TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om vedtægter m.v. for daghøjskoler

BEK nr 825 af 18/09/2001

DanmarkBekendtgørelse2001

§ 1

Vedtægterne for en daghøjskole skal indeholde bestemmelser om følgende forhold:

  1. Skolens navn, hjemsted, status som en uafhængig selvejende institution i henhold til lov om daghøjskoler m.v. og hvilken kommunalbestyrelse eller hvilket amtsråd, der har godkendt vedtægterne, jf. § 2.
  1. Skolens formål, jf. § 3.
  1. Skolens bestyrelse og leder, jf. §§ 4-6.
  1. Skolens økonomi, jf. § 7.
  1. Tegningsret, jf. § 8.
  1. Ændring af skolens vedtægter, jf. § 9.
  1. Ophør, jf. § 10.

§ 2

Skolens vedtægter skal fastsætte skolens navn, hvoraf det skal fremgå, at skolen er en daghøjskole. Endvidere skal det fremgå, at skolen er en selvejende institution, der i sit virke er uafhængig, jf. lovens § 13 a, stk. 1. Ved hjemsted forstås den kommune, hvor skolen evt. dens hovedsæde er beliggende.

§ 3

Vedtægterne skal indeholde en bestemmelse om skolens formål, hvori det skal fremgå, at skolens formål er at drive daghøjskolevirksomhed efter daghøjskoleloven.

§ 4

Det skal fremgå af vedtægterne, at bestyrelsen varetager skolens overordnede ledelse, jf. lovens § 8, og at den daglige administration varetages af skolens leder, der har det pædagogiske ansvar, jf. lovens § 9.

Stk. 2

Hvis skolen har et repræsentantskab, en skolekreds eller lign. med beføjelser vedrørende skolens styrelse, skal dette fremgå af vedtægterne tilligemed repræsentantskabets eller skolekredsens beføjelser. Omfanget og karakteren af repræsentantskabets eller skolekredsens beføjelser skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i lovens §§ 8-9 og 13 a, stk. 1.

Stk. 3

Det skal fremgå af vedtægterne, atbestyrelsen straks skal give Undervisningsministeriet og grundtilskudsydende kommunalbestyrelser og amtsråd meddelelse, hvis skolen ophører, standser sine betalinger, begæres erklæret konkurs, eller der i øvrigt er fare for, at skolens virksomhed må indstilles.

Stk. 4

Vedtægterne skal indeholde bestemmelser om bestyrelsens opgaver, idet der dog herom generelt kan henvises til de til enhver tid gældende bestemmelser herom i daghøjskoleloven.

§ 5

Vedtægterne skal indeholde bestemmelse om antallet af bestyrelsesmedlemmer, der skal være ulige og mindst skal være på 5, hvem disse udpeges eller vælges af, jf. lovens § 8, samt bestyrelsens eller de enkelte bestyrelsesmedlemmers funktionsperiode, som højst kan være 4 år. Funktionsperioden for medlemmer, der er udpeget af en kommunalbestyrelse eller et amtsråd, skal være sammenfaldende med kommunalbestyrelsens og amtsrådets valgperiode. Det skal fremgå af vedtægterne, at bestyrelsen så vidt muligt skal have en afbalanceret sammensætning af kvinder og mænd, jf. § 11, stk. 2, i lov om ligestilling af kvinder og mænd. Det kan i vedtægterne fastsættes, at hele bestyrelsen, et nærmere angivet antal medlemmer eller bestyrelsens formand udpeges eller vælges af et repræsentantskab eller en generalforsamling for en skolekreds eller lignende, jf. § 4, stk. 2.

Stk. 2

Det skal fremgå af vedtægterne, at deltagernes råd, jf. lovens § 8 a, har ret til at udpege en repræsentant til bestyrelsen uden stemmeret, jf. lovens § 8, stk. 2.

Stk. 3

Det skal fremgå af vedtægterne, at bestyrelsen vælger sin formand og evt. næstformand, jf. dog stk. 1, 4. pkt.

Stk. 4

Vedtægterne skal tillige indeholde de i stk. 5-10 fastsatte bestemmelser om bestyrelsen.

