Bekendtgørelse om sammenlægning og spaltning af visse uddannelsesinstitutioner
BEK nr 116 af 20/02/2001
§ 1
En selvejende uddannelsesinstitution kan opløses uden likvidation ved overdragelse af institutionens aktiver og gæld som helhed til en bestående selvejende uddannelsesinstitution eller ved sammenslutning af flere selvejende uddannelsesinstitutioner til en nystiftet selvejende uddannelsesinstitution, hvis den fortsættende institution godkendes efter selvejeloven eller erhvervsskoleloven.
Beslutning om sammenlægning træffes under iagttagelse af vedtægternes bestemmelser herom samt § 5 a, stk. 1, i selvejeloven eller § 3 a, stk. 1, i erhvervsskoleloven.
§ 2
Bestyrelserne i de institutioner, der skal sammenlægges, skal udarbejde:
- En redegørelse for sammenlægningen, hvori sammenlægningen forklares og begrundes under henvisning til blandt andet dens perspektiver i forhold til opgavevaretagelsen samt dens økonomiske og administrative perspektiver. Redegørelsen skal særligt indeholde en undersøgelse af overensstemmelsen mellem de vedtægtsmæssige formål i de selvejende institutioner, der deltager i sammenlægningen, samt eksistensen af aktuelle rettigheder og berettigede forventninger om ydelser fra en eller flere af de deltagende institutioner. Endvidere skal redegørelsen indeholde et udkast til vedtægt for den fortsættende institution. Redegørelsen skal indeholde oplysning om eventuelle aftaler mellem de deltagende institutioner om en bestemt anvendelse af midler i den fortsættende institution. Redegørelsen skal underskrives af bestyrelserne i de deltagende institutioner i forening.
- En revideret, fælles regnskabsopstilling, der udviser samtlige aktiver og passiver i hver af institutionerne, de reguleringer, som overtagelsen antages at ville medføre, samt udkast til en åbningsbalance for den fortsættende institution udarbejdet i overensstemmelse med selvejelovens § 24 henholdsvis erhvervsskolelovens § 22. Datoen for åbningsbalancen må ikke ligge mere end 6 måneder forud for sammenlægningsredegørelsens underskrivelse.
- En revideret resultatopgørelse, anlægsoversigt og balance for hver af de institutioner, der skal sammenlægges, for den forløbne del af det løbende regnskabsår forud for den under nr. 2 nævnte åbningsbalance.
Revisorerne i de institutioner, der skal sammenlægges, afgiver erklæring om, hvorvidt sammenlægningen kan antages at medføre en forringelse af muligheden for fyldestgørelse af kreditorerne i den enkelte selvejende institution, der deltager i sammenlægningen.
Inden 4 uger efter sammenlægningsredegørelsens underskrivelse indsender bestyrelserne de i stk. 1 og 2 nævnte dokumenter til Undervisningsministeriet med henblik på godkendelse, jf. § 1, stk. 2. Ministeriet kan som betingelse for godkendelse af sammenlægningen foreskrive særlige betingelser.
Når Undervisningsministeriet har godkendt sammenlægningen, jf. stk. 3, indrykker ministeriet en bekendtgørelse i Statstidende om modtagelsen af de i stk. 1 og 2 nævnte dokumenter.
Antages det i revisorerklæringen efter stk. 2, at kreditorernes mulighed for fyldestgørelse forringes ved sammenlægningen, skal det i bekendtgørelsen i henhold til stk. 4 anføres, at kreditorerne inden 4 uger efter, at sammenlægningen er bekendtgjort efter stk. 4, kan anmelde deres fordringer, hvis fordringerne er stiftet forud for bekendtgørelsen efter stk. 4, og hvis der ikke er stillet særskilt sikkerhed. Anmeldte fordringer, der er forfaldne, kan forlanges indfriet, og for anmeldte fordringer, der er uforfaldne, kan forlanges betryggende sikkerhed.
De i stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2 nævnte revisionsopgaver foretages af den i § 24, stk. 3 i selvejeloven eller § 22, stk. 2, i erhvervsskoleloven nævte revisor. For øvrige institutioner foretages opgaverne af en statsautoriseret eller registreret revisor.
