelte tænder i det permanente tandsæt ud fra tændernes form, karakteristika og størrelse, og
b) eleven kender til de begreber og den terminologi vedrørende tænders anatomi, der er relevant i odontologiske sammenhænge.
- Anatomi
- Niveau: Rutine
- Målet er, at:
a) eleven kender til de begreber og den terminologi vedrørende menneskets anatomi, der er relevant i odontologiske sammenhænge, og
b) eleven kender til de anatomiske enheders opbygning samt de fysiologiske processer i legemet, der er relevante i odontologiske sammenhænge, funktion, placering og udvikling.
- Helproteser inklusive immidiatproteser
- Niveau: Rutine
- Målet er, at:
a) eleven kan fremstille og reparere helproteser,
b) eleven kan fremstille immidiatproteser i over- og underkæbe,
c) eleven får forståelse af et hensigtsmæssigt valg af materialer, udstyr og arbejdsmetoder,
d) eleven har den nødvendige teoretiske indsigt til at kunne foretage en tandopstilling i balanceret okklusion samt udforme proteserne på en sådan måde, at de fungerer optimalt for patienten,
e) eleven sættes i stand til at anvende odontologiens almindelige terminologi, og
f) eleven på baggrund af sin anatomiske, protetiske og teknologiske viden sættes i stand til at gennemføre en fejlanalyse.
- .5) Partielle proteser
- Niveau: Rutine
- Målet er, at:
a) eleven kan fremstille og reparere gingivalt understøttede partielle proteser i plast i over- og underkæbe,
b) eleven kender til konstruktionsprincipperne for partielle proteser,
c) eleven sættes i stand til at bukke forskellige typer bøjler,
d) eleven kan fremstille simple støbte steltyper, og
e) eleven på baggrund af sin anatomiske, protetiske og teknologiske viden sættes i stand til at gennemføre en fejlanalyse og kan anvende odontologiens almindelige terminologi.
- Tandmorfologi/tandmodellering
- Niveau: Rutine
- Målet er, at:
a) eleven kan identificere de enkelte tænder i både det permanente og temporære tandsæt ud fra tændernes form, karakteristika og størrelse, og
b) eleven kan modellere naturtro permanente tænder.
- Teorianvendelse i fast protetik
- Niveau: Rutine
- Målet er, at:
a) eleven har kendskab til den fysik og kemi, der knytter sig til dentale materialer anvendt til fast protetik,
b) eleven styrker sin evne til selvstændigt at søge og indsamle relevante data samt foretage en vurdering af de indsamlede data,
c) eleven opnår øvelse i at formidle sine overvejelser og konklusioner,
d) eleven opnår kendskab til de krav og mål, der stilles med hensyn til pasform for restaureringer, samt mulighederne for opnåelse heraf, og
e) eleven kan redegøre for de sikkerhedskrav, der stilles til omgang med farlige stoffer og materialer.
- Enkle kroner
- Niveau: Rutine
- Målet er, at:
a) eleven kan fremstille enkle kroner samt foretage et hensigtsmæssigt valg af materialer, udstyr og arbejdsmetoder, således at det færdige arbejde har en kvalitet, der kan anvendes til patienter,
b) eleven har indsigt i indikationerne for forskellige attachmentkonstruktioner i forbindelse med anvendelse af rodkapper i fast og aftagelig protetik,
c) eleven sættes i stand til at anvende odontologiens almindelige terminologi, og
d) eleven på baggrund af sin protetiske, anatomiske og teknologiske viden er i stand til at gennemføre en fejlanalyse.
- Metalkeramikkroner
- Niveau: Rutine
- Målet er, at:
a) eleven kan fremstille metalkeramikkroner samt foretage et hensigtsmæssigt valg af materialer, udstyr og arbejdsmetoder, således at det færdige arbejde har en kvalitet, der kan anvendes til patienter,
b) eleven kender til teori og praktik om legeringer og keramiske masser,
c) eleven opnår indsigt i teorien om okklusion, artikulation og bidfunktion i forbindelse med metalkeramiske restaureringer,
d) eleven sættes i stand til at anvende odontologiens almindelige terminologi, og
e) eleven på baggrund af sin protetiske, anatomiske og teknologiske viden er i stand til at gennemføre en fejlanalyse.
