TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om skibsbøger og tilsynsbog

BEK nr 744 af 04/09/2002

DanmarkBekendtgørelse2002

§ 1

Skibsdagbog skal føres på ethvert skib, hvis fartsområde i henhold til fartstilladelse omfatter sejlads udenfor følgende område: Nordsøen øst for 3º Ø. længde og syd for 62º N. bredde, fart i Østersøen samt fart langs Grønlands kyster i en afstand af ikke over 30 sømil fra kysten (basislinien). Uanset fartsområde skal skibsdagbog dog føres på lastskibe med en bruttotonnage over 300 /over 300 bruttoregistertons og på passagerskibe i ruter af over 4 timers varighed.

Stk. 2

Maskindagbog skal føres på ethvert maskindrevet skib, hvor der i henhold til bestemmelsen i stk. 1 skal føres skibsdagbog, medmindre maskinens officielt fastsatte fremdrivningseffekt ikke overstiger 749 kw.

Stk. 3

Radiodagbog skal føres på ethvert lastskib og passagerskib i international fart. Bogen kan udformes som en GMDSS-radiolog. På alle andre skibe, der skal være forsynet med radioanlæg, kan registreringen foretages i skibsdagbogen, hvis en sådan føres, eller i en GMDSS-radiolog eller tilsvarende.

Stk. 4

Skibsdagbog og maskindagbog kræves dog ikke for fiskeskibe, hvis fartsområde i henhold til fartstilladelsen omfatter sejlads syd for 62º N. bredde, nord for 48º . bredde og øst for 12º V længde, fart i Østersøen samt fart langs Grønlands kyster i en afstand af ikke over 200 sømil fra kysten (basislinien). Det samme gælder for skibe med en bruttotonnage under 300 /under 300 bruttoregistertons, hvis fartsområde er begrænset til sejlads mellem grønlandske havne.

§ 2

Alle synspligtige skibe skal være forsynet med en tilsynsbog med tilhørende ringbind.

Stk. 2

I tilsynsbogen bevidner Søfartsstyrelsen foretagne synsforretninger.

Stk. 3

I tilsynsbogens afsnit II indfører skibets fører sådanne givne dispensationer og særlige tilladelser eller afgørelser, som ifølge deres indhold kræves indført i tilsynsbogen.

Stk. 4

Til bogen knytter sig et ringbind til opbevaring af bilag til tilsynsbogen. I dette ringbind kan skibsføreren indsætte udskrifter af edb-registrering af eftersyn, prøver og afholdte øvelser samt i øvrigt give oplysning om andre forhold, der vedrører skibet. Skibsføreren kan endvidere indsætte skrivelser fra Søfartsstyrelsen.

Stk. 5

Skibsføreren skal indføre en reference i tilsynsbogen til de indsatte eller udtagne bilag.

Stk. 6

Søfartsstyrelsens skibsinspektører kan i ringbindet indsætte udskrifter med krav i forbindelse med syn, med reference hertil indført i tilsynsbogen.

§ 3

Bøgerne trykkes og udgives ved Søfartsstyrelsens foranstaltning. Dette gælder dog ikke radiodagbøger, jf. § 1, stk. 3.

Stk. 2

Bøgerne skal føres i overensstemmelse med de i bøgerne indeholdte anvisninger.

Stk. 3

Søfartsstyrelsen kan godkende andre former for skibsbøger, herunder elektroniske skibsbøger, samt tillade, at skibsbøger føres på anden måde end foreskrevet i stk. 2, herunder at tilførsler i skibsbøgerne helt eller delvis kan erstattes af optegnelser, som gøres på mekanisk eller elektronisk måde vedrørende skibets navigering eller andre forhold, som skal indføres i skibsbøgerne.

Stk. 4

Mekaniske og elektroniske optegnelser skal være af en sådan art, at de ikke senere kan ændres. Manuelle indtastninger må kun kunne ske ved anvendelse af personlig kode.

Stk. 5

Elektronisk lagrede optegnelser skal sikres med en daglig back-up funktion.

