TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om indberetning af handler med værdipapirer, der er noteret på en fondsbørs m.v.

BEK nr 414 af 21/05/2001

DanmarkBekendtgørelse2001

§ 1

En værdipapirhandler, jf. § 4, stk. 3, i lov om værdipapirhandel m.v., som medvirker ved aftaler om overdragelse til eje (handler) af værdipapirer, der er optaget til notering på en fondsbørs eller optaget til handel på en autoriseret markedsplads eller i et handelssystem, oprettet i henhold til § 17 i lov om værdipapirhandel m.v., skal indberette handler. Indberetningen skal ske til den pågældende fondsbørs eller autoriserede markedsplads.

Stk. 2

Fondsrådet kan i særlige tilfælde dispensere fra indberetningspligten i stk. 1, såfremt det sikres, at der sker indberetning af handel med værdipapirer på anden måde. Dispensation kan gives for indtil tre år ad gangen.

Stk. 3

Stk. 1 omfatter tillige værdipapirtransaktioner udført af Danmarks Nationalbank som medlem af en fondsbørs, en autoriseret markedsplads eller i et handelssystem oprettet i henhold til § 17 i lov om værdipapirhandel m.v. samt Finansstyrelsen, medmindre der sker indberetning fra en indberetningspligtig.

Stk. 4

Værdipapirhandlere, der alene udfører porteføljepleje eller alene formidler værdipapirtransaktioner, jf. lov om fondsmæglerselskaber, bilag 1, afsnit A, skal indberette i henhold til stk. 1, medmindre mindst én af aftaleparterne selv er indberetningspligtig.

Stk. 5

Pengemarkedsmæglere i forbindelse med formidling af børsnoterede pengemarkedsprodukter eller pengemarkedsmæglere, som har fået tilladelse til at udøve virksomhed som værdipapirmægler, jf. § 48, stk. 3, i lov om værdipapirhandel m.v., skal indberette i henhold til stk. 1, medmindre mindst én af aftaleparterne selv er indberetningspligtig.

Stk. 6

Enhver, der er eller bliver omfattet af § 29 i lov om værdipapirhandel m.v., skal tillige indberette i henhold til stk. 1, medmindre der sker indberetning fra en indberetningspligtig. Indberetning skal ske ved erhvervelse eller afhændelse af aktier, hvorved de i § 29 anførte grænser opnås eller overskrides.

§ 2

Alle handler med værdipapirer, der er optaget til notering på en fondsbørs, jf. § 21, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v., eller handles på en autoriseret markedsplads, jf. § 40, stk. 2, i lov om værdipapirhandel m.v., eller i et handelssystem, oprettet i henhold til § 17 i lov om værdipapirhandel m.v., skal indberettes.

§ 3

Indberetning i henhold til § 1, stk. 1 og stk. 3-5, skal indeholde oplysninger om:

Stk. 2

Indberetning efter stk. 1 skal for handler, som er foretaget af en indberetningspligtig, der er medlem af en fondsbørs, en autoriseret markedsplads eller et handelssystem, oprettet i henhold til § 17 i lov om værdipapirhandel m.v. tillige indeholde oplysning om, hvorvidt en handel er indgået på egne vegne, eller på vegne af én eller flere kunder. En handel anses for indgået på én eller flere kunders vegne, såfremt handelen ikke indebærer kursrisiko for værdipapirhandleren.

Stk. 3

Stk. 2 finder ikke anvendelse på indberetning af handler med instrumenter omfattet af § 2, stk. 1, nr. 6 og 10 i lov om værdipapirhandel m.v.

Stk. 4

Indberetning i henhold til § 1, stk. 6, skal indeholde de i stk. 1, nr. 1-5, anførte oplysninger.

  1. fondskode (ISIN - International Securities Identification Number),
  1. handelsdato og handelstidspunkt,
  1. der er foretaget et køb eller salg,
  1. handelskurs og handelsmængde,
  1. afviklingsdato, samt
  1. identifikation af modparten, hvis denne er medlem af den pågældende fondsbørs, autoriserede markedsplads eller handelssystem eller har opnået tilladelse i henhold til § 4, stk. 2.
Stk. 5

De indberetningspligtige skal på anmodning fra en fondsbørs eller en autoriseret markedsplads give yderligere oplysninger vedrørende den indberettede handel til brug for fondsbørsens eller markedspladsens markedsovervågning.

§ 4

Handler, der er foretaget af en indberetningspligtig, der er medlem af en fondsbørs, en autoriseret markedsplads eller et handelssystem, oprettet i henhold til § 17 i lov om værdipapirhandel m.v., skal indberettes inden 5 minutter efter aftalens indgåelse. Indberetning af handler til afregning på grundlag af en gennemsnitskurs, der offentliggøres inden for det pågældende handelssystems' åbningstid, skal foretages, inden der den følgende handelsdag åbnes for handel. En fondsbørs eller en autoriseret markedsplads kan efter ansøgning fra et medlem dispensere fra indberetningsfristen i 2. pkt.

