TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om statstilskud m.v. til produktionsskoler

BEK nr 155 af 08/03/2001

DanmarkBekendtgørelse2001

§ 1

Staten yder tilskud til produktionsskoler, hvis vedtægter er godkendt, og som modtager grundtilskud, jf. dog stk. 2 og 3. Tilskuddet ydes med et fast beløb pr. årselev, jf. § 3, med en sats, hvis størrelse fastsættes på de årlige finanslove.

Stk. 2

Statstilskud ydes kun til produktionsskoler, der har en aktivitet på mindst 20 årselever pr. år i det seneste opgørelsesår eller som gennemsnit af de seneste 2 opgørelsesår, jf. § 2. I tilfælde hvor særlige geografiske forhold gør sig gældende, eller hvis nærmeste anden produktionsskole ikke er beliggende inden for en radius på 75 minutters befordringstid med offentlige befordringsmidler, kan undervisningsministeren fravige kravet om 20 årselever.

Stk. 3

Ydelse af statstilskud er betinget af, at skolen opfylder betingelserne i lovens kapitel 1 og 2.

Stk. 4

Staten refunderer udgiften til skoleydelse til deltagere på produktionsskoler, jf. § 13.

§ 2

Kravet om 20 årselever i § 1, stk. 2, omfatter deltagere, der udløser statstilskud, herunder deltagere, der er aktiverede i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Konstatering af om kravet er opfyldt, sker ved udløbet af et opgørelsesår. Opgørelsesåret er perioden fra 1. juli til 30. juni. Statstilskud bortfalder dog først ved udløbet af det finansår, hvor det er konstateret, at en skole ikke har opfyldt kravet efter § 1, stk. 2.

§ 3

En årselev som grundlag for ydelse af statstilskud beregnes som en elev i 1260 timer (svarende til 42 uger a 30 timer). Ved beregningen heraf kan højst medregnes 30 timer pr. uge. Beregningen af det ugentlige timetal foretages som et gennemsnit for det pågældende tilskudsår. I uger med færre end 5 undervisningsdage, f.eks. på grund af skæve helligdage, medregnes en forholdsmæssig andel af 30 timer i gennemsnitsberegningen. Beregningen foretages i øvrigt efter reglerne i §§ 4-6.

§ 4

I årselevberegningen medregnes:

  1. Virksomhed (undervisning, produktion og andet praktisk arbejde), som eleven har deltaget i på produktionsskolen.
  1. Eventuel undervisning henhørende under anden uddannelseslov, dog højst 1/3 af en elevs forløb på produktionsskolen og forudsat produktionsskolen har afholdt udgifterne til denne undervisning.
  1. Virksomhed (undervisning, produktion og andet praktisk arbejde) under deltagelse i ekskursioner (én- eller flerdages), dog højst 10 timer pr. dag.
  1. Praktikophold på anden institution eller arbejdsplads. For den enkelte elev kan dog højst medregnes 4 uger pr. påbegyndt halvår. Ved beregningen medtages det antal timer, eleven skulle have deltaget i på skolen.
  1. Virksomhed (undervisning, produktion og andet praktisk arbejde) under deltagelse i udvekslingsophold og lignende i andre lande. For den enkelte elev kan dog højst medregnes 4 uger og højst 10 timer pr. dag.

§ 5

For den enkelte deltager kan højst medregnes 1 års produktionsskoleophold. Ved beregningen heraf indgår såvel det aktuelle produktionsskoleophold som eventuelle tidligere ophold på samme eller andre produktionsskoler, herunder eventuelle forløb som led i en fri ungdomsuddannelse. Forløb som led i en erhvervsgrunduddannelse samt forløb som led i aktivering i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik indgår ikke i beregningen.

