TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.

BEK nr 837 af 09/10/2002

DanmarkBekendtgørelse2002

§ 1

Kommunalbestyrelsen skal mindst én gang årligt udarbejde en kvalitetsstandard for personlig og praktisk hjælp samt kommunal genoptræning og vedligeholdelsestræning efter §§ 71 og 73 a i lov om social service.

Stk. 2

Kvalitetsstandarden skal indeholde generel serviceinformation til borgerne om den hjælp, de kan forvente fra kommunen, hvis de får behov for personlig og praktisk hjælp eller kommunal genoptræning og vedligeholdelsestræning efter lovens §§ 71 og 73 a.

Stk. 3

Kvalitetsstandarden skal indeholde en beskrivelse af det serviceniveau, kommunalbestyrelsen har fastsat for ydelser efter §§ 71 og 73 a. Beskrivelsen af indholdet, omfanget og udførelsen af hjælpen skal være præcis og skal danne grundlag for, at der sikres sammenhæng mellem serviceniveau, de afsatte ressourcer, afgørelserne og leveringen af hjælpen. Kvalitetsstandarden skal endvidere indeholde operationelle mål for, hvordan dette sikres, og en beskrivelse af, hvordan der følges op på de fastsatte mål, jf. § 2.

Stk. 4

Af kvalitetsstandarden skal det fremgå, hvilke kvalitetskrav, jf. §§ 7-11, kommunalbestyrelsen stiller til leverandører af hjælp efter lovens § 71, herunder krav til personalets kompetencer, arbejdsmiljø m.v.

§ 2

Mindst én gang årligt skal kommunalbestyrelsen følge op på de i § 1, stk. 3, fastsatte mål for kvaliteten og styringen af hjælpen efter lovens §§ 71 og 73 a, samt på de i § 1, stk. 4, fastlagte kvalitetskrav til leverandører af hjælp efter lovens § 71.

§ 3

Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om:

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen skal sikre, at der ikke finder forskelsbehandling sted mellem leverandører.

  1. at godkende og indgå kontrakt med enhver leverandør, der opfylder de fastsatte kvalitets- og priskrav jf. §§ 7-15 og lovens § 75 c, eller
  1. at bringe leveringen af ydelser efter lovens § 71 i udbud under hensyntagen til EU´s regler om indgåelse af offentlige kontrakter, jf. lovens § 75 e.

§ 4

Kommunalbestyrelsen træffer, inden leveringen af ydelser bringes i udbud efter § 3, stk. 1, nr. 2, beslutning om, hvorvidt der efter udbuddet skal indgås kontrakt med 2, 3, 4 eller 5 leverandører af henholdsvis personlig og praktisk hjælp. Kommunalbestyrelsen træffer inden udbud af madservice beslutning om, hvorvidt der efter udbuddet skal indgås kontrakt med 5 eller flere leverandører. Kommunalbestyrelsens beslutning skal fremgå af udbudsmaterialet.

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen skal efter en udbudsforretning efter § 3, stk.1, nr. 2, indgå kontrakt med de 2 - 5 leverandører af henholdsvis personlig pleje og praktisk hjælp samt for madservice minimum de 5 leverandører, der har afgivet de økonomisk mest fordelagtige tilbud, jf. stk. 1.

Stk. 3

Kontrakterne efter stk. 2, kan højst indgås for en periode på 2 år, jf. dog stk. 4. Inden kontraktperiodens udløb skal kommunalbestyrelsen beslutte, om leveringen af ydelserne skal i udbud på ny, eller om kommunalbestyrelsen skal godkende og indgå kontrakt med enhver leverandør, der opfylder de kommunalt fastsatte kvalitets- og priskrav, jf. § 3, stk. 1, nr. 1.

Stk. 4

Efter ansøgning kan socialministeren i særlige tilfælde godkende, at kommunalbestyrelsen indgår kontrakt efter stk. 1, for en periode af mere end 2 års varighed. Der kan gives dispensation, hvis kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om, at levering af personlig pleje bringes i udbud, og hvis det i ansøgningen om dispensation kan sandsynliggøres, at dispensation er en forudsætning for, at der via udbuddet kan skabes de ønskede valgmuligheder for modtagerne af hjælpen.

