Bekendtgørelse om energibesparelsesaktiviteter i naturgasdistributions- og naturgasforsyningsselskaber
BEK nr 56 af 29/01/2001
§ 1
Naturgasselskaber skal planlægge og gennemføre energibesparelsesaktiviteter i overensstemmelse med miljømæssige og samfundsøkonomiske hensyn således: Selskaber med bevilling til distribution, jf. § 10, stk. 1, i lov om naturgasforsyning, skal tilbyde energibesparelsesaktiviteter til forbrugere med et årsforbrug af naturgas under 300.000 m 3 .
- Selskaber med bevilling til forsyning, jf. § 24, stk. 1, i lov om naturgasforsyning, skal tilbyde energibesparelsesaktiviteter til forbrugere med et årsforbrug af naturgas på 300.000 m 3 og derover. Disse selskaber skal endvidere udarbejde informative gasregninger som nævnt i § 9.
Ved energibesparelsesaktiviteter forstås i denne bekendtgørelse aktiviteter, som har til formål at fremme en effektiv og miljøvenlig anvendelse af naturgas ved udbredelse og anvendelse af energieffektive produkter, udstyr og anlæg samt ved påvirkning af forbrugernes adfærd og generelle viden om energibesparelser.
Ved forbrugere forstås i denne bekendtgørelse nuværende og potentielle naturgasforbrugere i forsyningsområdet bortset fra fjernvarme- og kraftvarmevirksomheder, som anvender naturgas ved produktion af energi til forbrugerne. Potentielle forbrugere henføres til de kategorier, som er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, ud fra det forventede energibehov.
Energibesparelsesaktiviteter som nævnt i denne bekendtgørelse skal være ikkekommercielle og tilbydes vederlagsfrit til forbrugere, som ikke har ret til valg af leverandør af naturgas, jf. § 8 i lov om naturgasforsyning, i de områder, som omfattes af pågældende naturgasselskabs bevilling.
En aktivitet anses for ikkekommerciel, hvis den sædvanligvis ikke tilbydes eller efterspørges på markedsmæssige vilkår, herunder
- hvis aktiviteten er af generel karakter og rettet til en ubestemt modtagerkreds, som ikke kan forventes at betale herfor, eller
- hvis aktiviteten er rettet til en kategori af modtagere, som sædvanligvis ikke kan forventes at efterspørge aktiviteten på markedsmæssige vilkår under hensyn til aktivitetens værdi isoleret set for modtagerne.
§ 2
Naturgasselskaberne skal planlægge og gennemføre deres energibesparelsesaktiviteter med henblik på at tilbyde en fleksibel og effektiv rådgivning til alle forbrugere.
Naturgasselskaberne skal, når forholdene taler for det, samarbejde om planlægningen og gennemførelsen af aktiviteterne ved at etablere fælles rådgivningsfunktioner, vidensopsamling og lignende.
Et naturgasselskab kan selv udføre de energispareaktiviteter, som selskabet pålægges ved denne bekendtgørelse, eller ved aftale helt eller delvis overdrage udførelsen af aktiviteterne til andre virksomheder. Hvis naturgasselskabet overdrager aktiviteterne eller en væsentlig del af disse til en anden virksomhed, skal selskabet snarest underrette Energistyrelsen herom.
Planlægning af energibesparelser
Planlægning af energibesparelser
§ 3
Naturgasselskaber som nævnt i § 1, stk. 1, skal udarbejde en planlægning af gennemførelsen af energibesparelsesaktiviteter som nævnt i §§ 6 og 7 i deres område i en nærmere angivet periode. Planlægningen skal omfatte
- en kortlægning af og prognose for naturgasforbruget fordelt på forbrugerkategorier og anvendelser,
- en planlægning af naturgasselskabets energibesparelsesaktiviter og
- en status for igangværende og afsluttede energibesparelsesaktiviteter samt en evaluering af virkningen af disse.
Naturgasselskaberne skal i planlægningen prioritere energibesparelsesaktiviteterne i overensstemmelse med de i § 1, stk. 1, nævnte hensyn. Dog kan selskaberne tillige i mindre omfang prioritere forsøgsprojekter og lignende, som ikke umiddelbart kan værdisættes efter de nævnte kriterier, hvis forsøgsværdien taler herfor.
