TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om opgørelse og indberetning af store engagementer for fondsmæglerselskaber

BEK nr 1105 af 12/12/2002

DanmarkBekendtgørelse2002

§ 1

Denne bekendtgørelse finder anvendelse på:

Stk. 2

De i stk. 1 nævnte selskaber benævnes i det følgende »fondsmæglerselskaber«.

  1. Fondsmæglerselskaber, som har opnået tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed i henhold til § 5 i lov om fondsmæglerselskaber,
  1. filialer af fondsmæglerselskaber med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftaler med, samt
  1. koncerner, hvor en af de under nr. 1 eller 2 nævnte virksomheder eller et finansielt holdingselskab er moderselskab, jf. lov om finansiel virksomhed § 2, stk. 1, nr. 4, og hvor der i henhold til den finansielle virksomhedslovs § 39, stk. 1, skal foretages en konsolideret opgørelse.

§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved

  1. Moderselskaber: Selskaber som defineret i § 2, stk. 1, nr. 4 i den finansielle virksomhedslov.
  1. Finansielle holdingselskaber: Selskaber som defineret i § 2, stk. 1, nr. 7 i den finansielle virksomhedslov.
  1. Markedsværdi af et afledt finansielt instrument: Værdien er opgjort efter reglerne i kapitel 7, §§ 68-70 i bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse for fondsmæglerselskaber.
  1. Zone A: Den landegruppe, der er defineret i § 5, stk. 1 i bekendtgørelse om kapitaldækning for fondsmæglerselskaber.
  1. Zone B: Alle lande uden for zone A.
  1. Nulvægtning: En vægtning af fordringer på debitorer, som de kompetente myndigheder i de enkelte medlemsstater i EU eller i de lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, har vurderet kan tillægges vægten 0.
  1. Andre obligationer: Obligationer som defineret i artikel 22, stk. 4, i Rådets direktiv af 20. december 1985 om investeringsinstitutter (85/611/EØF som ændret ved direktiv 88/220/EØF og ved direktiv 2001/108/EF).
  1. Multilaterale udviklingsbanker: Banker som defineret i § 6 i bekendtgørelse om kapitaldækning for fondsmæglerselskaber.
  1. Noterede værdipapirer: Værdipapirer noteret på et marked, der er offentligt anerkendt, regelmæssigt arbejdende og åbent for offentligheden.

§ 3

Engagementet opgøres før fradrag af eventuelle hensættelser, jf. i øvrigt bilag 2, afsnit 2.

Stk. 2

Rente- og valutakurs-, aktie- og råvarerelaterede poster indgår med markedsværdien plus et tillæg for det potentielle fremtidige engagement. Tillægget opgøres i henhold til bilag 1.

Stk. 3

Efter opgørelsen af engagementet i henhold til stk. 1 og 2 kan der foretages fradrag i henhold til § 4.

§ 4

Ved opgørelsen af et engagement i forhold til grænserne i lov om fondsmæglerselskaber § 19, stk. 1 og 3 kan der foretages fradrag for:

  1. engagementer med eller garanteret af centralregeringer eller centralbanker i zone A eller Den Europæiske Union,
  1. engagementer med centralregeringer eller centralbanker i zone B i disses nationale valuta, såfremt instituttet har finansieret sig i samme valuta,
  1. engagementer med eller garanteret af danske amtskommuner, danske kommuner, Grønlands Hjemmestyre, Færøernes Landsstyre eller regionale og lokale myndigheder i andre lande, der er medlemmer af Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, og hvor de kompetente myndigheder har givet nulvægtning,
  1. engagementer sikret ved pant i noterede værdipapirer udstedt af en centralregering eller en centralbank i zone A eller EU-institutioner inden for 90 pct. af værdipapirets officielt noterede kursværdi,
  1. engagementer sikret ved pant i noterede værdipapirer udstedt af de under 3) nævnte myndigheder inden for 90 pct. af værdipapirets officielt noterede kursværdi,
  1. krav over for et realkreditinstitut bestående af instituttets egenbeholdning af realkreditobligationer inden for 90 pct. af den officielt noterede kursværdi. Tilsvarende gælder andre obligationer, jf. § 2, stk. 1, nr. 7,
  1. 80 pct. af engagementer med kreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, fondsbørser, autoriserede markedspladser og clearingcentraler i zone A, dog eksklusive efterstillede tilgodehavender og kapitalandele,
  1. engagementer sikret ved pant i noterede værdipapirer udstedt af kreditinstitutter i zone A, herunder realkreditobligationer, inden for 2/3 af værdipapirets officielt noterede kursværdi. Værdipapirer der er efterstillet andre tilgodehavender samt kapitalandele giver dog ikke fradrag,
  1. engagementer sikret ved pant i obligationer udstedt af Den Europæiske Investeringsbank eller multilaterale udviklingsbanker inden for 2/3 af værdipapirets officielt noterede kursværdi,
  1. 50 pct. af engagementer, der består af garantier, stillet over for Danmarks Nationalbank eller en clearingcentral i forbindelse med betalingsafvikling ved afviklingen af værdipapirtransaktioner,
  1. 50 pct. af emissionsgarantier med en oprindelig løbetid på under 1 år, idet der herved forstås alle forpligtelser, som fondsmæglerselskabet har til at købe værdipapirer,
  1. 50 pct. af garantier stillet for Værdipapircentralens kapitalgrundlag, samt
  1. engagementer sikret ved pant i indbetalt margin.