§ 3
En ophørende selvejende institution anses for opløst, og dens rettigheder og forpligtelser anses for overgået som helhed til den fortsættende institution, når
- krav efter § 2, stk. 5, er afgjort,
- eventuelle af Undervisningsministeriet stillede betingelser er opfyldt, og
- sammenlægningen er endeligt godkendt af Undervisningsministeriet.
Dannes ved sammenlægningen en ny selvejende institution, skal der som betingelse for de i stk. 1 nævnte retsvirkningers indtræden tillige være udpeget bestyrelse og revisor i den nye institution.
§ 4
Inden 4 uger efter, at sammenlægningens retsvirkninger er indtrådt efter § 3, skal bestyrelserne i de deltagende institutioner indgive anmeldelse herom til Undervisningsministeriet, der bekendtgør gennemførelsen af sammenlægningen i Statstidende.
Spaltning af selvejende uddannelsesinstitutioner
Spaltning af selvejende uddannelsesinstitutioner
§ 5
En selvejende uddannelsesinstitution kan opløses uden likvidation ved overdragelse af sine aktiver og gæld som helhed til flere bestående eller nystiftede selvejende uddannelsesinstitutioner, der godkendes efter selvejeloven. Endvidere kan en selvejende uddannelsesinstitution ved spaltning overdrage en del af sine aktiver og gæld til en eller flere bestående eller nystiftede selvejende institutioner, der godkendes efter selvejeloven.
En selvejende uddannelsesinstitution, der er godkendt efter erhvervsskoleloven, kan opløses uden likvidation ved overdragelse af sine aktiver og gæld som helhed til flere bestående eller nystiftede selvejende uddannelsesinstitutioner. Endvidere kan en selvejende uddannelsesinstitution, der er godkendt efter erhvervsskoleloven, ved spaltning overdrage en del af sine aktiver og gæld til en eller flere bestående eller nystiftede selvejende institutioner.
Beslutning om spaltning træffes under iagttagelse af vedtægtens bestemmelser herom samt § 5 a, stk. 2 eller 3, i selvejeloven, § 3 a, stk. 2, i erhvervsskoleloven eller § 24, stk. 5, i DPU-loven.
§ 6
Bestyrelserne i de institutioner, der deltager i spaltningen, skal udarbejde:
- En redegørelse for spaltningen, hvori spaltningen forklares og begrundes under henvisning til blandt andet dens perspektiver i forhold til opgavevaretagelsen samt dens økonomiske og administrative perspektiver. Redegørelsen skal særligt indeholde en undersøgelse af overensstemmelsen mellem de vedtægtsmæssige formål i de selvejende institutioner, der deltager i spaltningen, samt eksistensen af aktuelle rettigheder og berettigede forventninger om ydelser fra en eller flere af de deltagende institutioner. Endvidere skal redegørelsen indeholde udkast til vedtægter for de fortsættende institutioner. Redegørelsen skal indeholde oplysning om eventuelle aftaler mellem de deltagende institutioner om en bestemt anvendelse af midler i den eller de modtagende eller nystiftede institutioner. Redegørelsen skal, hvis der deltager flere bestående institutioner i spaltningen, underskrives af bestyrelserne i disse institutioner i forening.
- En revideret, fælles regnskabsopstilling, der udviser samtlige aktiver og passiver i hver af institutionerne, de reguleringer, som overtagelsen antages at ville medføre, samt udkast til åbningsbalance for hver enkelt af de fortsættende institutioner, som deltager i spaltningen, udarbejdet i overensstemmelse med de regler om regnskabsaflæggelse, der følger af lovgivningen for den pågældende institution. Datoen for åbningsbalancen må ikke ligge mere end 6 måneder forud for spaltningsredegørelsens underskrivelse.
- En revideret resultatopgørelse, anlægsoversigt og balance for hver af de institutioner, der deltager i spaltningen, for den forløbne del af det løbende regnskabsår forud for den under nr. 2 nævnte åbningsbalance.
Revisorerne i bestående institutioner, der skal deltage i spaltningen, afgiver erklæring om, hvorvidt spaltningen kan antages at medføre en forringelse af muligheden for fyldestgørelse af kreditorerne i den enkelte selvejende institution.
