TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om den særlige opkøbsordning på oksekødsområdet

BEK nr 18 af 16/01/2002

DanmarkBekendtgørelse2002

§ 1

Denne bekendtgørelse vedrører anvendelsen af den særlige opkøbsordning på oksekødsområdet i henhold til Det Europæiske Fællesskabs regler herom, jf. Rådets forordning (EF) nr. 1254/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for oksekød og Kommissionens forordning nr. 690/2001 af 3. april 2001 om særlige markedsstøtteforanstaltninger for oksekød med senere ændringer.

Stk. 2

Ordningen vedrører kød fra køer over 30 måneder af kategori D, jf. art. 3, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1208/81.

§ 2

Den sælger, der ønsker at levere oksekød under den særlig opkøbsordning, skal fremsætte tilbud til Direktoratet for FødevareErhverv, Kampmannsgade 3, 1780 København V, inden for den frist, der er fastsat i fællesskabets bestemmelser for ordningen. Tilbud skal fremsættes på en blanket, der kan rekvireres hos Direktoratet for FødevareErhverv.

Stk. 2

De hele og halve kroppe, der tilbydes, skal leveres i fjerdinger og præsenteres som det fremgår af bekendtgørelsens bilag 1.

Stk. 3

Det tilbudte oksekød skal i øvrigt opfylde de krav, der er fastsat i fællesskabets bestemmelser for ordningen.

§ 3

Sælger skal følge Direktoratet for FødevareErhvervs anvisninger vedrørende leveringen af kødet.

Stk. 2

Sælger skal for egen regning og risiko og efter Direktoratet for FødevareErhvervs anvisninger transportere kødet fra slagtestedet til stedet for overtagelsen. Transporten skal foregå i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler for transport af fersk kød.

Stk. 3

Plantedirektoratet foretager på overtagelsesstedet en besigtigelse af det tilbudte oksekød.

Stk. 4

Den i stk. 3 omhandlede besigtigelse sker i overværelse af sælger eller en repræsentant for denne, medmindre sælger giver afkald herpå.

Stk. 5

Konstaterer Plantedirektoratets kontrollør, at kødet ikke opfylder de fastsatte krav, jf. § 2, stk. 2 og 3, skal kontrolløren afvise kødet.

Stk. 6

Kødet skal i forbindelse med overtagelsen vejes af Fødevaredirektoratets repræsentant. Den herved konstaterede vægt lægges til grund ved beregningen af købesummens størrelse.

§ 4

Direktoratet for FødevareErhverv udsender vejledning om gældende bestemmelser for den særlige opkøbsordning og foretager udbetalinger i forbindelse med ordningen. Plantedirektoratet foretager kontrol med ordningen, dog forestår Fødevaredirektoratet vejning og temperaturmåling af kødet, jf. bilag 1, pkt. 5.

§ 5

Bekendtgørelsen træder i kraft den 26. januar 2002 og har virkning fra den 1. januar 2002.

Stk. 2

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 260 af 18. april 2001 om den særlige opkøbsordning på oksekødsområdet.

Præsentation af det tilbudte oksekød, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2

Bilag 1

Bestemmelser for hele og halve slagtekroppe samt fjerdinger i forbindelse den særlige opkøbsordning.

  1. De kølede hele og halve kroppe kan kun stamme fra dyr, der er slagtet højst 6 dage og mindst 2 dage tidligere. Slagtedagen medregnes ikke ved beregningen af denne frist.
  1. I forbindelse med den særlige opkøbsordning forstås ved:

a) Slagtekroppe:

Hele kroppe af dyr, der er slagtet og ophængt på krog i hasesenen på slagteriet efter afblødning, udtagning af organer og afhudning:

  • uden hoved; hovedet skal være afskåret fra kroppen i nakkeleddet,
  • uden underben; underbenene skåret mellem carpus og metacarpus eller mellem tarsus og metatarsus,
  • uden de organer, der sidder placeret i bryst- og bughulen,
  • uden nyrer, nyretalg og bækkentalg,
  • uden kønsorganer og dermed forbundne muskler,
  • uden nyretappen og uden den tykke del af mellemgulvsmusklen,
  • uden hale og uden første halebenshvirvel,
  • uden rygmarv,
  • uden bugmuskulaturens hvide linje,
  • uden inderlårstalg,
  • uden halsfedt og halsvener,
  • uden vedhængende talg på indersiden af slaget,
  • uden yver og yvertalg,
  • halsen skal være afskåret efter veterinærforskrifterne uden fjernelse af halsmusklen,
  • fedtlaget ved spidsbrystet må højst have en tykkelse på 1 cm.

b) Halve slagtekroppe:

De ved symmetrisk midtflækning af de i litra a omhandlede slagtekroppe gennem samtlige hals-, bryst-, lænde- og bækkenhvirvler fremkomne varer. Under bearbejdning af slagtekroppen må bryst- og lændehvirvlerne ikke forvrides væsentligt. Der må ikke ske væsentlige indsnit i muskler og sener ved anvendelsen af sav eller knive;

c) For- og bagfjerdinger:

Efter nedkøling, jf. pkt. 5, nedskæres slagtekroppene mellem 5. og 6. ribben (pistol).

  • forfjerdingen består af bov med skank, hals og tykkam samt bryst med slag med 5 ribben
  • bagfjerdingen består af lår med skank og ryg med 8 ribben
  1. De i pkt. 1 og 2 omhandlede produkter skal hidrøre fra godt afblødte dyr, hvis hud er afslagtet korrekt, og som ikke udviser væsentligt beskadigede hinder, blodunderløbne steder, blodstørkninger eller i betydelig grad løsrivning eller fjernelse af overfladefedtet. Brysthinden skal være ubeskadiget undtagen for at lette ophængningen af forfjerdinger på krog. Slagtekroppene må ikke være forurenet på nogen måde, især ikke med fækalier eller større blodpletter.
  1. De i pkt. 2, litra c, omhandlede produkter skal hidrøre fra hele og halve kroppe, som opfylder de i pkt. 2, litra a og b, opstillede krav.
  1. De i pkt. 1 og 2 omhandlede produkter skal nedkøles straks efter slagtning i mindst 48 timer, så den indre temperatur efter denne periode ikke overstiger + 7 º C. Denne temperatur skal opretholdes, indtil overtagelsen sker.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2002
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2002