Bekendtgørelse om bygningsforbedringsudvalg
BEK nr 975 af 15/11/2001
§ 1
Det kommunale bygningsforbedringsudvalg vælger blandt medlemmerne en formand og en næstformand.
§ 2
Udvalget skal sikre, at udvalgets virksomhed varetages i overensstemmelse med de gældende regler herom, og at virksomheden tilrettelægges efter rationelle administrationsmetoder samt, at udvalgets administrationsudgifter holdes på det lavest mulige niveau.
§ 3
Udvalget skal sørge for, at der udfærdiges regnskab for udvalgets virksomhed i overensstemmelse med reglerne i kapitel 3 i bekendtgørelse nr. 90 af 7. februar 2001, om regnskab og revision efter lov om byfornyelse.
§ 4
Udvalget skal straks foretage indberetning til kommunalbestyrelsen, såfremt det konstaterer uregelmæssigheder af væsentlig betydning for udvalgets virksomhed. Af indberetningen skal fremgå, hvilke foranstaltninger udvalget har truffet eller agter at træffe.
§ 5
Udvalget er beslutningsdygtigt når mindst 3 medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, deltager i behandlingen.
§ 6
Udvalget har pligt til at meddele den eller de offentlige myndigheder de oplysninger, som den eller de pågældende myndigheder måtte forlange om udvalgets virksomhed.
§ 7
Udvalget tilrettelægger selv sit arbejde samt fastsætter forretningsorden med retningslinier for indkaldelse, tid og sted for møder samt tegningsregler.
Af udvalgets møder optages referat, som sendes til medlemmerne og sekretariatet.
§ 8
Kommunens forvaltning varetager vederlagsfrit sekretariatsopgaver for udvalget.
§ 9
Kommunalbestyrelsen er udvalgets tilsynsmyndighed.
Kommunalbestyrelsen påser,
- at udvalgets virksomhed er i overensstemmelse med de regler der er fastsat i kap. 6 i lov om byfornyelse og i denne bekendtgørelse, og
- at udvalgets regnskab er i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i kapitel 3 i bekendtgørelse nr. 90 af 7. februar 2001 om regnskab og revision efter lov om byfornyelse.
§ 10
Ansøgning om støtte indgives skriftligt af ejendommens ejer til udvalget.
Ansøgningen skal være bilagt tingbogsattest.
§ 11
Udvalget kan stille krav om oplysninger vedrørende projektet og ejendommen, til brug for behandlingen af ansøgningen.
§ 12
Støtte ydes som rente- og afdragsfrit lån til ejer. Udvalget meddeler tilbud om rente- og afdragsfrit lån på skema godkendt af By- og Boligministeriet.
§ 13
Lånetilbud skal skriftligt accepteres af ejeren inden for den af udvalget fastsatte frist, i modsat fald bortfalder lånetilbuddet. Ejers skriftlige accept af lånetilbuddet tilbagesendes til udvalget sammen med originalt skøde på ejendommen.
§ 14
Det rente- og afdragsfrie lån udstedes med personlig hæftelse og skal sikres ved tinglyst pant i den faste ejendom.
Såfremt ejendommen ejes af et aktieselskab, et anpartsselskab eller lignende, kan udvalget stille krav om, at selskabets hovedaktionær eller andre personer, der har en bestemmende indflydelse på selskabet hæfter personligt for lånet.
§ 15
Udbetaling af lånet kan finde sted, når arbejdet er udført i overensstemmelse med de stillede vilkår og dokumentation jf. stk. 2, er godkendt af udvalget samt, når den forudsatte sikkerhed er stillet.
Udbetalingsanmodning fra ejeren skal være bilagt regningsmaterialet, de underliggende bilag samt behørig dokumentation for, at udgifterne er endeligt betalt.
§ 16
Det er et vilkår for udbetaling af støtte, at arbejderne først påbegyndes, når lånetilbud skriftligt er accepteret af ejer.
Det påhviler bygherren:
Kommunalbestyrelsen kontrollerer, at bygherren overholder bestemmelserne i stk. 1.
- at overholde bestemmelserne i cirkulære 174 af 10. oktober 1991 om pris og tid på bygge- og anlægsarbejder, med senere tillæg og
- at lægge ABR og AB (i totalentreprise ABT) til grund uden fravigelser i sine aftaler om teknisk rådgivning og i sine entrepriseaftaler. Kommunalbestyrelsen kan efter modtaget begrundelse i særlige tilfælde godkende fravigelser fra de i 1. pkt. omtalte bestemmelser.
§ 17
Som ejerskifte jf. § 136 i lov om byfornyelse betragtes omdannelse til selskab eller interessentskab samt salg på tvangsauktion og salg fra konkurs- eller gældsfragåelsesbo.
§ 18
Den del af det bevilgede rente- og afdragsfrie lån, som udgøres af statslige og kommunale midler, trækkes på kommunens investeringsramme til bygningsfornyelse. Lånet anses for bevilget ved meddelelse af lånetilbud til ejeren. Accepterer ejeren ikke lånetilbuddet inden den af udvalget fastsatte frist, kan det trukne beløb tilskrives kommunens investeringsramme til bygningsfornyelse såfremt dette sker inden udgangen af det pågældende finansår.
Rente- og afdragsfrie lån, der ydes af midler fra tilbagebetalte lån efter byfornyelseslovens § 136, stk. 3, trækker ikke på kommunens investeringsramme til bygningsfornyelse. Der skal dog ske indberetning til BOSSINF-BYF i det finansår, hvor lånet er ydet.
§ 19
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. december 2001, og har virkning for beslutninger efter kap. 6 i lov om byfornyelse, der er truffet efter denne dato.
§ 16, stk. 2, har dog virkning for opgaver, der udbydes efter den 30. november 2001.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 456 af 11. juni 1999 om bygningsforbedringsudvalg.
By- og Boligministeriet, den 15. november 2001, den 15. november 2001
/P.M.V.Margrete Pump Pia Scott Hansen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2001
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2001