Bekendtgørelse om valg og sammensætning af bestyrelsen for en fond eller forening, der ejer et realkreditaktieselskab
BEK nr 187 af 19/03/2002
§ 1
En fond eller en forening, der i henhold til realkreditlovens § 69 ejer et realkreditaktieselskab, ledes af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer. Hertil kommer et eller flere medlemmer, der vælges af medarbejderne, jf. stk. 2.
I en forening eller en fond, hvor betingelserne for medarbejderrepræsentation ikke er til stede, kan et eller flere af de i stk. 1, 2. pkt., nævnte bestyrelsesmedlemmer vælges af og blandt medarbejderne i realkreditaktieselskabet eller realkreditaktieselskabet og dettes datterselskaber.
§ 2
Antallet af bestyrelsesmedlemmer, der er valgt af låntagerne i realkreditaktieselskabet, skal mindst være lig summen af antallet af medlemmer valgt af indehavere af realkreditobligationer og andre værdipapirer udstedt af realkreditaktieselskabet og antallet af medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer.
Bestyrelsesmedlemmer valgt af de i stk. 1 nævnte grupper kan vedtage at supplere bestyrelsen med ét medlem. Beslutningen er kun gyldig, såfremt den tiltrædes af mindst tre fjerdedele af den valgte bestyrelse.
§ 3
Valg af bestyrelsesmedlemmer, der vælges af låntagere og obligationsejere, sker efter de i §§ 4-11 nævnte bestemmelser.
§ 4
Valg af bestyrelsesmedlemmer kan ske ved direkte eller indirekte valg. Valget sker i valggrupper for henholdsvis låntagere og obligationsejere.
Ved valget skal tillige vælges suppleanter for bestyrelsesmedlemmerne, medmindre der i tilfælde af vakance udskrives valg til den pågældende bestyrelsesplads. Reglerne for valg af bestyrelsesmedlemmer finder tilsvarende anvendelse på valget af suppleanter samt i tilfælde af valg ved vakance.
Såvel direkte som indirekte valg kan afholdes på grundlag af en regional opstilling.
§ 5
Direkte valg af bestyrelsesmedlemmer skal ske på en generalforsamling eller ved skriftlig afstemning.
§ 6
Indirekte valg af bestyrelsesmedlemmer skal ske ved, at der afholdes valg til et repræsentantskab, styrelsesråd eller lignende. Valget til bestyrelsen sker derefter således, at de af låntagere valgte vælger låntagermedlemmer og de af obligationsejere valgte vælger obligationsejermedlemmer af bestyrelsen.
Såfremt mindst 10 pct. af de af låntagere eller de af obligationsejere valgte medlemmer i repræsentantskab, styrelsesråd eller lignende kræver det, sker valget til bestyrelsen ved listeopstilling og forholdstalsvalg inden for den pågældende valggruppe, hvis der skal vælges mere end ét medlem.
§ 7
Bestyrelsens medlemmer vælges for højst 4 år. Genvalg kan finde sted. Mindst halvdelen af de valgte bestyrelsesmedlemmer skal være på valg i løbet af 2 år.
§ 8
Ved valg til bestyrelse, repræsentantskab, styrelsesråd eller lignende kan hver stemmeberettiget højst stemme med 6 fuldmagter, jf. i øvrigt § 9.
§ 9
Hver låntager er stemmeberettiget med én stemme. Ejes ejendommen af flere, kan det fastsættes, at kun den, der er bemyndiget dertil af sine medejere, kan afgive en stemme. Et selskab eller anden form for juridisk person, der er låntager, kan befuldmægtige en person til at afgive stemme for sig.
Hver ejer af en portefølje af obligationer eller andre værdipapirer udstedt af realkreditaktieselskabet er stemmeberettiget med én stemme, forudsat porteføljen udgør mindst 25.000 kr. Ejes porteføljen af flere eller af et selskab eller af anden form for juridisk person, finder bestemmelsen ovenfor i stk. 1 tilsvarende anvendelse.
§ 10
For at kunne opstille til enten direkte valg til bestyrelsen eller til valg til et repræsentantskab, styrelsesråd eller lignende skal såvel kandidater for låntagere som kandidater for indehavere af realkreditobligationer m.v. enten være bragt i forslag af bestyrelsen eller have mindst 25 stemmeberettigede stillere.
§ 11
Fonden eller foreningen fastsætter i vedtægter og ved valgregulativ de nærmere regler for bestyrelsessammensætning, valgmåde, stemmeret og valgbarhed.
§ 12
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. april 2002.
Bekendtgørelse nr. 122 af 5. marts 1996 ophæves samtidig.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2002
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2002