§ 5

Engagementer, der før fradrag overstiger grænsen i § 19, stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber, skal hvert kvartal indberettes til Finanstilsynet.

Stk. 2

Moderselskaber foretager indberetning af de engagementer, der på koncernniveau overstiger de i stk. 1 nævnte grænser.

Stk. 3

Indberetningerne skal ske på skema FV for fondsmæglerselskabet og skema KV for koncernen i den i bilag 3 angivne form.

Stk. 4

Indberetningerne foretages pr. ultimo kvartalet og skal være Finanstilsynet i hænde senest 20 arbejdsdage efter udløbet af kvartalet.

Stk. 5

Indberetning skal ske på maskinlæsbart medium.

Stk. 6

Indberetningerne skal være godkendt af selskabets direktion.

§ 6

Overtrædelse af §§ 3 og 5 straffes med bøde.

Stk. 2

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2003.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 20 af 10. januar 2000 om opgørelse og indberetning af store engagementer for fondsmæglerselskaber ophæves.

Tillæg for potentielt fremtidigt engagement på rente- og valutakursrelaterede poster samt aktie- og råvarerelaterede poster (Poster med modpartsrisiko).

Bilag 1

Ved engagementsopgørelsen indgår den enkelte kontrakt med den positive markedsværdi af kontrakten plus det i tabellen angivne tillæg, der er angivet som en procentdel af kontraktens hovedstol. Det potentielle fremtidige engagement skal beregnes, selv om markedsværdien er negativ. Kontrakterne medtages i øvrigt i henhold til retningslinierne i bilag 2, afsnit 2.2.

Spotforretninger indgår ikke i engagementsopgørelsen.

Poster

Tillæg (pct. af hovedstol)

Renterelaterede poster, restløbetid til og med 1 år

0,5

Renterelaterede poster, restløbetid over 1 år til og med 5 år

1,0

Renterelaterede poster, restløbetid over 5 år

1,5

Aktierelaterede poster, restløbetid til og med 1 år

6,0

Aktierelaterede poster, restløbetid over 1 år til og med 5 år

8,0

Aktierelaterede poster, restløbetid over 5 år

10,0

Valutakursrelaterede poster, restløbetid til og med 1 år

1,0

Valutakursrelaterede poster, restløbetid over 1 år til og med 5 år

5,0

Valutakursrelaterede poster, restløbetid over 5 år

7,5

Råvarerelaterede poster, restløbetid til og med 1 år

10,0

Råvarerelaterede poster, restløbetid over 1 år til og med 5 år

12,0

Råvarerelaterede poster, restløbetid over 5 år

15,0

Obligationsbaserede repo-/reverseforretninger, restløbetid til og med 1 år

0,5

Obligationsbaserede repo-/reverseforretninger, restløbetid over 1 år

1,0

Aktiebaserede repo-/reverseforretninger, restløbetid til og med 1 år

6,0

Aktiebaserede repo-/reverseforretninger, restløbetid over 1 år

8,0

Vejledning

Bilag 2

Udfyldelse af indberetningsskemaerne.

  1. Kunde

Ved en kunde forstås enhver fysisk eller juridisk person, der har et engagement med selskabet. Som eksempler på kunder kan nævnes: staten, kommuner, pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, institutionelle investorer, foreninger m.v.

