TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om anvendelse af Haagerkonventionen af 1993 om internationale adoptioner

BEK nr 1141 af 13/12/2002

DanmarkBekendtgørelse2002

§ 1

En adoption er omfattet af Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner, når et barn, der har bopæl i et land (afgiverlandet), er blevet flyttet, er ved at blive flyttet eller skal flyttes til et andet land (modtagerlandet), efter at det er blevet adopteret af personer, der har bopæl i modtagerlandet, eller med henblik på adoption i modtagerlandet eller i afgiverlandet.

Stk. 2

Det er en betingelse for anvendelse af Haagerkonventionen, at konventionen er i kraft mellem afgiverlandet og modtagerlandet på det tidspunkt, hvor adoptionsansøgningen er indgivet.

Stk. 3

Barnet skal være under 18 år.

§ 2

Civilretsdirektoratet er centralmyndighed i forhold til Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner.

Stk. 2

Centralmyndigheden skal

    • samarbejde med centralmyndighederne i de øvrige lande, som har tiltrådt konventionen, og
    • varetage de opgaver og forpligtelser, som ifølge konventionen i øvrigt påhviler centralmyndigheden.

§ 3

Enhver myndighed eller organisation, der medvirker til adoptionssagers gennemførelse, og som konstaterer, at en bestemmelse i Haagerkonventionen ikke er blevet overholdt, eller at der er en alvorlig risiko for, at den ikke bliver det, skal straks underrette centralmyndigheden herom.

§ 4

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2003.

Stk. 2

Ansøgninger om adoption, der er indgivet inden bekendtgørelsens ikrafttræden, behandles efter de hidtil gældende regler.

Stk. 3

Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland.


Justitsministeriet, den 13. december 2002, den 13. december 2002

/Lene Espersen Michael Jørgensen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2002
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2002
Bekendtgørelse om anvendelse af Haagerkonventionen af 1993 om internationale adoptioner | TheLawyer.sh