Ved planlægningen skal naturgasselskaberne tilstræbe, at energibesparelsesaktiviteterne kan bidrage i rimeligt omfang til at gennemføre den samlede planlægning af energibesparelsesaktiviteter som nævnt i kapitel 2 i lov om fremme af besparelser i energiforbruget, og at aktiviteterne er tilpasset til forholdene i de enkelte områder og de forskellige forbrugerkategoriers behov.
Naturgasselskaberne skal ved planlægningen vurdere muligheden af at samarbejde om energibesparelsesaktiviteter af fælles interesse med andre forsyningsvirksomheder, som ved lov er pålagt at fremme energibesparelser hos forbrugerne, og med kommuner, foreninger og lignende, som virker for energibesparelser, herunder lokale Agenda 21-samarbejder.
§ 4
Naturgasselskaberne skal samarbejde i fornødent omfang om forberedelsen og udførelsen af den i § 3 nævnte planlægning. Selskaberne skal udpege et samarbejdsorgan, der repræsenterer dem i forhold til Energistyrelsen. Naturgasselskaberne skal herunder i samarbejde
- fastsætte og anvende fælles retningslinier for prioriteringen af energibesparelsesaktiviteterne,
- vurdere behovet for at gennemføre fælles energibesparelsesaktiviteter og
- udarbejde en fælles rapport med sammenfatning af planlægningen i de enkelte selskaber.
Et naturgasselskab skal meddele alle nødvendige oplysninger til brug for de i stk. 1 nævnte fælles opgaver, når samarbejdsorganet anmoder herom, og udarbejde sin planlægning i overensstemmelse med anbefalinger fra samarbejdet, uanset om selskabet lader sig repræsentere i samarbejdet.
Naturgasselskaberne skal udpege det i stk. 1 nævnte samarbejdsorgan inden for en af Energistyrelsen fastsat frist.
§ 5
Naturgasselskaberne skal udarbejde deres planlægning efter §§ 3 og 4 som en samlet planlægning hvert tredje år og en opfølgning i hvert af de andre år, med mindre Energistyrelsen træffer anden beslutning.
Energistyrelsen kan fastsætte frister og retningslinier for udarbejdelsen af planlægningen.
Energistyrelsen kan forhandle med naturgasselskaberne om, hvilke forudsætninger selskaberne skal lægge til grund for planlægningen, med henblik på, at aktiviteterne kan opfylde de i §§ 3 og 4 nævnte mål, herunder hvilke kriterier der skal anvendes ved prioriteringen af aktiviteterne, og hvilke aktiviteter der skal vurderes i planlægningen.
Energistyrelsen beslutter efter forhandling med naturgasselskaberne, hvornår og på hvilken måde den i §§ 3 og 4 nævnte planlægning skal gennemføres for første gang efter denne bekendtgørelses ikrafttræden.
Den i § 4, stk. 1, nr. 3, nævnte fælles rapport indsendes til Energistyrelsen, som fremsender rapporten til Energitilsynets Sekretariat.
Gennemførelse af energibesparelser
Gennemførelse af energibesparelser
§ 6
Naturgasselskaber som nævnt i § 1, stk. 1, skal tilbyde forbrugerne ikkekommercielle energibesparelsesaktiviteter vedrørende energieffektiv justering og anvendelse af naturgasvarmeanlæg og -apparater og energieffektiv brugeradfærd i øvrigt af betydning for naturgasforbruget og
- installation og fornyelse af energieffektive naturgasvarmeanlæg til rumopvarmning, forsyning med varmt brugsvand eller procesformål,
- installation af supplerende miljøvenlige varmeanlæg, herunder solvarmeanlæg, i forbindelse med installation eller fornyelse af naturgasvarmeanlæg,
- anskaffelse af energieffektive naturgasapparater til husholdningsbrug,
- nedbringelse af naturgasforbruget gennem isolering og anden forbedring af bygninger.
Naturgasselskaberne skal gennemføre energibesparelsesaktiviteterne i overensstemmelse med den i kapitel 2 nævnte planlægning. Naturgasselskaberne kan dog iværksætte en aktivitet, som ikke er blevet vurderet i planlægningen, hvis aktiviteten må anses for at bidrage væsentligt til at opfylde de i § 1, stk. 1, nævnte hensyn, og gennemførelsen ikke kan afvente udarbejdelsen af den næstfølgende planlægning. Hvis aktiviteten er af væsentligt omfang, skal Energistyrelsen underrettes inden gennemførelsen.