Begrebet indbyrdes forbundne kunder (»samhørige«) er i del III i kreditinstitutdirektivet (2000/12/EF) beskrevet således:

a) To eller flere fysiske og eller juridiske personer, der - indtil det modsatte er godtgjort - udgør en helhed, fordi en af dem udøver direkte eller indirekte kontrol med den anden eller de andre, eller

b) to eller flere fysiske og eller juridiske personer, hvoraf ingen udøver kontrol med den anden eller de andre, men hvor der er sådanne indbyrdes forbindelser, at der er sandsynlighed for, at hvis den ene kommer i økonomiske vanskeligheder, vil den anden eller de andre også få vanskeligheder med tilbagebetalingen.

Tilsynet har i sin hidtidige praksis dog også tillagt andre momenter som f.eks. fælles ledelse vægt ved afgørelsen af, om der forelå samhørighed.

Som eksempler på grupper af indbyrdes forbundne kunder kan nævnes:

  1. Selskaber i samme koncern,
  1. samlevende personer, uanset om de er gift eller ej,
  1. et interessentskab og de enkelte interessenter og
  1. en hovedaktionær (hovedanpartshaver) og den pågældendes selskaber.

Ved opgørelsen af størrelsen af engagementet i relation til § 19 i lov om fondsmæglerselskaber kan engagementet reduceres med de fradrag, der fremgår af bekendtgørelsen.

Engagementsgrænserne i loven gælder både i forhold til en enkelt kunde og til en gruppe af indbyrdes forbundne kunder.

Undtaget fra engagementsgrænserne er selskaber, som konsolideres fuldt ud med fondsmæglerselskabet (moder-, søster- og datterselskaber).

Engagementer med moder- og søsterselskaber er dog omfattet af reglerne i § 20 a i lov om fondsmæglerselskaber.

  1. Engagement

Ved et engagement med en kunde eller kundegruppe forstås summen af de kreditrisici, som fondsmæglerselskabet har med den pågældende kunde eller kundegruppe.

Et tilsagn om f.eks. en emissionsgaranti indgår i engagementet fra det tidspunkt, hvor kunden har fået kendskab til det bevilgede tilsagn.

Når et fondsmæglerselskab skal beregne et engagement med et pengeinstitut, er det afgørende tidspunkt for, hvornår fondsmæglerselskabet skal medregne et beløb, der overføres til selskabets konto i (engagement med) et pengeinstitut, den endelige retserhvervelse. Er erhvervelsen betinget af forhold, som fondsmæglerselskabet ikke har indflydelse på, er den betingede erhvervelse dog afgørende.

Såfremt en kunde sætter et beløb ind i et pengeinstitut efter aftale med fondsmæglerselskabet, er erhvervelsen sket, når beløbet er kommet frem til pengeinstituttet. Det gælder også, selvom overførslen måtte være foretaget ved fremsendelse af f.eks. en check, der først skal indløses af pengeinstituttet.

Engagement opgøres som summen af følgende poster, jf. lovens § 19, stk. 5:

  1. Tilgodehavender,
  1. garantier og andre poster under stregen,
  1. kapitalandele og andre værdipapirer,
  1. rente- og valutakursrelaterede poster,
  1. aktie- og råvarerelaterede poster og
  1. andre mellemværender, der indebærer en kreditrisiko for selskabet.

Det bemærkes, at der er tale om et engagement, uanset det samlede mellemværende med kunden kun kan henføres til en enkelt af ovenstående poster.

Hvis en kunde helt eller delvis har fået sit engagement garanteret af et kreditinstitut i zone A reduceres kundens engagement med den garanterede del af engagementet. Den garanterede del af engagementet skal tillægges det øvrige engagement med kreditinstituttet, jf. § 19, stk 7. i lov om fondsmæglerselskaber.

Garantier stillet overfor fondsmæglerselskaber af kreditinstitutter i zone B samt andre virksomheder, på vegne af en kunde, medfører ikke en reduktion af kundens engagement i forhold til grænserne i § 19.

Engagementet opgøres før fradrag af eventuelle regnskabsmæssige hensættelser og afskrivninger. Hvis et fondsmæglerselskab udover regnskabsmæssigt at have afskrevet et tilgodehavende ligeledes civilretligt har reduceret sit krav overfor debitor, kan engagementet i relation til § 19 i lov om fondsmæglerselskaber kun reduceres med det beløb, som tilgodehavendet civilretligt set er reduceret med.

2.1. Tilgodehavender

Alle tilgodehavender indgår i opgørelsen af engagementet.