Stk. 2

I særlige tilfælde kan der medregnes produktionsskoleophold ud over 1 år. Tilladelse hertil kan gives af skolen inden for en kvote, der udgør 10 pct. af skolens årselevtal i det forudgående finansår. For skoler, der ikke har haft aktivitet i det forudgående finansår, beregnes kvoten på baggrund af det forventede årselevtal. Årselevtallet er det tal, der er lagt til grund ved beregning af statstilskud, henholdsvis beregning af forskudsrate.

Stk. 3

Meddelelse af tilladelser efter stk. 2 kan kun gives, hvor der foreligger helt specielle forhold af uddannelsesmæssig karakter. Det må fremgå af forløbsplanen, at der er særlige uddannelsesrettede forhold, der begrunder en overskridelse af et produktionsskoleforløbs normale varighed. Forinden afgørelse om tilladelse træffes, forelægges spørgsmålet for skolens bestyrelse.

Stk. 4

I øvrigt medregnes i årselevberegningen kun virksomhed, som eleven har deltaget i, samt virksomhed, hvor eleven har været fraværende på grund af sygdom eller kortvarig udeblivelse. For den enkelte elev kan fravær dog højst medregnes med i alt 9 uger pr. finansår.

§ 6

I årselevopgørelsen til beregning af statstilskud indgår:

Stk. 2

Ved beregningen medtages danske statsborgere, statsborgere i de øvrige nordiske lande samt udlændinge bosat i Danmark med opholdstilladelse og tilmeldt folkeregisteret. Der kan tillige medregnes deltagere tilhørende det danske mindretal i Sydslesvig. Som sådanne anerkendes deltagere, der er udgået fra en dansk skole i Sydslesvig.

  1. Ordinære elever, der er inden for skolens målgruppe, jf. lovens § 1, stk. 1, herunder aktiverede deltagere, og som følger undervisningen som heltidsundervisning. Herved forstås minimum 30 timer ugentlig som gennemsnit. Ved beregningen heraf medregnes undervisning under anden uddannelseslov med indtil 1/3 af elevens forløb, uanset om denne kan medregnes i årselevtallet, jf. § 4, nr. 2.
  1. Elever optaget som led i en erhvervsgrunduddannelse (egu), en fri ungdomsuddannelse eller et brobygningsforløb.

§ 7

Deltagere, der er optaget som aktiverede i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller lov om aktiv socialpolitik, indgår i årselevopgørelsen til beregning af statstilskud, jf. § 6. Ved optagelse af sådanne deltagere anvendes en særlig tilmeldingsblanket, der udfyldes af den aktiverende myndighed (AF-region eller kommune) og afleveres til skolen. Blanketten skal som minimum indeholde de oplysninger, der fremgår af den som bilag til denne bekendtgørelse optrykte standardblanket.

Stk. 2

Ved udskrivning af aktiverede deltagere sender skolen senest ugedagen efter udskrivningen kopi af tilmeldingsblanketten til den aktiverende myndighed med påtegning om forløbet på produktionsskolen.

Stk. 3

Med henblik på refusion af statens udgifter fremsender skolen senest den 10. i måneden efter et kvartals afslutning oplysning til de aktiverende myndigheder om aktiviteten for de aktiverede deltagere på skolen i det pågældende kvartal.

Stk. 4

Inden udgangen af måneden efter et kvartals afslutning opkræver Undervisningsministeriet refusion af udgifterne efter stk. 3 hos de aktiverende myndigheder. Betaling heraf skal ske senest en måned fra modtagelse af opkrævningen.

§ 8

Ansøgning om statstilskud indsendes til Undervisningsministeriet inden den 1. november. Eksisterende skoler, der modtager statstilskud skal ikke indsende ansøgning om tilskud fra år til år, men tilskud vil fortsat blive anvist, jf. § 10 og 11, medmindre ministeriet har modtaget anden meddelelse fra skolen, jf. § 12.

Stk. 2

Det er en betingelse for at modtage statstilskud, at en skole fortsat modtager kommunalt grundtilskud. Hvis dette opsiges, skal skolen straks give meddelelse herom til Undervisningsministeriet.

