TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om regler for fordeling af tilskud til oplysning om Danmarks medlemskab af den Europæiske Union

BEK nr 259 af 04/04/2001

DanmarkBekendtgørelse2001

§ 1

Reglerne, der er fastsat den 4. april 2001, fremgår af bilaget til denne bekendtgørelse.

§ 2

Bekendtgørelsen træder i kraft den 28. april 2001 og har virkning fra den 1. januar 2001.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 595 af 16. juni 2000 om regler for fordeling af tilskud til oplysning om Danmarks medlemsskab af den Europæiske Union ophæves.

Regler for fordeling af tilskud til oplysning om Danmarks medlemskab af den EuropæiskeUnion

Bilag 1

På finansloven er afsat en pulje til en bred oplysningsindsats om forhold vedrørende Danmarks medlemskab af den Europæiske Union (EU). Puljen administreres af Nævnet vedrørende EU-oplysning, der er nedsat af undervisningsministeren.

Nævnet lægger vægt på at støtte initiativer, der i indhold og form henvender sig til en bred målgruppe. Der lægges vægt på, at initiativerne har størst mulig gennemslagskraft, og nævnet ser gerne, at de gennemføres i samarbejde med lokale eller landsdækkende medier.

Initiativerne skal normalt være åbne for alle og annonceret offentligt. Både lokale og landsdækkende initiativer kan støttes. Der kan ansøges om fuld finansiering, men ansøgninger, der har en medfinansiering på minimum 50%, vil blive prioriteret højt.

Der kan gives tilskud til dækning af faktiske udgifter til:

Honorar til oplægsholdere. Tilskuddet kan normalt ikke overstige 2.500 kr. til enkelt foredrag og 1.500 kr. til paneldeltagelse.

Rejseudgifter til oplægsholdere m.fl. (1,58 kr. pr. km i egen bil eller normalt billigste offentlige transportmidler). Der refunderes ikke rejseudgifter til forberedelsesmøder.

Udarbejdelse af oplysningsmateriale.

Annoncering af arrangementer.

Udgifter til revision (jf. regnskabskrav).

Som hovedregel gives der ikke honorar til ansøgerens egen medvirken.

Der kan i særligt tilfælde, hvor det er specifikt er oplyst i ansøgningen, gives dispensation herfor. I sådanne tilfælde sker det på grundlag af tidsregistrering for projektet.

Som hovedregel ydes der ikke tilskud til studierejser, researchrejser og fortæring.

Hvem kan søge?

Alle kan søge tilskud bortset fra Folketingets partier, Junibevægelsen, Folkebevægelsen mod EU og Europabevægelsen, som der er afsat en særlig pulje til.

Hvordan søger man?

Man søger ved at udfylde et særligt skema. Én person er med sin underskrift ansvarlig over for Nævnet vedrørende EU-oplysning for tilskuddets anvendelse.

Søger foreninger eller sammenslutninger, vedlægges formålsbeskrivelse eller vedtægter.

Ansøgningsskema fås ved henvendelse til:

Nævnet vedrørende EU-oplysning

Postboks 2265

1025 København K

tlf.: 3312 8089

Midlerne uddeles i ansøgningsrunder, hvor fristen for ansøgning vil blive offentliggjort i dagspressen.

Ansøgninger skal sendes pr. post.

Ansøgninger som modtages efter ansøgningsfristens udløb, vil ikke komme i betragtning.

Tilsagn/Afslag

Tilsagn og afslag meddeles skriftligt til ansøgeren. Tilskuddet ydes på baggrund af den konkrete ansøgning og budgettet (udgiftsarter og størrelse) og kan kun anvendes til de udgifter, der er anført i budgettet. Der kan ikke flyttes midler fra én budgetpost til en anden.

Ved tilsagn om støtte er det en betingelse, at det samlede initiativ gennemføres som beskrevet i ansøgningen. Herunder også at evt. budgetteret medfinansiering fra anden side opnås.

Ved honorering af oplægsholdere og/eller andre medvirkende påhviler arbejdsgiverforpligtelsen ansøgeren, herunder opfyldelse af krav i henhold til skattelovgivningen.

Tilsagnet bortfalder, hvis regnskabskravene nedenfor ikke opfyldes.

Regnskabskrav

Et samlet regnskab for initiativet skal indsendes til nævnet senest 1 måned efter den slutdato, der er anført i ansøgningen.

Regnskabet skal være underskrevet af den person, der er ansvarlig for tilskuddet.

Regnskabet skal opstilles på samme måde som budgettet, således at disse er direkte sammenlignelige.

Ansøgere, der har fået tilsagn om tilskud på 50.000 kr. eller derover, skal indsende et regnskab, der er revideret og påtegnet af en statsautoriseret revisor eller registreret revisor.

Ansøgere, der har fået tilskud på mindre end 50.000 kr., skal indsende regnskabsskema med kvitterede originalbilag og kopi af annoncer.

Eventuelle merindtægter i forhold til budgettet vil blive modregnet i tilskuddet.

Sammen med regnskabet skal der indsendes en kortfattet rapport over forløbet med oplysninger om deltagerantal og et eksemplar af eventuelt fremstillet materiale.

Udbetaling af tilskud

Tilskuddet udbetales til den ansvarlige ansøger hurtigst muligt og senest en måned efter modtagelsen af fyldestgørende regnskab. Tilskuddet udbetales pr. check. Der kan normalt ikke ydes forskud, dog kan nævnet i ganske særlige tilfælde give en skriftlig dispensation, og forskuddet ydes da mod kvittering for afholdte udgifter.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2001
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2001
Bekendtgørelse om regler for fordeling af tilskud til oplysning om Danmarks medlemskab af den Europæiske Union | TheLawyer.sh