TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om forsøgsordninger efter den sociale lovgivning

BEK nr 845 af 24/09/2001

DanmarkBekendtgørelse2001

§ 1

Socialministeren har godkendt en forsøgsordning for Frederiksberg Kommune, hvorefter kommunen kan indgå aftale med private leverandører om drift af daginstitutioner til børn under en anden organisationsform end fastsat i lov om social service med henblik på kvalitetsudvikling af dagtilbudsområdet.

Stk. 2

Forsøgsgodkendelsen indebærer, at reglerne om organisering af dagtilbud til børn, jf. § 9 i lov om social service, kan fraviges i Frederiksberg Kommune i relation til dette projekt.

Stk. 3

Frederiksberg Kommune sørger for, at forsøget evalueres løbende, samt at der foretages en samlet evaluering af forsøget.

Stk. 4

Forsøgsgodkendelsen har virkning fra den 8. november 2000 til den 31. december 2004.

§ 2

Socialministeren har godkendt en forsøgsordning for Københavns Kommune, hvorefter kommunen for børn i aldersgruppen ½ - 2 år kan fravige bestemmelsen om, at tilskud til privat pasning først kan ydes fra det tidspunkt, hvor barnet optages i et dagtilbud. Det er en forudsætning for forsøgsgodkendelsen, at forældre, der får tilskud til privat pasning før det tidspunkt, hvor børnene kan optages i et kommunalt dagtilbud efter § 7, stk. 1, i lov om social service, bevarer deres anciennitet på ventelisten til et kommunalt dagtilbud, og at børnene vil få tilbudt plads efter kommunens almindelige optagelsesregler.

Stk. 2

Københavns Kommune kan beslutte, at de børn, der ydes tilskud til efter forsøgsordningen, indgår ved opgørelse af søskenderabat efter kapitel 4 i bekendtgørelse nr. 1166 af 29. december 1999 om forældrebetaling for ophold i dagtilbud til børn.

Stk. 3

Forsøgsgodkendelsen indebærer, at § 26, stk. 2, 1. pkt., og stk. 4, i lov om social service samt de regler, der er fastsat i medfør af lovens § 15, stk. 4, kan fraviges i Københavns Kommune i relation til dette projekt.

Stk. 4

Københavns Kommune sørger for, at forsøgsordningen evalueres.

Stk. 5

Forsøgsgodkendelsen har virkning fra den 10. september 2001 til den 31. december 2003.

§ 3

Socialministeren har givet Københavns Kommune tilladelse til en forsøgsordning, hvorefter kommunen kan give unge, herunder unge under 18 år, der deltager i kommunens projekt om nye behandlingstilbud, tilbud om optræning hos private eller offentlige arbejdsgivere med løntilskud. Det er en forudsætning for at modtage tilbud, at den unge i øvrigt opfylder de almindelige betingelser for at modtage hjælp efter § 46 i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 2

Forsøgsordningen indebærer, at reglerne om revalidering med helt eller delvis løntilskud, jf. § 60 i lov om aktiv socialpolitik, fraviges i Københavns Kommune i relation til dette projekt. Med godkendelsen er der ikke samtidig givet tilladelse til, at § 103, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik kan finde anvendelse, idet Københavns Kommune afholder udgiften til løntilskud.

Stk. 3

Aflønningen under optræning følger reglerne i §§ 61-62 i lov om aktiv socialpolitik. Det samlede løntilskud må dog ikke overstige satsen for hjælp til forsørgelse til en udeboende under 25 år, jf. § 25 i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 4

Københavns Kommune sørger for, at forsøgsordningen evalueres.

Stk. 5
Stk. 5

Tilladelsen har virkning fra den 1. april 1999 til den 31. december 2001.

§ 4

Socialministeren har givet Nordjyllands Amt tilladelse til en forsøgsordning, hvorefter amtet kan etablere døgnhuse i forbindelse med den distriktspsykiatriske ordning som alternativ til ophold på sygehus og ophold efter § 93, stk. 1, nr. 1, i lov om social service. Døgnhusene er et tilbud til mennesker med psykiatriske lidelser om, for en kortere periode at bo med faste rammer og støtte omkring sig, mens deres situation stabiliseres. Nordjyllands Amt afholder udgifterne, og der er ikke brugerbetaling.

Stk. 2

Forsøgstilladelsen indebærer, at § 95 om brugerbetaling, § 131 om refusion samt reglerne om visitation i kap. 18 i lov om social service fraviges i Nordjyllands Amt i relation til dette projekt.

Stk. 3

Nordjyllands Amt sørger for, at forsøgsordningen evalueres.

Stk. 4

Forsøgstilladelsen har virkning fra den 1. maj 1999 til den 30. april 2002.

§ 5

Socialministeren har givet Viborg Amt tilladelse til en forsøgsordning, hvorefter amtet kan etablere døgnhuse i forbindelse med den distriktspsykiatriske ordning som alternativ til ophold på sygehus og ophold efter § 93, stk. 1, nr. 1, i lov om social service. Døgnhusene er et tilbud til mennesker med psykiatriske lidelser om, for en kortere periode, at bo med faste rammer og støtte omkring sig, mens deres situation stabiliseres. Viborg Amt afholder udgifterne, og der er ikke brugerbetaling.

Stk. 2

Forsøgstilladelsen indebærer, at § 95 om brugerbetaling, § 131 om refusion samt reglerne om visitation i kap. 18 i lov om social service fraviges i Viborg Amt i relation til dette projekt.

Stk. 3

Viborg Amt sørger for, at forsøgsordningen evalueres.

Stk. 4

Forsøgstilladelsen, der er givet efter lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996, med virkning fra den 1. december 1990, videreføres efter lov om social service til den 30. april 2002.