Stk. 2

Handler foretaget af andre indberetningspligtige omfattet af § 1, stk. 1 og stk. 3-6, skal indberettes inden der den følgende handelsdag åbnes for handel. En fondsbørs eller en autoriseret markedsplads kan efter nærmere regler fastsat af den pågældende fondsbørs eller autoriserede markedsplads tillade, at en indberetningspligtig bliver omfattet af stk. 1, selvom den indberetningspligtige ikke er medlem af den pågældende fondsbørs, autoriserede markedsplads eller handelssystem oprettet i henhold til § 17 i lov om værdipapirhandel m.v.

Stk. 3

Repo-baserede handler, Cibor-handler og andre handler kan efter nærmere regler fastsat af en fondsbørs eller en autoriseret markedsplads undtages fra indberetningsfristen i stk. 1. Indberetning skal ske inden handelsdagens slutning.

Stk. 4

Ved en handel omfattet af § 3, stk. 2, anses den endelige afregning mellem en værdipapirhandler og én eller flere kunder ikke som en handel.

Stk. 5

Efter ansøgning fra en fondsbørs eller en autoriseret markedsplads kan Fondsrådet bestemme, at handler under en vis beløbsgrænse ikke skal indberettes.

§ 5

En indberetningspligtig, der er medlem af en fondsbørs, en autoriseret markedsplads eller et handelssystem oprettet i henhold til § 17 i lov om værdipapirhandel m.v., eller som har opnået tilladelse i henhold til § 4, stk. 2, skal sikre, at der ved handel med et medlem af samme fondsbørs, autoriserede markedsplads eller handelssystem eller ved handel med en indberetningspligtig, der har opnået tilladelse i henhold til § 4, stk. 2, er sket korrekt sammenføring af en indberetningspligtig handel, inden indberetningssystemet lukker.

Stk. 2

Sker handelen uden for indberetningssystemets åbningstid, skal der ske indberetning snarest muligt efter systemets genåbning.

§ 6

Indberettede handler kan kun annulleres i henhold til særlige betingelser og retningslinier fastsat af en fondsbørs eller en autoriseret markedsplads.

§ 7

Indberetning i henhold til § 1, stk. 1 og 3-5, skal ske elektronisk, medmindre andet fastsættes af en fondsbørs eller en autoriseret markedsplads.

Stk. 2

Indberetning efter § 1, stk. 6, skal ske efter nærmere regler fastsat af en fondsbørs eller en autoriseret markedsplads.

§ 8

Den indberetningspligtige skal opbevare dokumentation for den indberettede handel og for indberetningen heraf i mindst 5 år efter, at indberetningen er foretaget.

§ 9

En værdipapirhandler skal til Fondsrådet indberette handler med værdipapirer, der er optaget til notering på en fondsbørs eller et tilsvarende reguleret marked i et land inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Fællesskabet har indgået aftaler med.

Stk. 2

Såfremt værdipapirhandleren indberetter handlerne til de kompetente myndigheder i det pågældende land, skal der ikke ske indberetning i henhold til stk. 1.

§ 10

Indberetningspligten i henhold til § 9 omfatter handler, når disse vedrører

  1. aktier eller andre instrumenter, der giver adgang til aktiekapital,
  1. obligationer eller andre instrumenter, der kan sidestilles med obligationer,
  1. standardiserede futures vedrørende aktier, samt
  1. standardiserede optioner vedrørende aktier.

§ 11

Indberetningen skal indeholde oplysninger om:

  1. identifikation af værdipapiret,
  1. handelsdato, samt
  1. landekode.

§ 12

Handler omfattet af § 10 skal indberettes senest dagen efter handelsdagen.

§ 13

§§ 7 og 8 finder tillige anvendelse på indberetninger omfattet af dette kapitel.

§ 14

En fondsbørs eller en autoriseret markedsplads fastsætter regler om betaling af gebyrer for indberetninger omfattet af denne bekendtgørelse, jf. § 33, stk. 4, i lov om værdipapirhandel m.v. Betaling af gebyr skal ske til den pågældende fondsbørs eller markedsplads.

§ 15

Overtrædelse af § 1, stk. 1 og 3-6, § 3, stk. 1, 2, 4 og 5, § 4, stk. 1-3 og §§ 8, 9, 11 og 12 i denne bekendtgørelse straffes med bøde.

§ 16

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2001.

Stk. 2

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 429 af 8. juni 1999 om indberetning af handler med værdipapirer, der er noteret på en fondsbørs m.v.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2001
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2001