- Farvelære
- Niveau: Rutine
- Målet er, at eleven har et sådant kendskab til farvelæren, at eleven kan løse almindeligt forekommende opgaver i forbindelse med fremstilling af tænder i naturtro farver.
§ 12
Undervisningen i hovedforløbet omfatter desuden valgfri specialefag, der har følgende overordnede mål og rammer: Fordybelse i faglige problemstillinger, der kan styrke elevens faglige udvikling i de arbejdsområder, eleven forventer at få beskæftigelse inden for.
De valgfri specialefag varer i alt 20 uger, dog for delkompetenceforløbet 10 uger.
Eleven og virksomheden vælger specialefag efter anvisningerne i vejledningen til bekendtgørelsen, jf. hovedbekendtgørelsen.
Skolen fastsætter en frist for valg og omvalg af specialefag, jf. hovedbekendtgørelsen.
§ 13
Undervisningen i hovedforløbet omfatter endvidere valgfag. Undervisningen følger reglerne for valgfag, jf. hovedbekendtgørelsen.
Valgfag varer i alt 12,5 uger, dog for delkompetenceforløbet 5,5 uger.
§ 14
Målene med praktikuddannelsen er, at:
- eleven opnår kendskab til branchens arbejdsmiljø,
- eleven på rutinemæssigt niveau lærer at tilrettelægge sin egen produktion på en hensigtsmæssig måde, alene og/eller i samarbejde med andre,
- eleven får kendskab til branchens almindelige kvalitetskrav,
- eleven opnår rutine og hurtighed, og
- eleven på baggrund af sin anatomiske, protetiske og teknologiske viden sættes i stand til at gennemføre en fejlanalyse.
§ 15
Praktikuddannelsen tilrettelægges således, at der sikres beskæftigelse med, opnåelse af færdigheder i og videreudbygning af de arbejdsdiscipliner, der indlæres i skoleundervisningen, og som virksomheden aktuelt beskæftiger sig med. Det skal tilstræbes, at praktikuddannelsen tilrettelægges således, at der arbejdes efter stigende sværhedsgrad og i takt med skoleuddannelsen, således at slutmålet/-niveauet svarer til de krav, der stilles, jf. § 14. I uddannelsestiden arbejdes der med de for en laboratorietandtekniker, henholdsvis tandtekniker, normalt anvendte materialer og metoder.
§ 16
De skolevejledninger, som skolen skal udstede efter de enkelte skoleophold, og de praktikerklæringer, som virksomheden skal udstede efter de enkelte praktikophold, skal indgå i elevens uddannelsesbog, jf. hovedbekendtgørelsen og retsbekendtgørelsen.
§ 17
Bekendtgørelsen om karakterskala anvendes. 13-skalaen anvendes, jf. dog stk. 2.
Ved valgfri specialefag, der er fælles for arbejdsmarkedsuddannelser og erhvervsuddannelser, kan anvendes andre betegnelser, hvis det fremgår af de nærmere retningslinier for faget.
§ 18
Bedømmelse af grundfag følger reglerne herom, jf. grundfagsbekendtgørelsen.
Bedømmelse af valgfag følger reglerne for de pågældende fag, jf. hovedbekendtgørelsen.
Ved afslutningen af et områdefag gives en afsluttende standpunktskarakter.
Ved afslutningen af et specialefag gives en afsluttendeeksamenskarakter.
§ 19
Skolen afholder afsluttende eksamen i specialefagene i henhold til reglerne i eksamensbekendtgørelsen. Eksamen i specialefagene udgør en svendeprøve. Eksamen består dels af en skriftlig prøve, dels af en praktisk prøve.
Den skriftlige prøve, jf. stk. 1, består af spørgsmål, hvorpå der skal gives korte svar. Hver prøve skal indeholde ca. 100 spørgsmål. Der afsættes 1,5 minut pr. spørgsmål til besvarelsen. Der må ikke anvendes hjælpemidler.
Eksamensopgaverne tilvejebringes af skolen efter samråd med det lokale uddannelsesudvalg.
I et specialefags 2 sidste dage afholdes en praktisk prøve med en varighed på 10 timer, der består af en fremstillingsopgave.
- Overholdelse af mål og data.
- Arbejdets udførelse.
- Helhedsindtryk.
Fremstillingsopgaverne stilles af skolen efter samråd med det lokale uddannelsesudvalg.