Inden 4 uger efter spaltningsredegørelsens underskrivelse indsender bestyrelserne de i stk. 1 og 2 nævnte dokumenter til Undervisningsministeriet med henblik på godkendelse, jf. § 5, stk. 3. Ministeriet kan som betingelse for godkendelse af spaltningen foreskrive særlige betingelser.
Når Undervisningsministeriet har godkendt spaltningen, jf. stk. 3, indrykker ministeriet en bekendtgørelse i Statstidende om modtagelsen af de i stk. 1 og 2 nævnte dokumenter.
Antages det i revisorerklæringen efter stk. 2, at kreditorernes mulighed for fyldestgørelse forringes ved spaltningen, skal det i bekendtgørelsen i henhold til stk. 4 anføres, at kreditorerne inden 4 uger efter, at spaltningen er bekendtgjort efter stk. 4, kan anmelde deres fordringer, hvis fordringerne er stiftet forud for bekendtgørelsen efter stk. 4, og hvis der ikke er stillet særskilt sikkerhed. Anmeldte fordringer, der er forfaldne, kan forlanges indfriet, og for anmeldte fordringer, der er uforfaldne, kan forlanges betryggende sikkerhed.
Hvis en kreditor i den institution, hvortil forpligtelsen er blevet overført, ikke er blevet fyldestgjort, hæfter de modtagende institutioner og den institution, hvorfra forpligtelsen er blevet overført, solidarisk for en sådan forpligtelse, der bestod på tidspunktet for bekendtgørelsen efter stk. 4. Hæftelsen er dog begrænset til den tilførte eller resterende nettoværdi i den enkelte institution på tidspunktet for bekendtgørelsen efter stk. 4.
De i stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2 nævnte revisionsopgaver foretages af den i § 24, stk. 3 i selvejeloven eller § 22, stk. 2, i erhvervsskoleloven nævnte revisor. For øvrige institutioner foretages opgaverne af en statsautoriseret eller registreret revisor.
§ 7
Overgangen af rettigheder og forpligtelser fra den selvejende institution til den eller de modtagende eller nystiftede institutioner samt opløsningen af en eventuelt ophørende institution anses for sket, når
- krav efter § 6, stk. 5, er afgjort,
- eventuelle af Undervisningsministeriet stillede betingelser er opfyldt, og
- spaltningen er endeligt godkendt af Undervisningsministeriet.
Dannes ved spaltningen en eller flere nye selvejende institutioner, skal der som betingelse for de i stk. 1 nævnte retsvirkningers indtræden tillige være udpeget bestyrelse og revisor i de nye institutioner.
§ 8
Inden 4 uger efter, at spaltningens retsvirkninger er indtrådt efter § 7, skal bestyrelserne i de deltagende institutioner indgive anmeldelse herom til Undervisningsministeriet, der bekendtgør gennemførelsen af spaltningen i Statstidende.
Statslige uddannelsesinstitutioners deltagelse i sammenlægning og spaltning
Statslige uddannelsesinstitutioners deltagelse i sammenlægning og spaltning
§ 9
Statslige uddannelsesinstitutioner kan deltage i sammenlægning efter § 1, stk. 1, hvis den fortsættende institution godkendes efter selvejeloven, og i spaltning efter § 5, stk. 1. Aftale herom med andre deltagende institutioner forhandles af ledelsen for den statslige uddannelsesinstitution. Endelig beslutning træffes af Undervisningsministeriet efter forhandling med den statslige uddannelsesinstitution.
§ 10
Hvis en kreditor i en statslig uddannelsesinstitution, der indgår i en sammenlægning efter kapitel 1, ikke er blevet fyldestgjort, og retsforfølgning mod den fortsættende institution har vist sig forgæves, hæfter staten for en sådan forpligtelse, der bestod på tidspunktet for bekendtgørelsen efter § 2, stk. 4.
Ved spaltning efter kapitel 2, hvori deltager statslige uddannelsesinstitutioner, finder § 6, stk. 6, tilsvarende anvendelse for statens hæftelse over for kreditorer i de statslige uddannelsesinstitutioner.
Ikrafttrædelsesbestemmelser
Ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 11
Bekendtgørelsen træder i kraft den 3. marts 2001.
Undervisningsministeriet, den 20. februar 2001, den 20. februar 2001
/Berrit Hansen Torben Rytter Kristensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2001
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2001