TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om støtte til hør og hamp til fremstilling af fibre

BEK nr 812 af 17/09/2001

DanmarkBekendtgørelse2001

§ 1

Denne bekendtgørelse vedrører støtte til hør og hamp til fremstilling af fibre i henhold til Det Europæiske Fællesskabs forordninger herom.

§ 2

Direktoratet for FødevareErhverv træffer afgørelse om ydelse af støtte til hør og hamp til fremstilling af fibre.

Stk. 2

Indsendelse af ansøgninger, kontrakter, tilsagn, sikkerhedsstillelsesdokumenter, erklæringer og meddelelser i henhold til Det Europæiske Fællesskabs forordninger skal ske til Direktoratet for FødevareErhverv, Kampmannsgade 3, 1780 København V.

Stk. 3

De i stk. 2 nævnte ansøgninger, kontrakter, tilsagn, sikkerhedsstillelsesdokumenter, erklæringer og meddelelser skal indgives på særlige blanketter, der fås ved henvendelse til Direktoratet for FødevareErhverv.

§ 3

Det er en betingelse for ydelse af støtte, at ansøgeren angiver en konto i et pengeinstitut, hvortil støtten kan overføres.

§ 4

»Tilknyttede forarbejdningsvirksomheder « skal overfor Direktoratet for FødevareErhverv fremlægge dokumentation for salget af støtteberettigede fibre. Denne dokumentation skal bestå i kopier af salgsfakturaer for hør- og hampefibre samt en attestation fra den godkendte, første forarbejdningsvirksomhed, der har forarbejdet stråene. Attestationen skal indeholde oplysninger om mængderne og typerne af de fremstillede fibre.

§ 5

Støtteberettigede korte hørfibre og hampefibre må ikke indeholde mere end 7,5 pct. urenheder og skæver. For produktionsårene 2001/02-2003/04 kan Direktoratet for FødevareErhverv dog efter ansøgning fra forarbejdningsvirksomheden og under hensyn til de traditionelle afsætningsmuligheder beslutte også at yde støtte til korte hørfibre med op til 15 pct. urenheder og skæver.

Stk. 2

Direktoratet for FødevareErhverv fastsætter metode til prøvetagning samt analyse for urenheder og skæver.

Stk. 3

Ansøgning efter stk.1 skal være modtaget i Direktoratet for FødevareErhverv senest den 1. juli i produktionsåret, for produktionsåret 2001/2002 dog senest den 1. november 2001.

§ 6

Kontrollen med de omfattede strå og fibre, processerne vedrørende forarbejdningen heraf m.v. foretages af Plantedirektoratet.

Stk. 2

Det påhviler forarbejdningsvirksomheder at yde den nødvendige bistand ved kontroleftersyn, bl.a. ved forevisning af de omfattede bygninger, lagre og anlæg, hvor strå og fibre opbevares eller forarbejdes, samt forevisning af forretningsbøger og regnskabsmateriale m.v.

§ 7

Overtrædelse af § 6, stk. 2, straffes med bøde medmindre højere straf er forskyldt efter kapitel 5 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer.

Stk. 2

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 8

Bekendtgørelsen træder i kraft den 26. september 2001.

Stk. 2

Samtidigt ophæves bekendtgørelse nr. 511 af 21. juni 1999 om støtte til produktion af spindhør og hamp.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2001
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2001