§ 6

Socialministeren har godkendt en forsøgsordning for Århus Kommune, hvorefter kommunen kan fravige anciennitetsprincippet ved anvisning af pladser i dagtilbud med henblik på at opnå en hensigtsmæssig fordeling af tosprogede børn i dagtilbudene. Det er en forudsætning for forsøget, at der ikke sker en generel tilsidesættelse af det enkelte barns mulighed for at få en plads, og at der ikke etableres forskellige anvisningsregler eller -praksis for henholdsvis tosprogede og dansksprogede børn.

Stk. 2

Forsøgsgodkendelsen indebærer, at bestemmelsen om anvisning af pladser efter anciennitet i § 12, stk. 2, i lov om social service kan fraviges i Århus Kommune i den nævnte sammenhæng.

Stk. 3

Århus Kommune sørger for, at forsøgsordningen evalueres.

Stk. 4

Forsøgsgodkendelsen har virkning fra den 4. oktober 1999 til den 31. december 2001.

§ 7

Socialministeren har givet Næstved Kommune tilladelse til en forsøgsordning, hvorefter kommunen kan anvende en dynamisk interaktiv blanket i syge- og barselsdagpengesager.

Stk. 2

Forsøgstilladelsen indebærer, at reglerne i § 19 i bekendtgørelse om dagpenge ved sygdom eller fødsel kan fraviges i Næstved Kommune i relation til dette forsøg.

Stk. 3

Næstved Kommune sørger for, at forsøgsbestemmelsen evalueres.

Stk. 4

Forsøgstilladelsen har virkning fra 1. august 2001 til den 31. december 2002.

§ 8

Socialministeren har givet Rødekro Kommune tilladelse til en forsøgsordning, hvorefter kommunen deltager i en forsøgsordning om sikring af små skoler og dagtilbud i landdistrikter. Tilladelsen indebærer, at Rødekro Kommune kan afprøve nye former for fælles forældreindflydelse, ledelse m.v. mellem kommunale daginstitutioner og folkeskole i landdistrikter med henblik på at forbedre sammenhængen i de mindre børns hverdag. Det forudsættes herunder, at forsøget omfatter en model for forældreindflydelse, som sikrer, at forældreindflydelsen er i overensstemmelse med principperne herom i folkeskoleloven og serviceloven samt medvirker til udvikling af pædagogiske tilbud til mindre børn i landdistrikter.

Stk. 2

Forsøgstilladelsen indebærer, at § 13 om forældrebestyrelser i kommunale dagtilbud i lov om social service kan fraviges i Rødekro Kommune i relation til dette forsøg med henblik på oprettelse af en bestyrelse fælles for folkeskole og daginstitution. Forældre med børn i daginstitutionen fraskriver sig retten til en særskilt forældrebestyrelse i daginstitutionen. Forsøget er etableret i samarbejde med Undervisningsministeriet, og der sker samtidig en fravigelse af bestemmelserne i folkeskoleloven om skolebestyrelser, således at der kan sammensættes en bestyrelse fælles for skolen og daginstitutionen, jf. Socialministeriets og Undervisningsministeriets brev til Rødekro Kommune af 18. juli 2001.

Stk. 3

Rødekro Kommune søger for, at forsøgsordningen evalueres.

Stk. 4

Forsøgstilladelsen har virkning fra den 28. juli 2001 til den 31. juli 2006.

§ 9

Socialministeren har givet Skælskør Kommune tilladelse til en forsøgsordning, hvorefter kommunen deltager i en forsøgsordning om sikring af små skoler og dagtilbud i landdistrikter. Tilladelsen indebærer, at Skælskør Kommune kan afprøve nye former for fælles forældreindflydelse, ledelse m.v. mellem kommunale daginstitutioner og folkeskole i landdistrikter med henblik på at forbedre sammenhængen i de mindre børns hverdag. Det forudsættes herunder, at forsøget omfatter en model for forældreindflydelse, som sikrer, at forældreindflydelsen er i overensstemmelse med principperne herom i folkeskoleloven og serviceloven samt medvirker til udvikling af pædagogiske tilbud til mindre børn i landdistrikter.

Stk. 2

Forsøgstilladelsen indebærer, at § 13 om forældrebestyrelser i kommunale dagtilbud i lov om social service kan fraviges i Skælskør Kommune i relation til dette forsøg med henblik på oprettelse af en bestyrelse fælles for folkeskole og daginstitution. Forældre med børn i daginstitutionen fraskriver sig retten til en særskilt forældrebestyrelse i daginstitutionen. Forsøget er etableret i samarbejde med Undervisningsministeriet, og der sker samtidig en fravigelse af bestemmelserne i folkeskoleloven om skolebestyrelser, således at der kan sammensættes en bestyrelse fælles for skolen og daginstitutionen, jf. Socialministeriets og Undervisningsministeriets brev til Skælskør Kommune af 18. juli 2001.

Stk. 3

Skælskør Kommune søger for, at forsøgsordningen evalueres.

Stk. 4

Forsøgstilladelsen har virkning fra den 28. juli 2001 til den 31. juli 2006.

§ 10

Det nærmere indhold af hver enkelt godkendelse fremgår af en skrivelse fra Socialministeriet til pågældende kommunalbestyrelse eller amtsråd. Skrivelsen kan rekvireres i Socialministeriet, Holmens Kanal 22, 1060 København K, tlf. 33 92 93 00.

Stk. 2

Pågældende kommunalbestyrelse eller amtsråd informerer borgerne om tilladelsen.

§ 11

Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. oktober 2001.

Stk. 2

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 699 af 19. juli 2001 om forsøgsordninger efter den sociale lovgivning.


Socialministeriet, den 24. september 2001, den 24. september 2001

/Finn Mortensen Aksel Meyer/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2001
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2001