Bekendtgørelse om videreførelse af visse bestemmelser om sygeplejerske- og radiografuddannelserne i lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser m.v.
BEK nr 1027 af 12/12/2001
§ 1
De bestemmelser, der nedenfor er fastsat for amtskommunerne, gælder tilsvarende for Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Hovedstadens Sygehusfællesskab, jf. § 7 .
§ 2
Amtsrådet har det økonomiske ansvar for skolernes virksomhed og fastlægger de økonomiske rammer for de enkelte skoler.
Undervisningen på skolerne er vederlagsfri.
§ 3
Amtsrådet træffer beslutning om at ansætte og afskedige skoleledere og lærere.
Undervisningsministeren kan fastsætte regler om krav til ledernes og lærernes kvalifikationer, herunder underviserne på de kliniske undervisningssteder.
§ 4
Skolelederen varetager den faglige, administrative og økonomiske ledelse af skolen under ansvar over for amtsrådet.
§ 5
Amtsrådet fastsætter den årlige optagelse til sygeplejerske-og radiografuddannelserne i overensstemmelse med behovet for færdiguddannede i amtskommunen.
§ 6
Amtsrådet skal stille skolekapacitet til rådighed for de studerende, der optages på sygeplejerske- og radiografuddannelserne.
Amtsrådet og kommunalbestyrelserne skal i samarbejde stille de nødvendige kliniske undervisningssteder til rådighed inden for deres respektive områder i overensstemmelse med studieordningerne for de studerende, der optages på sygeplejerske- og radiografuddannelserne.
Amtsrådet kan efter overenskomst med staten, selvejende eller private institutioner eller andre amtsråd henvise studerende til undervisning i statsskoler, selvejende institutioner eller private skoler eller et andet amtsråds skoler
§ 7
Undervisningsministeren kan pålægge amtsrådet at udbyde et årligt mindste antal uddannelsespladser og kliniske undervisningssteder på sygeplejerske- og radiografuddannelserne, såfremt ministeren mener, at forpligtelsen efter § 6 ikke er opfyldt.
Pligten til at fastsætte den årlige optagelse til sygeplejerske- og radiografuddannelserne og til at stille skolekapacitet og kliniske undervisningssteder til rådighed for de studerende påhviler i hovedstadsområdet kommunalbestyrelserne i Københavns og Frederiksberg Kommuner samt bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab i forening.
De i stk. 2. nævnte myndigheder indgår aftale om, hvordan pligten til at stille skole- og klinisk undervisningskapacitet til rådighed skal opfyldes, og hvordan udgifterne hertil skal fordeles. Der kan herunder indgås aftale om skoledrift med andre, jf. § 6, stk. 3.
§ 8
Undervisningsministeren kan til brug for den overordnede styring af sygeplejerske-og radiografuddannelserne indhente oplysninger fra amtsrådene, kommunalbestyrelserne og bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab.
§ 9
Ved hver skole har de studerende ret til at danne de studerendes råd. Rådet udpeger repræsentanter for de studerende til udvalg m.v., som skolen har nedsat til at behandle spørgsmål af betydning for de studerende i almindelighed. Dette gælder dog ikke udvalg m.v., hvor de studerendes deltagelse ville stride mod anden lovgivning.
§ 10
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2002.
Fra 1. januar 2003 gælder de bestemmelser, der er fastsat for amtskommunerne, tilsvarende for Bornholms Kommune.
Undervisningsministeriet, den 12. december 2001, den 12. december 2001
/P.M.V.Ivan SørensenStyrelseschef Carl Erik Lautrup/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2001
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2001