TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om administration af landbrugsloven m.v.

BEK nr 821 af 02/10/2002

DanmarkBekendtgørelse2002

§ 1

De regionale jordbrugskommissioner træffer inden for rammerne af de i medfør af § 7 fastsatte retningslinier afgørelse efter landbrugsloven, jf. dog §§ 2, 3, 4 og 9.

Stk. 2

Jordbrugskommissionernes afgørelse af retlige spørgsmål kan påklages til Direktoratet for FødevareErhverv. Herudover kan jordbrugskommissionernes afgørelser ikke påklages. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt ansøgeren.

Stk. 3

Klage indgives til jordbrugskommissionen og videresendes med dennes bemærkninger til Direktoratet for FødevareErhverv.

§ 2

Amtsrådene træffer afgørelse efter § 7 a, stk. 3, i landbrugsloven i sager om skovplantning på landbrugsejendomme, jf. bekendtgørelse om skovplantning på landbrugsejendomme.

Stk. 2

Amtsrådene træffer inden for rammerne af de i medfør af § 7, stk. 2, fastsatte retningslinier afgørelse efter § 7 a, stk. 4, i landbrugsloven i sager om indvinding af råstoffer i jorden.

Stk. 3

Amtsrådenes afgørelser i medfør af stk. 1 kan påklages til Direktoratet for FødevareErhverv. Amtsrådenes afgørelser i medfør af stk. 2 kan påklages til Direktoratet for FødevareErhverv, jf. landbrugslovens § 30 a, stk. 3, og til Naturklagenævnet efter reglerne i §§ 13-16 i lov om råstoffer (lovbekendtgørelse nr. 569 af 30. juni 1997). Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt ansøgeren.

Stk. 4

Klage indgives til amtsrådet og videresendes med amtsrådets bemærkninger til Direktoratet for FødevareErhverv.

Stk. 5

Bestemmelserne i stk. 1-4 om amtsrådenes opgaver m.v. finder tilsvarende anvendelse for Bornholms Regionsråd.

§ 3

Direktoratet for FødevareErhverv og de regionale jordkøbsnævn, der udøver beføjelser efter § 30 a i jordkøbsloven (lovbekendtgørelse nr. 493 af 13. juni 1997), er i forbindelse med erhvervelse af landbrugsjorder eller ved frasalg af bygninger med tilhørende jordtilliggende fritaget for at indhente tilladelse fra jordbrugskommissionerne til udstykning, arealoverførsel m.v. efter reglerne i § 4, stk. 1, § 7, stk. 1, og §§ 13 og 14 i landbrugsloven. Ophævelse af landbrugspligt i medfør af lovens § 4, stk. 1, forudsætter dog tilladelse fra jordbrugskommissionen, medmindre landbrugspligten kan bortfalde uden tilladelse, jf. lovens § 4, stk. 6 og 7.

§ 4

Direktoratet for FødevareErhverv træffer afgørelse i sager om selskabers erhvervelse af landbrugsejendomme efter § 20 i landbrugsloven, herunder hvorvidt aftaler mellem selskabets deltagere er i overensstemmelse med regler, der er fastsat i medfør af lovens § 20, stk. 5, jf. bekendtgørelse nr. 624 af 26. juli 1999 om landbrugslovens § 20.

Stk. 2

Direktoratet for FødevareErhverv træffer endvidere afgørelse om påbud om afhændelse efter lovens § 27 og om tiltale efter lovens § 33, hvis et selskab ikke opfylder betingelserne i lovens § 20.

Stk. 3

De regionale jordbrugskommissioner træffer dog afgørelse om, hvorvidt betingelserne i lovens § 20, stk. 1, nr. 1, jf. §§ 16, 17, 17 a og 18, er opfyldt.

§ 5

Direktoratet for FødevareErhverv varetager i samarbejde med jordbrugskommissionerne de jordbrugsmæssige interesser i region-, kommune- og lokalplanlægningen, herunder ved større projekter, der vil medføre væsentlige indgreb i forhold til landbrugsejendomme.

§ 6

Direktoratet for FødevareErhvervs afgørelser i medfør af landbrugsloven kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 7

Direktoratet for FødevareErhverv kan meddele jordbrugskommissionerne og amtsrådene, henholdsvis Bornholms Regionsråd, generelle retningslinier om behandlingen og afgørelsen af sager efter landbrugsloven. Der kan herunder fastsættes bestemmelser om, i hvilket omfang Direktoratet for FødevareErhverv skal underrettes om de behandlede sager.

Stk. 2

Direktoratet for FødevareErhverv fastsætter nærmere retningslinier for amtsrådenes, henholdsvis Bornholms Regionsråds, kompetence og tilsynsopgaver m.v. samt for jordbrugskommissionernes opgaver i forbindelse med behandlingen af sager om indvinding af råstoffer i jorden.

§ 8

Direktoratet for FødevareErhverv udøver et overordnet tilsyn med jordbrugskommissionernes virksomhed.

Stk. 2

Direktoratet for FødevareErhverv kan meddele jordbrugskommissionerne generelle retningslinier med henblik på tilsyn og kontrol med administrationen af loven, herunder varetagelse af kontrolopgaver med overholdelse af loven og indberetning herom.

§ 9

Direktoratet for FødevareErhverv kan i særlige tilfælde beslutte at overtage kompetencen til at træffe afgørelse i sager af større betydning eller af principiel karakter.

§ 10

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2003, jf. dog stk. 2.

Stk. 2

Bestemmelserne i § 3 træder i kraft den 15. oktober 2002.

Stk. 3

Bekendtgørelse nr. 625 af 26. juli 1999 om administration af landbrugsloven m.v. ophæves.


Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, den 2. oktober 2002, den 2. oktober 2002

/Mariann Fischer Boel Bodil Ekner/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2002
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2002