Stk. 5

Hvis det efter et udbud ikke er muligt at indgå kontrakter i overensstemmelse med betingelserne i stk. 2, finder reglerne om godkendelse af enhver kvalificeret leverandør efter § 3, stk. 1, nr. 1, anvendelse.

§ 5

Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om, at udbud efter § 3, stk. 1, nr. 2, skal omfatte levering af ydelser i hele kommunen eller i et eller flere af kommunens distrikter, jf. § 11. Vælger kommunalbestyrelsen, at der alene skal gennemføres udbud i enkelte distrikter, finder reglerne om godkendelse af enhver kvalificeret leverandør efter § 3, stk. 1, nr. 1, anvendelse for hvert af kommunens øvrige distrikter.

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om, at et udbud efter § 3, stk. 1, nr. 2, skal omfatte levering af én, flere eller alle ydelseskategorier, jf. § 10. Vælger kommunalbestyrelsen, at der alene skal gennemføres udbud efter § 3, stk. 1, nr. 2, for enkelte ydelseskategorier, finder reglerne om godkendelse af enhver kvalificeret leverandør efter § 3, stk. 1, nr. 1, anvendelse for alle øvrige ydelseskategorier.

Stk. 3

Træffer kommunalbestyrelsen beslutning om at bringe levering af personlig pleje i udbud, skal levering af personlig og praktisk hjælp i plejehjem og lignende boligenheder, jf. lovens § 75 d, omfattes af udbuddet. Efter udbud af levering af personlig og praktisk hjælp i disse boligenheder skal der indgås kontrakt med én leverandør for hver boligenhed, jf. § 6, stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal stille krav om, at leverandører, der afgiver tilbud om at levere ydelser i plejehjem og lignende boligenheder, også skal afgive tilbud om at levere personlig pleje til øvrige modtagere af personlig pleje i kommunen eller distriktet, jf. stk. 1.

§ 6

Modtagere af personlig og praktisk hjælp efter lovens § 71 skal, efter kommunalbestyrelsen har indgået kontrakt med flere leverandører, jf. §§ 3 - 5, vælge, hvilken leverandør, der skal udføre de opgaver, der er truffet afgørelse om efter lovens § 71, jf. §§ 75 og 75 a.

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen skal fastsætte frist for, hvornår modtagere af hjælp efter § 71 efter anmodning har ret til at skifte til andre godkendte leverandører. Fristen for skift af leverandør skal være rimelig og må ikke overstige 1 måned fra udgangen af den måned, hvori modtageren af hjælpen har anmodet om at skifte leverandør.

Stk. 3

Beboere i plejehjem og lignende boligenheder, der modtager hjælp efter lovens § 71, er ikke omfattet af retten til selv at vælge leverandør efter reglerne i lovens § 75 c.

§ 7

Kommunalbestyrelsen skal efter § 3, stk. 1, nr. 1, fastsætte og offentliggøre pris- og kvalitetskrav til leverandører af personlig og praktisk hjælp.

Stk. 2

Har kommunalbestyrelsen besluttet at udbyde leveringen af ydelser i henhold til § 3, stk. 1, nr. 2, skal kommunalbestyrelsen alene offentliggøre de fastsatte kvalitetskrav for de af udbuddet omfattede ydelser og distrikter, jf. § 5.

§ 8

Kommunalbestyrelsen fastsætter efter lovens § 75 c, stk. 1, de kvalitetskrav, der stilles til leverandører af personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 71. Kvalitetskravene skal afspejle den af kommunalbestyrelsen fastsatte kvalitetsstandard for indholdet og leveringen af ydelserne, jf. § 1.

Stk. 2

Kvalitetskravene skal anvendes som grundlag for kommunalbestyrelsens godkendelse af leverandører af personlig og praktisk hjælp, jf. § 17.

§ 9

Kommunalbestyrelsen skal, jf. § 8, stk. 1, stille krav om, at leverandøren skal stille et beredskab til rådighed for at sikre leveringen af de ydelser, der er truffet afgørelse om, og for at sikre, at aftalen om levering af ydelser overholdes. Kommunalbestyrelsen skal endvidere stille krav til leverandøren om overholdelse af de generelle retningslinier, kommunalbestyrelsen har fastsat for erstatningshjælp ved aflysninger m.v., jf. lovens § 75 b.

