Bekendtgørelse om erhvervsskolernes IT-sikkerhedserklæring
BEK nr 1058 af 14/12/2001
§ 1
Alle erhvervsskoler, der er tilsluttet sektornettets administrative segment, skal én gang om året udarbejde en IT-sikkerhedserklæring om, at skolen overholder de fastsatte sikkerhedskrav for denne tilslutning.
IT-sikkerhedserklæringen består af en revisorerklæring udarbejdet og underskrevet af skolens revisor, jf. bilag 1, og et kontrolskema (Bilag til IT-sikkerhedserklæring om skolens tilslutning til sektornettets administrative segment) samt en netværkstegning (topologitegning se vejledning på www.sektornet.dk).
Finder skolens revisor ikke at have tilstrækkelig kompetence eller ressourcer til at udføre denne opgave, kan skolen benytte en særlig revisor til opgaven. Det skal i givet fald fremgå, at det ikke er skolens sædvanlige revisor, der har udført opgaven.
§ 2
Til brug ved gennemgang af sikkerhedsforholdene udfylder skolen kontrolskemaet. I det omfang det fremgår af de enkelte punkter i kontrolskemaet, at der skal foreligge dokumentation, vedlægges den kontrolskemaet. Der anvendes den version af kontrolskemaet, der gælder for det pågældende år. Kontrolskemaet kan udskrives fra Undervisningsministeriets hjemmeside på http://www.uvm.dk/erhverv/blanketter.
Topologitegning udarbejdes i 2 eksemplarer og i overensstemmelse med UNI-C s specifikationer (www.sektornet.dk).
Kontrolskemaet udfærdiges i 2 eksemplarer, der begge underskrives af den, der har udfyldt det, samt af skolens leder.
Dokumentationen samt et eksemplar af hhv. kontrolskemaet og topologitegningen opbevares samlet på skolen.
§ 3
Kontrolskemaet, dokumentationen og topologitegningen gennemgås af revisor sammen med skolens leder og den person på skolen, der har forestået udarbejdelsen af materialet.
Revisor gennemfører en stikprøvevis revision af svarene i kontrolskemaet og af den bagved liggende dokumentation.
§ 4
Skolen indsender IT-sikkerhedserklæringen til Undervisningsministeriet inden udgangen af 1. kvartal, når revisionen er gennemført.
§ 5
Undervisningsministeriet kan gennemføre en gennemgang af den sikkerhedsmæssige tilslutning på skolerne.
§ 6
Hvis skolen ikke overholder de af UNI-C fastsatte specifikationer til sikkerheden på den administrative lokalnettilslutning til sektornettet, kan Undervisningsministeriet foranledige, at skolens adgang til sektornettet afbrydes.
§ 7
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2002.
Undervisningsministeriet, den 14. december 2001, den 14. december 2001
/P.M.V.Berrit HansenStyrelseschef Henning Kraiberg Knudsen/
Paradigme for revisorerklæring:
Bilag 1
[SKOLENAVN]
Revisorerklæring om skolens sikkerhedsmæssige tilslutning til sektornettets administrative segment
Formål
Vi har gennemgået den sikkerhedsmæssige opsætning af [skolenavn] opkobling til sektornettets administrative segment i henhold til Sektornets sikkerheds- og anvendelsespolitik som beskrevet på www.sektornet.dk.
Det udførte arbejde
På baggrund af vedlagte "Bilag til IT-sikkerhedserklæring om skolens tilslutning til sektornettets administrative segment" har vi gennemgået skolens kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger omkring sektornetadgangen for at vurdere, om skolen overholder de gældende sikkerhedskrav for at være opkoblet på sektornettets administrative segment.
Kontrolskemaet i bilaget er udfyldt af skolen og underskrevet af skolens ledelse. Vi har foretaget en efterprøvelse af, om skemaet indeholder de korrekte oplysninger, og om disse kan dokumenteres.
Vores gennemgang og efterprøvelse af skemaets oplysninger er foretaget på grundlag af interview af personale, observationer samt stikprøvevis gennemgang af udleveret dokumentation.
Revisionen er foretaget den [dato].
Evt. forbehold/supplerende oplysninger
[tekst]
Konklusion
På baggrund af vores gennemgang er det vores opfattelse, at skolen har udfyldt vedlagte kontrolskema i overensstemmelse med de faktiske forhold, og at skolen overholder de gældende sikkerhedskrav for at være opkoblet på sektornettets administrative segment.
Sted, den [dato]
Revisionsfirma
Revisors navn
Statsautoriseret revisor/ Registreret revisor
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2001
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2001