Bekendtgørelse om rengøring og desinfektion af transportmidler til hovbærende dyr
BEK nr 148 af 06/03/2001
§ 1
Føreren og ejeren af et transportmiddel, som har været anvendt til transport af hovbærende dyr i områder med forekomst af alvorlig smitsom sygdom, skal straks efter transportmidlet ankomst til Danmark sørge for, at det bliver rengjort og desinficeret.
Det påhviler endvidere føreren at bære rengjort beklædning samt rengjort og desinficeret fodtøj.
Føreren af det omhandlede transportmiddel skal ved ankomsten til en ejendom med klovbærende dyr skriftligt kunne dokumentere, at der er sket den i stk. 1, omhandlede rengøring og desinfektion. Dokumentationen skal forevises Fødevareregionen og kopi heraf skal afleveres til ejeren eller brugere af ejendommen.
§ 2
Ved rensning og desinfektion af transportmidler skal halm, strøelse, eventuelle foderrester og andet risikomateriale bortskaffes til destruktion forsvarligt emballeret, så udslip ikke kan forekomme.
§ 3
Udgifterne ved den i § 1 nævnte rengøring, desinfektion og bortskaffelse af risikomateriale er det offentlige uvedkommende.
§ 4
Overtrædelse af §§ 1-2 straffes med bøde.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 5
Bekendtgørelsen træder i kraft den 7. marts 2001.
§ 6
Bekendtgørelsen gælder ikke for Grønland.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2001
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2001