Som eksempel på tilgodehavender kan nævnes:

a. tilgodehavender opstået i forbindelse med handel med værdipapirer og afledte finansielle instrumenter (rente-, aktie-, råvare- og valutakursrelaterede poster),

b. tilgodehavender i pengeinstitutter,

c. tilgodehavender for udført porteføljepleje.

Vedrørende litra a bemærkes, at der i denne forbindelse kun forstås tilgodehavenderne på modparterne i forretningerne (f.eks. modparten i en obligationsterminsforretning). Tilgodehavenderne omfatter renter, kurtage, marginer og lignende.

Tilgodehavender i pengeinstitutter opgøres som de aktuelle tilgodehavender.

2.2. Garantier og andre poster under stregen.

Som eksempel på garantier og andre poster under stregen kan for fondsmæglerselskabers vedkommende nævnes:

Emissionsgarantier.

Garantier og indeståelser skal medtages i engagementet med det fulde nominelle beløb før fradrag af eventuelle regnskabsmæssige afskrivninger og hensættelser. Dette gælder, uanset at risikoen på garantien vurderes at være lille.

2.3. Kapitalandele og andre værdipapirer.

Som eksempler på kapitalandele og andre værdipapirer kan nævnes:

  1. aktier, anparter og investeringsbeviser
  1. kapitalandele i associerede virksomheder m.v.,
  1. kapitalandele i tilknyttede virksomheder, og
  1. obligationer

Kapitalandelene og de andre værdipapirer indgår ved opgørelsen af fondsmæglerselskabets engagement med udstederen af kapitalandelene og værdipapirerne. Det er her uden betydning om værdipapirerne indgår i en puljeordning.

Vedrørende aktier og kapitalandele bemærkes:

Posterne indgår med deres værdi ifølge kvartals- eller årsregnskabet for det kvartal eller år, som engagementsopgørelsen vedrører.

Det er uden betydning for opgørelsen af engagementet, om fondsmæglerselskabet besidder de til kapitalandelene hørende stemmerettigheder.

Vedrørende kapitalandele i et kreditinstitut, finansieringsinstitut eller andet fondsmæglerselskab, hvor posten overstiger 10 pct. af dettes aktie-, garanti eller andelskapital bemærkes, at den nominelle værdi kun anvendes ved beregning af andelen. Ved beregningen af fradraget i den ansvarlige kapital anvendes bogførte værdi.

Vedrørende obligationer bemærkes:

Obligationer optages i engagementsopgørelsen med deres nominelle værdi. Årsagen er, at fondsmæglerselskabets krav i en konkurssituation vil være obligationens nominelle værdi.

Vedrørende termins-, future- og optionskontrakter bemærkes:

De værdipapirer, der ligger til grund for termins-, future- og optionskontrakter, medregnes ved opgørelsen af selskabets engagement med den, der har udstedt værdipapiret. Hvis et selskab har købt realkreditobligationer på termin, medregnes de købte obligationer således med obligationens aktuelle kursværdi ved opgørelsen af engagementet med det pågældende realkreditinstitut. Når obligationerne indgår i selskabets egenbeholdning, medregnes de i engagementet til nominelle værdi, jf. ovenfor.

Værdipapirerne indgår i engagementet efter dispositionsprincippet, dvs. at de indgår fra det øjeblik værdipapirerne er købt, det være sig ved en spothandel eller på en terminskontrakt, eller der er taget en position i værdipapirer via futures- eller optionskontrakter. Omvendt fragår værdipapirerne fra det øjeblik, der er indgået aftale om salg. Der er således her en forskel sammenlignet med den regnskabsmæssige behandling, hvor værdipapirerne først indgår i/ fragår egenbeholdningen på afviklingsdagen.

Udover engagementet med udstederen af værdipapiret har instituttet et engagement med kontraktsmodparten. Dette engagement opgøres som anført nedenfor under afsnit 2. 4, nr. III.

2.4. Rente-, valutakurs-, aktie- og råvarerelaterede poster m.v.

Hovedprincippet er, at hvis en kontrakt ikke skal kapitaldækkes, jf. kapitaldækningsbekendtgørelsen for fondsmæglerselskaber, skal den heller ikke indgå i engagementsopgørelsen.