Ved bedømmelsen af opgaveløsningerne ved den praktiske prøve i et specialefag giver lærer og censor(er) en karakter for henholdsvis:
Specialefagets samlede karakter for den praktiske prøve, jf. stk. 6, fremkommer som et gennemsnit af de tre karakterer.
Eksamenskarakteren for det enkelte specialefag fremkommer som et gennemsnit af karakteren for den skriftlige prøve og den praktiske prøve, idet karakteren i den praktiske prøve i beregningen tæller med 3 gange vægten af den skriftlige prøve. For at bestå eksamen kræves, at eksamenskarakteren er mindst 6 i hvert specialefag.
Forinden fastsættelse af karaktererne i henholdsvis den skriftlige prøve, den praktiske prøve og gennemsnittet heraf foretages afrunding af resultaterne til et helt tal efter bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse.
Eksamenskaraktererne for de fire specialefags prøver, jf. stk. 8, indgår i uddannelsesbeviset i uddannelsen til laboratorietandtekniker. Eksamenskaraktererne for de to specialefags prøver, jf. stk. 8, indgår i uddannelsesbeviset i uddannelsen til tandtekniker i aftagelig protetik.
For elever, der tidligere har afsluttet uddannelsen med delkompetencen og på et senere tidspunkt genoptager uddannelsen til laboratorietandtekniker, overføres eksamenskaraktererne for de to tidligere aflagte prøver i specialefagene.
§ 20
Sygeeksamen og ny eksamen (omprøve) følger bekendtgørelse om eksamensordning på erhvervsskolerne mv.
§ 21
Skolebevis udstedes i henhold til hovedbekendtgørelsen og eksamensbekendtgørelsen, når skoleundervisningen er gennemført.
Når delkompetenceforløbet er gennemført, udsteder skolen et skolebevis, hvis områdefagene Helproteser inklusive immidiatproteser og Partielle proteser er bestået med mindst karakteren 6, samt at der er opnået et gennemsnit på mindst karakteren 6 i grundfagene og de resterende områdefag tilsammen. Desuden skal eleven have bestået mindst 2 specialefag med mindst karakteren 6 i hvert fag.
Når hele uddannelsen er gennemført, udsteder skolen et skolebevis, hvis områdefagene Tandmorfologi/tandmodellering, Enkle kroner og Metalkeramikkroner er bestået med mindst karakteren 6, samt at der er opnået et gennemsnit på mindst karakteren 6 i grundfagene og områdefaget Farvelære tilsammen. Desuden skal eleven have bestået mindst 2 specialefag ud over de i stk. 2 nævnte fag med mindst karakteren 6 i hvert fag.
§ 22
Praktikvirksomheden udsteder afsluttende praktikerklæring, når praktiktiden i virksomheden er afsluttet, jf. § 36 i hovedbekendtgørelsen.
§ 23
Sygeeksamen og ny eksamen (omprøve) følger bekendtgørelse om eksamensordning på erhvervsskolerne mv.
§ 24
Ved uddannelsens afslutning udsteder det faglige udvalg et uddannelsesbevis til eleven som dokumentation for, at eleven har opnået kompetence inden for uddannelsen, jf. § 1. Ved delkompetenceforløbets afslutning udsteder det faglige udvalg et uddannelsesbevis til eleven som dokumentation for, at eleven har opnået kompetence inden for uddannelsen, jf. § 1.
Uddannelsesbeviset udstedes i henhold til hovedbekendtgørelsen og eksamensbekendtgørelsen, når skolebevis er udstedt, jf. § 21, og afsluttende praktikerklæring for praktikuddannelsen er udstedt, jf. § 22.
§ 25
Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. januar 2001 og har virkning fra den 1. januar 2001.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1193 af 28. december 1995 om uddannelsen til tandtekniker.
Den i stk. 2 nævnte bekendtgørelse finder dog anvendelse for elever med uddannelsesaftale eller i skolepraktik, der er begyndt på 3. skoleperiode på ikrafttrædelsestidspunktet.
Skolen fastsætter efter samråd med det lokale uddannelsesudvalg eventuelle overgangsordninger for elever, der er begyndt på uddannelsen efter tidligere regler.
Undervisningsministeriet, den 2. januar 2001, den 2. januar 2001
/P.M.V.Ivan SørensenStyrelseschef Sonja Lundqvist/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2001
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2001