Bekendtgørelse om god forsikringsmæglerskik
BEK nr 968 af 06/11/2001
§ 1
Bekendtgørelsen finder anvendelse på de forsikringsmæglere og forsikringsmæglerselskaber, som
- af Finanstilsynet er meddelt tilladelse til at udøve livs- og/eller skadesforsikringsmægling i medfør af § 3, stk. 1, i lov om forsikringsformidling, eller
- er omfattet af § 8 i lov om forsikringsformidling.
§ 2
Forsikringsmægleren skal handle i den enkelte forsikringstagers interesse og må ikke lade sig påvirke af egne eller tredjemands interesser.
Forsikringsmægleren skal varetage forsikringstagerens interesser grundigt, samvittighedsfuldt og med fornøden hurtighed.
Råder forsikringsmægleren ikke over den fornødne kompetence til at løse den konkrete opgave, skal han frasige sig denne.
§ 3
Forsikringsmægleren skal under udøvelsen af hvervet bevare uafhængighed af ethvert forsikringsselskab, således at der ikke kan rejses tvivl om, hvorvidt et tilbud er indhentet på et uvildigt grundlag.
Afhængighed af et forsikringsselskab kan bl.a. opstå, dersom forsikringsmægleren
- lader enkelte forsikringsselskaber være dominerende, når tilbud indhentes,
- modtager direkte eller indirekte finansiel støtte fra enkelte forsikringsselskaber, eller
- gør sig afhængig af forsikringsteknisk vejledning og bistand fra enkelte forsikringsselskaber eller dertil knyttede koncernselskaber.
§ 4
Forsikringsmægleren må ikke uberettiget videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som den pågældende under udøvelse af sit hverv har fået kendskab til.
Tavshedspligten, som gælder uden tidsbegrænsning, omfatter alle, som i øvrigt er beskæftiget i virksomheden.
§ 5
Forsikringsmægleren skal indgå en skriftlig samarbejdsaftale med forsikringstageren. Samarbejdsaftalen skal gennemgås med forsikringstageren.
Samarbejdsaftalen skal som minimum indeholde følgende oplysninger
I forbindelse med en forsikringsmæglers opsigelse af en samarbejdsaftale, skal forsikringstageren samtidig underrettes om konsekvenserne heraf.
- hvilke ydelser forsikringsmægleren skal levere,
- om der tillige gives en fuldmagt til forsikringsmægleren jf. § 6,
- i hvilket omfang forsikringsmæglerens ansvarsforsikring ikke dækker de aftalte ydelser,
- hvilken type honorering forsikringsmægleren modtager, og
- samarbejdsaftalens løbetid, herunder frist for opsigelse.
§ 6
I det omfang forsikringsmægleren arbejder på grundlag af en skriftlig fuldmagt fra forsikringstager, skal denne gennemgås med forsikringstageren.
Fuldmagten skal som minimum indeholde følgende punkter
Fuldmagten kan til enhver tid tilbagekaldes af forsikringstageren, men ophører senest samtidig med samarbejdsaftalens ophør.
- hvilke forsikringstyper fuldmagten omfatter,
- i hvilket omfang forsikringsmægleren er bemyndiget på forsikringstagerens vegne, herunder om forsikringsmægleren kan opsige eksisterende forsikringsaftaler, og
- informering til forsikringstageren om, at oplysninger afgivet af forsikringsmægleren er at sidestille med oplysninger afgivet af forsikringstageren selv.
§ 7
Forsikringsmægleren skal analysere og beskrive forsikringstagerens risici.
Forsikringsmægleren skal forelægge forsikringstageren mulige løsninger på afdækning af forsikringstagers risici, vedlagt en beregning af de økonomiske konsekvenser heraf.
Såfremt forsikringstageren ønsker det beskrevne forsikringsbehov sendt i udbud gennem forsikringsmægleren, skal udbudsmateriale udarbejdes af forsikringsmægleren og gennemgås med forsikringstageren.
§ 8
Forsikringsmægleren skal på baggrund af de indhentede forsikringstilbud udarbejde en rapport til forsikringstageren, der angiver den bedst mulige løsning eller valget mellem flere løsninger.
Forsikringsmægleren skal tillige skriftligt oplyse forsikringstageren om størrelsen af den til hvert enkelt tilbud knyttede provision eller andet vederlag, der tilfalder forsikringsmægleren.
§ 9
Tilrettelæggelsen af arbejdet i en forsikringsmæglervirksomhed skal ske på en sådan måde, at det sikres, at den fornødne kompetence er til stede i enhver fase af forsikringsformidlingen.
Kravet om fornøden kompetence indebærer, at en forsikringsmægler som minimum skal involveres i følgende faser af formidlingen
- ved etablering af aftalegrundlaget (samarbejdsaftale og fuldmagt),
- ved analyse og beskrivelse af forsikringstagers risici,
- ved udarbejdelse af udbudsmateriale og tilrettelæggelse af udbudsrunden,
- ved indstilling af valg til forsikringsløsning, og
- ved løsning af opgaver ifølge specifikke fuldmagter, der giver særlig kompetence til forsikringsmægleren.
§ 10
Det er forsikringsmæglerens ansvar, at ansatte, der handler på forsikringsmæglerens vegne, har den fornødne uddannelse herunder indsigt i god skik reglerne på dette område og handler i overensstemmelse med disse regler.
§ 11
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2002.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2001
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2001