Stk. 5

Et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen øjeblikkeligt, hvis medlemmet ikke længere opfylder betingelserne for at være medlem af bestyrelsen, jf. lovens § 8, stk. 3 og 4. Det skal fremgå af vedtægterne, at der i tilfælde af et medlems udtræden i funktionsperioden udpeges eller vælges et nyt medlem hurtigst muligt for resten af perioden.

Stk. 6

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede, og bestyrelsen træffer beslutning ved almindelig stemmeflerhed. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Det kan dog i vedtægterne fastsættes, at bestyrelsen ved afgørelse af særlige spørgsmål, herunder om ændring af vedtægter og skolens ophør og om køb, salg og pantsætning af fast ejendom og indgåelse af andre væsentlige købs- og lejekontrakter, kun er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af medlemmerne er til stede, og at beslutninger om sådanne forhold kun kan træffes ved et i vedtægterne fastsat kvalificeret flertal, evt. på to efter hinanden følgende bestyrelsesmøder.

Stk. 7

Alene bestyrelsen kan træffe beslutning om, hvorvidt andre end bestyrelsesmedlemmerne og deltagernes repræsentant kan deltage med eller uden taleret i et eller flere bestyrelsesmøder eller en del heraf. Bestyrelsen kan endvidere fastsætte generelle regler herom i dens forretningsorden.

Stk. 8

Bestyrelsen fører en protokol over sine beslutninger og indholdet af disse. Protokollen skal tillige indeholde oplysning om hvert enkelt bestyrelsesmedlems stemmeafgivelse, og den skal efter hvert møde underskrives af de medlemmer, som har deltaget i mødet. Konstateret inhabilitet skal endvidere indføres i protokollen.

Stk. 9

Bestyrelsen fastsætter en forretningsorden for sin virksomhed, der skal indeholde regler om, hvordan indkaldelse til bestyrelsens møder skal ske.

Stk. 10

Bestyrelsen vælger skolens revisor.

Stk. 11

Vedtægterne kan indeholde bestemmelse om, hvorvidt formandens og eventuelt ved dennes fravær næstformandens stemme i tilfælde af stemmelighed i bestyrelsen er udslagsgivende.

§ 6

Det skal fremgå af skolens vedtægter, at bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet og kapitel 8 om tavshedspligt m.v. gælder for bestyrelsen, skolens leder og andre ansatte ved skolen, jf. lovens § 8, stk. 5.

§ 7

Det skal fremgå af skolens vedtægter, at skolens virksomhed finansieres ved offentlige tilskud og deltagerbetaling efter lov om daghøjskoler m.v., og at skolen herudover kan have indtægter fra undervisning udbudt som indtægtsdækket virksomhed.

Stk. 2

Det skal fremgå af vedtægterne, hvilke(n) kommunalbestyrelse(r) eller amtsråd, der yder grundtilskud til skolen, og med hvilken andel der ydes grundtilskud.

Stk. 3

Det skal fremgå af vedtægterne, at skolens midler alene må komme dens undervisningsvirksomhed til gode.

§ 8

Det skal fremgå af vedtægterne, at skolen udadtil forpligtes af formanden og et andet bestyrelsesmedlem i forening, med mindre andet er fastsat i daghøjskoleloven eller regler udstedt i medfør heraf, samt at der ikke påhviler bestyrelsesmedlemmerne nogen personlig hæftelse for de skolen påhvilende forpligtelser.

§ 9

Det skal fremgå af vedtægterne, at bestyrelsen træffer beslutning om ændring af vedtægterne. Det kan fastsættes i vedtægterne, at beslutning om vedtægtsændring træffes med et nærmere angivet kvalificeret flertal af bestyrelsens medlemmer eller af de tilstedeværende medlemmer og evt. på to efter hinanden følgende bestyrelsesmøder. Det kan fastsættes, at bestyrelsen forud for beslutningen om ændring af skolens vedtægter skal indhente udtalelse om den påtænkte ændring fra et repræsentantskab eller en skolekreds, jf. § 4, stk. 2.

Stk. 2

Ændring af vedtægterne skal godkendes af en grundtilskudsydende kommunalbestyrelse eller amtsråd.

§ 10

Det skal fremgå af vedtægterne, at beslutning om skolens ophør træffes af bestyrelsen. Det kan fastsættes i vedtægterne, at beslutning om ophør træffes med nærmere angivet kvalificeret flertal af bestyrelsens medlemmer eller af de tilstedeværende medlemmer og evt. på to efter hinanden følgende bestyrelsesmøder. Det kan fastsættes, at bestyrelsen forud for beslutningen om ophør skal indhente udtalelse herom fra et repræsentantskab eller en skolekreds eller lignende, jf. § 4, stk. 2.