§ 9

Statstilskud, herunder tilskud til skoleydelse, beregnes og afregnes endeligt kvartalsvis bagud. Beregningen foretages på grundlag af en af skolen udarbejdet opgørelse over aktiviteten i kvartalet. Opgørelsen, herunder særskilt opgørelse for aktiverede deltagere, jf. § 7, foretages på skemaer udarbejdet af ministeriet og attesteres af skolens revisor. Skemaer samt vejledning hertil udsendes særskilt til alle skoler, der er registreret som modtagere af kommunalt grundtilskud. Opgørelsen indsendes til Undervisningsministeriet efter udløbet af hvert kvartal, således at den er ministeriet i hænde senest den 10. i den efter kvartalets udløb følgende måned.

§ 10

Staten udbetaler forskud på statstilskud i lige store månedlige rater til skoler, der er registreret i Undervisningsministeriet som modtagere af kommunalt eller amtskommunalt grundtilskud.

Stk. 2

Den månedlige forskudsrate beregnes på grundlag af skolens aktivitet i det seneste tilskudsgrundlagsår. Tilskudsgrundlagsåret regnes fra den 1. oktober til den 30. september det følgende år. For skoler, der ikke har haft aktivitet i tilskudsgrundlagsåret eller kun i en del af dette, beregnes forskudsraten på grundlag af den forventede aktivitet. Forskudsraten kan efter ansøgning ændres efter udløbet af 1. kvartal, såfremt der er sket væsentlige ændringer i skolens aktivitetsniveau.

§ 11

I det beregnede kvartalstilskud, jf. § 9, fradrages de i kvartalet udbetalte forskudsrater, og differencer reguleres i 2. forskudsrate i det følgende kvartal. Eventuelle fortsatte differencer i ministeriets favør modregnes i efterfølgende rateudbetalinger eller kan kræves tilbagebetalt straks.

§ 12

Hvis en skole ophører, standser sine betalinger, eller der indgives begæring om konkurs, eller hvis der i øvrigt er fare for, at skolens virksomhed må indstilles, skal skolen straks give Undervisningsministeriet meddelelse herom.

§ 13

Skolen udbetaler en skoleydelse til deltagere, der udløser statstilskud, jf. dog stk. 2.

Stk. 2

Der udbetales ikke skoleydelse til følgende deltagere:

  1. Deltagere, der er aktiverede i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
  1. Deltagere, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, revalideringsydelse eller anden offentlig støtte, der tilsigter at dække leveomkostninger.
  1. Deltagere, der er optaget som led i en erhvervsgrunduddannelse (egu).
  1. Deltagere, der er optaget som led i et brobygningsforløb, og hvis sammenhængende ophold på produktionsskolen er under 2 uger, eller som modtager elevstøtte i henhold til lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler.
  1. Deltagere, der er optaget som led i en fri ungdomsuddannelse, og som modtager statens uddannelsesstøtte.

§ 14

Skoleydelsens ugentlige størrelse for elever under og over 18 år fastsættes hvert år på finansloven.

Stk. 2

Skoleydelse udbetales normalt ugevis bagud. For overskydende dage (mindre end 1 uge) beregnes og udbetales skoleydelsen med 1/5 af ugebeløbet pr. arbejdsdag.

§ 15

Skoleydelse udbetales fra det tidspunkt, deltageren begynder på produktionsskolen (første dag med deltagelse i skolens aktiviteter), og indtil det tidspunkt deltageren forlader skolen (sidste dag med deltagelse i skolens aktiviteter, herunder eventuelle aktiviteter uden for skolen).

Stk. 2

Skoleydelse udbetales uanset fravær ved ferier og helligdage samt sygdom, jf. dog stk. 3-5.

Stk. 3

Udbetaling af skoleydelse under ferier kan for den enkelte deltager højst ske i 5 uger pr. løbende år, regnet fra deltagerens optagelse på skolen. Der kan dog altid udbetales skoleydelse under ferier i skolens normale ferieperioder, hvor skolen er lukket.

