Bekendtgørelse om produktionsafgift på pelsskind
BEK nr 580 af 21/06/2001
§ 1
Ved salg og ved eksport af ethvert pelsskind, der hidrører fra mink, ilder, farmræve eller finnracoon, og som er produceret i Danmark, skal der erlægges en afgift.
Afgiften udgør kr. 0,90 pr. pelsskind.
Der skal kun betales afgift af pelsskind første gang, skindet afsættes.
§ 2
Det påhviler køberen, eksportøren eller, såfremt salget foregår ved auktion, auktionshuset inden 3 uger efter henholdsvis købet, eksporten eller auktionens sidste salgsdag at indsende indberetning til Pelsdyrafgiftsfonden, c/o Dansk Pelsdyravlerforening, Langagervej 60, Postboks 79, 2600 Glostrup, om antallet af afsatte afgiftspligtige skind siden sidste opgørelse og samtidig at indbetale den herefter skyldige afgift til ovennævnte fond.
Ved hvert års afslutning skal køber, eksportører eller auktionshus til fonden indsende en af en statsautoriseret eller registreret revisor attesteret indberetning om den samlede afsætning af dansk producerede pelsskind i det forløbne år.
§ 3
Beløb, der ikke betales rettidigt, tillægges en årlig rente svarende til den rente, der er fastsat i henhold til rentelovens § 5, fra forfaldsdagen at regne. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr.
§ 4
Der er udpantningsret for forfaldne beløb, herunder for de i § 3 nævnte beløb.
§ 5
Den, der overtræder eller forsøger at overtræde §§ 2 og 3, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt i medfør af § 25 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 6
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. juli 2001.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 956 af 10. december 1993 om produktionsafgift på pelsskind.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, den 21. juni 2001, den 21. juni 2001
/Ritt Bjerregaard Pieter Feenstra/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2001
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2001