TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om produktionsafgift på ørred, solgt fra danske dambrug

BEK nr 569 af 20/06/2001

DanmarkBekendtgørelse2001

§ 1

Bekendtgørelsen omfatter enhver ørredproduktion fra danske dambrug, herunder yngel og ægproduktion.

§ 2

Produktionsafgiften gælder ved ethvert salg fra danske dambrug.

Stk. 2

Afgiften beregnes på baggrund af dambrugets nettoproduktion, dvs. den solgte produktion med fradrag af indkøbte mængder af fisk, yngel og æg.

Stk. 3

Produktionsafgiften på ørred, herunder yngel, er 8 øre pr. kilo.

Stk. 4

Produktionsafgiften på ægproduktion er 40 øre pr. kilo.

§ 3

Produktionsafgiften indgår i Afgiftsfonden for Danske Dambrug, c/o Dansk Dambrugerforening, Vejlsøvej 51, 8600 Silkeborg.

§ 4

Driftsansvarlig ejer eller forpagter, herunder enhver fysisk eller juridisk person, der erhvervsmæssigt driver dambrug, skal kvartalsvis inden den 10. februar, 10. maj, 10. august og 10. november udarbejde og indsende en indberetning til Afgiftsfonden for Danske Dambrug om den samlede nettoproduktion, jf. § 2, og afregne den herefter skyldige afgift med ovennævnte fond.

Stk. 2

Afgiftsbeløb under 100 kr. bortfalder.

Stk. 3

Negative produktionsafgifter kan ikke medføre krav om tilbagebetaling fra fonden.

§ 5

Den driftsansvarlige skal endvidere ved hvert regnskabsårs afslutning til fonden indsende en opgørelse over den samlede nettoproduktion, jf. § 2. Opgørelsen skal attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor. Hvis den årlige produktion svarer til en afgift på under 5.000 kr., kan attestation erstattes af en erklæring fra den driftsansvarlige, medmindre Afgiftsfonden for Danske Dambrug kræver revisorattestation.

§ 6

Betales skyldige afgiftsbeløb ikke rettidigt, tillægges en årlig rente, svarende til den rente, der er fastsat i henhold til rentelovens § 5, fra forfaldsdagen at regne. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr.

§ 7

Der er udpantningsret for forfaldne beløb, herunder de i § 6 nævnte beløb.

§ 8

Den, der overtræder eller forsøger at overtræde §§ 4 og 5 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt i medfør af fiskerilovens § 130.

Stk. 2

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 9

Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. juli 2001.


Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, den 20. juni 2001, den 20. juni 2001

/Ritt Bjerregaard Pieter Feenstra/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2001
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2001