Bekendtgørelse om henlæggelse af opgaver til Statens Luftfartsvæsen og om kundgørelse af de af luftfartsvæsenet udfærdigede forskrifter
BEK nr 795 af 03/09/2001
§ 1
Beføjelser, der er tillagt trafikministeren i lov om luftfart, til af træffe afgørelser og udstede forskrifter, herunder forskrifter til gennemførelse og udfyldelse af bestemmelserne i loven, udøves af Statens Luftfartsvæsen, jf. dog §§ 2 og 7.
Statens Luftfartsvæsen kan i medfør af luftfartslovens § 152, stk. 2, fastsætte regler om overladelse af beføjelser til andre offentlige myndigheder, private organisationer eller sagkyndige til at træffe afgørelser, som efter luftfartsloven eller denne bekendtgørelse er tillagt luftfartsvæsenet, inden for den mere hobbyprægede del af den mindre flyvning samt i tilfælde, hvor det i øvrigt må anses for flyvemæssigt forsvarligt.
Forvaltningslovens kap. 2-7 og offentlighedslovens § 6 gælder for private organisationer og sagkyndige, der i medfør af stk. 2 får tillagt afgørelseskompetence. Statens Luftfartsvæsen kan fastsætte regler om opbevaring m.v. af dokumenter og om tavshedspligt.
§ 2
Trafikministeren udøver beføjelserne efter følgende bestemmelser i luftfartsloven:
- § 3, stk. 2, til at bestemme, at adgangen til luftfart inden for riget midlertidigt indskrænkes eller forbydes,
- § 40 h til at nedsætte et arbejdsmiljøråd for luftfart,
- § 40 i til at beskikke formand og øvrige medlemmer af arbejdsmiljørådet,
- § 55, stk. 1, til at meddele tilladelse til at indrette og drive en flyveplads, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden, samt meddele tilladelse til større ændringer af en sådan flyveplads,
- § 55, stk. 2, til at foreskrive, at en flyveplads kan indrettes og drives uden tilladelse,
- § 61, stk. 2, til at meddele tilladelse til ekspropriation til ikke-statslige anlæg,
- § 71, stk. 1, til at fastsætte regler for afgifter for benyttelsen af flyvepladser, der drives af Københavns Lufthavne A/S,
- § 75, stk. 1 og 2, til at fastsætte bestemmelser om og meddele tilladelse til regelmæssig lufttrafik, der ikke er omfattet af Rådets forordninger om luftfart, bortset fra trafik- og fartplangodkendelser,
- §§ 134 og 144 b til at oprette en havarikommission, fastsætte kommissionens sammensætning og fastsætte regler for kommissionens virksomhed m.v.,
- §§ 135, stk. 3, og 137, stk. 3, til at fastsætte regler om meddelesespligt m.v. vedrørende flyvehavari eller flyvehændelser,
- § 152 til at overlade beføjelser til at træffe afgørelser, som efter loven er tillagt ministeren eller luftfartsvæsenet, til andre og fastsætte regler om sagsbehandlingen og klageadgang for sådanne afgørelser, jf. dog § 1, stk. 2, samt
- § 155, stk. 2, til at bestemme, at visse af lovens regler ikke skal få anvendelse på danske luftfartøjer, som ikke er militære, men udelukkende anvendes af den danske stat i ikke-erhvervsmæssigt øjemed.
§ 3
Forskrifter, der udstedes af Statens Luftfartsvæsen, udfærdiges som Bestemmelser for Civil Luftfart (BL), jf. dog stk. 4.
I medfør af anordning nr. 794 af 3. september 2001 indføres Bestemmelser for Civil Luftfart ikke i Lovtidende.
Oplysning om indholdet af forskrifterne kan fås ved henvendelse til Statens Luftfartsvæsen, hvor eksemplarer af forskrifterne kan købes.
Forskrifter, der udstedes i medfør af luftfartslovens §§ 40 g, stk. 1, 3 og 4, 50, stk. 9, 70, 70 a, 70 b, stk. 1-5, 76, 85 og 130-131 udstedes som bekendtgørelser, der indføres i Lovtidende.
§ 4
Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde dispensere fra forskrifterne.
§ 5
Statens Luftfartsvæsen fører tilsyn med overholdelsen af Bestemmelser for Civil Luftfart og de af Statens Luftfartsvæsen udstedte bekendtgørelser.
§ 6
Afgørelser truffet i medfør af forskrifter udstedt efter § 1, stk. 2, i denne bekendtgørelse kan påklages til Statens Luftfartsvæsen.
Statens Luftfartsvæsens afgørelser truffet i medfør af luftfartsloven, bekendtgørelser udstedt i medfør heraf, Bestemmelser for Civil Luftfart og § 6, stk. 1, kan ikke påklages til Trafikministeriet, jf. dog stk. 3.
Statens Luftfartsvæsens afgørelser truffet i henhold til luftfartslovens kap. 4, § 73 og forskrifter udstedt i medfør heraf kan påklages til Trafikministeriet.
Klage til Statens Luftfartsvæsen eller Trafikministeriet har ikke opsættende virkning. Statens Luftfartsvæsen eller Trafikministeriet kan dog, når der foreligger særlige forhold, tillægge en klage opsættende virkning.
§ 7
Bekendtgørelsen træder i kraft den 14. september 2001.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 810 af 19. november 1998 om henlæggelse af opgaver til Statens Luftfartsvæsen og om kundgørelse af de af luftfartsvæsenet udfærdigede forskrifter og bekendtgørelse nr. 421 af 31. maj 1991 om udstedelse af rutetilladelser til skandinaviske luftfartsselskaber til beflyvning af visse grænseoverskridende flyruter (regelmæssig passagertrafik).
Trafikministeriet, den 3. september 2001, den 3. september 2001
/Jacob Buksti Niels Remmer/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2001
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2001