§ 4

Skibsdagbogen føres af skibsføreren eller under hans tilsyn og medansvar af en styrmand.

Stk. 2

Maskindagbogen føres under skibsførerens tilsyn og medansvar af maskinchefen eller tillige under dennes tilsyn og medansvar af en maskinmester.

Stk. 3

Radiodagbogen føres af radiooperatøren under skibsførerens tilsyn og medansvar.

Stk. 4

Den, der fører en skibsbog, er ansvarlig for dens rigtighed.

Stk. 5

Skibsføreren skal påse, at skibsbøgerne føres nøjagtigt og forskriftsmæssigt, og skal mindst een gang månedlig kræve sig skibsbøgerne forelagt. Om den stedfundne forelæggelse meddeler skibsføreren bøgerne påtegning.

§ 5

Skibsbøgerne skal føres efter tidsfølgen, i havn for hvert døgn, i søen for hver vagt. Hvad der passerer på den enkelte vagt kan foreløbig optegnes i en kladde, men skal snarest muligt efter vagtens udløb indføres i skibsdagbogen.

Stk. 2

Skibsbøgerne skal føres ordentligt og tydeligt. Hvad én gang er indført må ikke raderes, overstryges eller på anden måde gøres ulæseligt. Bliver rettelse nødvendig, skal den tilføjes som anmærkning.

Stk. 3

Skibsbøgerne skal føres på dansk eller engelsk.

Stk. 4

På grønlandske fiskefartøjer med en længde under 24 m kan skibsførerens tilføjelser foretages på grønlandsk, under forudsætning af at indførelserne i forbindelse med syn bliver oversat til dansk.

§ 6

I skibsbøgerne skal nøjagtigt optegnes enhver under rejsen indtruffen begivenhed og omstændighed, hvorom kendskab kan være af betydning for redere, ladningsejere, assurandører eller andre, der har interesse i rejsen. Specielt skal der indføres nøjagtig oplysning om ethvert uheld, der måtte tilstøde skib eller ladning med angivelse af årsagen, de nærmere omstændigheder og de trufne foranstaltninger. Det samme gælder ved ethvert uheld af nogen betydning, der overgår ombordværende personer.

§ 7

Når en bog er udskrevet eller af anden grund ikke længere kan bruges, skal skibsføreren sørge for en ny bog.

Stk. 2

Enhver dagbog og dertil hørende kladde og elektroniske optegnelser skal opbevares i mindst 3 år fra datoen for sidste indførelse. Hvis der for retten er rejst sag vedrørende skibets rejser i det tidsrum, dagbogen omfatter, skal den opbevares, indtil sagen endelig er afgjort.

Stk. 3

Udskrevne tilsynsbøger skal opbevares om bord.

§ 8

Forsømmer skibsføreren, en styrmand, maskinchefen, en maskinmester eller radiooperatøren at overholde sine forpligtelser i henhold til § 1, § 2, stk. 1, 3 eller 5, § 3, stk. 2, 4 eller 5, eller §§ 4-7, straffes den pågældende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Stk. 2

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 9

Sker en i § 8, stk. 1, nævnt forsømmelse på et skib hjemmehørende i Grønland, kan det medføre foranstaltninger efter kriminalloven.

Stk. 2

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) foranstaltninger efter kriminalloven (bøde).

Stk. 3

Er overtrædelsen begået af staten, Grønlands Hjemmestyre, en kommune, et kommunalt fællesskab omfattet af § 64 i landstingslov om kommunalbetyrelser og bygdebestyrelser m.v. eller en bygdebestyrelse, kan der pålægges vedkommende offentlige myndighed som sådan bødeansvar.

§ 10

Forskriften træder i kraft den 1. oktober 2002.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 162 af 26. marts 1987 om skibsbøger ophæves.


Søfartsstyrelsen, den 4. september 2002, den 4. september 2002

/Christian Breinholt Poul Carstensen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2002
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2002
Bekendtgørelse om skibsbøger og tilsynsbog | TheLawyer.sh