Stk. 2

Det fastsættes i vedtægterne, hvad der skal foretages i tilfælde af skolens ophør, herunder at eventuelle overskydende midler skal anvendes til beslægtede formål efter kommunalbestyrelsens godkendelse, jf. lovens § 6, stk. 2, nr. 3. Desuden fastsættes det, at bestyrelsen skal fungere videre, indtil den økonomiske afvikling af skolens aktiver og passiver er tilendebragt.

§ 11

Et lejeforhold, herunder leasingforhold, er af uvæsentligt omfang, jf. lovens § 8, stk. 3, nr. 1-4, og § 16, stk. 3, 1. pkt., hvis lejen udgør 2,0 pct. eller derunder af skolens samlede ejendomsudgifter inkl. prioritetsrenter og afskrivning på bygninger inkl. installationer.

§ 12

Opgørelse af årselever og undervisningstimer, jf. lovens § 9, stk. 2, 2. pkt., foretages for hvert kalenderår.

Stk. 2

I opgørelsen af årselever på daghøjskolerne indgår undervisning, der opfylder betingelserne for at være tilskudsberettigende i henhold til lov om daghøjskoler m.v., uanset om der ydes statstilskud til undervisningen, jf. lovens § 13, stk. 1, udbetales tilskud, jf. lovens § 13, stk. 2, eller finansieringen sker på anden måde, jf. lovens § 17 a. Undervisningsministeriet foretager beregningen af årselever på grundlag af skolernes kvartalsvise aktivitetsopgørelser.

Stk. 3

Hvis lederen for en daghøjskole samtidig er leder for en folkeoplysende forening, og der er økonomiske forbindelser mellem daghøjskolen og foreningen, skal daghøjskolen senest den 1. februar indsende erklæring til Undervisningsministeriet om antallet af undervisningstimer i den folkeoplysende forening i det seneste kalenderår. I opgørelsen af undervisningstimer indgår folkeoplysende voksenundervisning, hvortil der er ydet tilskud i henhold til lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven), og hvortil der er afholdt lærerløn. Erklæringen påtegnes af foreningens revisor.

§ 13

Der kan efter bestyrelsens beslutning ydes bestyrelsens formand et særskilt vederlag på indtil 20.000 kr. pr. kalenderår.

Stk. 2

Der kan efter bestyrelsens beslutning ydes bestyrelsens næstformand et særskilt vederlag på indtil 10.000 kr. pr. kalenderår.

Stk. 3

Beløbene i stk. 1 og stk. 2 er anført i årligt grundbeløb pr. 1. oktober 1997. Beløbene procentreguleres efter lønjusteringsaftalens regler. Der ydes 1 pct. i særlig feriegodtgørelse af vederlagene.

Stk. 4

Ved påbegyndelse eller ophør af hvervene som formand og næstformand i løbet af kalenderåret nedsættes vederlaget forholdsmæssigt.

§ 14

Bekendtgørelsen træder i kraft den 29. september 2001, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2

Bestyrelsen kan indtil den 31. december 2001 træffe beslutning om, at vederlag efter § 13 til formand og næstformand ydes med virkning fra den 1. januar 2001.

Stk. 3

Der kan uanset reglerne i kapitel 1 indtil den 31. december 2001 ydes tilskud til daghøjskoler, hvis vedtægter er godkendt før 1. juli 2000, jf. § 14, stk. 4, i lov nr. 478 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige love om selvejende uddannelsesinstitutioner (Selvejekrav, habilitet m.v.).

Stk. 4

Opgørelsen af årselever og undervisningstimer, jf. § 12, stk. 1, foretages første gang for 2000. For 2000 foretages opgørelsen af undervisningstimer på grundlag af undervisningstimer, hvortil der er ydet tilskud i henhold til § 5 i lov om støtte til folkeoplysning, jf. lovbekendtgørelse nr. 560 af 20. juni 1996.


Undervisningsministeriet, den 18. september 2001, den 18. september 2001

/Berrit HansenStyrelseschef Per Bitz Johansen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2001
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2001