I. Følgende poster indgår i engagementet:

  1. Afledte finansielle instrumenter baseret på obligationer og renter (renterelaterede poster). Dette omfatter bl.a. swaps, FRA'er og optioner på swaps og FRA'er samt terminsforretninger, futures og optioner baseret på obligationer, andre gældsinstrumenter og renter,
  1. afledte finansielle instrumenter baseret på aktier og aktieindeks (aktierelaterede poster). Dette omfatter terminsforretninger, futures og optioner baseret på aktier og aktieindeks samt warrants,
  1. afledte finansielle instrumenter baseret på valuta (valutakursrelaterede poster). Dette omfatter terminsforretninger, futures og optioner baseret på valutaer og guld,
  1. afledte finansielle instrumenter baseret på råvarer (råvarerelaterede poster). Dette omfatter terminsforretninger, futures og optioner baseret på bl.a. metaller (bortset fra guld), landbrugsvarer og energi, og
  1. repoforretninger (ægte salgs- og tilbagekøbsforretninger) der er indgået med obligationer eller aktier som underliggende aktiv og som enten er indgået med en markedsdeltager, jf. definitionen i § 8, stk. 5, i bekendtgørelse om kapitaldækning for fondsmæglerselskaber, eller opfylder følgende betingelser:

a) Mellemværenderne værdiansættes dagligt til markedsværdi,

b) sikkerheden justeres ved væsentlige ændringer i værdien af de pågældende værdipapirer,

c) selskabets fordringer kan modregnes med modpartens fordringer, såfremt modparten misligholder, og

d) forudsætningerne nævnt under pkt. a) og b) fremgår af den indgåede kontrakt med den pågældende modpart.

  1. reverseforretninger (ægte købs- og tilbagesalgsforretninger) der er indgået med obligationer eller aktier som underliggende aktiv og som enten er indgået med en markedsdeltager, jf. definitionen i § 8, stk. 5, i bekendtgørelse om kapitaldækning for fondsmæglerselskaber, eller opfylder følgende betingelser:

a) Mellemværenderne værdiansættes dagligt til markedsværdi,

b) sikkerheden justeres ved væsentlige ændringer i værdien af de pågældende værdipapirer,

c) selskabets fordringer kan modregnes med modpartens fordringer, såfremt modparten misligholder, og

d) forudsætningerne nævnt under pkt. a) og b) fremgår af den indgåede kontrakt med den pågældende modpart.

Repoforretninger der ikke opfylder betingelserne i pkt. 5, betragtes som belåning af værdipapirer.

Reverseforretninger, der ikke opfylder betingelserne i pkt. 6, betragtes som udlån mod fuld sikkerhed.

Det er uden betydning for medregningen i engagementet om de afledte finansielle instrumenter indgår i en puljeordning.

II. Følgende poster indgår ikke i engagementet:

  1. Spotforretninger, og
  1. følgende kontrakter, der er undtaget i henhold til bilag 5, afsnit XI, nr. 3, i bekendtgørelse om kapitaldækning for fondsmæglerselskaber:

a) Garanterede rente-, aktie- og valutakursrelaterede kontrakter, jf. kapitaldækningsbekendtgørelsens § 10,

b) Den underliggende hovedstol på kontrakter, der indgås alene for at opgøre en tidligere indgået kontrakt (lukke forretningen). De underliggende hovedstole på begge kontrakter kan undlades, hvis de er indgået med samme modpart, med samme hovedstol, i samme valuta samt med samme udløbsdag. Såfremt hovedstolene ikke er identiske, men de øvrige betingelser er opfyldt, kan den del af kontrakterne, som fuldt ud dækker hinanden udelades,

c) Udstedte rente-, aktie-, råvare- og valutaoptioner, og

d) Valutakurskontrakter med en oprindelig løbetid på 14 dage eller derunder.

III. Opgørelsen af engagementet:

Ved opgørelse af et engagement medtages alle de af de nævnte poster, der er indgået med den pågældende modpart. Hver kontrakt indgår med summen af kontraktens markedsværdi og et tillæg for det potentielle fremtidige engagement.

Markedsværdien for hver enkelt kontrakt beregnes i henhold til reglerne i kapitel 7, §§ 68 til 70, i bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse for fondsmæglerselskaber. Markedsværdien indgår dog kun i engagementet, hvis denne er positiv.

Tillægget for det potentielle fremtidige engagement beregnes som en procentdel af kontraktens hovedstol. Tillægget afhænger af det underliggende instrument samt kontraktens restløbetid. Tillæggene fremgår af bilag 1 for hver af de ovenfor nævnte kontrakter. Tillægget beregnes også i de tilfælde, hvor kontrakternes markedsværdi er negativ. Engagementet består da alene af tillægget.

