Bekendtgørelse om BVD hos kvæg
BEK nr 29 af 19/01/2001
§ 1
Ved BVD forstås infektion hos kvæg med det virus, som kan forårsage sygdommene Bovin Virus Diarré og Mucosal Disease.
Ved PI-dyr (Persistent Inficerede) forstås kvæg, som immunologisk tolererer BVD-virus, og som huser og udskiller dette virus gennem hele deres levetid.
Ved en besætning forstås i denne bekendtgørelse et dyr eller en gruppe af dyr, der holdes på en bedrift som en epidemiologisk enhed.
Ved en besætning med BVD-fri status forstås en besætning, hvori der ikke befinder sig PI-dyr, eller drægtige dyr, der er mistænkt for at ville kælve med PI-dyr, og hvor fri status er bekræftet indenfor de sidste 12 måneder, jf. § 4, stk. 1.
Ved en besætning med ikke BVD-fri status forstås en besætning, hvori betingelserne for opnåelse eller opretholdelse af BVD-fri status ikke er opfyldt.
§ 2
Ejeren eller den, som i øvrigt er ansvarlig for en kvægbesætning, skal ved mistanke om udbrud af BVD i besætningen foretage anmeldelse herom til en dyrlæge. Er besætningen i forvejen registreret med PI-dyr, skal anmeldelse dog ikke foretages.
Anmeldelse skal ske, når der i besætningen forekommer ét eller flere af nedenstående symptomer:
- omløbninger eller kastninger i uventet omfang, eventuelt efterfulgt af svagtfødte kalve eller kalve med medfødte centralnervøse forstyrrelser eller blindhed, eller
- appetitløshed, depression, feber, rindende øjne og næsebor samt sår på mund- og næseslimhinde hos ungdyr.
§ 3
Modtager en dyrlæge anmeldelse, jf. § 2, eller får dyrlægen selv mistanke om udbrud af BVD i en besætning, som ikke vides at indeholde PI-dyr, skal dyrlægen foretage en undersøgelse med henblik på at konstatere, om nogle dyr viser tegn på at være smittet med sygdommen.
Hvis mistanken ikke kan afvises, skal dyrlægen indsende materiale med angivelse af besætningens CHR-nummer. Materialet indsendes til Statens Veterinære Institut for Virusforskning, Lindholm, eller til Statens Veterinære Serumlaboratorium, Frederiksberg, efter Fødevaredirektoratets nærmere anvisning.
Når dyrlægen har modtaget meddelelse om resultatet af undersøgelsen fra et af de i stk. 2 nævnte laboratorier, underretter dyrlægen ejeren eller den, som i øvrigt er ansvarlig for kvægbesætningen, om dette resultat.
§ 4
Ejeren eller den, som i øvrigt er ansvarlig for en kvægbesætning, skal sørge for, at besætningens status med hensyn til forekomst af PI-dyr bliver klarlagt og efterkontrolleret med højst 12 måneders mellemrum. Herudover kan Fødevaredirektoratet til enhver tid påbyde, at en besætnings status skal afklares.
For at afklare, om en besætning har BVD-fri status, skal ejeren eller den, som i øvrigt er ansvarlig for en kvægbesætning, lade udtage tankmælksprøver og / eller blodprøver efter Fødevaredirektoratets nærmere anvisning. Ved blodprøvning udtages prøver af mindst 3 dyr, der er over 8 måneder gamle og som bedst muligt afspejler infektionsstatus for besætningen.
Opnår en besætning ikke BVD-fri status efter stk. 2, har ejeren eller den, som i øvrigt er ansvarlig for besætningen, pligt til uden ugrundet ophold at lade foretage yderligere blodprøvning af besætningen for nærmere at afklare besætningens status.
De i stk. 2 og 3 nævnte prøver indsendes med angivelse af besætningens CHR-nr., og ved blodprøver tillige angivelse af dyrenes øremærkenummer, til et af Fødevaredirektoratet godkendt laboratorium.
De i stk. 2 og 3 samt §§ 6 og 7 nævnte blodprøver og mælkeprøver kan også undersøges for antistoffer mod IBR, salmonella, eller anden sygdom efter Fødevaredirektoratets anvisning.
§ 5
Ejeren eller den, som i øvrigt er ansvarlig for en kvægbesætning, skal ved fund af et PI-dyr sørge for, at dyret senest en måned efter fundet bliver ført til slagtning eller destruktion.
Kalve født i en ikke BVD-fri besætning, skal blodprøves for BVD-virus inden de er 5 måneder gamle, medmindre de føres direkte til en specialiseret slagtekalvebesætning, jf. § 7, stk. 2.
§ 6
Dyr fra en BVD-fri besætning kan, hvis den BVD-fri status har været opretholdt i mindst 2 år og er bekræftet ved en statusundersøgelse, der er under 4 måneder gammel, omsættes, udstilles eller føres til fælles græsgang uden forudgående undersøgelse for BVD.