Stk. 4

Skoleydelse udbetales ikke ved ferie med feriegodtgørelse fra tidligere beskæftigelse. I tilfælde af en deltagers udeblivelse bestemmer skolen, hvorvidt der skal udbetales skoleydelse.

Stk. 5

Udbetaling af skoleydelse under fravær ved sygdom og udeblivelse kan for den enkelte deltager højst ske i 9 uger pr. finansår.

§ 16

Udgiften til skoleydelse indberettes til Undervisningsministeriet i forbindelse med skolens kvartalsopgørelse, jf. § 9.

§ 17

Elever på den fri ungdomsuddannelse og erhvervsgrunduddannelserne, der før den 1. januar 1999 har fået tilsagn om optagelse på en produktionsskole, indgår i årselevberegningen, uanset om de er fyldt 25 år ved optagelsen på skolen.

Stk. 2

Uanset bestemmelsen i § 1, stk. 3, kan staten indtil den 31. december 2001 yde tilskud til skoler, hvis vedtægter er godkendt før den 1. januar 2000.

§ 18

Bekendtgørelsen træder i kraft den 17. marts 2001 med virkning fra den 1. januar 2001.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 179 af 16. marts 2000 om statstilskud, skoleydelse m.v. ved produktionsskoler og refusion af tilskud for aktiverede deltagere ophæves.

Stk. 3

Aktivitetsopgørelse i henhold til § 2 finder første gang sted efter udløbet af opgørelsesåret 1. juli 2000 til 30. juni 2001 for dette opgørelsesår eller som et gennemsnit af opgørelsesårene 1. juli 1999 til 30. juni 2000 og 1. juli 2000 til 30. juni 2001.

Stk. 4

For finansåret 2001 ydes et tillæg til tilskuddet efter § 1, stk. 1, for deltagere, der deltager i undervisning i henhold til lovens § 2, stk. 6, på tekniske skoler, landbrugsskoler, AMU-centre eller andre skoler i grundforløb eller dele af grundforløb inden for de grupper, der er anført i § 1, stk. 2, nr. 1-6, i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1228 af 18. december 2000 om grundforløb i erhvervsuddannelserne. Tillægget ydes, hvor udgiften til den pågældende undervisning afholdes af produktionsskolen, jf. § 4, nr. 2. Tillægget er på finansloven for 2001 fastsat til 11.000 kr. pr. årselev. Opgørelse af aktivitet til beregning af tillægget foretages i forbindelse med kvartalsopgørelsen, jf. § 9.


Undervisningsministeriet, den 8. marts 2001, den 8. marts 2001

/P.M.V.Berrit HansenStyrelseschef Svend Otto Bruun/

Bilag

BLANKET TIL BRUG VED TILMELDING AF AKTIVEREDE TIL PRODUKTIONSSKOLER Felt 1 - 6 udfyldes af den henvisende myndighed. Øvrige felter udfyldes af skolen

Oplysninger om deltageren:

  1. Navn:
  1. Adresse:
  1. Cpr-nr:

Oplysninger om den henvisende AF-region/kommune:

  1. Navn og adresse:
  1. AF-regionens/kommunens nr.
  1. Uddannelsens navn

Sagsbehandler

Dato

Underskrift

Udfyldes af uddannelsesinstitutionen:

  1. Uddannelsesforløbets forventede varighed (uger):
  1. Takstbeløb pr. årselev:
  1. Forventet udgift i alt:
  1. Vejledningstilskud (FUU):
  1. Skolens navn og adresse:
  1. Skolens skolekodenr:
  1. Sagsbehandlers navn Dato Underskrift Kopi af den udfyldte blanket indsendes til den henvisende myndighed
  1. Uddannelsesforløbets ophør Dato for ophør: Uddannelsesforløbets gennemførelse: Navn Dato underskrift Sendes til den henvisende myndighed senest en uge efter ophør

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2001
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2001