§ 7
Naturgasselskaberne skal udføre deres energibesparelsesaktiviteter ved
- generel information til forbrugerne,
- individuel rådgivning til husstande og andre mindre forbrugere og
- rådgivning til erhvervsvirksomheder, institutioner og andre større forbrugere, som har til formål at vejlede modtageren om effektiv energianvendelse og identificere mulighederne for energibesparelser.
Naturgasselskaberne skal, når de forhandler om levering af naturgas til nye forbrugere og om væsentlig fornyelse af leveringsaftaler for naturgas, tilbyde en samlet rådgivning om emner som nævnt i § 6, stk. 1, med særlig hensyn til forhold, som har betydning for energieffektiviteten hos den pågældende forbruger eller forbrugerkategori.
Når forholdene taler for det, skal naturgasselskaberne
- udføre energibesparelsesaktiviteter i fællesskab, især ved generelle informationskampagner overfor forbrugerne, og
- tilbyde opsøgende rådgivning til erhvervsvirksomheder, institutioner og andre større forbrugere som nævnt i stk. 1, nr. 3.
Naturgasselskaberne skal formidle informationsmateriale fra myndigheder om energibesparende foranstaltninger og om statstilskud til energieffektivisering.
§ 8
Energistyrelsen kan forhandle med naturgasselskaberne om gennemførelsen af deres energibesparelsesaktiviteter, hvis styrelsen anser det for påkrævet for at sikre, at aktiviteterne er fleksible og effektive. Energistyrelsen kan herunder, hvis forholdene taler for det, forhandle med naturgasselskaberne om, at aktiviteter, som er prioriteret i planlægningen ifølge §§ 3 og 4, gennemføres på anden måde eller i andet omfang end planlagt eller ikke gennemføres, eller at aktiviteter, der ikke er behandlet i planlægningen, prioriteres og gennemføres i nærmere bestemt omfang.
Informative gasregninger
Informative gasregninger
§ 9
Naturgasforsyningsselskaberne skal fakturere levering af naturgas til deres forbrugere således, at den enkelte forbrugers naturgasforbrug på overskuelig måde kan sammenlignes med tidligere års forbrug og, hvis det må anses for relevant, med det gennemsnitlige forbrug i en tilsvarende forbrugerkategori vurderet ud fra ejendommens anvendelsesformål, størrelse og opførelsestidspunkt.
Oplysninger, forhandling m.v.
Oplysninger, forhandling m.v.
§ 10
Naturgasselskaberne kan til brug for deres energibesparelsesaktiviteter indhente oplysninger fra Energistyrelsen om, hvorvidt der foreligger energimærkning for en ejendom efter lov om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger, og hvorvidt der er ydet statstilskud til energibesparende foranstaltninger til en forbruger.
Naturgasselskabet kan betinge sig, at den, der anmoder selskabet om energirådgivning, skal meddele selskabet oplysninger, som er af betydning for energiforbruget, og som vedkommende har modtaget i forbindelse med energimærkning eller statstilskud som nævnt i stk. 1.
§ 11
Naturgasselskaberne skal efter anmodning fra en kommune bistå kommunen eller en af denne udpeget forening eller lignende med relevante aktiviteter i det lokale Agenda 21-arbejde i et rimeligt omfang, herunder ved at formidle informationer om energibesparelser og meddele oplysninger om energiforbrug for nærmere angivne brugerkategorier og områder.
§ 12
Naturgasselskaberne skal ved udarbejdelse af budgetter og aflæggelse af regnskaber specificere deres omkostninger til energibesparelsesopgaver efter denne bekendtgørelse.
Naturgasselskaberne skal fakturere deres omkostninger ved at udføre energibesparelsesopgaver for andre end virksomheden selv efter forretningsmæssige principper.
Sanktionsbestemmelser
Sanktionsbestemmelser
§ 13
Med bøde straffes det naturgasselskab, der
- overtræder bestemmelserne i §§ 6 og 7 om gennemførelse af energibesparelser,
- overtræder bestemmelserne i § 9 om udarbejdelsen af informative gasregninger eller
- overtræder bestemmelserne i § 12, stk. 1 og 2, om specifikationer i regnskaber og budgetter og om prissætning af ydelser.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ikrafttrædelse
Ikrafttrædelse
§ 14
Bekendtgørelsens §§ 1-8 og §§10-13 træder i kraft den 15. februar 2001.
Bekendtgørelsens § 9 træder i kraft efter miljø- og energiministerens nærmere bestemmelse.
Miljø- og Energiministeriet, den 29. januar 2001, den 29. januar 2001
/Svend Auken Peter Helmer Steen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2001
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2001