Bekendtgørelse om fiskeriet i Ferring Sø mv.
BEK nr 203 af 12/04/2002
§ 1
I Ferring Sø, Veserne og Hygum Nor med kanaler er fiskeri forbudt i perioden 1. marts til 30. april.
§ 2
I Ferring Sø, Veserne og Hygum Nor må fiskeri med faststående redskaber kun foregå med kasteruser og pæleruser efter forudgående anmeldelse til Fiskeridirektoratet ved Fiskeriinspektorat Nord, Afdelingen i Nykøbing Mors.
Fiskeri med kasteruser og pæleruser er forbudt i kanalerne, der forbinder de i stk. 1 nævnte vandområder og i fredningsbælter på 50 m i vandområderne ved kanalmundingerne.
Bortset fra det i stk. 1 nævnte fiskeri med kasteruser og pæleruser, må fiskeri kun foregå med stang og snøre.
§ 3
I Ferring Sø, Veserne og Hygum Nor må der kun fiskes med kasteruser (dobbelte eller enkelte) og pæleruser (undervandsruser eller ovenvandsruser), hvor forreste bøjle i redskabet har en diameter på højest 90 cm.
I pæleruser, jf. stk. 1, må radens længde højst være 40 m, og armene hver højest 8 m, og pælerusen skal bestå af mindst 3 kalve. Maskestørrelsen i hele redskabet, undtagen i radgarnet, foran den bageste kalv i rusen skal være mindst 30 mm (helmaske), og efter den bageste kalv mindst 24 mm (helmaske). Maskestørrelsen i rad og arme må højst være 40 mm (helmaske).
I kasteruser og pæleruser skal der anvendes stoprist eller spærrenet efter de almindeligt gældende regler.
§ 4
Overtrædelse eller forsøg på overtrædelse af bestemmelserne i §§ 1-4 straffes med bøde.
Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 5
Bekendtgørelsen træder i kraft den 28. april 2002.
Bekendtgørelse nr. 935 af 7. december 1993 om fiskeriet i Ferring Sø ophæves.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2002
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2002