Dyr fra en BVD-fri besætning, der ikke overholder de i stk. 1 nævnte betingelser, må kun omsættes, udstilles eller føres til fælles græsgang, hvis de er blodprøveundersøgt for BVD-virus med negativt resultat. Kalve under 3 måneder skal desuden være blodprøveundersøgt for BVD-antistof med negativt resultat. Kalvene skal være undersøgt for virus og antistof på samme dag.
§ 7
Hundyr fra en ikke BVD-fri besætning, som er over 1 år gamle, må ikke omsættes.
Kalve fra en ikke BVD-fri besætning, som er under 3 måneder gamle, skal ved omsætningvære blodprøveundersøgt for BVD-virus og -antistof med negativt resultat. Undersøgelsen for BVD-antistof skal ske samme dag som undersøgelsen for BVD-virus. Kravet om undersøgelse for BVD-virus ogantistof gælder dog ikke kalve, der føres til en specialiseret slagtekalvebesætning, som er dokumenteret fast aftager af kalve fra den ikke BVD-fri besætning.
Stk. 3Dyr fra en besætning, som på grund af manglende statusafklaring har ikke BVD-fri status, må ikke flyttes fra ejendommen medmindre de flyttes direkte til slagtning.
Dyr fra en besætning, som efter statusafklaring er fundet ikke BVD-fri, må ikke udstilles eller føres til fælles græsgang og må kun omsættes, hvis de er blodprøveundersøgt for BVD-virus med negativt resultat, jf. dog stk. 1 og 2.
Ændring fra en ikke BVD-fri status til en BVD-fri status kan i besætninger med statusafklaring tidligst ske 12 måneder efter sidste PI-dyr er slagtet eller destrueret.
§ 8
Kalve, der er under 4 måneder gamle, kan omsættes til levebrug uden blodprøveundersøgelse for BVD til specialiserede slagtekalvebesætninger, der har dispensation fra Fødevaredirektoratet til at modtage sådanne kalve. Kalve fra specialiserede slagtekalvebesætninger må kun sendes direkte til slagtning eller eksport og må ikke udbindes.
Specialiserede slagtekalvebesætninger har pligt til overfor Fødevareregionen at oplyse, hvilke kvægbesætninger der modtages kalve fra.
§ 9
Dyr fra en ikke BVD-fri besætning må kun være udbundet, hvis undersøgelse har vist, at de er fri for BVD-virus.
Køer eller kvier fra en ikke BVD-fri besætning må ikke kælve på græs.
§ 10
Ejeren eller den, som i øvrigt er ansvarlig for en ikke BVD-fri besætning, skal give meddelelse herom til alle, der kommer i kontakt med besætningen, herunder til naboer med kvæg eller ejere af kvæg på nabomarker.
§ 11
PI-dyr, og dyr med ukendt BVD-status fra ikke BVD-fri besætninger, der føres fra besætningen, skal afhentes sidst på vognmandens rute og skal køres direkte til bestemmelsesstedet.
Kalve, der er under 4 måneder gamle og som føres til en specialiseret slagtekalvebesætning, jf. § 8, stk. 1, skal ligeledes afhentes sidst på vognmandens rute og køres direkte til modtagerbesætningen. Under transporten må kalvene ikke komme i kontakt med kalve til andre besætninger end modtagerbesætningen.
§ 12
De i § 5 stk.2, § 6, stk. 2 eller § 7, stk. 2, nævnte blodprøver skal tillige undersøges for BVD-antistoffer. Prøver udtaget i medfør af § 9 skal ligeledes undersøges for BVD-antistoffer. Kreaturer med blodprøver udtaget før 27. november 1999 skal ikke være undersøgt for BVD-antistoffer for at kunne omsættes, udstilles eller føres til fælles græsgang.
§ 13
Blandt dyr, der hjemtages fra en fælles græsgang, skal der udtages mindst tre blodprøver til undersøgelse for BVD-antistof. Prøverne skal udtages blandt dyr, der ved udsættelsen var antistofnegative, og skal udtages senest 3 uger efter hjemtagelsen.
§ 14
Ved etablering af en ny besætning, får denne automatisk tildelt BVD-fri status, hvis dyrene er erhvervet med gyldige sundhedsdokumenter.
§ 15
Vaccination mod BVD er ikke tilladt.
§ 16
Laboratorier godkendt af Fødevaredirektoratet skal indsende alle prøveresultater for BVD til Det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR), efter nærmere anvisning fra Fødevaredirektoratet.
§ 17
Udgifterne ved undersøgelse af de i § 3, stk. 2, nævnte prøver afholdes af Fødevaredirektoratet. Alle andre udgifter, som afholdes i medfør af denne bekendtgørelse, er Fødevaredirektoratet uvedkommende.
§ 18
Med bøde straffes den, der
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
- overtræder § 2, stk. 1, § 3, § 4, stk. 1-4, §§ 5-13 eller §§ 15 eller 16, eller
- undlader at efterkomme påbud efter § 4, stk. 1.
§ 19
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2001.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 842 af 18. november 1999 om BVD hos kvæg.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2001
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2001