Repoforretninger (ægte- salgs- og tilbagekøbsforretninger) behandles som spotsalg og terminskøb. Dette indebærer, at de værdipapirer, der indgår i repoforretningen, engagementsmæssigt forbliver hos det overdragende selskab og dermed fortsat skal medregnes i overdragerens engagement med udstederen af værdipapiret på samme måde, som hvis værdipapiret var forblevet i egenbeholdningen. Det overdragende selskabs engagement med modparten (''erhververen'') opgøres på samme måde, som hvis der var tale om terminsforretninger.

Reverseforretninger (ægte købs- og tilbagesalgsforretninger) opgøres som spotkøb og terminssalg. Dette indebærer, at værdipapirerne ikke indgår i det erhvervende selskabs engagement med udstederen af værdipapirerne. Det erhvervende selskabs engagement med modparten opgøres på samme måde, som hvis der var tale om terminsforretninger.

Aktielåneforretninger mod fuld sikkerhed behandles som repo- eller reverseforretninger.

Har selskabet indgået en aftale om netting med en modpart, og opfylder aftalen betingelserne angivet i underafsnit 4 i bilag 5, afsnit XI i bekendtgørelse om kapitaldækning for fondsmæglerselskaber, kan selskabet foretage netting af kontrakter med modpartsrisiko i overensstemmelse med reglerne i bilag 5, afsnit XI underafsnit 4.1. til kapitaldækningsbekendtgørelsen. Netting kan kun foretages for de kontrakter med modparter, der er omfattet af aftalen.

2.5. Andre mellemværender, der indebærer en kreditrisiko for selskabet.

Der er tale om mellemværender, der ikke henhører under de ovenstående kategorier. Hvorledes et konkret mellemværende skal indgå i engagementet, må afhænge af det nærmere indhold af mellemværendet.

  1. Fradragene

3.1. Definitioner

Zone A.

Ved lande i zone A forstås medlemsstaterne i EU, andre lande, der er fulde medlemmer af OECD, samt andre lande, der har indgået særlige låneoverenskomster med Den Internationale Valutafond (IMF) og er tilknyttet Den almindelige Låneoverenskomst (GAB). Et land, der som følge af manglende betalingsevne omlægger sin udenlandske statsgæld, udelukkes fra zone A i en periode på fem år.

En oversigt over lande i zone A findes i bilag 1 til kapitaldækningsbekendtgørelsen for fondsmæglerselskaber.

Nulvægtning.

Artikel 7 i solvensdirektivet giver medlemstaterne i EU mulighed for at fastsætte en vægtning på 0 for egne regionale og lokale myndigheder, såfremt der ikke er nogen forskel på risikoen ved fordringer på disse og fordringer på centralregeringen.

I Danmark anerkendes de øvrige medlemsstaters meddelelser om nulvægtning. Ligeledes anerkendes de kompetente myndigheders meddelelse af nulvægtning i lande som EU har indgået aftale med (EØS-landene).

Andre obligationer.

Der er tale om obligationer, som er underkastet en særlig regulering med henblik på at beskytte indehaverne af disse obligationer. Alle danske realkreditobligationer og obligationer udstedt af Kommune Kredit og Danmarks Skibskreditfond omfattes af direktivbestemmelsen. Herudover er obligationer fra en del tyske og italienske obligationsudstedere omfattet, jf. den fuldstændige liste på kommissionens hjemmeside (www.europa.eu.int/comm/internal_market/en/finances/mobil/ucits/index.ht).

Multilaterale udviklingsbanker.

Herved forstås følgende banker: Verdensbanken (Den Internationale Bank for Genopbygning og Økonomisk Udvikling), Den Internationale Finansieringsinstitution, Den Interamerikanske Udviklingsbank, Den Asiatiske Udviklingsbank, Den Afrikanske Udviklingsbank, Europarådets Bosættelsesfond, Den Nordiske Investeringsbank, Den Caribiske Udviklingsbank, Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling, Den Europæiske Investeringsfond og Det Interamerikanske Investeringsselskab.

Noterede værdipapirer.

Herved forstås værdipapirer, der enten er noteret på en børs eller er faktisk omsættelige og regelmæssigt noteret på andre regulerede markeder, jf. artikel 16 i investeringsservicedirektivet (93/22/EØF).

3.2. Fradragene

De fradrag, der er opregnet i bekendtgørelsens § 4 er alle baseret på bestemmelser i del III i kreditinstitutdirektivet(2000/12/EF), og de kan opfattes som en risikomæssig korrektion til engagementerne.