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om, hvilke krav der skal stilles til leverandøren i forbindelse med ændringer i kredsen af personer, der modtager hjælp efter servicelovens § 71, ændringer i den enkelte modtagers behov for hjælp eller andre ændringer ved leveringen af ydelser. Kommunalbestyrelsen skal stille krav om, at leverandøren informerer myndigheden om ændringer i modtagerens behov for hjælp, samt om hvordan denne information fra leverandøren skal formidles.

Stk. 3

Kommunalbestyrelsen kan kræve, at leverandøren stiller sikkerhed for kontraktens opfyldelse. Sikkerhedsstillelsen skal stå i et rimeligt forhold til den forventede omsætning hos leverandøren.

Stk. 4

Kommunalbestyrelsen kan ikke stille kvalitetskrav til leverandører af madservice, der bevirker, at alle leverandører skal benytte en bestemt produktionsform.

Stk. 5

Kommunalbestyrelsen fastsætter efter lovens § 75 d, stk. 2, krav til leverandører af kommunale serviceydelser til beboere i plejehjem m.v. Kommunalbestyrelsen fastsætter endvidere krav til kvaliteten af øvrige ydelser, der leveres af den kommunale leverandør i forbindelse med driften af plejehjem m.v. Kvalitetskravene til ydelser leveret efter lovens § 71 fastsættes i overensstemmelse med retningslinierne i § 8, stk. 1.

§ 10

Kommunalbestyrelsen skal fastsætte selvstændige kvalitetskrav for ydelseskategorierne personlig pleje, madservice, madservice uden udbringning til hjemmet og øvrig praktisk hjælp.

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen skal fastsætte særskilte kvalitetskrav for alle ydelser, der produceres udenfor hjemmet.

Stk. 3

Kommunalbestyrelsen kan fastsætte kvalitetskrav for flere ydelseskategorier end de i stk. 1 og stk. 2 nævnte.

Stk. 4

Kvalitetskravene skal anvendes som grundlag for godkendelse af leverandører indenfor hver ydelseskategori. Enhver leverandør, der opfylder kvalitetskravene til hver enkelt ydelseskategori, skal kunne godkendes til at levere ydelser indenfor denne kategori, jf. § 17, stk. 1.

§ 11

Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om, hvorvidt kommunen skal opdeles i distrikter, jf. § 5.

Stk. 2

Vælger kommunalbestyrelsen at distriktsopdele kommunen, jf. stk. 1, skal denne opdeling afspejles i kravene til leverandørerne. Hvis de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger varierer mellem de forskellige distrikter, skal dette fremgå af priskravene til leverandørerne i distrikterne, jf. §§ 12-15.

Stk. 3

Kommunalbestyrelsen kan stille krav om, at leverandøren skal acceptere alle modtagere, der vælger den pågældende leverandør i de distrikter, hvor leverandøren er godkendt.

§ 12

Kommunalbestyrelsen fastsætter mindst én gang årligt priskrav til leverandører af personlig og praktisk hjælp, jf. § 3, stk. 1, nr. 1.

Stk. 2

Priskrav opgøres på baggrund af timeprisen for henholdsvis personlig og praktisk hjælp i hjemmet, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3

Priskrav for ydelser, der produceres udenfor hjemmet, fastsættes pr. ydelse.

Stk. 4

Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om et fast tilskud til madservice. Det kommunale tilskud til den enkelte modtagers madservice kan ikke udgøre et højere beløb end prisen på det tilbud, modtageren har valgt, jf. bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v.

§ 13

Kommunalbestyrelsen fastsætter som minimum priskrav for: personlig pleje i hverdagstimerne, personlig pleje på øvrige tider, madservice, madservice uden udbringning til hjemmet samt øvrig praktisk hjælp.

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen skal fastsætte særskilte priskrav for ydelser produceret udenfor hjemmet, jf. § 10, stk. 2.

Stk. 3

Kommunalbestyrelsen kan fastsætte flere priskrav end de i stk. 1 og stk. 2 nævnte, jf. § 10, stk. 3.

§ 14

Kommunalbestyrelsen fastsætter priskrav ud fra en kalkulation af de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved den kommunale leverandørvirksomhed af personlig og praktisk hjælp, jf. dog § 15.

