TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om vedtægter for Arbejdsmarkedets Feriefond

BEK nr 163 af 12/03/2001

DanmarkBekendtgørelse2001

§ 1

Arbejdsmarkedets Feriefond er en selvejende institution oprettet ved lov nr. 268 af 22. maj 1974 om ændring af ferieloven.

Stk. 2

Fondens hjemsted er Københavns Kommune.

§ 2

Arbejdsmarkedets Feriefond anvender fondens midler til ferieformål for lønmodtagere særligt familier med børn og særligt gennem støtte til institutioner eller organisationer, der tilvejebringer feriemuligheder for lønmodtagere, i form af aktivitets-, oplevelses- og bomuligheder.

§ 3

Arbejdsmarkedets Feriefond yder støtte i form af lån eller tilskud til erhvervelse af arealer, opførelse, ombygning og indretninger af bygninger til ferieformål, i form af de i § 2 nævnte aktivitets-, oplevelses- og bomuligheder, modernisering af feriehuse m.v. og andre foranstaltninger til fremme af ferieformål. I tilknytning hertil kan Feriefonden yde støtte til information om aktivitets- og oplevelsesmuligheder i den eller de pågældende regioner.

§ 4

Støtte ydes efter ansøgning til Arbejdsmarkedets Feriefond, der i det enkelte tilfælde træffer afgørelse om vilkårene.

§ 5

Støtte skal dog altid gøres betinget af, at Arbejdsmarkedets Feriefond har fuld indsigt i regnskabsmateriale m.v. vedrørende driften af de feriecentre m.v., der er erhvervet eller opført for fondens midler, eller hvortil der ydes tilskud til driften.

§ 6

Støtte til erhvervelse af arealer og til opførelse, ombygning og indretning af bygninger kan kun ydes som lån. Lån til bomuligheder kan højest udgøre 70 pct. af de afholdte udgifter (anskaffelsesværdien) og skal have sikkerhed inden for 90 pct. heraf. Lån til aktivitets- og oplevelsesmuligheder ydes under forudsætning af, at projektet også støttes af regionale eller lokale investorer i et ikke uvæsentligt omfang.

Stk. 2

Støtte til igangsættelse af aktivitets- og oplevelsesmuligheder kan ydes som tilskud.

Stk. 3

Støtte efter stk. 1 skal gøres betinget af, at fonden har fuld indsigt i byggeregnskab, regnskabsmateriale m.v. for det pågældende byggeri.

Stk. 4

Fonden skal ved gennemgang af det endelige reviderede byggeregnskab samt ved enhver á conto udbetaling sikre, at der foreligger fyldestgørende dokumentation for afholdte byggeomkostninger m.v.

§ 7

Ved forhåndstilsagn om støtte skal der tages forbehold for ændringer i grundlaget for fondens virksomhed, der besluttes af Folketinget (herunder Finansudvalget).

§ 8

Arbejdsmarkedets Feriefonds midler består af renter og andet afkast af kapitalen, renteafkast fra FerieKonto, jf. § 32, stk. 2 og § 34, samt beløb, som i medfør af ferieloven tilfalder fonden.

§ 9

Under fondens midler hører endvidere den kapital, som fonden rådede over pr. 1. juli 1974. Denne kapital, der er anbragt i kasseobligationer, skal forblive urørt. Der skal foretages genkøb af udtrukne obligationer (nominel værdi).

Stk. 2

Arbejdsministeren kan dog under særlige omstændigheder godkende, at der af denne kapital ydes støtte i form af lån.

Stk. 3

Fondens øvrige midler anbringes i kasseobligationer eller pengeinstitut.

§ 10

Arbejdsministeren udpeger efter drøftelse med de i bestyrelsen repræsenterede organisationer bestyrelsens formand.

Stk. 2

Bestyrelsen består herudover af 14 medlemmer, der udpeges af arbejdsministeren efter indstilling af følgende myndigheder og organisationer:

  • 1 repræsentant for Arbejdsministeriet,
  • 1 repræsentant for Miljøministeriet,
  • 1 repræsentant for Erhvervsministeriet
  • 1 repræsentant for Kulturministeriet
  • 4 repræsentanter for Landsorganisationen i Danmark,
  • 1 repræsentant for Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,
  • 1 repræsentant for Akademikernes Centralorganisation,
  • 1 repræsentant for Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd og Akademikernes Centralorganisation i fællesskab,
  • 1 repræsentant for Ledernes Hovedorganisation,
  • 1 repræsentant for Dansk Arbejdsgiverforening og
  • 1 repræsentant for Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger.
Stk. 3

Arbejdsministeriets repræsentant er stedfortræder for formanden i tilfælde af dennes forfald.

Stk. 4

Bestyrelsen udpeges for 3 år ad gangen. Genbeskikkelse kan finde sted.

Stk. 5

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

§ 11

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 8 medlemmer, herunder formanden, eller - i dennes forfald - formandens stedfortræder, er til stede.

Stk. 2

Alle beslutninger i bestyrelsen træffes ved simpelt flertal blandt de fremmødte. Står stemmerne lige, er formandens eller - i dennes forfald - formandens stedfortræders stemme afgørende.

§ 12

Bestyrelsen kan nedsætte et forretningsudvalg til at forestå fondens daglige ledelse.

Stk. 2

Formanden for bestyrelsen er forretningsudvalgets formand.

§ 13

Arbejdsmarkedets Feriefond tegnes af formanden - eller i dennes forfald formandens stedfortræder - i forening med et andet bestyrelsesmedlem.

§ 14

Arbejdsmarkedets Feriefond kan af sine midler afholde administrationsudgifter.

§ 15

Fondens regnskabsår er kalenderåret.

Stk. 2

Det påhviler Arbejdsmarkedets Feriefond efter udløbet af hvert regnskabsår at aflægge driftsregnskab over det forløbne år med status pr. 31. december.

Stk. 3

Regnskabet revideres af 2 revisorer, hvoraf mindst een skal være statsautoriseret revisor. Revisorerne vælges af bestyrelsen.

§ 16

Et eksemplar af det reviderede årsregnskab med status sendes til arbejdsministeren inden udgangen af maj måned i året efter regnskabsårets udløb.

§ 17

Rigsrevisionen kan gennem arbejdsministeren kræve det reviderede regnskab forelagt til gennemgang med henblik på at påse, at regnskabet er undergivet betryggende revision, at de midler, der indgår i fonden, anvendes i overensstemmelse med ferielovens § 46, stk. 3, og at der i øvrigt er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af midlerne.

§ 18

Det påhviler Arbejdsmarkedets Feriefond efter udløbet af hvert regnskabsår at udarbejde en beretning om fondens virksomhed i det forløbne år. Beretningen sendes til arbejdsministeren inden udgangen af maj måned i året efter regnskabsårets udløb.

§ 19

Ændringer i disse vedtægter kan foretages af arbejdsministeren efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Feriefond, eller i øvrigt efter at fonden har haft lejlighed til at afgive en udtalelse.

§ 20

Denne bekendtgørelse træder i kraft den 2. april 2001 og har virkning for de beslutninger, bestyrelsen træffer efter denne dato. Samtidig ophæves Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 229 af 25. marts 1994.


Arbejdsministeriet, den 12. marts 2001, den 12. marts 2001

/Ove Hygum E. Edelberg/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2001
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2001
Bekendtgørelse om vedtægter for Arbejdsmarkedets Feriefond | TheLawyer.sh