Der er ikke pligt til at anvende fradragene.

En undladelse af at anvende fradragene medfører ikke ændring af engagementsgrænserne eller af indberetningspligten.

Inden der foretages fradrag, skal det samlede engagement med den pågældende kunde opgøres som beskrevet i afsnit 2.

Fradragene opdeles i:

  1. Fradrag i engagementet med kunden på grund af kundens bonitet, og
  1. fradrag i engagementet med kunden som følge af, at de stillede sikkerheder giver fradrag (sikkerhedernes bonitet).

Ved opgørelsen af engagementet foretages der fradrag i henhold til pkt. 1 eller i henhold til pkt. 2. Det bemærkes, at hvis kundens bonitet giver fradrag, kan engagementet efter fradrag i relation til grænserne i § 19 i lov om fondsmæglerselskaber, ikke reduceres yderligere med stillede sikkerheder.

  1. Fradrag i engagementet med kunden som følge af kundens bonitet.

I. Fradrag på 100 pct.:

  1. Engagementer med Den Europæiske Union,
  1. engagementer med centralregeringer eller centralbanker i zone A,
  1. engagementer med regionale eller lokale myndigheder i EU's medlemsstater eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med. En forudsætning for fradraget er, at debitorerne har fået nulvægtsstatus, og
  1. engagementer med centralregeringer og/eller centralbanker i zone B giver fradrag på 100 pct., såfremt engagementet er i centralregeringens/centralbankens nationale valuta, og instituttet har finansieret sig i samme valuta.

II. Fradrag på 90 pct.:

  1. Den del af engagementet med et realkreditinstitut, der består af selskabets egenbeholdning af realkreditobligationer udstedt af det pågældende realkreditinstitut, og
  1. den del af engagementet med andre obligationsudstedere, (jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 7), der består af selskabets egenbeholdning af obligationer udstedt af den pågældende udsteder.

I begge tilfælde er udgangspunktet for engagementsopgørelsen obligationerne opgjort til den nominelle værdi.

Fradraget beregnes på grundlag af obligationernes officielt noterede kursværdi.

III. Fradrag på 80 pct.:

Engagementer med kreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, fondsbørser, autoriserede markedspladser og clearingcentraler i zone A kan reduceres med 80 pct.

Dette gælder dog ikke den del af engagementet, der

  1. består af kapitalandele og efterstillede tilgodehavender (intet fradrag), eller
  1. er omfattet af nr. II ovenfor (90 pct.'s fradrag).

IV. Fradrag på 50 pct.:

  1. Engagementer bestående af garantier stillet over for Danmarks Nationalbank eller en clearingscentral i forbindelse med afvikling af betalinger ved værdipapirtransaktioner, og
  1. engagementer bestående af ikke-balanceførte poster med mellemliggende/lav risiko, jf. klassificeringen i bilag 5 i kapitaldækningsbekendtgørelsen for fondsmæglerselskaber. Der er her tale om:

a. Emissionsgarantier med en oprindelig løbetid på under 1 år. Herved forstås alle forpligtelser, som selskabet har til at købe værdipapirer. Note Issuance Facilities (NIFs) og Revolving Underwriting Facilities (RUFs) og lignende, der indebærer en forpligtelse for selskabet til at købe værdipapirer, er ikke omfattet af fradraget, og

b. garantier stillet for Værdipapircentralens kapitalgrundlag.

  1. Fradrag i engagementet med kunden som følge af, at de stillede sikkerheder giver fradrag.

I. Fradrag på 100 pct.:

  1. Engagementer garanteret af Den Europæiske Union,
  1. engagementer garanteret af centralregeringer eller centralbanker i zone A, og
  1. engagementer garanteret af regionale og lokale myndigheder i EU's medlemsstater eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med. En forudsætning for fradraget er, at de pågældende myndigheder har fået nulvægtsstatus.

II. Fradrag på 90 pct.:

  1. Engagementer sikret ved pant i noterede værdipapirer udstedt af en centralregering eller centralbank i zone A,
  1. engagementer sikret ved pant i noterede værdipapirer udstedt af EU-institutioner, og
  1. engagementer sikret ved pant i noterede værdipapirer udstedt af regionale og lokale myndigheder i EU's medlemsstater eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med. En forudsætning for fradraget er, at kunderne har fået nulvægtsstatus.

I disse tilfælde udgør fradraget 90 pct. af værdipapirets officielt noterede kursværdi.

