TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om Kvalifikationsnævnet

BEK nr 547 af 01/07/2002

DanmarkBekendtgørelse2002

§ 1

Kvalifikationsnævnet består af en formand, der har bestået juridisk kandidateksamen og er beskikket af undervisningsministeren, og af mindst to sagkyndige medlemmer.

§ 2

Undervisningsministeren beskikker et antal sagkyndige til at deltage i behandlingen af Kvalifikationsnævnets sager. De sagkyndige skal tilsammen besidde sagkundskab i forhold til alle uddannelser under Undervisningsministeriets, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings og Kulturministeriets ressort.

Stk. 2

De sagkyndige beskikkes med angivelse af de uddannelsesområder, for hvilke de kan udtages som medlemmer af Kvalifikationsnævnet.

Stk. 3

Sagkyndige i forhold til uddannelsesområder, der henhører under en anden ministers ressort, beskikkes efter indstilling fra vedkommende minister.

§ 3

Formanden udtager de sagkyndige medlemmer til den enkelte sag, således at den nødvendige sagkundskab i forhold til det uddannelsesområde, uddannelseskvalifikationerne vedrører, er repræsenteret.

§ 4

Formanden og de sagkyndige beskikkes for 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.

§ 5

Kvalifikationsnævnets sekretariatsfunktion varetages af Undervisningsministeriet, Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser.

§ 6

Kvalifikationsnævnet kan behandle sagerne mundtligt eller skriftligt.

Stk. 2

Formanden fastsætter tid og sted for Kvalifikationsnævnets møder.

Stk. 3

Formanden tilrettelægger Kvalifikationsnævnets arbejde og leder forhandlingerne på dets møder.

Stk. 4

Formanden påser, at de klager, der indsendes til Kvalifikationsnævnet, behandles inden 4 uger, medmindre særlige forhold gør sig gældende.

Stk. 5

I tilfælde af uenighed mellem Kvalifikationsnævnets medlemmer træffes afgørelsen ved stemmeflertal. Hvert medlem har én stemme. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 6

Formanden sørger for, at parterne bliver underrettet om Kvalifikationsnævnets afgørelser.

§ 7

Med henblik på undervisningsministerensberetning til Folketinget om vurdering og anerkendelse af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v., orienterer Kvalifikationsnævnet den 1. oktober hvert år ministeren om nævnets afgørelser i det forløbne år, første gang den 1. oktober 2003.

§ 8

De udgifter, der er forbundet med Kvalifikationsnævnets virksomhed, afholdes af statskassen.

§ 9

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 2002.


Undervisningsministeriet, den 1. juli 2002, den 1. juli 2002

/Ulla Tørnæs Helle Otte/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2002
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2002
Bekendtgørelse om Kvalifikationsnævnet | TheLawyer.sh