Bekendtgørelse om retningslinier for Danmarks Erhvervsråds virke
BEK nr 644 af 05/08/2002
§ 1
Danmarks Erhvervsråd har til opgave inden for rammerne af erhvervsfremmelovens § 2, stk. 1, at rådgive om tilrettelæggelsen og udviklingen af indsatsen for at forbedre og udbygge rammevilkårene for virksomhedernes vækst, internationale samarbejde og samhandel, fremme tilpasningen i erhvervsstrukturen til konkurrenceforhold, miljøforhold og den samfundsmæssige udvikling i øvrigt samt fremme den regionale erhvervsudvikling.
§ 2
Rådet kan anbefale økonomi- og erhvervsministeren og selv foranstalte gennemførelse af analyser af potentielle initiativer og indsatsområder og evalueringer af eksisterende initiativer inden for sit arbejdsområde, jf. erhvervsfremmelovens § 2. Med udgangspunkt heri kan rådet rådgive regeringen om forbedringsmuligheder inden for de erhvervsmæssige rammevilkår og stille forslag herom.
§ 3
Rådet træffer afgørelse i sager vedrørende de erhvervsfremmeaktiviteter, som af økonomi- og erhvervsministeren er henlagt til Rådet, og hvortil der ydes hel eller delvis finansiering.
Rådets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 4
Erhvervs- og Boligstyrelsen er sekretariat for rådet.
Rådet kan delegere sin beslutningskompetence til sekretariatet. Rådet fastsætter i så tilfælde en sekretariatsbemyndigelse.
§ 5
Rådets arbejdsområde omfatter for tiden:
- regionale, nationale og internationale rammevilkår,
- erhvervsfremmende tiltag vedrørende den nationale, den regionale og lokale erhvervsstruktur,
- danske erhvervspolitiske interesser i forbindelse med forhandlinger om og implementering af internationale vilkår for erhvervslivet,
- dansk erhvervslivs udfordringer i forbindelse med globaliseringen,
- udvikling af nye samarbejdsformer, herunder offentligt-privat samarbejde og samarbejde mellem virksomheder, organisationsudvikling samt udnyttelse af ledelsesmæssig og markedsmæssig viden,
- etablering af nye virksomheder,
- virksomhedernes opbygning af kompetence til design, markedsføring og eksport,
- regional erhvervsudvikling, og
- akkreditering og metrologi.
§ 6
Rådet kan nedsætte et forretningsudvalg og ad hoc-udvalg til bistand ved gennemførelse af sine arbejdsopgaver.
§ 7
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. august 2002.
Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 5. august 2002, den 5. august 2002
/Bendt Bendtsen Birthe Lehmann/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2002
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2002