Pant i noterede værdipapirer, der er garanterede af ovenfornævnte institutioner, men ikke udstedt af disse, giver ikke fradrag, medmindre udstederen henhører under nr. III nedenfor. Fradraget er i så fald på 2/3.

III. Fradrag på 2/3:

  1. Engagementer sikret ved pant i værdipapirer udstedt af kreditinstitutter i zone A, herunder realkreditobligationer. Dette gælder dog ikke værdipapirer, der har status som efterstillet andre tilgodehavender i kreditinstituttet (intet fradrag), og
  1. engagementer, der er sikret ved pant i obligationer udstedt af Den Europæiske Investeringsbank eller multilaterale udviklingsbanker.

I begge tilfælde gælder, at engagementet kan reduceres med 2/3 af værdipapirets officielt noterede kursværdi.

  1. Indberetning

4.1. Indberetningsskemaet

  1. Indberetning.

Alle selskaber skal kvartalsvis indberette de engagementer, der før fradrag udgør mindst 10 pct. af selskabets ansvarlige kapital, jf. lov om fondsmæglerselskaber § 17, stk. 1.

Den ansvarlige kapital opgøres i overensstemmelse med reglerne i lovens § 17 og svarer til den ansvarlige kapital ultimo kvartalet i solvensopgørelsen (skema SF. 3, post 8).

Løbende overskud medregnes ikke i den ansvarlige kapital ultimo kvartalet. Årets overskud indgår først i den ansvarlige kapital, når regnskabet er revideret og godkendt af bestyrelsen. Årets underskud modregnes løbende i den ansvarlige kapital.

Indberetningen foretages på skema FV/skema KV (koncerner). I skemaet angives engagementets løbenr., kundens navn, engagementet før fradrag, eventuelt fradrag, engagementet efter fradrag i procent af den ansvarlige kapital.

Engagementerne skal indberettes således, at de indgår i faldende orden. Det engagement, der er størst efter fradrag, anføres således som nr. 1 o.s.v.

Engagementer med virksomheder, der indgår fuldt i konsolideringen i henhold til Lov om finansiel virksomheds § 39 eller § 41, stk. 2, skal indberettes med et fradrag svarende til engagementets størrelse. Disse engagementer indberettes således nederst i skemaet (FV).

For alle engagementer gælder, at hvis det samlede engagement efter fradrag udgør under 10 % af den ansvarlige kapital, skal der ikke anføres nogen procent i søjle 5.

I felt 6 i søjle 5 anføres alene den samlede procent for de engagementer, der efter fradrag udgør mindst 10 % af selskabets (koncernens) ansvarlige kapital.

Indberetningerne skal være tilsynet i hænde senest 20 arbejdsdage efter udløbet af kvartalet. Tilsynet kan dog, hvor særlige forhold gør sig gældende for branchen, administrativt forlænge fristen.

Bilag 3

Opgørelse og indberetning af store engagementer Selskab

FV

Fondsmæglerselskab

Dato

Ch.reg.nr.

Engagementer, der før fradrag i henhold til bekendtgørelse om opgørelse og indberetning af store engagementer, udgør 10 pct. eller mere af selskabets ansvarlige kapital, jf. lovens § 19. Sorteret efter faldende engagement (efter fradrag) i pct. af ansvarlig kapital, jf. lovens § 17, stk. 1.

Nr.

Kunde

Engagement før fradrag. kr. 1.000

Fradrag kr. 1.000

Engagement efter fradrag i pct. af ansvarlig kapital. (§ 19, stk. 2)

Samlet procent for de engagementer der efter fradrag udgør 10 pct. eller mere af selskabets ansvarlige kapital (jf. lovens § 19, stk. 3).

Opgørelse og indberetning af store engagementer -Koncernniveau

KV

Fondsmæglerselskab

Dato

Ch.reg.nr.

Engagementer, der før fradrag i henhold til bekendtgørelse om opgørelse og indberetning af store engagementer, udgør 10 pct. eller mere af selskabets ansvarlige kapital, jf. lovens § 19. Sorteret efter faldende engagement (efter fradrag) i pct. af ansvarlig kapital, jf. lovens § 17, stk. 1.

Nr.

Kunde

Engagement før fradrag. kr. 1.000

Fradrag kr. 1.000

Engagement efter fradrag i pct. af ansvarlig kapital. (§ 19, stk. 2)

Samlet procent for de engagementer der efter fradrag udgør 10 pct. eller mere af selskabets ansvarlige kapital (jf. lovens § 19, stk. 3).

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2002
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2002