Bekendtgørelse om kommunalbestyrelsers og amtsråds pligt til at være i besiddelse af miljøoplysninger ved udlægning af kommunal virksomhed til private
BEK nr 613 af 26/06/2001
§ 1
Bekendtgørelsen finder anvendelse ved kommunalbestyrelsers og amtsråds udlægning af kommunal virksomhed til private.
Ved private forstås virksomheder m.v., der ikke er omfattet af § 1 i lov nr. 292 af 27. april 1994 om aktindsigt i miljøoplysninger, som ændret ved § 1 i lov nr. 447 af 31. maj 2000 om ændring af visse miljølove.
Ved kommunal virksomhed forstås opgaver, som i henhold til gældende regler varetages af kommuner og amtskommuner.
Ved udlægning af kommunal virksomhed til private forstås kommunalbestyrelsers og amtsråds indgåelse af aftaler med private om den privates varetagelse af drifts- eller vedligeholdelsesopgaver for henholdsvis kommunen og amtskommunen.
Ved den privates varetagelse af drifts- og vedligeholdelsesopgaver forstås tjenesteydelser enten i form af drift, eller som led i driften eller vedligeholdelsen af kommunal virksomhed.
§ 2
Kommunalbestyrelsen og amtsrådet har ved udlægning af kommunal virksomhed til en privat pligt til at sikre, at kommunen henholdsvis amtskommunen efter reglerne i denne bekendtgørelse er i besiddelse af følgende miljøoplysninger om den udlagte kommunale virksomhed:
Oplysninger som nævnt i stk. 1, nr. 2, 3, 5 og 6, skal indeholde såvel oplysninger om art som mængde.
- Vandforbrug.
- Anvendelse af kemiske stoffer og produkter, herunder bekæmpelsesmidler, gødning, rengøringsmidler o.lign.
- Energiforbrug.
- Støj.
- Udledning af forurenende stoffer.
- Affald.
§ 3
Pligten efter § 2 gælder ikke for oplysninger, der efter kommunalbestyrelsens, henholdsvis amtsrådets vurdering vedrører ubetydelige arter eller mængder set i forhold til karakteren af den udlagte opgave.
§ 4
Kommunalbestyrelsen, henholdsvis amtsrådet skal anmode den private om oplysningerne mindst en gang årligt.
Udøver den private fra samme ejendom andre aktiviteter end den udlagte opgave, kan der i anmodningen alene stilles krav om skønsmæssigt opgjorte oplysninger. Oplysningerne skal være ledsaget af en begrundelse for det udøvede skøn.
Udføres den udlagte opgave som en delaktivitet på en kommunal virksomhed, kan anmodningen alene angå miljøoplysninger vedrørende delaktiviteten, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet selv var i besiddelse af inden udlægningen. Bestemmelsen i stk. 2 finder i så fald tilsvarende anvendelse.
Anmodningen må ikke pålægge den private pligt til at foretage målinger, som denne ikke efter andre regler er forpligtet til at foretage.
Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen kan anmode om en uddybning af begrundelsen, jf. stk. 2, samt forlange dokumentation for oplysningerne.
§ 5
Afgørelser truffet i medfør af denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
§ 6
Bekendtgørelsen medfører ingen ændringer i de forpligtelser, den private i øvrigt måtte være underlagt i henhold til andre regler eller konkrete afgørelser.
§ 7
Bekendtgørelsen træder i kraft den 9. juli 2001 og finder anvendelse ved aftaler, herunder fornyelser af aftaler, om udlægning af kommunale opgaver, der indgås efter denne dato.
Miljø- og Energiministeriet, den 26. juni 2001, den 26. juni 2001
/Svend Auken Jesper Hermansen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2001
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2001