Stk. 2

Kalkulation af kommunens gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved den kommunale leverandørvirksomhed af personlig og praktisk hjælp skal omfatte alle direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med levering af personlig og praktisk hjælp.

§ 15

Prisfastsættelse efter § 14 kan delvis fraviges, når fravigelsen er begrundet i forventede effektiviseringer i den kommunale leverandørvirksomhed eller ændringer i kommunens kvalitetsstandard, jf. § 1. Der skal tages bevillingsmæssig stilling i forhold til det kommunale budget, hvis forventede effektiviseringer i den kommunale leverandørvirksomhed eller ændringer i kvalitetsstandarden indgår ved fastsættelsen af priskravet, jf. 1. pkt.

Stk. 2

I tilfælde, hvor der ikke er en kommunal leverandørvirksomhed indenfor de relevante ydelseskategorier, fastsætter kommunalbestyrelsen priskravene som de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved den eller de private leverandørers leverance. Kommunalbestyrelsen kan fravige den i 1. punktum nævnte prisfastsættelse, hvis det er begrundet i forventede effektiviseringer hos leverandørerne eller ændringer i kommunens kvalitetsstandard, jf. stk. 1.

Stk. 3

Priskrav fastsat efter stk. 1 eller 2 skal dokumenteres.

§ 16

Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre de kvalitets- og priskrav til leverandører af personlig og praktisk hjælp, der er fastsat efter §§ 7- 15 samt dokumentation for priskravene efter § 15.

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen skal som led i offentliggørelsen elektronisk indberette de fastsatte kvalitets- og priskrav til leverandører af personlig og praktisk hjælp til Socialministeriet, der sørger for elektronisk offentliggørelse. Socialministeren fastsætter nærmere regler om indberetningen.

Stk. 3

Kommunalbestyrelsens kvalitets- og priskrav kan tidligst få virkning fra dagen for offentliggørelse af de indberettede oplysninger, jf. stk. 2.

§ 17

Kommunalbestyrelsen har pligt til at godkende og skrive kontrakt med enhver leverandør af personlig og praktisk hjælp, der lever op til de i § 16 offentliggjorte kvalitets- og priskrav, jf. dog stk. 2.

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen kan, hvis særlige forhold gør sig gældende, afvise at godkende og indgå kontrakt med en leverandør efter stk. 1. Afvisningen skal kunne begrundes med tilsvarende forhold som omhandlet i tjenesteydelsesdirektivets artikel 29.

Stk. 3

Kommunalbestyrelsen skal umiddelbart efter godkendelse af den enkelte leverandør foretage elektronisk indberetning til Socialministeriet, der sørger for elektronisk offentliggørelse. Socialministeren fastsætter nærmere regler om indberetningen.

§ 18

Kommunalbestyrelsen betaler alle godkendte leverandører af personlig og praktisk hjælp mv., jf. § 17, i overensstemmelse med de offentliggjorte priskrav og de nærmere betingelser i kontrakten mellem kommunalbestyrelsen og den enkelte leverandør.

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen betaler for levering af ydelser efter et udbud, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, i overensstemmelse med betingelserne i kontrakten mellem kommunalbestyrelsen og den enkelte leverandør.

Stk. 3

Betaling af madservice sker i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. og således, at modtageren betaler for en eventuel difference mellem kommunalbestyrelsens tilskud til madservice og prisen på det valgte tilbud.

§ 19

Kommunalbestyrelsen foretager løbende registrering af indtægter og omkostninger ved den kommunale leverandørvirksomhed.

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen forestår en regnskabsmæssig redegørelse for omkostningerne ved den kommunale leverandørvirksomhed af personlig og praktisk hjælp, herunder eventuelle afvigelser i forhold til omkostningskalkulationen i henhold til § 14.

§ 20

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2003. Samtidig ophæves Socialministeriets bekendtgørelse nr. 328 af 22. april 1998 om kvalitetsstandarder m.v. for hjælp efter §§ 71 og 72 i lov om social service.


Socialministeriet, den 9. oktober 2002, den 9. oktober 2002

/Henriette Kjær Leif Sondrup/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2002
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2002
Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v. | TheLawyer.sh