TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om godskrivning af bidrag til den Særlige Pensionsopsparing på de enkelte bidragsyderes særskilte konti

BEK nr 863 af 22/10/2002

DanmarkBekendtgørelse2002

§ 1

For lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende m.fl., jf. ATP-lovens § 17 f, stk. 1, indberetter de statslige told- og skattemyndigheder via årsopgørelsen for et givent indkomstår den enkelte bidragsyders pensionsopsparing med det beløb, der skal godskrives bidragsyderens konto efter § 2 i denne bekendtgørelse. Den enkelte bidragsyders pensionsopsparing indberettes til den Særlige Pensionsopsparing (SP) pr. 1. november i året efter indkomståret.

Stk. 2

SP godskriver pensionsopsparingen i stk. 1 på en særskilt konto for den enkelte bidragsyder efter den 1. november i året efter indkomståret.

Stk. 3

Pensionsopsparing, der indberettes senere end 1. november i året efter indkomståret, godskrives på den enkelte bidragsyders særskilte konto, når beløbet er indberettet til SP.

§ 2

På grundlag af indberetningen i § 1 godskriver SP den faktisk indbetalte pensionsopsparing på kontoen for den enkelte bidragsyder.

§ 3

Betaler bidragsyderen restancer vedrørende pensionsopsparing, der ikke er rettidigt indbetalt, godskrives beløbet på bidragsyderens konto.

Stk. 2

Efterfølgende ændringer til et givent indkomstår, der tidligere er indberettet af de statslige told- og skattemyndigheder via årsopgørelsen til SP, medfører regulering af bidragsyderens konto.

Stk. 3

Indberetning fra de statslige told- og skattemyndigheder om pensionsopsparing for et givent indkomstår, der ikke tidligere er indberettet via årsopgørelsen til SP, medfører godskrivning af bidragsyderens konto.

Stk. 4

Principperne for godskrivning i § 2 finder tilsvarende anvendelse for pensionsopsparing omfattet af stk. 1-3.

§ 4

For dagpengeberettigede personer m.fl. omfattet af ATP-lovens § 17 f, stk. 3, jf. § 2 a, stk. 1-7, indberetter arbejdsløshedskasser, arbejdsformidlinger og kommuner den pensionsopsparing, der er indbetalt for den enkelte bidragsyder til SP. Den enkelte bidragsyders pensionsopsparing indberettes særskilt og direkte til SP senest den 1. juni i året efter indkomståret.

Stk. 2

SP godskriver pensionsopsparingen i stk. 1 på en særskilt konto for den enkelte bidragsyder efter den 1. november i året efter indkomståret.

Stk. 3

Pensionsopsparing, der indberettes senere end 1. november i året efter indkomståret, godskrives på den enkelte bidragsyders særskilte konto, når beløbet er indberettet til SP.

§ 5

På grundlag af indberetningen i § 4 godskriver SP den enkelte bidragsyders konto med det beløb, der er indbetalt i pensionsopsparing for den enkelte, jf. ATP-lovens § 17 g, stk. 1, 3. pkt.

§ 6

Reglerne i § 3, stk. 2-3, om godskrivning og regulering af bidragsyderens konto finder tilsvarende anvendelse for pensionsopsparing omfattet af dette kapitel.

Stk. 2

For pensionsopsparing omfattet af stk. 1 finder princippet for godskrivning i § 5 ligeledes anvendelse.

§ 7

Årets resultat i form af afkast, positivt eller negativt, tilskrives den enkelte konto hvert år i januar måned i forhold til kontoens andel af den samlede formue opgjort den 31. december, jf. ATP-lovens § 17 h, stk. 3.

Stk. 2

Beløb, der efter ATP-lovens § 17 i, stk. 3, er forældede, indgår i årets resultat.

§ 8

Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. november 2002 og har virkning første gang for godskrivning af pensionsopsparing vedrørende indkomståret 2001.

§ 9

Godskrivning af pensionsopsparing vedrørende indkomstårene 1999 og 2000 sker med omfordeling efter hidtil gældende regler, jf. § 6, stk. 3, i lov nr. 357 af 6. juni 2002.

§ 10

Puljebeløbet, jf. § 6, stk. 4, i lov nr. 357 af 6. juni 2002, fordeles mellem kontohaverne sammen med årets resultat for 2002 efter § 7, stk. 1, i denne bekendtgørelse.

Stk. 2

Restpuljen på 30 mio. kr. anvendes i forbindelse med efterreguleringer af konti på baggrund af skattemæssige ændringer vedrørende skatteårene 1999 og 2000.


Beskæftigelsesministeriet, den 22. oktober 2002, den 22. oktober 2002

/Claus Hjort Frederiksen E. Edelberg/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2002
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2002
Bekendtgørelse om godskrivning af bidrag til den Særlige Pensionsopsparing på de enkelte bidragsyderes særskilte konti | TheLawyer.sh